Tryghed og velfærd?

I et velhavende samfund som det danske, hvor vi vælter os i fladskærme, firhjulstrækkere og andre flottenheimerier, forventer man en vis grad af tryghed. — Jeg har lige set på netavisen, at der var jordskælv i København i morges. Hvad gør folk så? De ringer 112 i hundredvis! Ikke fordi der er sket dem noget, så de behøver hjælp, men fordi de blev utrygge, da de oplevede et usædvanligt naturfænomen. Vi er danskere, og vi forventer beroligelse og omsorg fra fællesskabet, når vi kommer i nød af den ene eller den anden slags. Gad vide, hvem de ringer til i Bangladesh?

Da jeg var barn, ringede vi til doktor Jensen, hvis en i familien blev syg. Han kom på alle tider af døgnet med sin sorte lægetaske, følte os på panden, gav os medicin og vaskede hænder med det helt nye stykke sæbe, mor havde pakket ud og lagt frem til ham sammen med et rent håndklæde. En lindrende kompetence emmede fra ham, mens han smilende gennemførte vaskeritualet efter endt gerning.

Da vi havde indbrud, stod der en flertallig — mindst to, så vidt jeg husker — politistyrke på dørtrinnet få minutter efter, at min far havde ringet. De opmålte fodspor, tog fingeraftryk på vindueskarmen og efter få dage dukkede de op på dørtrinnet igen og kunne fortælle, at de havde fanget fyren, der nu var sat betryggende fast.

I dag hører jeg drypvist og hver eneste aften i tv’s nyheder, at folk har ringet forgæves efter hjælp. At de i en overfaldssituation ikke kan komme igennem til politiet. At de har fået en afvisende telefonsvarer i røret, som beder dem om at indtaste et postnummer (?), mens de bliver overfaldet af røvere eller voldsmænd. De af mine naboer, der har haft indbrud, fortæller, at politiet er dage om at komme, at de optager en nødtørftig rapport udelukkende til forsikringsbrug, og at de ikke regner med nogensinde at få fat på tyvene. Vi hører om dødssyge mennesker, der bliver fragtet rundt mellem sygehusene og naturligvis afgår ved døden undervejs. Vi hører om aflyste hjerteoperationer — forestil dig patienten og de pårørendes grad af fortvivlelse, når de nu havde forberedt sig psykisk, og den uro, de må føle, indtil næste dato berammes! Og vi hører om fastklemte trafikofre, der må vente en time på den nødvendige assistance.

Min bror lå et halvt år med stærke smerter, mens han ventede på en rutinerygoperation, og kunne naturligvis ikke passe sit arbejde så længe. Min far fik ryggen brækket af en overivrig kiropraktor, fordi lægerne ikke havde tid til at interessere sig for ham og fortælle, at hans prostatakræft havde spredt sig til ryggen og gjort den skrøbelig som glas. Jeg har selv ligget fem timer med et galdestensanfald og ventet på en vrissen vagtlæge, hvis jeg da ikke er blevet beordret ud på en tyve kilometer lang køretur. — Min dyrlæge er mere empatisk og omhyggelig med smertebehandling end nogle af de sundhedspersoner, jeg mødte i de måneder! — Jeg ventede tre måneder på den rette diagnose (Galdesten! Hvor svært kan det være? 80 % af befolkningen får det, hørte jeg senere.) og seks på en forholdsvis enkel operation. Jeg lå tre dage på et sygehus, i smerter, uvished og angst, mens vi ventede på en læge, der kunne udføre et hurtigt og forholdsvis simpelt indgreb. I al den tid, halve og hele år, går ens personlige liv og arbejdsliv i stykker med store omkostninger for både den enkelte og for hele samfundet. Man føler sig mishandlet og desillusioneret. Og alt dette er kun beretninger fra min nærmeste familie i de seneste år. Alle andre familier må kunne fortælle om lignende oplevelser?

På en ferie i Norditalien fik jeg blærebetændelse. — Åh, nej! Det var søndag eftermiddag, og alle mine fordomme om forholdene i Italien kom op til overfladen. Men blærebetændelse er rædsomt, så medicin skulle jeg have, så hurtigt som muligt. Jeg spurgte de lokale, om der var lægehjælp i nærheden? — Ork, ja. Jeg skulle bare køre op i landsbyen på toppen af bjerget, der lå en klinik på torvet foran kirken. — Men det er søndag, indskød jeg tvivlende. — Non significa niente … Det betyder ikke noget …

Vi kørte derop. Den pittoreske middelalderby var bygget af bjergets sten, og mure, huse, kirke og stenbelægning fremstod som en naturlig forlængelse af bjerget opad. Under andre omstændigheder ville jeg have fundet det smukt. Der var søndagsstille i gaderne, og vi fik hurtigt øje på et rødt kors. Tøvende trådte jeg ind på klinikkens skinnende hvide flisegulv, hvor en smilende sygeplejerske kom mig i møde og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med? Jeg forklarede problemet, så godt jeg kunne. — Un momento, svarede hun og bad mig tage plads. Jeg sad ca. fem minutter i det i øvrigt mennesketomme ventelokale. Så dukkede en kvindelig læge op og præsenterede sig som gynækolog. Hun undersøgte mig venligt og grundigt. Skrev en recept på den relevante medicin. Gav mig omhyggelige instrukser og viste vej over til apoteket på den anden side af torvet. For fem kroner fik jeg her mine piller og et glas vand, og inden vi var kommet tilbage til ferielejligheden, var alle mine ubehagelige symptomer forsvundet. Det tog alt i alt en times tid inkl. kørsel, og ingen på den offentlige sundhedsklinik havde bedt om at se hverken penge eller sygesikringskort.

Hvis det samme var sket for mig herhjemme, skulle jeg på en hverdag vente i lægehusets telefonsluse i op til en time for — i bedste fald — at opnå en såkaldt akuttid (Hvor er vi blevet gode til sundhedsvæsnets interne fagsprog, ikke?) hos en praktikant om eftermiddagen. Så venter man igen op til en time i venteværelset, før man kommer ind. Så skal man køre langt efter et apotek … På en søndag ville samme procedure gentage sig, blot ville ventetider og kørsel være endnu længere …

Sådanne forhold skaber utryghed! Man påføres ubetydelighed og hjælpeløshed, samtidig med at man er syg og har smerter. Vi desavouerer vore medborgere, når de har brug for hjælp.

Men ikke kun vi almindelige borgere: — Jeg skulle have taget en blodprøve og indfandt mig i god tid på et større sygehus i provinsen. Efter små ti minutter i ambulatoriets venteværelse kom en midaldrende dame forpustet farende og hentede mig ind til prøven. — Undskyld, at du måtte vente, stønnede hun. Jeg svarede venligt, at jeg faktisk ikke havde ventet ret meget, så der var ingen grund til at undskylde. (I virkeligheden havde jeg, belært af tidligere ventetider på danske sygehuse, taget en tyk bog med og afsat en halv dag til prøven.) Så brød hun sammen for øjnene af mig! Hun fortalte hikstende, at der var tre kollegaer på langvarige sygemeldinger, formentlig stress, og at endnu to var gået hjem samme morgen, så hun var helt alene på pinden.

Patienter og ofre for kriminalitet får ikke den hjælp, de har behov for, og det offentligt ansatte personale overbelastes, til det bryder sammen. Ved alle kontakter med sundhedsvæsnet står vi der og vifter med sygesikringskortet, men skal alligevel selv betale formuer for medicin og tandlægehjælp. Sådan er praksis blevet i dette land. Der overlever flere kræftpatienter i Kasakhstan end i Danmark, har jeg læst. Det er intet under, at kravet om lavere skatter og private sygeforsikringer høres over alt, og at manglende solidaritet dominerer samfundslivet. Sundhedsvæsnet, og måske også politi og retsvæsen, fungerer tilsyneladende bedre i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *