Instinkter

Vi plejer at sige, at det, der adskiller mennesker og dyr, bl.a. er menneskets evne til logisk tænkning, til medfølelse og godhed, til at tænke på både fortid, nutid og fremtid, hvorimod dyr blot er instinkt­drevne og lever i nuet, og vi tilkender dem endda sjældent evnen til at nære følelser, til at være triste eller glade eller til at nære forventninger til fremtiden.

Det er alt sammen løgn. Mennesker er i nær familie med dyr, naturligvis nærmest de større pattedyr. Vi er selv uhyre instinktdrevne; det meste af vores vågne tid går med at efterstræbe mad og materi­elle goder, vi tænker på magt, indflydelse, sex, afkom og personlig vinding før alt andet, men vi er gode til at pakke det ind i sprogets tågeslør: − Det er for hans egen skyld. − Jeg fortjener en ferie. − Børn har godt af at være sammen med andre voksne og børn. − Han kan bedre tilfredsstille mine be­hov, siger vi, når vi handler i uskøn egeninteresse.

I modsætning til os er dyr langt mere ærlige og hensigtsmæssige i deres opførsel. Min hund kan regne den hurtigste vej mellem to punkter ud langt hurtigere, end jeg kan. Også hvis ruten kræver overblik over sko­ven, haven eller husets grundplan. En kat går rundt og er aldeles glimrende til at være kat, hvis vi ikke hol­der den indespærret under kunstige forhold i en lille lejlighed, men sætter en lem i døren og accepterer, at den bruger natten på at holde nærområdet muse- og rottefrit. En naturligt træt kat vil hygge sig med dig i hvilestunderne og opfatte dig som en omsorgsfuld forældre­skikkelse. Høns går rundt og hønser, hvis de får chancen og ikke bliver stuvet sammen 20.000 ad gan­gen, og de kan sagtens lære at lægge vejen forbi have­døren ved sekstiden hver aften, hvis man på det tidspunkt plejer at håndfodre dem med rester fra aftens­maden. Skulle man have glemt det en enkelt aften, sidder der pludselig høns i havemøblerne og kagler spørgende ind til os gennem stue­vinduet. Hunde, der er flokdyr ligesom os, kan udvise både glæde, stolthed, ivrighed, arbejdsglæde, forventning, tilfredshed, omsorg, angst, savn og meget, meget mere, hvis vi bare har sans for at aflæ­se det og lytte til dem. − Min ven fik en ’brugt’ hund, en 3-årig tæve, og han påstår, at ’hun eeeeel­sker at køre i bil’. Men hun reagerer på alle biler i nærheden. Hun har en historie med mange omflyt­ninger, og hver gang hun hører en bil, prøver hun at komme ind i den, for den vil sikkert køre hende hjem, hvor hun hørte til i første omgang. Er den hund ulykkelig? − Hvor lang tid går der, før hun fal­der til og indser, at dette er hendes blivende sted? Har vi lov at omplacere hunde på den måde? Børn? − Jeg havde en stor og kluntet Newfoundlænder, som knap kunne se ud under pandehåret, men en gang havde vi havde besøg af en tante, der netop havde mistet sin mand, og som sad og græd i vores sofa, mens ingen af os anede, hvordan vi skulle reagere. Så gik dyret bare hen og lagde sit store hoved i hendes skød og kiggede op på hendes tårefyldte ansigt med sine blide, brune øjne. Hun begyndte at grine og græde på samme tid og krammede dyret længe.

Vi, der har naturlige instinkter i behold, bryder os fx ikke så meget om at flyve, om at omgås slanger og ed­derkopper, om at aflevere vore hjælpeløse småbørn til fremmede, om at hænge i en klokke­streng dag ud og dag ind, om at bo på betonhylder og færdes i gåsegang på asfalt, når vi går ud. Vi bryder os heller ikke om død, ligdele, fækalier og sygdom. − Vi kan håndtere de fleste forekomster i et menneskeliv ved hjælp af forstanden, men vi opsøger ikke disse ting, hvis vi kan undgå dem. Det lader vi fagfolk om. Dyrlæger, læger, bedemænd, sygeplejersker, forældre, landmænd, slagtere, hjemmehjælpere, Falckfolk, politimænd, brandmænd, soldater m.fl. lærer at omgå instinkterne og udføre ubehagelige opgaver, og det er vi dem yderst taknemmelige for.

Tag giraffen Marius: En zoologisk havemand, som er tilvænnet døde dyr og deres indvolde, program­sætter skydning og offentlig dissekering af en rask, sød og uskyldig giraf til den første søndag i vin­terferien, idet han forestiller sig, at det er godt for en masse børn og voksne at lære noget om giraf­fers indre. Hvis han selv og haven kunne få en smule opmærksomhed i den anledning, ville han sik­kert også være tilfreds.

Fik han så den eftertragtede opmærksomhed?

Drengerøvskulturen, som er opstået i et trygt og sikkert samfund, hvor raske unge mænd får alting serveret uden de store, sjælsrørende udfordringer, tilsiger mange af dem at opsøge disse grænse­overskridende oplevelser, og de tager gladeligt deres børn med. Børnene vender sig væk med afsky, for de har stadig visse instinkter i behold.

Først er vi ved at falde over hinanden for at fordømme ufølsomheden i at gøre obduktionen af en gi­raf til underholdning, men da vi pludselig ser, at UDLANDET angriber zoo for akkurat det, så adlyder vi nogle an­dre instinkter og begynder at forsvare vore landsmænd, stammefrænder, mod de frem­mede … Ork, hvor forudsigeligt og dyrisk.

Grænsen mellem dyr og mennesker går helt åbenlyst ikke ved medfølelse, ved værdighed, anstændig om­gang med lig, tidsfornemmelse, logisk tænkning eller ved andet af det, vi plejer at hævde. Den går heller ikke ved sproget, for ethvert dyr kan meddele sig. Ingen er i tvivl om det, hvis en gris er bange, ked af det eller glad. Eller hvis et barn væmmes over at blive udsat for indvolde i overstørrelse på sin første feriedag. Grænsen mellem dyr og mennesker går, for mig at se, ved evnen til at lyve for sig selv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *