Småtterier IV

● Jeg har set luften i Kina og flygtningestrømmene over Middelhavet. For fremtiden bliver følgende ting eftertragtede:

– Sikkerhed, herunder retssikkerhed. Min familie og jeg risikerer ikke bomber og overfald, vores ejendele er beskyttede, vi kan trygt lægge planer, og hvis vi skulle opleve en forbrydelse, vil forbryderen sandsynligvis blive fanget og straffet.

– Ren luft. Vi kan trygt indånde luften.

– Rent vand. Vi kan trygt drikke vandet, og der er nok af det.

– Ren jord. Vi kan nyde synet af velpasset jord og trygt spise de afgrøder, vi høster.

– Sundhed. Vi har adgang til sund mad, vitaminer, hygiejne, medicin og lægehjælp.

– Frodighed. Der er nok af vand, afgrøder og grønt omkring os.

– Ro. Vi kan slappe af uden at skulle lytte til trafik, maskiner, fabrikker, naboer og anden larm.

– Mørke. Vi oplever natten og stjernehimmelen og bliver naturligt søvnige.

– Rødder, dvs. en personlig historie, kontinuitet og tilknytning til det sted, vi bor.

– Privatliv. Vi kan lukke vores dør og vide os sikre på, at ingen braser ind, overvåger os, lægger vore billeder og anden information ud på nettet mod vores vilje.

– Uberørt natur. Klitter, strande, søer, åer, skove, bakker, hede, enge, læhegn og gamle markveje.

Dette burde selvpromoverende, besparelsesfikserede, vækstorienterede, perspektiv- og historieløse politikere lægge sig på sinde, så de ikke sælger ud af værdierne, fx en ubebygget kystlinje eller et stykke gammel fredsskov, før de indser, at det er det, der er eftertragtet; ikke endnu et betonbyggeri.

● Og der udgik i de dage et dekret, at alle, uden unødig opsættelse, skulle anskaffe sig én af Kählers stribede vaser og stille den fuldt synligt i vindueskarmen. − Hvad sker der, hvis man ikke efterkommer ordren? Kommer det hemmelige vasepoliti så og fører én bort midt om natten?

● Kvinder og karbad: – Man behøver jo ikke sætte duftlys og champagne frem og lege, at man er hovedpersonen i en film, bare fordi man skal vaskes.

● Vesteuropæere og amerikanere betragter hele verden som deres retmæssige legeplads: Vi dykker ved Maldiverne, slikker sol i Thailand, shopper i London eller New York, flyver i ballon over Egypten, helikopter i Gran Canyon, står på ski i Schweitz, hopper i elastik på New Zealand o.m.a., men alle rejser omkring og oplever de samme ting, så vore oplevelser er blevet banale, og ingen gider høre om dem eller se vore fotos. – Men så opfandt man Facebook, hvor jeg kan skrive kort og kvikt om mine fantastiske oplevelser og uploade selfies fra Rom, Hong Kong og Dubai og bilde mig ind, at nogen gider interessere sig for det. – Men måske gør mine venner bare, som jeg selv gør? Trykker et hastigt ’like’ eller skriver, at de er misundelige uden at se ordentligt på hverken update eller det underbelyste foto af mig foran Empire State Building? – Måske har de set noget lignende 1000 gange før?

● Fordi vi er blevet så mange, og fordi vi alle flytter og rejser meget rundt, er der blevet let spil for bedragere af alle slags: selvfølgelig de sædvanlige ludere og lommetyve, men også hidtil respektable brancher, så som optikere, håndværkere, biludlejningsfirmaer, tandlæger m.m., der forsøger at sælge deres produkter og/eller serviceydelse til uforskammet høje priser; hvis de da ikke ligefrem svindler.

● De færreste velhavere har op igennem den kendte historie gidet passe deres egne børn. Barnepiger, nannies, guvernanter og ammer var talrige i de riges store huse og ved hofferne, senere også i den velstillede del af middelklassen, tænk fx på ’Mary Poppins’. Disse hjælpende tjenestefolk tog sig af børnene, sov med dem, vaskede dem, fodrede dem, opdragede dem og overvågede deres leg. Kun i kort tid hver dag blev børnene fremvist, rene, velklædte, mætte, for deres forældre. – Det er næsten det samme i dag: Danske mødre og fædre tilstræber at indrette sig på akkurat samme måde, hvis de overhovedet kan, og overlader deres små og store børn til barnepiger, i form af pædagoger, skolelærere og au pairs. – Måske har mange mennesker i virkeligheden slet ikke lyst til at være sammen med deres børn?

● Der er alt for meget pengesnak i det offentlige rum. Det er pinligt og uværdigt, når det handler om syge, gamle, børn, mennesker, der kommer udefra, undervisning, kunst, kultur … Hvor meget dit får vi for dat? lyder det nu skamløst alle vegne. – Jeg troede, at det var derfor, man i sin tid oprettede de der loger? Så de tykke mænd med hat og cigar kunne sidde for selv med deres kræmmerier.

● Danskerne er blevet så naturfremmede, at de er nødt til at have en vejleder med, når de bevæger sig ud i naturen.

● Psykopater har en stor fordel i krig og andre kampe. De kan uden kvaler ofre andre for at redde egen røv eller lyve uden at rødme og kommer derfor som oftest ud som vindere.

● Da Rifbjerg døde i påsken 2015, døde også dansk litteratur. – Tilbage er kun ’Flet din egen hængekøje’, ’Flotte krukker med persille’, ’Sådan får du en sund familie uden tid & mad’, illustrerede kogebøger, biografier af fodboldspillere, jægersoldater, brystopererede tidligere modeller, politikere, skuespillere og deres koner, og så en lind strøm af effektjagende, men sprogligt hjælpeløse, krimier og andre underholdningsbøger.

● Kvindens intime fysiologi er her i begyndelsen af det tredje årtusind endnu underlagt rene middelalderforestillinger, hvor enhver mand, læge eller ej, har lov til at spekulere, ønsketænke og opfinde begreber helt uden skygge af evidens. Det er stadig almindeligt, selv blandt fag­folk, blot at gå og gætte. I min levetid har jeg hørt om skedeorgasmer – hvor de så skulle komme fra, når de fleste af kvindens mest seksuelt følsomme nerver ender i klitoris. I alle film, der indeholder samlejer, ser man kvinder skrige efter to-tre gange ind- og ud. – Derefter blev vi præsenteret for opfindelsen af G-punktet, som endnu ikke har kunnet påvises i det virkelige liv. Sprøjteorgasmer, hvor kvinder, ligesom mænd, ejakulerer en slags væske – Sædvæske måske? Er disse kvinder selvbestøvende? – har været det helt store, indtil mere grun­dige forskere for nylig kunne melde, at det blot drejede sig om seksuelt udløst inkontinens.

● Hundens anliggende er dagens jagter, rutinerne på flokkens tilholdssted, advarsler og fint graduerede hilseritualer, når nogen kommer og går.

● Pædagoger er vor tids degne. Nogle pædagoger udfører dagligt et utaknemmeligt, yderst vigtigt og opofrende arbejde, men et iøjnefaldende fåtal føler sig vigtige på trods af manglende kompetencer og fører sig frem på andre menneskers bekostning, børn, anbragte unge, psykisk handicappede:

http://nyhederne.tv2.dk/2015-08-27-to-fireaarige-forsvundet-under-udflugt-ved-vesterhavet

http://stiften.dk/aarhus/paedagoger-handlede-i-ikea-parkerede-17-boern-i-legeland

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/2014-09-10-yahya-hassans-kontaktperson-doemt

● Det går vel? Uanset hvordan man ter sig, går tiden jo alligevel. Man har pligt til at overkomme sine små pligter. Store problemer var små engang, sagde taoisterne, som formulerede deres filosofi for 3000 år siden i Kina. Men derudover kan man ikke gøre andet end at følge livets strøm. Uden at stritte imod. For det er alligevel nyttesløst. Livet består af givne vilkår. Fødsel, opvækst, uddannelse, forelskelse, formering, arbejde, alder, sygdom, død. Det er en illusion at tro, at man er ’unik’ og har et valg, for det har man ikke, når det drejer sig om de større ting i livet. – Man kan forestille sig, at man er et badedyr, der ligger og flyder ude midt i en flod, livets flod. Hvis man spræller meget, kan man måske komme til at ligge og flyde en smule til højre eller til venstre, eller måske rammer man en klippe eller går på grund i sandet en tid, men det er ét fedt, for strømmen fører snart efter én med sig den samme vej alligevel. Det ender alt sammen på den samme vej, på det samme sted, dvs. det ender ikke, for der er kun den store, flydende strøm. Vejen. Og den går igennem mørke og lys, klipper og sand, varme og kulde, behagelighed og ubehagelighed, nuet og evigheden, men der er ingen forskel imellem disse begreber. De udgør en helhed. Man møder nogen og noget, og sommetider møder man ingenting. Man har kun ansvar for sig selv, for sine egne forhold og ting. Man kan vælge at følge roligt med strømmen, at tage det hele med filosofisk ro og overblik, at overkomme tingene i den rækkefølge, de indfinder sig, og måske ligge og hygge sig lidt midt i det hele, kigge op på skyerne, lytte til fuglene, eller man kan vælge at hyle og sprælle. Det er ligegyldigt. Det forbliver alt sammen alligevel bare det samme.

● At gøre ting fuldkommen for ens egen skyld. At frigøre sig fra omverdenen, tilknytninger, ikke altid at inkorporere et mere eller mindre imaginært ’publikum’ til alle sine gøremål: Hvordan man klæder sig på om morgenen, hvordan man taler til sine børn, indretter sit hjem, hvilken mad man laver eller spiser, hvilken bil, film, musik man anskaffer sig. Det er alt sammen udvendige ting og som sådan uvigtigt.

● Angsten er hjemløs i moderne velfærdssamfund, derfor bider den indefra.

● De allerfleste mennesker beskæftiger sig med noget, andre har lavet: Bygger, maler, reparerer andres huse med materialer, andre har lavet, tjekker deres skat, klipper deres hår, administrerer, underviser eller passer andres børn, kører dem og deres ting rundt, organiserer dem, sælger dem ting, udgiver deres bøger, studerer dem, anmelder deres præstationer, sætter dem op på hylden, gør rent … o.m.a. Kunstnere og forskere er de eneste mennesker, der skaber noget, hvor der ikke var noget før.

● Jeg har en læge, der er god til tænder, og én, der er bedre til paradentose. Jeg har én, der kan lægge en blokade, når jeg har hovedpine, en anden, der kan se på en priktest, om jeg har allergi mod noget kendt, en tredje, der kan se på mine blodprøver, om jeg skal have mere stofskiftemedicin. Jeg har øjenlæger, fodlæger og hudlæger … men jeg kender ingen menneskelæger.

De har nemlig ikke tid til at tage sig af syge mennesker, for de har så travlt med at ekspedere ’sager’ og sætte kryds i skemaer og evaluere og rapportere og hvad ved jeg, at de helt har glemt, hvad det hele i grunden handler om.

Kunne man forestille sig et sundhedsvæsen, hvor det var patienten og hans lidelser, der var i centrum? Hvor man gik ind ad en dør, blev røntgenfotograferet, skannet, kigget på og fik snakket med en læge, inden man gik hjem med evt. behandlingsplan og medicin? — I stedet for som nu: 1. Få tid hos egen læge. 2. Få tid hos sygehus el. specialist. 3. Få tid til at kigge på evt. skanningsbilleder. 4. Få tid til en samtale med en læge. 5. Få tid til evt. behandling. 6. Få tid hos egen læge til opsummering, vurdering og ny snak … Sådan et forløb tager det meste af et år! Tænk på al den lidelse, man kan gå med i al den tid. Og arbejdet er det samme, det ville tage lægerne samme tid eller måske mindre at tage patienterne med det samme, og man slipper for akutte henvendelser og tabt arbejdsfortjeneste og plagede familier i hele ventetiden.

● Stenalder

● Bronzealder

● Jernalder

● Træalder

● Teglalder

● Plasticalder

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *