Danskernes ferie

De senere år har jeg ikke kunnet tage et foto af himlen, uden der kom flystriber med. Den in­tensive lufttrafik er medvirkende årsag til de våde, kolde, danske somre, som folk føler sig tvunget til at flygte fra … i fly.

Nu har vi knoklet (næsten) et helt år på jobbet, og så har vi KRAV på godt vejr i ferien. Når regnen siler ned, og det blæser en halv pelikan, så kan man naturligvis ikke holde ferie i Dan­mark.

Så der er kamp om billetterne, og lavprisselskaberne flyver mine medborgere i hundred­tusindvis ud af landet. Det er blevet en menneskeret at holde ferie på en solbeskinnet strand, gerne ”all inclusive”, så man kan forsyne sig med pommes frites, softice og kulørte drinks ad libitum, mens man branker sig i solen.

Sydeuropas øer og strandnære områder er i sommermånederne forvandlet til betonbadelande for blege, ædende, drikkende og solbadende nordeuropæere. De modigste pakker deres små­børn og tager til Thailand eller andre mere eksotiske strande; flyveturen er længere, men prin­cippet er det samme.

En stor del af ferieglæden består tilsyneladende i den moderne version af postkortet, nemlig at hjemsende mobilsnapshots af sig selv i liggestolen. Til glæde for hvem? Hvem standser op og spørger om meningen med al denne rejsen, samtidigt med at man forholder sig til et mere eller mindre indbildt publikum hjemme? De fleste er jo ude på deres egen tur og travlt be­skæftigede med at uploade mobilfotos af sig selv.

På trods af knokleriet, og al den omhu og alle de ressourcer vi hælder i vores boliger, der ef­terhånden alle sammen har samtalekøkkener, wellnessbadeværelser, designermøbler (Vis mig et møbel, der ikke er designet!) og adskillige kubikmeter andet, overflødigt bras, kan vi ikke holde ud at tilbringe to-tre ugers ferie hjemme. Ikke engang hvis vi har store, velindrettede haver og husdyr, der skal passes.

Hjemme på vejen kunne ungerne løbe rundt og bruge tid på at finde kammerater og skabe deres egne lege uden institutionernes overopsyn og struktur. De voksne kunne give sig tid til at lave god mad med altanens krydderurter eller høste, sylte eller nedfryse havens overskud af jordbær, hindbær, solbær, kirsebær, bønner, ærter … Vi kunne omsider få ryddet op på loftet eller invitere familie og venner til lange besøg, samvær og gode snakke … Eller vi kunne gå på opdagelse i nærmeste skov eller på stranden iført praktisk tøj og vandrelyst. Måske er der ovenikøbet et par seværdigheder og et sommerland i nærheden, som hele familien kunne have fornøjelse af?

Resten af året gør vi os til af vores økologiske og miljøbevidste valg, hvis vi fx cykler til arbej­det i sommerhalvåret, men af en eller anden uforståelig grund gælder det ikke som ferie, hvis det ikke starter med en flyvetur, til nød en laaaaang køretur i bil.

Resten af året høres ikke andet end beklagelser over, hvor lidt tid der er til at ordne ting i hjemmet og til at se familie og venner, men når så muligheden opstår, flygter vi ud til de syd­europæiske betonhotellers forlorne folklore.

Måske er vi blevet så vant til faste rammer, at ferieugernes tomhed og nærmest uendelige muligheder skræmmer os?

Fordelen ved al rejseriet er, at der bliver bedre plads herhjemme, mere fred og ro til dem, der har indset, at ferie kan være andet end at klemme sig ind i iltfattige, tyve år gamle, raslevorne flyvemaskiner, for derefter at lægge sig fladt ned ved en pool eller på en strand i et stegende varmt og tørt land mellem tre og sytten timers flyrejse væk.

At sommervejret i Danmark gentagne år i træk er så rædsomt vådt med skybrud og over­svømmede kældre har garanteret ikke noget med al det flyveri at gøre, vel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *