Hr. & fru Vennesæl

Hr. og fru Vennesæl er et par små, trivelige mennesker. De bor på en lille vej i en lille by i et lille land.

Ude ved vejen har hr. og fru Vennesæl sat en lille bod op. „Gratis venlighed!” står der på et skilt over boden. Her kan man få venlighed, interesse og hjælp i små poser. Naboerne på den lille vej, mennesker på andre veje i byen, i det meste af det lille land og i mange, mange andre lande over hele kloden har sat tilsvarende boder op. Hvis man har brug for lidt venlighed, interesse eller hjælp, tager man blot en pose hos hr. og fru Vennesæl eller hos nogle af deres ligesindede.

Det nyder hr. og fru Vennesæl godt af, når de er ude blandt fremmede, og både familie, venner, naboer og fremmede nyder godt af deres bod, når de er i nabolaget. Alting er i den skønneste orden …

Lige indtil familien Migmigogkunmig flytter ind på vejen. Denne nye familie opdager straks alle de mange, rare boder og forsyner sig rigeligt, ja de går endda ind til hr. og fru Vennesæl og forlanger mere, efter at de har tømt deres og alle naboernes små boder, og de undlader selv at sætte en bod op.

På kort tid lykkes det på denne måde familien Migmigogkunmig at støvsuge hele nabolaget for venlighed, interesse og hjælp. Og ingen tør sætte mere frem, så længe de er i nærheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *