De unge pariaer

Børn og unge er overflødige i vores nuværende samfund. Børn bliver passet i ’institu­tioner’ − alene ordet giver myrekryb − og Folkeskolen har de senere år, bl.a. med diskus­sionerne om heldagsskolen og de stadigt mere dybtgående besparelser, åbent måttet erkende, at alle pædagogiske prætentioner blot er et tyndt lag fernis hen over et umådeligt pasnings­behov.

For bare 50 år siden passede man sine børn selv, og når de begyndte i skole, havde de allerede indbygget tidens normer for god opførsel og var vant til at hjælpe til i hjemmet. Før da fik fler­tallet en nødtørftig skolegang og blev sendt ud at tjene efter konfirmationen. Børn og unge var en nødvendig del af samfundsøkonomien. Selv de mere velaflagte bønder ’byttede børn’, så de unge karle og piger kom i tjeneste på nye gårde, lærte nye mennesker at kende og tilegnede sig nye måder at gøre tingene på. Eller de fik et højskoleophold, som kom til at præge deres tankesæt for resten af livet.

Mens moderne forældre har travlt med at få afsat deres helt små børn til pasning uden for hjemmet, så ligger mere end hundredtusind spleenramte 15+-årige fra den velbjergede mid­delklasse fuldkommen ørkesløse hen på deres IKEA-senge midt imellem bunker af kostbar elektronik, ditto mærkevaretøj og diverse accessories.

Små ærteprinser og -prinsesser, der er overladt til sig selv og ligestillede jævnaldrende en stor del af dagen, og som har masser af tid til at udvikle og nurse alle mulige humørsvingninger, spi­seforstyrrelser, anden selvskadende virksomhed og uvaner. Som blot skal tage stilling til, hvil­ken fest, de vil deltage i torsdag, fredag og lørdag aften, hvilken sprut eller andet stof, de vil blæse deres i forvejen sparsomme teenagehjerner ud med, hvilket tøj de skal have på, hvilke piercinger og tatoveringer, de skal påføre sig, og hvilket flatterende selvportræt, de nu skal uploade på nettets sociale sider. Helst med glinsende trutmund eller ditto mavemuskler i en æstetisk form, de hormonalt udfordrede unge har lånt fra pornografien.

Af og til beærer de familie og uddannelsesinstitutioner med deres sure og vrangvillige tilstede­værelse, men oftest kun for et syns skyld. De vil hellere sole deres små hungrende egoer i an­dre fora og drømme om berømmelse, ikke for nogen speciel kunnen, bare berømmelse for be­rømmelsens egen skyld − ligesom alle dem i fjernsynet, som heller ikke kan noget, Emil, Felix, Gustav, Amalie m.fl. … Med dette ædle formål for øje plejer de hver især selvoptaget deres egen unikke, ydre fremtræden, ’stil’ og udseende og kommer derved til at ligne alle de andre. De har oparbejdet et enormt lager af overflødige forbrugsgenstande OG en afgrundsdyb man­gel på ubetinget kærlighed.

De hæver kolde kontanter ved kasse et, drikker sig sanseløst berusede i byen, i Europas gamle kulturbyer eller ved billige strande sydpå. Lommepengene sidder løst, det gør de offentlige ydelser også. Alle har dårlig samvittighed over at have overladt dem til traumatiserende opbe­varing i bundter, da de var alt for små, og mor hellere ville pleje sin karriere og tage på storby­ferie, wellnessophold eller kæresteweekend med en mand end tage endnu en skrigetur med sin toårige …

Mens rengøringskonen ordner hele huset, vasker tøjet og lægger rent på de unges senge, sid­der moderen, når hun er hjemme, på sin kondicykel og snakker i telefon, sms’er eller ser lidt tv indimellem. Far er naturligvis på forretningsrejse. Maden bliver hentet i nærmeste pizzeria, grillbar, sushi- eller delikatessebutik. De veludstyrede hjem er tømt for indhold og naturgivne opgaver.

Stærke, velfodrede og energiske unge i deres bedste alder bliver betalt for at ligge hen med tomme øjne foran skærme i stedet for at deltage i livet. De får ikke lov at yde. Der bliver ikke stillet krav. De bliver decimeret til en snylterklasse, der shopper for andres penge. Evindeligt forurettede over alt det, de ikke får.

Det er ikke udelukkende forældrenes skyld; det er et resultat af vores samfundsindretning, og som sådan kan det rettes op. I virkeligheden burde vi vende vores behandling af børn og unge på hovedet og tage os masser af tid til dem, mens de er små og sårbare, og så udlicitere dem, når de fylder 15. Nedlægge vuggestuer, standse offentlig støtte til pasning af de under-treårige og investere midlerne i de strukturelt overflødige, ensomme, de­primerede og ugidelige unge.

Kunne vi ikke genopfinde begrebet ungdomsskoler? − Kald det gerne noget smart og ameri­kansk som fx ’Colleges’ − Med masser af udfordringer, som den unge kan vælge iblandt, både praktiske, boglige og sociale. Der må gerne være morgensang og aftengymnastik. Eller om­vendt. Murer- og tømrerværksteder. Film- og teaterkurser. Militær træning til dem, der måtte ønske det. Bilværksted. Sport og fitness. Musik. Kunst. Oldtidskundskab, teknik og studierejser UDEN druk. En masse faglighed OG kreativitet OG fysisk arbejde. De unge skal hele paletten rundt. Prøve sig selv af på så mange områder som muligt. − Forbud mod røg, druk og stoffer. Mulighed for eftertænksom ensomhed og masser af vennesamvær. Tilgængelige voksne, der spiller voksne og ikke prøver at være unge med de unge, hverken i sprog, opførsel eller udklædning. − Der er i forvejen masser af pædagogisk ekspertise på vore efterskoler, høj­skoler og kostskoler. Tilsæt socialrådgivere, læger, psykologer og andet sundhedsfagligt perso­nale, ernæringseksperter, kokke, sexologer, filosoffer, mekanikere, litterater, fiskere, typogra­fer, landmænd og bygningshåndværkere, så får man et frugtbart miljø for et ungt menneske at udvikle sig i.

Og så skal de unge som en selvfølge gøre rent, vaske tøj, lave mad, passe dyr, vaske op, dyrke grøntsager, sylte, fælde træer, bygge en ny fløj med plads til heste, male vægge, skrive sange … En træt ung er en glad ung, der sover godt om natten.

Når vi alligevel ikke har fantasi, kræfter eller tid til at beskæftige os med vore hjemme­boende unge, så burde det være obligatorisk med et treårigt ophold på skoler, der kunne være en kombination af gymnasium, HTX, HF − og hvad det ellers hedder − fagskoler, kostskoler og efterskoler. Så ville de komme ud til de videregående uddannelser, boglige såvel som praktiske, med større selverkendelse, selvtillid og faglig kunnen − Måske ville de ovenikøbet få lært at regne, læse og skrive? De ville blive en generation af velforberedte og kvalitativt bedre voksne end de nuværende. Og så kunne mor og far måske overkomme at udskyde ’kæresteturene’, til deres børn var optaget på disse sko­ler og store nok til at tåle det.

Også unge fra de knap så privilegerede klasser kunne have stort udbytte af et ungdomskole­ophold, som her beskrevet: Det er svært at føle sig udenfor, marginaliseret, forsømt, vred og fx gå til i stoffer eller lade sig rekruttere til en kriminel bande, når man er optaget af sit eget band og sine venner på en skole i Vestjylland.

Hvilken ung ville ikke glæde sig til et ophold på sit helt eget Hogwarts? Og hvilken smart, ung­dommelig mor ville ikke elske at stå og luftkysse sin 15-årige og affabelt forsikre ham/hende om, at ’mor elsker dig, skat, vi ses’ … inden hun drager af i Audien med kurs mod sit eget interessante liv? − Men det ville naturligvis gå hårdt ud over de kyniske forhandlere af juleøl, Bacardi Breezers, drukrejser, cigaretter, upraktisk modetøj, læbestifter, hash, energi­drikke, skønhedsoperationer, elektronik, underholdning, tatoveringer o.m.a., og derfor bliver det ikke realiseret.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *