Streaming

– som kynisk profitering af basale, menneskelige behov

Vi trækker vejret gennem streamingtjenesterne i disse mørke coronavintre, Spotify, Mofibo, Net­flix, HBO o.a.

Og vi er taknemmelige for at have dem.

Men jeg forstår ikke, hvorfor disse tjenester absolut vil producere ’eget indhold’? Er det, fordi de gerne vil tjene endnu mere og samtidig præge indholdet selv? Be­stemme alting selv? Danne underholdningsimperier? Skabe parallelle verdener, vi alle kan blive afhængige af og fortabe os i som soma*, mens de skovler penge ind?

For hvornår er der nogensinde kommet noget godt ud af det? Noget originalt? Med kunstnerisk værdi og nødvendighed? Der kunne bibringe seere andet end en øjeblikkelig, tom, men pirrende, følelsesstorm, der straks igen lægger sig uden at have bidraget med noget godt til ens liv, sjælero og forståelse af omverdenen.  – Bortset fra billedbogen ’The Crown’, som vi så med stor fornøjelse pga. de imponerende, historiske tableauer og gode skuespillere.

Fra Netflix’s ’House of Cards’, HBO’s ’Games of Thrones’ og frem til ’Westworld’, ‘Hunger Ga­mes’, den sammenlignelige ’Squid Games’, til ’Papirhuset’, ’Bridgerton’ – en jammerlig, men sexet ud­gave af ’Downton Abbey’, som på sin side lånte meget fra ‘Upstairs, Downstairs’ og Jane Austens klassiske romaner, og nu ’Succession’ o.m.fl., er det lutter beregning og manipulering.

Man ser det på de kalkulerede idéer bag, på persongalleriets sammensætning, spændingskurver­nes forudsigelighed, cliffhangers … Vi indfanges af vores egen basale dyriskhed: sex, status, rig­dom, op­levelsestrang og sociale behov.

Når man sidder og ser disse samlebåndsserier, investerer man uvilkårligt følelsesmæssigt i perso­ner og intriger, så man vil have mere, mere … men bagefter er man uberørt og ikke en tøddel klo­gere på livet og menneskene. Som seer efterlades man med en oppustet og kortvarig følelses­ophidselse, et nervemæssigt sukkerchok, som var man blevet narret til at indtage et opulent mål­tid udeluk­kende bestående af marengs med candyfloss og skumfiduser på. – Disse serier er blot­tede for per­sonligt aftryk og menneskelig sjæl, viden, indsigt, nerve og nødvendighed, og at se dem er som at råbe ensom i skoven eller tale med ’Siri’ på sin IPhone ….

Efterspørgslen på nye serier, nye ophidselser, nye måder at afprøve det svære liv by proxy igen­nem tv-underholdning, er steget enormt, og aldrig har teknikken gjort det nemmere både at pro­ducere og at være publikum til disse oceaner af kunstig, af profithensyn forurenet, åndelig føde.

Men vi har ikke godt af det, siger denne gamle dramaturg. Det antikke, græske teater blev skabt for at lade publikum opleve dilemmaer, erfaringer og gennemleve prøvelser, der skulle bidrage til de­res egne menneskelige erfaringer og skabe en forløsning i sidste akt, så alle gik klogere og op­løftede hjem efter forestillingen.

At underholde og berige, som vi sagde for 50 år siden. – DR’s målsætning lød dengang nogen­lunde sådan. Og nu er begge vore statskanaler sunket til blot at servere tåbelige klovnerier og danse-, gætte- eller bagekonkurrencer for absolut laveste fællesnævner.

Vi er, som sagt, taknemmelige for alle streamingmulighederne. Men hvorfor skal det meste være en opvisning i form uden indhold? Følelser uden tanker? Sukkerstads uden vitaminer? Ophidselse uden forløs­ning?

Når man lader unge mennesker uden livserfaring producere ’spændende’ og ’hidsende’ drama i jag­ten på penge, berømmelse og seertal, så bliver det derefter. Vi bliver alle sammen dummere.

Al kunst, også kunsten at underholde, bør handle om andet end sig selv. Der skal være et sandsyn­ligt almenmenneskeligt dilemma, et tankevækkende udsagn, en slags mening, stillingtagen, et tro­værdigt miljø, personer med genkendelige, menneskelige egenskaber. Det er ikke nok at opstille nogle kunstige rammer, et spil, en konkurrence, et kup og caste en ung, en gammel, en tyk, en tynd, fem hvide heteromænd, en bøsse og en kvinde, en sexet og en bebrillet, en god, en ond, en helt, en klovn, en hvid, en sort og nu også en asiat af hensyn til det enorme marked i øst, og så krydre det hele med lidt reklamelækker­hed, spektakulær vold og eksplicit sex – som oftest set fra et mandligt synspunkt. – Der skal mange flere og flere forskellige grovboller på suppen! – Og måske også en knivspids ta­lent og livsvisdom og noget på hjerte. Man kan ikke forudberegne sig til alting. Og det er ikke et for­mål i sig selv at få tiden til at gå med inaktiv opsugen af flimmer.

Livet er ikke langt. Ideelt set bør vi også blive klogere, mens vi slapper af. Det er ikke tilstrækkeligt blot at pirre krybdyrhjernen, uden at der ligger virke­lige menneskelige erfaringer og tanker bag. Vi har ingen tid at spilde på tomme under­holdningskalorier, før vi ender som gumlende sofaflokfår, mens verden bryder sammen omkring os, og tjenesterne dræner den smule hjernekapacitet, der måtte være tilbage.

Det er på tide at vågne af døsen og stille flere krav. Om kvalitet og indhold fx.

*Se evt. https://da.wikipedia.org/wiki/Fagre_nye_verden:

“Fagre nye verden (originaltitel: Brave New World, 1932) er en roman af Aldous Huxley.

Handlingen foregår i London i år 2540. Romanen er en dystopi, som baserer sig på tendenser Hux­ley så ved industrialiseringen af samfundet, i særdeleshed hos den amerikanske ungdom under et besøg i USA.

I romanen er jorden blevet til et verdenssamfund, ledet af 10 verdenspræsidenter.

Alle børn udklækkes i reagensglas på fødselsanstalter og rangeres efter arveanlæg, intelli­gens og fysik i 5 kaster, navngivet fra det græske alfabet – fra alphaer (højeste og mest intelli­gente) til ep­si­loner (laveste intelligens og fysik). Forældre i nutidig forstand findes ikke, og ord som “moder” og “fader” betragtes som stærkt upassende og vulgære.

Efter at være kommet ud af flasken opfostres børn af plejepersonale og indoktrineres via hyp­no­pædiske læresætninger (indoktrinering under søvn) og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt, og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser, såsom kær­lighed, sorg og forelskelse, forsøges undertrykt til fordel for flygtige glæder i form af erotik, spil, følefilm og det opiumslignende stof soma. Promiskuitet opmuntres fra en tidlig alder, og længe­revarende for­hold anses for stærkt upassende, ligesom isolation, individualitet og kritisk tænkning.

Det afsløres senere, at disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet.” Wikipedia

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *