Gamle damer i venteværelser

Hvad er der galt med alle de gamle damer, der sidder rundt omkring i lægernes venteværelser og blokerer vores sundhedssystem? Elsker de ventesale? Timelange telefonkøer? Hastigt og sjusket besvarede mails? Eller har de bare for god tid og ikke andet at lave?

– Naturligvis ikke. Ældre kvinder er lige så kloge, dumme, selvironiske, uvidende, uforstående, indskrænkede, fantasiløse, veluddannede og logisk tænkende, som alle andre mennesker.

Mange læger har svært ved at skjule, at de anser deres ældre, kvindelige patienter for småhysteriske. Men hvem tror i fuld alvor på, at en kvinde, der oplever smerter og andre gener fra sin krop, hellere vil løbe spidsrod gennem sundhedssystemets mange ydmygende forhindringer i håbet om en smule hjælp, forklaringer og lindring, når hun i stedet kunne gå en tur, sidde bekvemt derhjemme og sludre med en god ven eller læse en bog?

Nu, da jeg er nået over i den pensionsmodne del af befolkningen og har gjort mig mine egne erfaringer, er jeg klar til at dele mine tanker om ældre kvinder i sundhedssystemet:

Der sker det, når man passerer en vis alder, 40, 45, 50, senest 55, at ens ellers så velfungerende og lydefri krop ændrer sig. – Måske er vi ikke beregnet til at blive ret meget ældre end 35 – 40 år? I et stammeliv på savannen ville vi i den alder have fået de børn, vi skulle have, måske som 13 – 14-årige, og have nået at være en erfaren bedstemor i en årrække for vores børns børn. Vi ville have givet kultur, sprog og praktisk viden videre og kunne dø med fred i sindet.

Den lykke har vi sjældent i vores tid. Vi dør ikke. Vi lever videre og videre og bevidner vores egen krops forfald.

Det begynder med overgangsalderens velbeskrevne hormonelle forandringer og bliver kun værre og værre, efterhånden som årene går. Det er meget individuelt, hvad der rammer én. Det afhænger af genetisk disposition, livsførelse igennem det foregående halve århundrede og rent og skært held eller uheld. – I min familie har vi en ældre dame, der klarede sig selv og var frisk, nysgerrig og glad, til hun var midt i firserne, hvorefter hun blev ramt af en spritbilist i et gadekryds, brækkede en del knogler og de næste ti år måtte leve med indlæggelser, morfinpræparater og stort behov for hjælp.

For de fleste kommer lidelserne snigende og afskrives i begyndelsen som simple og forventelige aldersforandringer. Det kan være træthed, overvægt eller undervægt, søvnløshed, gigt og andre gener i bevægelsesapparatet, hovedpiner, hårtab, uforklarlige smerter, ubehag …

Men så bliver det alvorligere. Ødelægger ens livsrytme og livskvalitet. Mænd har færre nerver og receptorer i kroppen end kvinder. Mænd er mere funktionalistisk indrettet, enten virker det, eller også virker det ikke. Mænd har ikke i samme grad behov for vejledning fra en læge, bare fordi de har lidt ondt i hoften, når de går. Manden køber måske en knallert og forsøger at leve, som han plejer. Hans jævnaldrende kone har en langt større følsomhed, langt mere lydhørhed indad mod kroppen og dens signaler, så hun søger hjælp, når hun oplever nogle – måske diffuse – ændringer, fornemmelser, smerter i kroppen, for er det noget alvorligt? – Vi får altid at vide, at vi skal gå til læge i tide, så det ikke udvikler sig til noget værre. Og den leveregel overfører vi både på os selv og på de mænd, børn og dyr, vi føler ansvar for. Kvinder opfatter forandringer og interesserer sig for sundhed og helbred som en del af det ansvar for familiens trivsel, der traditionelt påhviler os.

Og så sidder hun der over for læger, der, enten fordi de ikke er kvinder eller ikke er gamle eller i værste fald ikke er nogen af delene, ikke forstår en fis af, hvad hun siger. Som de facto er komplet uvidende om, hvad der sker i kvindekroppen, og som slår det hele hen. – Og den almindelige reaktion, når der er noget, man ikke forstår, navnlig når man opfatter sig selv som både veluddannet og næsten alvidende, er at afskrive det hele som skørt. – De er skøre, alle disse jamrende kvindemennesker i konsultationerne.

Jeg tror, at vi er mange, der savner kvindelige forbilleder. Der efterspørger forståelse for og beskrivelser af de specielt kvindelige besværligheder, der opstår hen over årene, specielt dem, der ikke er direkte relateret til reproduktionsapparatet og hormonale udsving.

Kvinders reproduktion og de dertil beregnede organer har et speciale, gynækologi, som har tiltrukket både mænd og kvinder i mange år. Også overgangsalderen og dens hormonelle forandringer er velbeskrevne, bl.a. af medicinalfirmaer, der hjertens gerne sælger erstatningshormoner til kvinderne, så de kan fungere, som om de stadig var 40 år, selv om de er dobbelt så gamle.

Men den naturlige aldring. Livet efter overgangsalderen. De forventelige glæder og gener er ikke så godt undersøgt og beskrevet. Hjælpen er nærmest, hvis kvindens lidelser minder om mænds, dvs. hjerte-kar, kræft eller et dårligt knæ, men der er udsigt til en lang, ensom og smerteplaget ørkenvandring, hvis kvinden formaster sig til at lide af fx pludseligt opståede allergier, immundefekter, stofskiftesygdomme, uforklarlige smerter i de indre organer, i fødderne, hovedpiner …

De rådvilde læger i almindelig praksis, som er blevet bedt om at afskære disse horder af jamrende kvinder fra at træde længere ind i vores bekostelige sundhedsvæsen, forsøger sig i blinde med forskellige medikamenter, hormontilskud, antihistaminer, mavesyrehæmmende, smertestillende, lykkepiller, migrænepiller, kolesterol- og blodtrykssænkende piller – alt sammen til stor fordel for medicinalindustrien, men til stor skade for kvinderne, som oven i deres oprindelige lidelser nu må døje med ubehagelige bivirkninger af lægernes piller …

Som lærer- og præstegerningen er blevet kvindefag, således står også lægefaget over for en omfattende feminisering. Lad os gribe denne historiske chance til at udrydde den overlegne og ufølsomme, maskuline kultur i en branche, som igennem årtusinder har talt nedsættende om ’hysteri’, stammende fra kvindens livmoder, og lad os starte forskning i almindelig, forventelig aldring, så vi kan trøste og berolige de aldersramte og lindre gener, der med længere levealder ufravigeligt vil ramme større og større dele af befolkningen.

Så slipper vi måske for de utallige, frugtesløse besøg i kedsommelige venteværelser, timelange telefonkøer, virkningsløse, ofte oven i købet skadelige, medikamenter, fantasifulde og totalt ufunderede, eksperimenter med kost og motionsformer, timers jagt på nettet efter ’gode råd’ fra andre kvinder, der heller ikke ved noget, såkaldte naturlægemidler af forskellig art, fra de nyttesløse kalktabletter, solhatekstrakt, over ingefær, ioniseret sølv og tea tree-oil til hørfrø, zink, D-vitaminer og alt muligt andet, i heldigste fald uskadelige, i værste fald både bekostelige og helbredstruende, overtro.

Lad os bringe forskningen – også i kvinders normale aldring – ind i det tredje årtusind!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *