Tv

Jeg elsker tv! − Det ville være løgn, hvis jeg påstod andet. Stuen er indrettet efter fladskærmen, der har fået hæderspladsen på endevæggen. Aldrig om dagen, aldrig før mørket falder på, og aftensmaden er vel overstået, men så sidder vi der som små søm i sofaen og glor næsten 300 aftner om året. Ud af de resterende aftner ville vi nok i halvdelen af tilfældene ØNSKE, at vi sad hjemme og så tv.

Mennesket er et visuelt dyr. At sidde lunt og bekvemt, evt. med en ostemad inden for rækkevidde, og få fortalt historier eller se verden paradere forbi i 42 tommer store, levende HD-farvebilleder med god lyd til er et højdepunkt i den menneskelige civilisation, som vi er så privilegerede at kunne opleve hjemme i vor egen stue, og som kun særdeles interessante og informative bøger eller samtaler kan overgå.

Så er det på plads.

Når det er sagt, så kunne man jo ønske sig, at dansk tv var af betydelig bedre kvalitet, end tilfældet er. Fladskærm betyder ikke nødvendigvis fladpande. Bortset fra nyheder ser vi næsten aldrig TV 2, for eksempel. Vi tåler ikke gerne Bubbers tåbeligheder og udholder kun nødigt laveste fællesnævner i prime time. − Men jeg indrømmer gerne en faible for de fornuftige midaldrende svarpersoner i TV Charlies ”Spørg Charlie”… Er det et alderstegn, at man ønsker sig et godt og varieret sprog og belevne omgangsformer tilbage både i tv og ude i virkeligheden?

Min eneste anke over en ofte fremragende, aktuel og vidende, nyhedsdækning på TV 2 og TV 2 NEWS er, at deres grafikere åbenlyst er på hidtil ukendte, exceptionelt psykedeliske, stoffer. Resultatet, der flimrer bag værten, bidrager ikke til at skabe klarhed, tværtimod modsiger de barnagtige forsøg på at illustrere nyhederne grafisk ofte det i øvrigt velforberedte og seriøse niveau.

DR 1’s nyheder, derimod, går vi langt uden om. De er for slentrende, for upræcise, for damebladsagtige, og så gentager de sig selv, så informationsmængden pr. minut ofte er nede omkring nul. DR kan finde på at udelade indlysende vigtige nyheder, eller også glemmer de at tjekke, om der er opdateringer i løbet af dagen. På nyheder vinder TV 2, men hvis der er valg i USA eller andre store begivenheder ude i verden, finder vi CNN.

På DR 1 kan vi finde på at se ”Hammerslag” eller ”Kender du typen” bare for at få et flovt smugkig ind i andre menneskers hjem og sidde og gætte med i sofaen. Men vi føler os som oftest lidt smudsige bagefter. Og en enkelt Søren Ryge eller den unge, charmerende bonderøv tager vi også gerne med, hvis vi er for udmattede til at skifte kanal. Men vi har udviklet allergiske reaktioner over for indforstået småvrøvlende brødrepar, det være sig de sympatiske Pricer eller de lige så sympatiske Madsener. Både Adam og James og Anders og Peter er sammen og hver for sig sådan nogle sjove fætre, som det ville være hyggeligt at få til bords til moster Annas 75-års fødselsdag, når man er tvunget til at henslæbe fem timer med kroens mad, billig hvidvin og hjemmelavede, omdelte sange, men de er ikke dybere og mere interessante, end at man godt kan vente med at se dem igen, til hun fylder 100.

Amatørkonkurrencer, der i virkeligheden handler om nogle bornerte, halvkendte dommere med fuldkommen ubegrundet tro på egne kvaliteter, får ikke adgang til min skærm. Hverken sang-, bage- eller dansekonkurrencer. Heller ikke melodigrandprix o. lign., hvis vi ikke har meget unge mennesker på besøg og kan læse avisen samtidigt.

Det største tv-forbrug ligger på DR K og DR 2’s dokumentarer, historiske, kunst- eller kulturhistoriske programmer, gerne de BBC-producerede, og så Discoverys faktuelle udsendelser, fx om hvordan ting bliver lavet eller fundet, købt og videresolgt i fermt iscenesatte auktionsprogrammer.

Men den allerstørste glæde ved mit tv er de film og serier, jeg selv køber og ser, når jeg vil. Vi ser måske 200 film om året, de fleste hjemme i stuen, og vi var åndeløse i ugevis, mens vi fulgte HBO-serierne ”The Sopranos” og ”Six Feet Under”. ”House MD” er også en favorit her i huset, men ”Mad Men” fandt vi for affekteret… Vi var der jo selv i tresserne og bryder os ikke om det enøjede, sådan lidt: Hej, se, hvad vi tør! – fokus på sprut, røg og nedværdigelse af kvinder.

Når der er besøg af barnebarnet, plager jeg hende med mine egne yndlingsbørnefilm som fx ”Mary Poppins”. Sjovt nok fanger de endnu, eller også er det farmors begejstring, der nagler pigebarnet til sofaen.

Og så er det vist nu, jeg skal indrømme, at både manden og jeg ser Jane Austens ”Stolthed og fordom”, alle seks afsnit, og filmen ”Fornuft og følelse” mindst en gang om året.

2 thoughts on “Tv”

  1. Tak for dit tankevækkende erindringsglimt – Jeg husker også den tid, sidst i 50’erne, hvor man måtte gå på besøg hos bedrestillede venner og naboer for at se fjernsyn. I dag har alle, selv mindre børn, deres egne, håndholdte skærme, og vi ser i gennemsnit mere end tre timers tv pr. dag. Det er også tankevækkende, ikke?
    Alt godt! Lone

  2. Jeg kan huske at jeg som ung pige 14-18 år ca. elskede at se tv hos min venindes forældre i deres hyggelige stue. Jeg havde selv en meget dysfunktionel familie, mor på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland og en far der drak, men “passede” min lillesøster og mig. Ja vi passede faktisk os selv. Men hos min veninde var der hygge og jeg elskede at se tv. Så gamle cowboy film og Melodi Grand Prix. Så jeg forstår godt dit dejlige tv hjørne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *