Provence i maj

– er vidunderlig! Bjergene knejser frodigt grønt, gyvler og hyldeblomster lyser klart på skrænterne, og man træder på timian og rosmarin, hvor man går. Lavendelmarkerne er på spring i lige rækker, vinmarkerne lige så, og alle de gode dufte følger én alle vegne.

Folk er venlige på den provinsielle måde, som de også er hjemme i Nordjylland, og de har god tid til at snakke. Og lugten af veltilberedt mad, pandekager og godt brød fylder de smalle gader, hver gang man parkerer bilen og står ud. Risotto, bouillabaisse, spidstegte kyllinger, croissanter …

På den første rasteplads var mørkeblå blomster allerede sprunget ud:

– Den franske lilje, jublede jeg og tog ½ mio. fotos … men det var jo iris, ikke liljer, blev jeg belært om.

Ikke desto mindre fulgte iris i alle farver os fra nord til syd, fra øst til vest, og da jeg googlede den franske lilje, viste det sig, at den i virkeligheden er en gul iris.

Udover iris vokser alle mulige planter og blomster alle vegne, bl.a. gøgeurter og en del, jeg aldrig får lært navnene på.

Helt oppe på toppen af Mont Ventoux var der vindstille og bittesmå, blå stedmoderblomster:

Vi skulle jo hjem igen. Og der er langt at køre. Vi kørte igennem tre lande på vejen, men kun ved den danske grænse var vejen spærret med kontrol, og vi blev tjekket, ikke for den ekstra flaske pastis og pakker med Gauloise, som i gamle dage, men med et hastigt blik fra en morgentræt betjent: Har I fremmede med i bilen? – Nej, vi var kun os tre trætte gamlinge.

Det næste, der skete, var, at en tung gyllestank trak ind i bilen og fulgte os klæbende og tæt hele vejen op igennem Jylland … Op med vinduerne! Hurtigt! Luk! – Det er ikke just herbes de Provences dette her! – Modbydeligt! – Vi trak på næserne, der igennem ti dage var blevet forkælet af krydder og blomsterdufte i det franske udland.

Og så blev vi mødt af triumferende familie og venner. – Hvordan var vejret? spurgte de på en lumsk måde. For de havde jo haft sol og over 25° alle dagene, og mine planter i hus og have havde kun overlevet takket være pålidelige og opmærksomme huspassere.

Sådan er reglerne i dette lille gyllelugtende, fremmedangste land: Inden man drager udenlands, skriver man under på, at man helhjertet deltager i konkurrencer om, hvem, der har det bedste vejr i de dage, turen varer. – Ingen undtagelser gælder! Hverken familie, venner eller fjender!

Men man kan jo ikke vinde vejret. Man kan heller ikke vinde i alle de andre indbildte og selvforskyldte konkurrencer, vi går og sætter op for os selv og hinanden.

Man må bestræbe sig på at være generøs og unde hinanden det bedste.

Vi har nydt vejret, og alt det andet, som det var. Vi er ikke klimaflygtninge. Ikke endnu. Og en tordenbyge over Luberon og et par kølige dage i Provence i frodige maj er langt bedre egnet til oplevelser i Avignon, i bjergene, i Marseilles, i Camargue, og til at spadsere hen over den godt 2000 år gamle Pont du Gard, end over 25° og fuld sol ville have været. Og så slap vi jo for at stå i køer.

Så alle vandt!

Og jeg sidder her med mine fotos og leder efter spor, for i løbet af den korte tid dernede kom jeg vist til at tabe en bid af mit hjerte.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *