Iscenesættere

Blog Image

To menneskehoveder, British Museum.

Vi er blevet en nation af iscenesættere. Slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. er i vores lille velhavende del af verden karakteriseret ved materiel overflod, relativ tryghed, mobilitet, dvs. opbrud fra familie, klan og hjemstavn, og frigjorthed fra traditionelle værdisæt, etik, religion og ganske almindelig velopdragenhed, som medfører en sejlende rodløshed. Hos mange mennesker har egoisme, grådighed, grænseløshed og selviscenesættelse tilsyneladende taget pladsen i stedet.

Hvis man ikke kan VÆRE noget, kan man i det mindste SYNES. Det er lettere at betale for dyre designermøbler, som alle af en eller anden grund for tiden er enige om, er værd at have, og således købe sin billet til det gode selskab, i stedet for at skulle foretage et selvstændigt valg, der passer til en selv, kassekredittens reelle størrelse og familiens behov.

Vi iscenesætter vores liv ned i mindste detalje. Alle elementer i påklædning, frisure, boligindretning, køb af forbrugsvarer, såsom bil, rejser, fødevarer, sofapuder, er forbundet med en overordnet plan, som skal fremstille os som f.eks. økologiske, kunstneriske, velhavende, afslappede … Selv vore børn bliver en del af scenariet; de peppes op med dyrt tøj og fikse tørklæder, så de passer til min hjemmelavede fortælling om MIT liv. Og så bliver de i øvrigt stuvet af vejen, så jeg kan dyrke mit job, mine venner, mine fritidsinteresser, kvalitetstid med min kæreste og lidt wellness — alt dette betragtes som forældrenes indlysende menneskerettigheder. At få børn er også en menneskeret, og det indebærer på ingen måde fravalg af behageligheder, for børn har godt af at få et forhold til andre voksne og børn meget tidligt, og hvis mor og far er glade, bliver barnet jo også bedre tilpas …

I en tid, hvor medier og kameraer lurer overalt, er det vigtigt for den enkelte, at makeup, accessories, smil og kækhed er på plads hvert eneste sekund på dagen. Hvis vi ikke møder et tv-hold på gågaden, har både vi selv og alle vennerne kamera i mobiltelefonen, og få minutter efter kan vores foto være uploaded på diverse internetsites. Hvis vennerne ikke sørger for, at vi er på med vores friske livsstil, kan vi altid selv uploade det iscenesatte liv med alle dets trivielle detaljer på Facebook, Myspace o.lign.

— All the world’s a stage, skrev Shakespeare for 400 år siden. Jeg tror ikke, han kunne forestille sig den hulhed, der kendetegner et nutidigt menneske, der finder sit livs mål og mening på ugebladenes tøj- og boligindretningssider, der iscenesætter sit bryllup som et stort „prinsesse for en dag”-arrangement, der lejer en limousine til sin 40-års fødselsdag, så han og vennerne kan ankomme standsmæssigt til festen med champagne i glassene.

Af mangel på værdier efterligner vi film og ugebladsidoler, for hvis vi gør som dem, smitter følelsen af succes og synlighed nok lidt af på os selv. Lerfigurer er vi med al rigdommens tynde og falske forgyldning. Nede under det skinnende lag af materiel velfærd ligger der et forvirret menneske, der af mangel på kærlighed og tætte, menneskelige forhold forsøger at gøre sig til, at blive set og forhåbentligt værdsat. Men alle de andre har så travlt med at iscenesætte sig selv, at de ikke har overskud til at se dig som andet end et bekvemt vedhæng og publikum.

Så vi fortsætter i hamsterhjulet: — Vi kan lege amerikanske rappere, tibetanske buddister, filmstjerner på ferie, hjemmestrikkende uldmostre … Alle rollerne står til rådighed, du skal blot vælge, men du kan ikke være dig selv.

Hvis jeg er mig selv, har jeg ikke brug for rekvisitter. Hvis jeg ikke arbejder for at tjene en masse penge, så jeg kan købe rekvisitter til at iscenesætte mit liv, går væksten i samfundet, grundlaget for velfærden, i stå. Vi køber ikke et dyrt træpuslespil, fordi vi har behov for det, men fordi vi samtidigt køber idéen om os selv som forældre, der har overskud til at sidde og lege meningsfuldt med vore børn, og det får os til at føle os godt tilpas. Vi køber ikke en dyr fiskegryde, fordi vi koger mange fisk hjemme i det nye samtalekøkken, men fordi vi godt kan lide tanken om, at vi ofte laver god og sund mad hjemme. Vi køber ikke nyt tøj fire gange om året, fordi det gamle er slidt op, men fordi vi gerne vil fremstå som unge, moderne og smarte.

Hvis vi kunne skære ned på forbruget, ville det få stor betydning for forureningen og klodens sparsomme ressourcer. Måske ville der oven i købet blive noget til overs til verdens fattigste og mest trængende mennesker?

Nej. Sådan spiller klaveret ikke. Selv økologi, CO2-neutral adfærd og godgørenhed er blevet en del af selviscenesættelsen. Et fravalg af ting er ikke legitimt, for det er usynligt. Du skal tværtimod vælge engangsbleer af det pebrede mærke, som med kostbare og intimiderende tv-reklamer fortæller, at de skænker 50 øre af de hundreder af kroner, du betaler for en pakke, til små, syge, afrikanske børn. Du køber en ged til en fattig i et U-land, og juleaften forærer du mormor beviset på din godgørenhed i julegave, så alle kan se, hvor god du er. Mormor fatter ikke en bønne og ville inderligt ønske, at du havde blandet hende udenom.

Bag al usikkerheden, bag al iscenesættelsen, er et menneskes liv givet: fødsel, barndom, ungdom, uddannelse, job, kæreste, børn, sygdom, død. Rammen ligger fast og kan ikke ændres, selv om farven på interiøret skifter. Et menneske kan være rart, sjovt, begavet, sygt, ulækkert, ungt, gammelt, kedeligt … alt muligt, og ikke et eneste indkøb kan lave om på det.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *