Ostias jøder

Porta S. Paolo og Cestiuspyramiden, Rom

I halvfjerdserne boede jeg et års tid i Ostia, Roms havneby ved Tiberens munding, få kilometer fra lufthavnen, Fiumicino, ”Den lille flod”. Vi havde vel 30 minutters rejse med et grønt tog til Porta San Paolo, yderligere 5 – 10 minutter til Stazione Termini, Roms hovedbanegård, og huslejen i den fremlejede to-værelses i en grå boligblok var yderst rimelig for et par studerende. Når jeg om aftenen vendte hjem fra byen med tasken fuld af panini, ost og pølse fra de gode steder inde i Rom, kunne jeg i tilgift købe et kilo søde og friske kirsebær af en stadeholder lige uden for Ostias banegård, 1500 lire pr. halvkilo, og så var aftenen reddet.

Ostia bestod dengang af et par kilometerlange gader med kedelige boligblokke mellem tørre pinjeskove mod øst og Middelhavets sorte lavasandstrande mod vest. Inde i de støvede, duftende pinjeskove kunne man i de tidlige forårsmåneder plukke vilde narcisser, og her lå også gode sommergrillrestauranter. De bestod af lange, udendørs trægriller, en fem-seks kompetente mænd til at betjene dem, smalle laminatborde uden duge, vakkelvorne bænke, kulørte lamper ophængt i kæder mellem pinjetræerne, og dynger af velhængt kød af alle slags, som blev grillet, når man havde valgt det. Dertil kunne man tage lidt brød eller salat, men det var kødet og grillen − og vinen, naturligvis, der var hovedsagen.

Karneval, fastelavn, i Ostia, februar 1979

En dag var der stor opstandelse hjemme i opgangen: De husmødre, som boede i lejlighederne omkring mig, løb råbende rundt på trapperne og bankede på alle døre på vej ned: Signora! Signora! − È arrivato un tonno … Så jeg greb min pung og indkøbspose, og vi pilede alle, grinende og højt snakkende, konerne i mønstrede kitler og med tørklæder om håret, ned til fiskehandleren i den lille tværgade, hvor et sjak af lavbenede, firskårne fiskere havde parkeret en ladvogn med en tre meter lang og særdeles omfangsrig tunfisk på. Havvand og blod dryppede fra fisken ned på gaden, hvor det samlede sig rødt i rendestenen. Rundt om stod måske tyve mennesker i kø for at købe, og flere var hastigt på vej alle vegne fra. Fiskemanden, der stod oppe på ladet ved siden af fisken, skar tykke fileter på størrelse med middagstallerkner ud af den spændstige ryg. De stolte fangstmænd stod lidt til en side og betragtede opløbet, mens de røg. − Vi fik alle enorme tunfiskebøffer med hjem i poserne den dag, det halve af byen, tror jeg, og godt det samme, for i middagssolen ville dyret ikke kunne holde længe.

Fiskehandleren i Ostia, 1978

Centralt i byen, mellem betalingsstrandene, rakte molen et stykke ud i vandet. Her fandtes endnu reminiscenser af fortidens fornemme sommerresidenser og gule badehoteller, og her spadserede vi om aftnerne, når havets kølighed og briser havde ramt piazzaen og promenaden. Denne mole var behersket af jøderne. Velvoksne, rødblonde mennesker i gammeldags, groftvævet og sirligt lappet tøj. Bedst husker jeg øjnene: Mørke og dybtliggende så de lige igennem de promenerende lokale. Disse øjne havde set ting, som vi ikke havde mulighed for at fatte, men nu var de nået nogenlunde velbeholdne ud af Sovjetunionen og levede i transit i Ostia, mens de ventede på indrejsetilladelse til andre lande; USA var mest eftertragtet, forlød det, men ellers Israel. Der var hundreder af dem, og hver aften samlede de sig på molen, hvor de sludrede med hinanden, mens de forsøgte at sælge de få ejendele, de havde fået med sig i skyndingen.

På interimistiske borde bestående af brædder, slidte kufferter og måske et enkelt stykke usømmet fløjl, præsenterede de familiens smykker, blonder, bælter, teæg, sølvbestik, samovarer, broderede sjaler, udtrådte sko, hatte, æsker, tasker, småfigurer, kortspil, babusjkaer, askebægre, små skåle af blomstermalet træ … det var et sørgeligt udvalg, og jeg så aldrig nogen, der købte af dem.

Når jeg nu hører om Israels aggressivt besiddende politik, deres murbyggerier i en ellers stadigt friere verden, og deres altædende bosættelser på Palæstinensisk land, så ser jeg Ostias jøder for mit indre blik. Det er sådanne nyligt ekspatrierede mennesker, nu indbyggere med valgret i et ungt demokrati, som bestemmer over andre folkefærd i et af verdens mest brandfarlige områder.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *