Tvangsgodhed

Mange kvinder lider af tvangsgodhed. Tvangsgodhed opelskes i mere eller mindre dysfunktionelle familier, hvor børn forventes at dække forældrenes behov. Hvor selv helt små babyer lærer at aflæse de voksnes sindstilstand, fordi de nære omsorgspersoners velbefindende og humør er altafgørende for muligheden for opfyldelse af barnets egne, vitale behov.

Små tvangsgode piger lærer sig hurtigt at smile sødt, uanset hvad der sker. For hvis de græder eller på anden måde råber højt for at få dækket nogle behov, bliver de slået eller i bedste fald blot isoleret og ignoreret.

Små tvangsgode piger plukker blomster til deres mor i tindrende forventning om et øjebliks positiv opmærksomhed.

Små tvangsgode piger ordner husarbejde og forbereder små sjove overraskelser af egen drift.

Små tvangsgode piger giver i det hele taget deres forældre — og senere alle andre — komplimenter, praktisk hjælp, psykisk omsorg og gaver.

Små tvangsgode piger ved, at de er sat i verden for forældrenes skyld og anstrenger sig i alle døgnets vågne timer for at leve op til alle uudtalte krav.

Små tvangsgode piger lærer at flytte opmærksomheden fra deres eget følelsesliv og deres egne behov over i de nære voksnes, for de voksnes følelsesliv er som vejret på kloden bestemmende for klimaet i hele familiens liv og dermed for pigernes eget velbefindende.

Små tvangsgode piger udvikler indfølingsevne i grotesk overstørrelse.

Små tvangsgode piger vokser op og bliver store tvangsgode damer i omsorgsroller. Selvfølgelig i deres egen familie og vennekreds, men de er også selvskrevne til pleje- eller pædagogjobs.

Visse små drenge, f.eks. sønner af enlige, rundforvirrede og grænseoverskridende mødre, vokser op og bliver store, tvangsgode mænd.

Den tvangsgode sender 127 jule- og fødselsdagskort og gaver i løbet af et år og modtager selv, når bølgerne går højt, tre. Som oftest går der 20 – 30 år, om nogensinde, før den tvangsgode begynder at undre sig over uligevægten, for uligevægt var jo betingelsen for eksistens fra start og føles lige så naturlig som den luft, den tvangsgode indånder.

Den tvangsgode glemmer aldrig en fødselsdag eller lige at ringe og spørge til, hvordan det går efter indlæggelsen, dødsfaldet, jobskiftet, den svære samtale, ferierejsen, skilsmissen, fødslen, stævnemødet osv. Men den tvangsgode gennemlever selv sygdom og alle andre livskriser, gode såvel som slemme, i rungende ensomhed.

Den tvangsgodes omgivelser synes, at det er helt OK og naturligt at blive støttet og holdt i hånden hele vejen igennem.

Den tvangsgodes omgivelser synes, at det er helt OK og naturligt at behandle den tvangsgode som en slags tjenestepige, man ikke behøver at tage hensyn til, men kan overfuse, overbebyrde eller overse efter forgodtbefindende.

Hvis den tvangsgode i et øjebliks mental sundhed skulle protestere mod venner og families mest urimeligt dårlige opførsel eller opskruede krav og forventninger, bliver hun mødt med uforstående skuffelse, der oftest finder udtryk i en meget grim vrede og måske hævnfølelse, der imiterer forældrenes afvisning i barndommen. Således bekræftet fortsætter den tvangsgode tvangsgodheden af lutter tvang.

Tvangsgode af begge køn nyder ingen respekt. Tværtimod synes de til stadighed at omgive sig med mennesker, der, formentlig pga. af egne, presserende og hidtil uopfyldte behov for en altfavnende moderskikkelse, tager tvangsgodheden som en selvfølge og nyder godt af den uden at give noget som helst igen.

Det giver ubalance og uholdbare forhold. For:

Tvangsgode er IKKE gode! — Uforfalsket godhed findes ikke. Der er altid, men måske ubevidst for de fleste, en regning, der skal betales, f.eks. i form af gaver, penge, tjenester eller blot opmærksomhed, ordentlig behandling, respekt og/eller selskab.

Tvangsgode påtager sig martyrrollen.

Tvangsgode har hukommelse som en elefant.

Tvangsgode føler sig sikrest alene. Hvad de opfatter som diffuse krav fra andre, udløser angst og usikkerhed. Men tvangsgode har ligesom alle andre brug for sociale fællesskaber. For dem koster de bare meget, meget mere at deltage i.

Tvangsgode fornemmer, men forstår ikke, psyken hos de selvsikre, harmoniske kvinder, der fik masser af omsorg, opmuntring, påskønnelse og støtte som små, og som roligt og værdigt går igennem livet, tager al positiv opmærksomhed for givet og uden problemer formår at sige til og fra i alle tilværelsens forhold.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *