Dansk tv

I disse mørke coronanovemberaftner er vi som aldrig før prisgivet tv-apparatet, men fra min be­kvemme udkigspost i sofaen forekommer mange af de programmer, dansk tv bringer og indtil for nylig har bragt, både småpinlige, grundløst selvforelskede og gumpetunge.

DR’s hedengangne ’Kunstquizzen’, hvor alenlange introduktioner af de klædeligt rødmende medvirkende – helt ned til de mindste cv-oplysninger om bøger og blogindlæg – varede de før­ste tyve minutter af hvert program, og værtens bizarre og som oftest afklædte udklædninger udfyldte resten minus tre minutter helli­get kunsten. – Jeg ville elske at få noget at vide om verdens­kunsten og kunst på de danske museer, men jeg udholdt kun den tåkrummende selv­glæde nogle få gange, før jeg gav op og tog en bog i stedet. – Kunst­quizzen var og blev en indfor­stået fætter- og kusinefest. Hverken kunst eller seere var inviteret med.

’Den klassiske musikquiz’, som jeg faktisk havde glædet mig til at gense og gætte med på, er ud­artet i samme retning med skamrosende, alt for omstændelige præsentationer af alle medvir­kende – HVER ENE­STE GANG! – og dertil indforståede hentydninger og studentikost fjol med kulørt legetøj. Musik­quizzen handler ikke om musik, men om de medvirkende i et lukket, snobbet kredsløb.

Og filmprogrammet endte i ekskluderende snak mellem en syrligt reserveret filmanmelder fra radioen, en tøset cand. mag. og deres nærmeste venner, som vi fik et ret indgående kendskab til, men som ikke gjorde os meget klogere på film.

’Kender du typen’, som engang var underholdende på den nyfigne måde, er nu overtaget af en dame, der tilsyneladende syr alt sit tøj selv og hver eneste gang møder op i et nyt, farvestrålende klovneantræk, sam­men med et uvidende, fnisende fjols af en mand og en vært, der alene ved sin bamsede kantløshed har skaffet sig værtsroller på næsten alle DR’s programmer. Dette tre­kløver besøger mennesker, der har indret­tet sig på akkurat samme måde med lidt 50’er-design, lidt IKEA, skolekort på væggen, nogle banale rejse­minder og klodset, grønt keramik i vindues­karmen. Alle er åbenlyst begejstrede for at få lov at vise deres ensrettede fantasi­løshed frem på nationalt fjernsyn.

Bageprogrammet har et par charmeforladte overlærere, der ikke kunne drømme om at dele ud af eventuel viden om bagning, og en falleret skuespiller uden karisma i hovedrollerne plus et an­tal småforvirrede ama­tørbagere, som man har glemt alt om, før programmet er slut.

Danse- og syngeprogrammerne er overtaget af til sprængningspunktet oppustede egoer, der ikke tillader deltagerne meget rum at udfolde sig på. De ville måske heller ikke kunne fylde det ud, for de er udeluk­kende castet som sykofantisk pynt, hvilket gør dansen og sangen, selve kun­sten, underordnet.

Danske rejseprogrammer går ud på at sende en eller to uvidende, men selvglade, værter et sted hen, hvor de går rundt og snakker om og med sig selv. De har ingen forud­sæt­ninger for at være vores guider til stedet, og vi får ikke noget at vide, som vi ikke vidste i for­vejen. Billedsiden er heller ikke impone­rende, men de provinsielle værter ser ud til at nyde rej­sen, maden og opmærksomheden.

Derudover ser man ustandseligt de samme syv halvkendisser, såkaldte ’livsstilseksperter’ eller forhen­værende stand-uppere i et utal af overfladiske gætteprogrammer. Hvor in­gen lærer noget som helst, og alle blot har fået besked på at fjante igennem.

Som seer føler man sig ikke engageret. Ikke inviteret ind. Man er decimeret til noget sofakød, som kan få lov at betale regningen for, at de medvirkende tilsyneladende har det skidesjovt med sig selv og hinan­den. – Man føler sig taget ved næsen.

Giv mig engelsk tv anytime!

I engelske bageprogrammer lærer man noget om bagning og engelsk madkultur af dygtige, dan­nede og til­med underholdende personligheder, som generøst deler ud af deres viden.

Deres haveprogrammer består ikke kun af en selvoptaget ældre herre på tilsyneladende planløs vandring i egen have, men for­midler rent faktisk viden om havers kultur, historie og planter. Vid­underligt foto­graferet!

I engelske naturprogrammer lærer man noget om natur på hele kloden, og de er veltilrettelagte, fakta­tjekkede, visuelt storslåede og speaket på et forståeligt og flydende sprog uden besyn­derlige ’oplæsningstryk’ og usikre pauser af behagelige og vi­dende mennesker, der brænder for sagen.

Vi har lige set et rejseprogram, hvor en ældre herre, Chris Tarrant, rejste med tog OVER HELE VERDEN! – Til de yderste og mest utilgængelige afkroge, i tundra og ørkner, i Afrika, over Al­perne, til Chiles yderste spids, og hvert eneste sted fik vi de vigtigste facts om infrastruktur, se­værdigheder, historien, mennesker, natur, geografi og kultur. Hurtigt, rytmisk og velklippet! – Det var gode oplevelser i coronasofaen.

Og de engelske quiz- og boligprogrammer er fyldt med vidende, fagligt velfunderede, charme­rende og be­gavede personligheder, som man har lyst til at se og høre på. De er venlige og infor­mative, og ingen taler ned til seeren i sofaen. – Hvis man skulle føle trang til at vide mere, hen­vises der til biografiske og faktuelle oplysninger på velfungerende hjemmesider. Her spildes ingen tid på selvimponerede og enslydende intro­duktioner af hver enkelt medvirkende i be­gyn­delsen af hver eneste udsendelse.

Ja, danske tv-budgetter er ikke på højde med BBC’s, det er talent- og seermassen heller ikke, men mindre kunne også gøre det, hvis ledelsen forlangte kvalitet for pengene. Hvis man ikke bare lod Tordenskjolds sol­dater følge alle deres egne lyster, og fik standset de værste brølere, før de nåede skærmen. – Det hedder professionalisme.

Men vi er så bange for at kede nogen, for at belære nogen, for at virke bedrevidende, at alting ender i ingen­ting og jævn ligegyldighed, og intet fører nogen vegne hen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *