Rotteopdræt i sundhedssystemet

Engang stødte jeg på denne historie:

Rotter var en stor plage på Filippinerne (eller var det Indonesien?), og de åd en stor del af landbrugets dyrebare afgrøder. For at begrænse skaderne udsatte regeringen en dusør pr. død rotte. Det førte til omfattende rottejagt i hele landet.

For de fattige, filippinske bønder blev det hurtigt mere lønsomt at bruge tiden på at fange rot­ter end på møjsommeligt at dyrke jorden. Bønderne kunne sammen med deres familier tjene godt ved rottejagt, og der gik jo ikke lang tid, før de satte rotter i bure, lod dem yngle og ind­kasserede dusøren for de mange døde rotter, de således kunne skaffe sig.

Efter kort tid havde regeringen sponsoreret en omfattende rotteavl i hele landet, og mange landmænd havde opgivet at dyrke afgrøder, fordi de uden at få sved på panden blot kunne lade rotterne formere sig som … ja, hvad rotter nu gør.

Regeringen havde ønsket at øge udbyttet af landets fødevareavl, men belønnede rottefangst og fik således flere rotter og færre fødevarer i stedet.

Det er det samme med det danske sundhedssystem, som jeg netop har haft en del erfaringer med:

Landets regering ville fremme sundheden, men i stedet for at betale for sund­hed, dvs. for tilfredse og optimalt behandlede patienter, belønner man læger og sygehuse pr. konsultation, pr. e-mail, pr. telefonsamtale, pr. kontrol, pr. operation, pr. blodprøve m.m., og man har pålagt alle an­satte at arbejde 2 % hurtigere hvert eneste år, hvis de vil oppebære de samme midler.

Dvs. at fælleskassen nu skal honorere en masse rotter i form af fem-minutters ’konsultationer’, kontrolbesøg, et hav af tests, prøver, overflødige recepter udskrevet i al hast og sjusket besvarede e-mails. I stedet for at læse journalen og tage en grundig snak med patienten, så alle symptomer bliver erkendt, og alle spørgsmål besvaret på stedet, så genereres der usikkerhed, angst, yderligere konsultationer, spørgsmål pr. telefon og mail, som blot spilder alles tid, og efterlader de svageste patienter mere rådvilde og angste end før, så de går endnu længere i usikkerhed med smerter og an­dre gener, der afholder dem fra at deltage i samfundet. Når de ikke længere kan passe deres børn, børnebørn, gamle eller syge pårørende eller deres job, og hvis de efter en lang periodes usikkerhed om deres helbred går ned med stress, depression, arbejdsløshed, fattigdom og almindelig ulykkelighed, får de brug for endnu mere hjælp og påfører fælleskassen yderligere udgifter.

Ulykkelighed og udgifter, som kunne have været begrænset ved en smule tid og omhu i første instans.

Vore politikere ønskede mere sundhed, men da de belønner mange korte og utilstrækkelige kontakter, får de blot flere kontakter, som tilsammen øger den oplevede og den reelle sygelighed i befolkningen. Samtidig fører de mange utilstrækkelige kontakter til dårligere trivsel og dårligere arbejdsglæde og til flere stressede og udbrændte medar­bejdere i sundhedssektoren, som efterhånden knap kan tage vare på sig selv. Dygtige medarbejdere og erfarne læger forlader i stort tal den synkende skude, som vores supertanker af et kostbart sundhedsvæsen er blevet.

Det mest grelle, jeg har oplevet – udover at skulle igennem 2 – 3 konsultationer plus en del e-mails for at få afklaret rimeligt almindelige problemer plus henvendelser til patientrådgivere og privatlæger – var en sur og umeddelsom, offentligt ansat endokrinolog, der knap kunne holde ud at sidde med en patient i fem minutter. – Efter flere år, hvor hun intet gjorde, men blot vrissede ad mig, når jeg dukkede op til de konsultationer, jeg havde ventet halve og hele år på at opnå, blev hun åbenlyst rasende på mig, da jeg fortalte, at jeg havde opsøgt en privat læge og ville koordinere hans anvisninger med hende. – Hun underkendte vredt privatlægens kvalifikationer og begyndte at google ham for at bevise sine påstande, mens jeg sad ved siden af og egentlig troede, at vi skulle tale om mit helbred og den bedste måde at medicinere mig på. – Hun erklærede mig ’færdigbehandlet’, før jeg nåede at sige mere …

En sådan ’læge’, der ikke bruger sin lange uddannelse på hverken at lytte eller forsøge at hjælpe, men blot spilder sin egen og navnlig patientens tid, gør mere skade end gavn og burde sendes hjem med en syge­melding pga. udbrændthed. Hun har helt åbenlyst glemt, hvorfor hun får en exorbitant hyre for at sidde i en hvid kittel på et sygehus og snakke med folk, som tillidsfuldt og efter lang ventetid bliver sendt til hende med måske alvorlige helbredsproblemer.

Hun fangede rotter – gennemførte et stort antal resultatløse og irriterede ‘konsultationer’ – i stedet for at hjælpe syge mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *