Tiden manifest

Jeg bryder mig ikke om tiden. Jeg bryder mig ikke om denne tid i dette land i denne del af verden. Jeg bryder mig ikke om at leve i en tid, der fremtræder så fremmedgjort over for ganske almindelige, menneskelige hensyn. – Måske er det mig, der er fremmedgjort? Jeg har gjort et halvt århundrede med og synes af og til, når jeg forlader mine egne cirkler for en kort stund, at jeg teleporteres til en anden planet. En planet, jeg ikke bryder mig om at være på.

Vores jord består af asfalt, størknede industri- og boligområder og parceller med giftgødede afgrødefabrikker, hvor al naturlighed holdes ude. Vore dyr holdes indespærrede i lidelse på mindst mulig plads og passes af maskiner. Vore spædbørn, børn og unge overlades til fremmede i overfyldte, dårligt beliggende, dårligt bemandede og dårligt drevne institutioner, hvor barnets følelsesliv og behov for at udfolde sig trygt i kendte rammer ignoreres. Vore småbørn og deres forældre begynder dagene med knuste hjerter, men man skal jo videre …

Man skal jo passe sit arbejde, sine venner, sine interesser … Man er socialiseret ind i det moderne slaveri, lønarbejdet, der fungerer så subtilt, at vi helt frivilligt klatrer ind i hamsterhjulet og løber derinde, til vi segner af angst, spiseforstyrrelser, stress eller anden sygdom for at få de helt basale, nødvendige goder: socialt samvær, penge, anerkendelse, ferier, fladskærm og friværdi.

Sanktionerne for dem, der ikke hopper med, er strenge: Ensomhed, manglende selvværd, elendige boligforhold, ditto økonomi og et samfund, der holder skarpt øje med antallet af jobansøgninger pr. uge. Undersøgelser viser, at arbejdsløse mænd har meget få chancer for ægteskab og børn. At straffe på muligheden for at formere sig er uhyre effektivt, navnlig fordi vi aldrig taler åbent om det. Sådan er det bare blevet.

Der er ingen nødudgange i det moderne samfund. Vi kan hverken bo, spise eller opdrage børn som selvforsynende enheder. Vi er underlagt et fælles system, og det ville være glimrende, hvis systemet tog sig af os og tog hensyn til vore behov. Det gør det i tilstrækkelig grad. I tilstrækkelig grad til, at vi ikke gør oprør, men pænt indordner os. Det er vel det, der er kernen i al politik? At skabe et samfund, hvor folk indordner sig? De må gerne brokke sig over småting, vi har jo ytringsfrihed, gudbevares! – men de må ikke sætte sig ud over rammerne.

Systemet favoriserer udelukkende unge, smarte, erhvervsaktive mennesker. Denne befolkningsgruppe holdes i ånde af overfladisk travlhed. De lokkes og piskes fremad og finder selv stor mening i at vælge møbler, bil, feriemål, og i at indrette deres kedelige typehuse med italiensk marmor – det holder hjulene i gang. De små, de unge, de syge, de praktisk begavede, de skæve, de sårbare, de sløve, de opfindsomme, de tykke, de højt begavede, de utålmodige, de tankeprægede, de følsomme, de indvandrede, de midaldrende, de gamle … alle andre marginaliseres.

De fleste af os oplever en kort periode, hvor vi lever op til normerne, hvis vi anstrenger os. Det er en berusende tid. Her, midt inde i malstrømmen, er vi til stadighed bange for at falde ved siden af, så vi hævder os ved både at vise os skamløst frem og ved at nedgøre andre. Vi, som p.t. er i vælten, kan sagtens enes om at forhåne rygere, gamle, andre kulturer og deres religioner, og det må vel på en sær, syg måde få os til at føle os godt tilpas?

Så sker der naturnødvendigt noget i vores liv: Vi kommer ud for en trafikulykke, bliver syge, får børn, bliver skilt, bliver ældre eller bliver fyret. Og så er vi straks tabt og udenfor igen. Den første reaktion, man får fra det omliggende samfund, når sådanne begivenheder indtræffer, er kold afvisning og mistænkeliggørelse: Det er din egen skyld! Vi ved ikke på hvilken måde, men det er i hvert fald din egen skyld! – Derefter kan vi – måske – nedlade os til at hjælpe dig en smule.

Jeg kender veluddannede, velbegavede, vellønnede, yngre mennesker, der f.eks. har fået konstateret en sygdom, og straks er de kastet ud i ensomhed, kamp og fordømmelse. Alene det at få en læge, som hellere vil spille klarinet eller golf, og som er underlagt besynderlige, tidskrævende systemer, til at interessere sig for dig inden for en rimelig tidshorisont, er en kamp, som et sygt menneske hverken kan eller burde tage.

Det sørgelige er, at vi lever i et rigt, højtudviklet samfund med masser af ressourcer. Vi kunne tage alle de menneskelige hensyn, der er nødvendige! Men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne hjælpe andre, mere fattige samfund i stedet for at føre krig mod dem, men det gør vi ikke. Vi kunne sikre velfærden for vore dyr, børn, gamle og andre medmennesker, men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne arbejde seriøst for naturbevarelse, for en ren jord og en ren luft, men det gør vi så heller ikke.

Aldrig i hele menneskets historie har nogen haft så gode muligheder for et godt liv, som vi har! Aldrig har vor viden og ressourcer inden for f.eks. ernæring, psykologi og sygdomsbekæmpelse været større, men vi bruger ikke disse gaver fuldt ud i et solidarisk samfund. Vi bruger al vores tid og alle vore kræfter på selv at hænge på og på at holde andre ude.

Aldrig, tror jeg, har medlemmer af en given befolkning været så optaget af deres egen, individuelle ernæring og af deres eget helbred. Tv, aviser, Internet, radio, ugeblade og veninder flyder over af mere eller mindre gennemtænkte råd om kost, motion og helbred, vi jogger og går til fitness, måske på bekostning af almindeligt samvær med vore børn, og intet hjem er perfekt uden skridttæller, kosttilskud og dit eget private blodtryksmåleapparat. Det synes, som om vi her midt i overfloden er blevet panisk livsangste. Og samtidigt som om vi sammenbidt og kollektivt har besluttet os for at leve i al evighed og fanden tage de sidste!

Sådan et samfund bryder jeg mig ikke om at leve i.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *