Hvorfor skriger de små piger?

Børnefødselsdag anno 1962: Selv om drengene løb rundt og løftede op i pigernes pæne kjoler, mens de var i gang med en sangleg, var der ingen, der kunne drømme om at skrige højt eller løbe hovedløst omkring.

Ude ved busstoppestedet stod en lille, køn pige på ca. 8 år og skreg. Hun skreg og hoppede og hylede overgearet. Hun var ikke kommet til skade. Hun var ikke udsat for overgreb. Hun var bare glad og højrøstet og spillede fuldkommen uhæmmet op til mig og hunden, så jeg måtte gelejde det foruro­ligede dyr i en stor bue udenom. Udover tilfældige forbipasserende havde pigen som publikum to jævnaldrende drenge. Vi kunne høre hendes hæmningsløse hvinen i endnu ti minutter, indtil bussen kom og tog hende væk.

Min ven og jeg sad i nærheden af en have, hvor der helt åbenlyst var børnefødselsdag. Pigefødsels­dag. Pludselig blev en horde 8 – 10-årige, hysterisk skrigende piger lukket ud på græsplænen, og her skreg, hylede, løb og hvinede de sanseløst omkring i to stive klokketimer. Ingen greb ind. Ingen voksne fandt det nødvendigt at dæmpe pigerne og måske arrangere en leg, selv om deres små kroppe og stemmer helt åbenlyst var presset til det yderste. Min ven og jeg kunne ikke høre, hvad vi selv sagde, selv om vi sad 50 m borte bag hække og hegn, men vi kunne jo bare gå ind og lukke døre og vinduer bag os. Det kunne småpigerne og deres forældre ikke.

Hvis jeg havde skreget sådan på et offentligt sted eller til en børnefødselsdag, da jeg i begyndelsen af 1960’erne var på disse pigers alder, ville jeg have fået et par på hovedet. Omgående. Enten af mine forældre eller af andre voksne. Der var dengang nul tolerance over for små piger, der ’skabte sig’, var ’hysteriske’ og ’gjorde sig til’.

Da vi vidste, at vi ikke kunne opnå noget ved at hyle op, snakkede eller legede vi for det meste stil­færdigt og pænt og lærte også at underholde os selv fx med en bog i længere tidsintervaller. Skulle der skriges igennem, havde vi altid en rummelig baghave, en mark eller et stykke skov, hvor vi kunne være alene uden de voksnes overvågning, men jeg erindrer ikke noget behov for at erstatte me­ningsfuld leg med formålsløst skrigeri.

Når småpiger i dag rutinemæssigt stiller sig op og skriger som slagtesvin, hvordan er lydniveauet så i børnehaverne? I skolernes frikvarterer? I klasselokalerne? På gangene? I pasningsordningerne? Er det langsomt skredet, så de voksne, der dagligt omgås børn, dvs. forældre og pædagoger, har væn­net sig til lydniveauet og blot anskaffer høreværn til de mest sensible småbørn og til dem med diag­noser? Hvordan kan forældre, bedsteforældre og pædagoger holde ud at høre på dem? Hvad gør det ved børnenes psyke og kroppe, at de kører på så højt et stressniveau i timevis måske hver eneste dag i årevis? Hvorfor er der ingen, der griber ind? Stopper dem? Viser dem, hvordan man kunne opføre sig, og strukturerer deres aktiviteter til glæde for alle parter?

Hvad gør drengene? Skriger de også? Eller slår de? Eller lukker de sig inde i sig selv med noget elek­tronik?

Man har overladt børn for meget til den bestialske alles kamp mod alle i grupper af andre børn uden forældre eller andre engagerede voksnes moderation, interesse og kærlighed, lige fra de var helt små. Vore pigebørn har skullet skrige sig til en smule opmærksomhed i konkurrence med alt muligt andet og de andre, så nu er det ikke længere muligt at få ørenlyd.

Hvilken slags mennesker kommer der ud af det, når vore kære små uophørligt befinder sig i den hø­jeste grad af ophidselse?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *