Læsetid

Blog Image

Solen går ned klokken fire om eftermiddagen. Vejrudsigten står på mørke, kulde, regn, sne og blæst de næste tre-fire måneder. Hunden og jeg går skovtur midt på dagen, mens der endnu er mulighed for lidt dagslys, men derudover er vi spærret inde. Noget skal man jo lave, når skrivebords- og husarbejdet er fra hånden, så nu er det læsetid.

Konstruerede krimier og historiske romaner er ikke noget for mig; jeg har ikke tid at spilde på dem, for den virkelige verden og alle klassikerne tilbyder så meget viden, tilfredsstillelse, nydelse og spænding. Som alle andre føg jeg forrige år igennem Stieg Larssons trilogi på en uge, men da sidste side var skimmet, havde jeg allerede glemt det hele igen og længtes efter mere nærende kost. Om vinteren stiller jeg krav til min læsning. Snupper de gamle russere det ene år, Danmarks oldtid i tre tykke bind eller Shakespeares samlede det næste. Menneskets oprindelse, andre kulturer, lidt arkitektur og kunsthistorie, ikke meget, ikke systematisk, men jeg får pirret min nysgerrighed, mens jeg læser.

Måske er jeg bare kommet i den alder, som min far havde, da han pure nægtede at læse Adams’ „Kaninbjerget” med de udødelige, vrisne ord: — Jeg er for gammel til at læse om dyr, der snakker!

Måske sker det, når man passerer de halvtreds, at man mister interessen for andres konstruerede opspind og forlanger klassikere og kvalitet, samtidshistorie, biografier og oplysning. Vi vil vide, hvad det var for en tid, vi havde del i, og vi vil sætte vores egen eksistens i perspektiv ved at sammenligne os med tiden og dens hovedpersoner.

I år kom Hemingway på min læseliste, men jeg tror ikke, jeg kan gennemføre det, med mindre jeg får fat i de engelsksprogede originaler. Min udgave af „Farvel til våbnene” er oversat til dansk en gang i trediverne, og sproget bærer i høj grad præg af tiden. Den gamle krigskarl og hans veninde siger ustandseligt „Søde dreng” og „Min kære pige” til hinanden. Ord som „henrivende”, „yndig” og „pragtfuld” benyttes i alle deres replikker, og det er ikke til at holde ud — men det er lærerigt: I trediverne tog man endnu litteratur alvorligt og bekostede kompetente oversættere, der kunne deres grammatik, retskrivning, tegnsætning og stilleje, hvilket er en sjældenhed i nyere, danske oversættelser, selv på de største og mest anerkendte forlag, men alligevel er Hemingway skæmmet af tidstypiske tillægsord. Hvilke ord misbruger vi i dag? „Enormt”, „fantastisk”, „utroligt” …?

Når influenza og andre dårligdomme hærger, har også jeg dog brug for trøstebolsjer. I så fald finder jeg Jane Austen frem. På engelsk. For femte, sjette eller syvende gang. Snupper dem alle seks, „Sense and Sensibility”, „Pride and Prejudice”, „Mansfield Park”, „Emma”, „Northanger Abbey”, „Persuasion”, og nyder sproget, menneskeskildringerne og forfatterens klogskab. Hvis jeg har høj feber og knap kan læse, sætter jeg BBC’s pragtudgave af „Stolthed og fordom” på DVD-afspilleren og sutter alle seks afsnit i mig, kun afbrudt af tisse- og tefremstillingspauser. Kan anbefales! Når man dukker frem igen, er sygdommen praktisk taget gået over af sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *