Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om mor­genen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lyk­kens udvalgte, at jeg skulle opere­res og tilses af selve Daniel

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde over­hovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *