Nogen skal jo være de voksne

Scene: Andelslejlighed på Vesterbro. Søndag formiddag. Den nybagte mormor er på besøg hos datter, svigersøn og to måneder gamle Victor. Hun sidder i de ombetrukne genbrugsmøbler, der i uhyggelig grad minder om dem, hun voksede op i, og nipper til det glas mælkekaffe med laktosefri skummetmælk, datteren har givet hende.


Datter: Se den plet! Hun stikker det meste af pegefingeren ind i Victors lille mund. Hvad kan det være?

Svigersøn: Det ved jeg sgu’ ikke …

Mormor: Må jeg se?

Datter: Der! På tungen! Det er helt hvidt.

Mormor: Det kan være noget svamp eller noget …

Datter: Det ser ikke godt ud. Hun tager telefonen. Jeg ringer lige til lægevagten. – Hvis det da er til at komme igennem. Traver utålmodigt op og ned ad gulvet. Åhhh, nej. De svarer aldrig! Der er kø… Tydeligt irriteret. Tag nu den telefon, for pokker …

Mormor: Der er vel ingen grund til at ringe til lægevagten. Du kan få en tid hos lægen i morgen …

Datter: I morgen har jeg ikke tid. Vi skal til Mettes babyshower … Tag den telefon! … Jeg er nummer seks … Hvad LAVER de?!

Svigersøn: Og det betaler vi skat til!

Mormor: Er der ikke et apotek med døgnvagt i nærheden? Hvis det bare er lidt svamp, ved de sikkert, hvad man kan gøre.

Mormor får lov at holde lille Victor, mens både datter og svigersøn leder efter apoteker og ’hvide pletter’ på hver deres IPads. Da datteren omsider kommer igennem til en sygeplejerske, beder denne datteren om at kontakte egen læge næste dag.


Mormor har født og opfostret tre børn. Hun er 57 år gammel og har oplevet lidt af hvert, også trøske i mundhulen hos spædbørn. Alligevel er datteren uvillig til at lytte til hende og tage hendes råd for gode varer.

Datteren har været i vuggestue fra hun var et halvt år gammel, derefter i børnehave, skole, fritidshjem, gymnasium, handelshøjskole og på kontor. Hun har lært at stole på sig selv, på sine veninder og på internettet. Op igennem de 27 leveår har hendes sociale liv udspillet sig i store grupper af jævnaldrende. Selv nu, hvor hun har sin egen familie, er hun til stadighed omgivet af veninder i akkurat samme situation. På barsel. De mødes dagligt på en café med børn og barnevogne. Hun har lært det meste af det, hun ved, af andre piger på samme alder. Med sporadiske konsultationer hos skiftende professionelle, pædagoger, lærere, vejledere af alle slags, fitnessinstruktører, psykologer, astrolog, auralæser, doula, jordemoder, praktiserende læge, vagtlæger, sundhedsplejerske, dameblade, mentorer, rygter, chatforums, Facebookopslag. Og så bruger hun naturligvis google flere gange dagligt.

Vi lever i en aldrig set før tid. En tid, hvor man har ladet de opvoksende generationer passe og opdrage i bunkevis af ganske få lønnede voksne, mens man selv passede sit arbejde, og hvor samfundet som helhed bejler til de unge som forbrugere og bilder dem ind, at de er i stand til at tage store beslutninger om deres liv udelukkende i kraft af banale forbrugsvalg.

Unge mennesker tror fuldt og fast på, at de er klogere end deres egne forældre. Og det gør de, selv om de er i gang med at gentage forældrenes fejltagelser: De uddelegerer pasningen af deres børn igennem størstedelen af barndommen og går glip af chancen for at tilbringe tid med dem og præge dem med et godt sprog, viden om menneskelivets vilkår og nogle almengyldige værdier.

Så lille Victor kommer heller ikke til at respektere sin mor, når han vokser op, og han vil aldrig tage hendes velmente råd for gode varer. Han vil også belaste det skattebetalte sundhedssystem med ligegyldige henvendelser, når han får sit første barn, selv om hans mor sidder lige midt i hans stue med et glas af et eller andet ildesmagende foran sig. – For hun var der jo ikke, da han selv var lille og havde brug for hende, så han ved ikke, hvad hun kan.

I mange år havde vi en lille hønseflok gående frit i haven. Jeg fulgte levende med i hønsenes liv, men aldrig nogensinde så jeg en gul kylling ignorere det, når dens mor ville lære den, hvordan man spiste, hvordan man drak vand, hvor man støvbadede, hvor man sov, hvilke farer man skulle dukke sig for, hvilke fødevarer der var spiselige og hvilke, der var giftige, eller hvordan man skulle få varmen igen, når man frøs. Hønemor var den mest opmærksomme og påpasselige mor for alle sine dunede unger. Hun puffede dem blidt ind under sine varmende vinger og videregav omhyggeligt alt, hvad hun selv havde modtaget fra sin mor, så alle præcist vidste, hvordan man gebærdede sig mest hensigtsmæssigt i haven. Meget praktisk.

En pige på 27 år har erfaring med, og kan huske, hvordan det er, når man fx er 5 år, 10 år, 15 år og 25 frem til 27 år gammel.

Hendes mor har prøvet akkurat det samme, men hun har tillige oplevet, hvordan det er at være 30, 40, 50 og 57 år. Hun har mere end dobbelt så megen erfaring, og med en smule hukommelse og empati er hun udmærket klar over, hvordan datteren har det som nyslået mor.

Hun ved sikkert også mere end dobbelt så meget som datteren: Hvis man antager, at et almindeligt nysgerrigt, opmærksomt og læsende menneske lærer en ny ting hver dag – i nogle perioder kan man faktisk lære ti eller flere nye ting pr. dag – så har moderen lært mere end 20.800 ting, hvorimod datteren kun har lært omkring 9850 ting.

Ja, ja, men ny teknologi, hvad med det? De gamle aner jo ikke en pind om computere og smartphones …

Årh, hold op!

Computere har været en del af vores hverdag i 30 år, mobiltelefoner i mindst 20. Mormor har arbejdet med computere dagligt siden 1986, flere år før datteren blev født. Hun har lært sin egen mor at bruge både mobiltelefon, mail, netbank, internethandel, E-boks og Facebook. I mange år spillede hun computerspil med stor entusiasme, når hun havde et øjeblik til overs, og hun konkurrerede med andre spillere på nettet. – Hvor svært er det? Det er kun de senile, de debile og de allermest stædige bagstræbere, der endnu ikke er trådt ind i den digitale verden. Giv en gammel kone et barnebarn i Australien, så skal I se, hvor hurtigt hun får sig koblet på Instagram, Facebook, mail, Facetime og Skype. Hele det digitale udtræk.

Det virkeligt svære var at styre og ramme rigtigt på en gammel IBM-skrivemaskine med kuglehoved, farvebånd og slettelak. For gjorde man flere fejl, skulle hele papirarket smides væk, et nyt sættes i, og alt skulle skrives om. Hurtigt. Sammenlignet med det, er det ren barneleg at skrive på en computer med stavekontrol, automatisk lay out, vælg-, træk-, erstat- og søgefunktioner. Det var også uhyre vanskeligt at huske alle koderne til det første, almindeligt udbredte skriveprogram, WordPerfect, der bestemt ikke var hverken perfekt eller brugervenligt. Der fulgte papskilte med, som skulle stilles over tastaturet, så man kunne se, hvilke knapper, der gjorde hvad. – I dag kan selv en toårig ubesværet bruge smartphones og tablets. – Hvorfor skulle ældre pludselig blive dummere end ganske små børn?

Det bliver de heller ikke. De unge, derimod, bliver mere og mere uvidende og historieløse, for vi har selv brudt erfaringskæden og deponeret vore små i institutioner, hvor fortravlede halvprofessionelle skulle overvåge dem. De kommer sjældent ligefrem fysisk til skade, børnene, i institutionerne, men de gør dem heller ikke meget godt.

Det er voldsomt traumatiserende at blive afleveret et fremmed sted til fremmede voksne, når man endnu ikke har udviklet et sprog. Din etårige ved jo ikke, at hun bliver hentet igen. Det skal hun først lære efter mange dage måske ugers fortvivlelse.

Hun har end ikke adgang til et fast, første kærlighedsobjekt i form af en amme eller en barnepige, som småbørn havde i de velhavende hjem før i tiden. Hun er anbragt i et discountsystem med et utal af skiftende personale og lærer kun en eneste ting: at stole på sig selv og sine små lidelsesfæller.

Fra disse dystopiske anstalter udklækkes små overgearede, selvusikre og historieløse børn og unge, som allerede fra børnehavealderen bliver effektive forbrugsrobotter i et sindssygt eskalerende forbrugs- og vækstsamfund.

Styret af bebrillede, lige så overgearede, selvusikre og historieløse politikerkonfirmander, der har egen position, egen vinding og deres egne små magtkampe som absolut førsteprioritet, og som fniser uforstående og foragteligt uden for kamera, når begreber som almenvellet bliver nævnt.

Man kunne ønske sig, at den nuværende forældregeneration ville tage ansvaret for næste generation på sig. Livet er i bund og grund ikke meget anderledes i dag, end det var for 1000, for 10.000 eller for 100.000 år siden. Livet er ikke ét stort, egoistisk forbrugende selvrealiseringsprojekt, der partout skal gennemføres på bekostning af dine børn. Det består nu, som altid, af ganske få naturgivne vilkår, som de fleste gennemfører i samme rækkefølge: Man fødes, vokser op, uddanner sig, finder en partner, bygger rede, formerer sig, ældes, bliver syg og dør. – Der er ikke noget unikt i det. – Om væggene er hvide eller abrikosfarvede, om du drikker kaffelatte eller dyr chai, og om du får svømmet ved Maldiverne, betyder ikke en hujende fis i det store og hele. Det er kun vigtigt for dem, der vil leve af at sælge dig maling, kaffe eller te og ferierejser.

Så se at få hovedet ud af skærmen, både den store og den lille skærm, og snak med dine børn og dine gamle, mens du endnu har muligheden for at blive klogere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *