Vejret

er mærkeligt. – Og jeg mener ikke kun denne juli måned, der i mit lille hjørne af verden passerede uden en eneste sommersolskinsdag med over 25 °. – I det halve århundrede, jeg har kunnet observere vejret i dette land, er der sket store forandringer.

Min barndoms lange højtryksperioder med sol og omkring 25 ° i dagevis i forsommeren og om sommeren optræder kun sjældent nu. De seneste mange somre har været ustadige, våde, usædvanligt blæsende og med talrige voldsommere vejrtyper i form af storme, tordenbyger og skybrud.

Til gengæld er vintrene mildere, grønnere, vådere med færre frostperioder og færre frostgrader. Det er, som om forår og efterår har bredt sig på de to andre sæsoners bekostning.

Jeg husker vintre med minus 15 – 20°. Tilfrosne fjorde og bælter, så vi kunne skøjte i sol og frost i ugevis. Is, der skruede sig mange meter op på strandene, sne i driver så høje, at vi kun med besvær kunne åbne yderdørene, uden at det væltede ind i huset. – Ikke altid, der var også våde, brune vintre, men af og til.

Min far var havemand, og han lærte mig, at man ikke måtte sætte frostfølsomme planter ud, ikke måtte så ude eller lægge kartofler ude før Grundlovsdag, d. 5. juni. – ’Når kirsebærtræerne blomstrer’, som det hed. Og vi var færdige i køkkenhaven og tog alt – undtagen den frostsikre grønkål – ind igen inden 1. september, for fra da af kunne der komme frost, som ødelagde sommerblomster og de følsomme grøntsager.

For at forlænge vækstsæsonen lagde man kartofler til forspiring inde og såede sine frø i småpotter, som stod en måned i kældervinduet og derefter blev plantet ud i mistbænken – Mist betyder gødning, en mistbænk er en gødningsfyldt forhøjet kasse med glaslåg, hvor de sarte små kunne stå trygt i den varme, solen og gødningen udviklede, indtil de kunne plantes ud i havens frilandsbede.

Bøgen sprang ud d. 9. maj. Det var normen, som alle kendte. Og man fik de første, danske jordbær efter Skt. Hans.

I disse år blomstrer mine kirsebær tidligt i maj, ingen har mistbænke længere, jeg lægger kartofler direkte i havens højbede allerede i midten af april, og vi begynder at spise af jordbærrene i begyndelsen af juni. De sarte planter, laurbærtræet, citrontræet, mimosen, kaktusserne, geranier, Agapanthus og andre sommerblomster kan sættes ud i slutningen af april, og de kan blive ude indtil ca. 1. oktober eller længere, hvis jeg holder øje med vejrudsigten. Jeg har ferskentræ, figen og vinplanter ude i en forsænket, sydvendt gård året rundt.

Isen på begge poler smelter i lynfart, statens isbrydere er lagt op, og her nord for Limfjorden springer bøgen som oftest ud i løbet af den sidste uge i april, sommetider før: I 2014 sprang kirkens store bøgetræ ud allerede d. 21. april. På markerne står majs, raps, brødhvede og andre afgrøder, som ikke kunne trives hos os for 50 år siden.

De seneste somre har vi oplevet, at solen skinner højt og flot måske en enkelt dag, mens der næste morgen vælter tordenstorme ind over landet, hvorefter vejret er blæsende, køligt, skyet i endnu en uge eller to.

Når sommersolen er fremme, stikker den ubehageligt på huden. Ingen lader længere deres børn løbe rundt i dansk sommersol en hel dag uden hat, trøje, solcreme eller parasoller. Solen er blevet livsfarlig. – Jeg ved ikke, om der var lige så mange tilfælde af hudkræft i 50’erne og 60’erne, men vi hørte aldrig om det, og alle var ude i haver, på lange cykelture eller på strande i dage- eller ugevis og bare nød solen uden beskyttelsesmidler. – Ja, vi blev forbrændte, men så duppede vore mødre blot lidt kartoffelmel på, og så kunne vi lege ude igen. – Men der var selvfølgelig ingen solarier, og ingen, vi kendte, tog på solferier sydpå.

Der kan ikke længere være tvivl om, at klimaet i mands (kvindes) minde har ændret sig. Vi er med kraftig overbefolkning og industrialisering kommet hovedkulds ind i den antropocæne tidsalder, en tidsalder med et særegent klima, som, nogle mener, er skabt af den menneskelige aktivitet på jorden siden industrialiseringen så småt begyndte at udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet og frem.

Bigotteri: Mens verdenshavene flyder over af plastic, hævder firmaet bag en miljømæssig tvivlsom plastic-engangsbeholder til noget sjasket, sødt, majsstivelsesfyldt, såkaldt ’drikkeyoghurt’, at de skam betaler aflad for deres CO2-forbrug.

Og den menneskelige aktivitet er i sandhed skræmmende! På Google Earth kan man se, hvordan byer og infrastruktur, fabrikker, råstofudvinding, fødevarefabrikker, havneanlæg m.m., breder sig som et brunt udslæt over ellers smukke og grønne områder og snart dækker udstrakte, sammenhængende dele af vores lille planet. Det tager en dag at køre i bil halvvejen rundt om London. I kinesiske storbyer, fx Chongqing og Shanghai, som også har bredt sig uhæmmet ud i det omgivende land, findes der børn og unge, der ikke har set den blå himmel pga. forurening. I mit nabolag bygges der stadig på fuldt tryk i hidtil fredede skovområder og på alle de omliggende marker af stolte kommunale og grådige private. – Mens den sentimentale SNAK om natur og dyreliv tilsyneladende ingen ende vil tage… – Vi besøgte et stykke ’uberørt’ natur på en guidet tur ind i Tofte Skov ved Lille Vildmose, og området var hegnet inde, som om man opdrættede dinosaurer eller en King Kong derinde og ikke egetræer, krondyr, vildsvin og slåenbuske. En lille indhegnet plet ’natur’, som i virkeligheden fungerede som skydebane for velhavende jægere, og alt det store menneskedominerede udenom. – Det holder jo ikke.


Øjebliksbillede fra Flight-radar af flytrafikken over Europa.

Vi i det frodige nord, hvor klimaet har øget nedbørsmængden – og dermed frugtbarheden – betragteligt, kan flyve på solferier sydpå flere gange om året – Ja, vi betragter det som en ’menneskeret’ at have solskin i ferien – og bidrager herved kraftigt til forureningen af den fælles luft over kloden. Mens de uheldige, der lever i de ufrugtbare gule og udtørrede områder i fx Mellemøsten og Afrika, hvor ørkenen hastigt breder sig, må udkæmpe blodige territorialkrige, som ikke har ret meget andet end navnet med religion at gøre, om de få tilbageværende dyrkningsegnede arealer eller flygte nordpå i synkefærdige gummibåde og risikere deres eget og deres børns liv for en tålelig tilværelse.

Flygtningestrømmen mod nord og feriestrømmen mod syd er grotesk at være vidne til, men det lader til, at de fleste af de privilegerede har vænnet sig til synet af klimaflygtninge og alligevel nyder deres drinks ved poolen, mens deres landsmænd hjemme anført af udlændinge- og ’ integrations’-minister Støjberg ikke tøver med at give de ulykkelige et sidste spark eller spytklat med på vejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *