Rationelle skabninger?

Hvis nogen stadig skulle lide under den vildfarelse, at mennesket, selv efter 300 års såkaldt oplys­ningstid og rationalisme, skulle være en logisk tænkende, rationel skabning, så behøver man blot læse denne notits i Politiken 6.5.2014:

Danske mænd, der har tilbragt et par timer med at se en fodboldkamp, farer i totterne på hinanden bagefter … tsk, tsk, tsk …

Fodbold er i sig selv irrationelt, i hvert fald for tilskuerne. En ting er, at nogle gutter mødes for at spille lidt bold og få motion på en hyggelig måde, noget andet er, at der er et publikum, der går helt vildt højt op i, hvem der vinder eller taber. Så højt, faktisk, at der er en uophørlig strøm af fodbold og andre sportsbegivenheder i de store nyhedsudsendelser i tv, radio og side op og side ned af resultater og kommentarer i vore ellers seriøse aviser.

Vi sportsligt mere klarhjernede kvinder ved, at der spilles kampe hver weekend, og at mester­skaber med jævne mellemrum afgøres både nationalt og internationalt i alle sportsgrene. Der er ingen grund til at følge med, for i næste uge/måned/år spilles en ny kamp. Og udover sejrens øjeblikkelige sødme, hvor man nyder synet af sine udvalgte sportshelte, der i simuleret orgasme sprøjter champagne fra en stor, fallosformet flaske ud over omgivelserne, så har kampen ingen som helst konsekvenser for én selv. Med mindre man da kan gå og gasse nogle venner eller kollegaer i et par dage.

Fodbold er en ritualiseret form for krig mellem forskellige stammer, der kæmper om de samme res­sourcer. I vore dage er adfærden overflødig, redundant, for ressourcerne fordeles på andre måder og er i øvrigt mere end rigelige i vor del af verden, men mænd elsker disse ritualer og fort­sætter dem indædt, selv hundreder af år efter at de mistede enhver berettigelse.

Irrationalitet findes dog til overflod også blandt kvinder, men her tager det en anden form:

− Husk nu at drikke en masse vand, gik vi og sagde til hinanden, og vi drak, og vi drak, til vi skvulpede over. Det har senere vist sig, at kroppen ikke kan optage mere vand, end den har brug for, og da slet ikke de ’anbefalede’ 3 – 4 – 5 liter hver dag, som vi troede ville fjerne vore rynker, give os blanke øjne og pæn hud og rense kroppen for ’affaldsstoffer’ − et selvopfundet begreb, som rent lægefagligt vist ikke giver megen mening. Det overskydende vandindtag tisses ud og gør ingen gavn, men hvis man tvinger for meget vand i sig, kan det belaste kroppen på forskellige må­der.

− Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger vi trøstende, når katastrofen har ramt en veninde. Men det er jo noget ufølsomt pladder. Måske har hendes krop eller psyke virkelig taget skade, så hun ikke længere magter livet, som hun gjorde før?

− Han har sikkert mælkeallergi, diagnosticerer den unge mor sin lille søn uden at konsultere en uddannet læge eller sundhedsplejerske, og hun fjerner derefter pludseligt alle mælkeprodukter − og dermed kalk og mange andre, livsvigtige stoffer − fra hans kost i halve og hele år, vel at mærke uden anelse om, hvilken skade hun gør på sit barns vækst og triv­sel, og uden at erstatte de mistede stoffer med andre, fx vitaminer eller kalktabletter.

Mange moderne mennesker tror en smule på skæbnen, på hybenpulver, på hajfinnebrusk, på reinkarnation, på kobberarmbånd, på helende krystaller, på ånder fra de afdøde, på telepati … fortsæt selv listen. Alt sammen i én stor pærevælling. Og religion og religionskrige mellem ’dem’og ’os’ er langt fra afskaffet, nærmere tværtimod. Læs fx, hvad Lars Hedegaard skriver om musli­mer … nej, lad hellere være: Det er ubehageligt at blive mindet om, at selv veluddannede med­borgere stadig rummer så primitive menneskeopfattelser. (Min ringe mening er, at hvis muslimer har brug for et opgør, en tilpasning eller en kritik af deres religion, så klarer de det nok uden hjælp fra Lars Hedegaard og hans ’Trykkefrihedsselskab’.)

Der var en dansk folkekirkepræst, der gjorde opmærksom på, at vores nuværende samfund rummede langt mere af alskens overtro end selv den mørkeste middelalder, fordi de færreste respekterer, end­sige kender, den officielle, kirkelige holdning til disse fænomener. Da kristendommen endnu var enerådende og stærk i samfundet, fordømte præsterne overtro, troen på spøgelser og reinkarna­tion og brugen af helende planter eller sten som Satans forsøg på at fordreje hovedet på folk og kapre deres sjæle fra den evige frelse. Og folk mødte op til gudstjenesten hver søndag og hørte og forstod, hvad præsten sagde. − Flere af mine nærmeste veninder ville blive brændt på bålet som hekse, hvis de havde udtrykt deres almindelige tanker og leveregler for nogle få århundreder si­den!

Religion og overtro, stammetænkning, sort og hvid-tænkning, dem og os-begreber er formentlig alt sammen blot udtryk for den måde, vores hjerne blev indrettet på, da vi for et par millioner år siden stadig var mere aber end mennesker. Ved at forenkle fænomener og årsag-virkningsrelationer kunne vi handle hurtigere og skaffe os flere ressour­cer og overlevelseschancer end konkurrerende arter. Og det virkede jo! − Vi er her stadig. Samtidig fungerer disse mekanismer som social lim, der holder grupper, stammer og nationer sammen indbyrdes. Hvilket er smart, hvis man lever i små, isolerede flokke med langt til naboen, men hvis man, som vi har gjort i hen ved 10.000 år, lever i samfund, der profiterer af samkvem, udveksling og handel med andre samfund, så er det ærligt talt temmelig tåbeligt.

Der er ingen, der forbyder os at bruge de senest tilkomne hjernedele, fx pandelapperne, og genoverveje visse tanke- og adfærdsmønstre i lyset af de sidste årtusinders opdagelser, velfærd og viden. Og det ville være dejligt, hvis vores uddannelsessystem ville ud­danne folk til overvejende at følge rationelle principper.

Som Gandhi efter sigende svarede, da en selvtilfreds, vestlig journalist spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: − Jeg synes, at det ville være en vældig god idé!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *