Julegæsten

Blog Image

Julen er børnenes fest. Der er ikke meget sjov ved at stable hele julescenografien op for kun to midaldrende voksne, heller ikke selv om man tilføjer en enkelt kommenterende bedstemor i et hjørne. Hvis der ikke er børn, der løber om benene på en med forventningsfuldt funklende øjne, mister den danske jul sin berettigelse og bliver blot endnu en dato midt i en uhyggeligt mørk tid.

Børn er i det hele taget en gave til det voksne menneske. På utallige leder. Men først og fremmest, fordi man slipper for at gå og tænke så meget på sig selv. Det er som oftest en befrielse at kunne koncentrere sig om pleje- og opmærksomhedskrævende andre, i stedet for at gå og pille i sine egne små bobler af fornemmelser og ligegyldige behov. – I mangel af småbørn kan jeg til enhver tid anbefale en hund.

Selv en halvvoksen, hormonforstyrret knægt med alle sine kejtede forbehold værdsætter julens ritualer, stemning og lugte, specielt hvis sandsynligheden for, at det eftertragtede computerspil ligger smukt indpakket under træet, er høj.

Sønnike var i udlandet. For første gang i hans 19 leveår skulle vi holde jul hver for sig. Begge parter tog det fattet som en ny oplevelse. Vi havde herhjemme forberedt en stilfærdig og hyggelig jul for voksne med kun de allermest påkrævede elementer: træet, naturligvis, en gås, ris á la mande og enkelte, små pakker, flest til hunden.

Året før havde jeg anskaffet mig en lille hønseflok, som jeg var meget optaget af. Kønne Orpingtonner, tykke, vraltende madammer i brusende strutskørter og en lidenskabeligt opvartende hane som kavaler. Juleaftensdag om morgenen, dvs. da det ved nitiden begyndte at lysne en anelse, gik jeg som sædvanlig ud og åbnede for de utålmodige høns, der trippede for at påbegynde deres haverunder. Jeg strøede korn på terrassen, gav dem rent vand og ordnede hønsehuset, så det var lækkert, når de skulle ind på pinden igen. Alt sammen en daglig rutine …

Men så, da jeg drejede om et hjørne, fik jeg pludselig øje på den, fasanen, eller hvad han nu var, som i overdådig fjerdragt lyste op midt i mit kuldslåede, brunlige rhododendronbed. Aldrig havde jeg set en sådan skabning før. Det var ikke en almindelig fasan, men noget langt mere storslået og farveprægtigt. Hoved, hals og krop lyste i metallisk grønt og blåt. Ned langs nakken og ud over den knap meterlange, slæbende hale lå et dækken af perletunget, sortkantet sølv. Bag øret og omkring halen stak klart orange fjerduske frem. Han var majestætisk i hele sin fremtoning: Fuldkommen rolig hilste han med et blink af det ene øje.

Min første tanke – man er vel hønseejer – var, at han måtte være sulten og forkommen, så jeg strøede korn og satte vand til ham under rhododrendronerne. Men han var ikke forkommen og ikke synderligt interesseret. Så tænkte jeg, at mine dejlige, unge høner havde lokket ham til, men dem værdigede han heller ikke mange blikke. I ophøjet ensomhed og med passende afstand spankulerede han efter mig rundt i haven, mens jeg gjorde mig færdig og til sidst hængte juleneg op til de vilde fugle.

Min mor, som er pensioneret skolelærer, skyndte sig at identificere julegæsten ved hjælp af husets opslagsværker: En diamantfasan fra Sydkina. Jeg ringede til de to fjerkræopdrættere i nærheden, jeg kendte, og som jeg vidste af og til havde fasaner i deres volierer, og spurgte, om de manglede en fugl? Da jeg beskrev udseendet, kunne de med det samme afvise, at de, eller nogen de havde hørt om i området, nogensinde havde haft sådan en.

Jeg spekulerede og spekulerede. Hvor kom han fra? Hvordan havde en så spraglet, langhalet og på alle måder upraktisk påklædt fasan overlevet vinteren indtil nu på fri fod og med en skov fuld af ræve lige ovre på den anden side af vejen? Hvordan var han kommet over hegnet? Hvad ville han i min have?

Det var sådan en dunkelt diset juleaftensdag, hvor det aldrig rigtigt når at blive lyst. Vi udførte vore uden- og indendørs gøremål og kiggede af og til ud for at overbevise os om, at han stadig var der. Det var han. Jeg lod døren til udhuset stå åben, lagde lidt halm, stillede korn og vand frem, så han havde et sted at sove trygt i julenatten, men da hønsene ved firetiden var gået til ro, da mørket havde sænket sig, da nabokirkens klokke begyndte at kime julen ind, og jeg gik i stuen og pyntede træet, da sad han lige uden for det store terrassevindue og betragtede mig.

Så ringede sønnike fra Paris. Jeg glemte fasanen for at ønske ham glædelig jul. Derefter gennemspillede vi en juleaften, som vi plejer …

Næste morgen var gæsten pist væk. Jeg kunne ikke se spor af, at han havde overnattet i udhuset eller andre steder i haven. Og så var det, jeg kom i tanke om, at jeg overhovedet ikke havde taget et billede! Jeg, der ellers færdes alle vegne med et kamera og endda sover med et under hovedpuden – næsten.

Glædelig jul!

Udsnit af siden om fasaner i Lademanns leksikon fra 80’erne. Vi var alle enige om, at vores julegæst var den nederste til højre, en diamantfasan.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *