Udseende

I en artikel i Politiken om en ung, angstplaget kvinde, skriver journalisten:

’Lin Glasdam Vander er en køn pige. Det mørke kastanjefarvede hår hænger ned over en pudderfarvet og let gennemsigtig skjorte og slutter først der, hvor de grå uldbukser begynder. Makeuppen sidder, som den skal. ’

Hvorfor plage den stakkels kvinde yderligere ved straks at give sig til at beskrive i detaljer og vurdere hendes udseende? Er det ikke netop alle disse krav, vurderinger, fra omverdenen, der gør livet svært for de unge? Og hvad har det med angst at gøre? Er journalisten selv forbavset over, at man kan være køn og angst på samme tid? Har hun selv problemer med sit eget udseende? Og hvad kommer det i så fald læserne ved?

Til overflod er artiklen ledsaget at et stort foto, hvor man selv kan vurdere kvindens udseende, hvis man skulle have det behov.

Men i disse #metoo-tider: Hvorfor overhovedet kommentere og anmelde andre menneskers udseende? Ville det ikke forekomme utidigt og nedladende, hvis det havde været en dreng? En voksen? En kvindelig eller mandlig direktør? Revisor? Dyrepasser?

Hvis nu fx den unge mand, Valdemar, var kommet til skade i en trafikulykke, ville samme journalist så skrive:

’Valdemar Flikflak Pedersen er en køn dreng. Det lyse hår hænger ned over en abrikosfarvet og groftvævet skjorte og slutter først der, hvor den første skjorteknap begynder. Skægget er trimmet, som det skal være.’

Jeg er ikke sikker på, at det tilkommer tilfældige journalister at dømme ofre for sygdomme, lidelser eller ulykker på deres udseende. At præcis deres mening om dette emne er relevant. – Men det er desværre blevet helt almindeligt.

Er det også acceptabelt?

Politiken d. 6. FEB. 2018

17-årige Lin har angst

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6318277/%C2%BBJeg-t%C3%A6nkte-at-jeg-hellere-ville-d%C3%B8-end-at-kaste-op.-S%C3%A5-slemt-var-det%C2%AB

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *