Oprydning

Blog Image

Det behøver ikke at have et fint asiatisk navn. Man kan bare gøre det, når lysten, tiden og alderen er der.

Det skete her for et par år siden, da vi skulle i gang med en større, nødvendig renovering af huset. I skarp forårssol kom vi pludselig til at se på det sammenskrabede indbo med helt andre øjne, og vi kasserede brutalt mere end en tredjedel af alle vores ejendele:

Ni store flyttekasser fyldt med støvede bøger. – Vi har ikke længere brug for at skilte med, at vi kan læse. To kasser nips, som vi havde samlet eller fået i gave. Kassettebånd, vinylplader, gamle breve, notatsamlinger fra universitetet, grimme vaser, potter, askebægre i mængder, souvenirs fra tredive års ferierejser – Sand fra Sahara, snabelsko fra Pakistan, kinesiske teatermasker, som alt sammen havde stået støvet til skue på den såkaldte „Forundringshylde”. Foruden gamle møbler: Spisebord, stole, sofa, lænestole, tæpper, børnemøbler … Vi lå i rutefart mellem hjem og losseplads og havde til stadighed omkring ti annoncer i Den Blå Avis.

Foretagendet greb om sig og stod på igennem trekvart år. Vi kom igennem alle værelser og skabe efter tur: Forvasket sengetøj, håndklæder, kludesamling, revnede Margrethe-skåle, alt for billige glas, malingsrester, sokker, afbleget sommertøj, sko med slidte hæle, værktøj og omfangsrige dippedutkollektioner … Ahh – Det føltes skønt!

Ind i mellem satte jeg mig og sorterede fotos og satte dem pænt ind i nye albums. Omplantede potteplanter og forærede tredive af de store væk. Solgte to kasser Anders And-blade og sendte legetøj, spil og puslespil til genbrug.

Der er mange fordele ved en grundig sortering og kassering af elementer i ens liv. Man færdes bagefter i et mere overskueligt miljø, og arvingerne bliver sparet for meget besvær. Det er de praktiske sider. Men helt overordnet er jeg overbevist om, at trangen til at rydde op udspringer af en psykisk modning. Vi har nu nået en alder, hvor vi ved, at vi ikke får flere børn, at vi ikke foretager flere karrierespring, og at vi aldrig vinder i Lotto, så vi kan lige så godt indrettet os på det og gøre det nødvendige med det samme.

Med disse indsigter følger også en større utålmodighed med tidsspildende projekter og mennesker. Vi har simpelthen ikke længere tid til vås! – Sideløbende med oprydningen i huset, ryddede vi op i vores liv i øvrigt. Meldte os ud af foreninger, som vi betalte kontingent til af vane og høflighed. Opsagde abonnementer på intetsigende tidsskrifter og fastnettelefonen. Holdt op med at kontakte familiemedlemmer og venner, som blot udnyttede vores fremkommelighed til at opnå fordele på vores bekostning eller vise sig selv frem: – Se mit nye køkken! Smag årgangsvinen! Beundr mig!

Livet syntes med et for kort til ikke-givende bekendtskaber.

Når man har sorteret i ejendele, engagementer og omgangskreds, bliver der god plads til nyt. Da stuerne stod nymalede og klar til nyindflytning, tog vi i IKEA for at supplere med lamper, småborde og sofapuder, og lige siden har jeg dagligt glædet mig over at bo i lyse, rene og rummelige rum. Ikke en eneste dims af de kasserede har jeg savnet.

Da vi over et par år havde afviklet besværlige venner, lærte vi nogle nye, dejlige mennesker at kende. Jævnaldrende med lyst til uformelle besøg og lange samtaler.

Naturligvis sander huset til igen. Allerede nu kan jeg se, at vi atter er ved at trænge til en grundig oprydning. Måske til foråret? Og vi har naturligvis viklet os hovedkulds ind i mennesker og foretagender, som måske ikke holder ind i det næste årti, men er det ikke præcis det, der udgør tilværelsens inderste kerne? Og er det ikke netop vores opgave som levende mennesker ustandseligt at vikle os ind og ud?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *