Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og for­søge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles om­råde, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de vold­somme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, æld­repleje og politi­arbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynke­liggør sig og jamrer of­fent­ligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi for­søge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for al­vor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvan­ligt, at kvinder tog almindeligt ar­bejde uden for hjemmet for en løn svarende til man­dens og på lige fod med ham. Kvinder pas­sede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstil­ling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvin­der vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det nor­male ar­bejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliserings­gevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sund­heds­systemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som hel­hed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unød­vendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun gan­ske få profes­sionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indle­velse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en insti­tution eller en profes­sionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at bør­nene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stak­kels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kur­sus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selv­opgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den stør­ste bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at bør­nene får en time eller to også med far om afte­nen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle foræl­dre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det sene­ste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende prin­cipper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgif­ter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af menne­sker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkom­mende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assi­stenter, læ­ger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sy­geplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres fag­lige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og over­dynges og bureaukrati­seres i alle ender og kanter, så de forhin­dres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincip­per:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlems­gebyr. Det bety­der bl.a., at man i peri­oder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gen­tagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer bor­gerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel obser­vans, intelligenskvo­tient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænke­lighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenligne­lige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore be­tjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tje­ner til un­derholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de ef­terhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bli­ver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og re­præsentere os her og i udlan­det.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, ud­dannelse eller en form for un­derstøttelse og hjælp i til­fælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster plane­ten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløs­hed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medi­cinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi ga­ranterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymna­sie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − be­taler en fast pro­centdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end per­sonfradraget. Vi til­deler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et person­fradrag på måske omkring 75.000 nu­tidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmebo­ende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et æl­dre familie­medlem i sin husstand, og de tje­ner mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig for­sørgerpligten og få det overskydende person­fradrag som et fradrag i ens indtægt før skat­ten be­regnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automa­tisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en æg­tefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre per­soner i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit ar­bejde, skal man sam­men underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradra­get.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, så­ledes at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til time­lang, daglig pasning hos vildt­fremmede, som natur­ligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlig­hed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og der­med yderst ska­deligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagple­jere på privat basis efter foræl­drenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et ri­meligt tilskud til vel­byggede, velnormerede og velfun­gerende børnehaver for de to til seks­årige. Et toårigt barn tilde­les dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet til­byder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse an­skuelser − andre individuelle hen­syn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutio­ner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi ind­retter skolen, såle­des at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmåne­derne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klok­ken 14 eller 15 for de større klas­ser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksen­opsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktivi­teter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi ta­ger med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at sam­arbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mel­lem forskellige lav­prispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og sko­len, så forældrenes arbejds­dag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage bar­net hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehaver­nes sommerferie bli­ver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med læ­rerne og pæ­dagogernes arbejdstid og synkroni­sering med det øvrige ar­bejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle uregle­menterede så­kaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommer­ferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvan­lige ferieuger i løbet af året, plus en eks­tra uge, som kan an­vendes efter behov som omsorgs­dage, bar­nets sygedage el. lign. Det gæl­der både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i en­køn­nede forhold. Sko­lerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinter­ferieugen ind­byrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flas­kehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgen­mad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *