Vedholdenhed

Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.

I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.

Lige som der kan ligge stor værdi i

– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.

– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.

– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.

– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.

Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.

Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.

Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.

Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.

Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *