Dyr taler til mig

Ca. 1965

Det lyder skørt, men dyr taler til mig.  – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.

Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at be­grænse min omgang til menne­sker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemme­lighed.

I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på ve­jen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, lege­kammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vin­ger eller rødder.

Ca. 1959

Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de ny­fødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malke­køer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.

Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes over­måde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Så­dan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvil­ken mælk. Og hvor­når man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummet­mælk, som vi fik re­tur i store junger til både svinefoder og kalve­drik. Kalvene stor­trivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Foder­mesteren og jeg var om dem, og om afte­nen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kal­vene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hin­anden godaften og gik hver til sit.

Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige mo­derkage og navlestrengen i sig.

Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som foder­mesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som des­inficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.

Ca. 1958

At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspe­ditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.

Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potte­planter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kom­mu­nikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.

Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og bre­der sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.

Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høf­ligt, uden at presse sig på.

Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsø­ger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærk­som på problemet.

Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.

Se evt.:

https://blog.loneandrup.dk/2007/03/09/hundehvalpen-4/  

https://blog.loneandrup.dk/2013/05/31/vagthunden-188/ 

https://blog.loneandrup.dk/2017/01/14/jeg-har-en-ven-der-er-krage-306/

https://blog.loneandrup.dk/2012/09/05/honen-og-kyllingerne-148/

https://blog.loneandrup.dk/2020/09/29/have/ 

https://blog.loneandrup.dk/2020/08/28/planter/ 

mfl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *