Kvindernes kampdag 8.3. 2023

Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.

Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.

I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige over­bevis­ning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsenta­tion og den gene­relt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.

Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på de­res egen og ven­nernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvin­der. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upas­sende seksua­li­se­rede, ned­værdi­gede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt over­lades til kvin­den, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.

Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i me­dier, på ar­bejds­pladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.

I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romer­ske ven­in­der tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gam­mel byg­ning og fa­brike­rede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimo­ser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.

I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på ga­den uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurde­ret, ra­get på og i værste fald overfal­det. – Vi krævede re­spekt og sikker­hed!

Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzin­osende ga­der og sødmen fra mimo­serne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genople­ver stoltheden over at gå sam­men med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mind­ste denne ene af­ten – ejede byen og ikke fandt sig i noget.

I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mæn­dene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?

Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Va­len­tins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blom­ster, chokolade, ballo­ner, restaurations­middage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedla­dende over for både kvinder og mænd.

Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange an­dre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjæl­pende hånd.

Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og må­ske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.

Jeg har købt mimoser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *