Købefår i købekøer

Hvis man skulle få lyst til fx at sylte kvæder i efterårsferien i stedet for at følge butikkerne, ’livsstils’-journalisterne, rejsebureauerne og museernes påbud om, hvad man skal bruge sin tid og navnlig sine penge til, så skal man sørge for at have sylteglas i huset.

Når man pludselig står og mangler en bold til barnebarnet i januar måned, må man rende forgæves fra Kvickly over Føtex, Brugsen og Bilka til Fætter BR. − For ’dem fører vi ikke for tiden’ − ’de er ikke i sæson’.

Samme besked får man, hvis man skal sylte sine kvæder i oktober måned og ikke har flere sylteglas. Eller får lyst til koldskål og kammerjunkere uden for den periode, dagligvare-butikkerne har defineret som sæsonen.

De styrer nemlig vores liv på helt åbenlyst bastante måder, og ingen synes at have noget imod det:

I januar skal vi alle sammen på udsalg; et udsalg, der de facto begyndte allerede dagen efter juleaften.

I februar skal vi købe alt muligt lyserødt kitsch med hjerter på både før og efter Valentins dag, en engelsk-amerikansk tradition, som butikker i ledtog med diverse damebladsskribenter med stor succes har indført i vores land.

Til fastelavn kan man sælge os alt muligt: Tønder, serpentiner, masker, køller, balloner, slik, boller, papirkatte og kostymer … Selve dagen kender vi ikke. Vore børn fejrer den i daginstitutionen, når det passer i pædagogernes kram. Vi ved heller ikke helt, hvad det i grunden drejer sig om. Vi skal bare hvert år bekoste nye udklædningsdragter til ungerne, som alle sammen vil være prinsesser og superhelte. At småpigerne − og med skam at melde også de større piger − til hverdag render rundt i gaderne iført tylsskørter og prinsessekroner, og drengene lige fra morgenstunden er klædt ud som superhelte, har vi vænnet os til. Det er lykkedes de dygtige sælgere at overbevise os om, at vi er en slags kongelige eller helte alle sammen, og at vi ’fortjener’ alt det skrammel, de gerne vil prakke os på.

I vinterferien får vi generøst valget mellem at købe skiferier eller solferier eller, hvis det ikke kan være andet, spendere dyre entrébilletter og dynger af legetøj på vore børn. De ældre børn skal på bøvede drukture til Østeuropas gamle kulturbyer, naturligvis, det manglede da bare.

Når påsken nærmer sig, bliver vi i god tid præsenteret for uendelige rækker af grimme dekorationer og smagsløse chokoladeæg. Hvad man ellers skal stille op med påsken, ud over at rejse − lige meget hvorhen, køre på genbrugspladsen med de umoderne havemøbler fra i fjor, gå til påskefrokoster, spise æg og sidde og glo på de grimme, gule dekorationer, ved kun de færreste.

Rigtige havefolk anlægger haver og planter nyt om efteråret, så planterne kan nå at danne nye rødder på voksestedet, inden frosten kommer. På den måde står nyindkøbene godt rustet til at vokse sig stærke om foråret, så de kan klare sig igennem sommerens sol og tørkeperioder ved egen kraft. − Men supermarkeder og havecentre i supermarkedsstil forsøger at bilde os ind, at vi kan købe træer m.m. i potter og plante dem ud om foråret, så det kun kan overleve sommeren, hvis vi står parat med vandkander og -slanger hver eneste dag. − Det orker de færreste, så plantehandlerne tjener på os igen, når vi kommer efter sommerferien og skal have erstattet de dyre, udgåede forårskøb. − Engangsplanter, brug en uge og smid væk-planterne, fulde af gift og kunstgødning, topfriske fra udenlandske drivhuses beskyttede miljø og transporteret hundred- eller tusindvis af kilometer, køber vi villigt hele året rundt.

Til pinse aner ingen, hvad de skal lave eller hvorfor, så de gør ligesom om påsken og arrangerer frokoster for hinanden døgnet rundt med sild og snaps og ’designerservietter’ og lyskranse og alt muligt andet, som butikkerne kan få os prakket på. Så går tiden så godt med det.

Sommerferien er nu for længst indvarslet med øretrut om solferier, bade- og sommerlande og sommerhusudlejning. Det gælder ikke for rigtig ferie, hvis vi ikke planlægger i god tid og køber noget voldsomt dyrt.

Igen bliver vi blæst igennem af løfter om udsalg, eller ’sale’, som der står på de skriggule plakater. Længe undrede jeg mig over, at folk havde så mange ledige sale, indtil det gik op for mig, at ordet er danglish for et gement udsalg.

Op til efterårsferien står sælgeulvene igen parat med ferier og entréer til alskens underholdning og tidsfordriv og spil og legetøj for børn og voksne, som formodes ikke at kunne få blot en enkelt dag til at gå uden at punge ud.

Og umiddelbart efter reklameres der heftigt for endnu en udenlandsk tradition, som folk lydigt har taget til sig: Halloween, som er en slags amerikansk uhyggelig fastelavn og splinterny i dansk skik. Danskerne er ligeglade med oprindelse og betydning. Bare vi kan købe en masse overflødigt stads, klæde os ud og æde et eller andet… Sorte og grønne, hårde vingummier formet som flagermus? Gerne! To poser af dem, tak! Små stearinlysholdere i et billigt materiale formet som græskar med øjne, næse og mund? Ja, tak! Giv mig bare ti af dem … Folk har ingen anelse om, hvor meget til grin de er.

Julen er blevet et købemassehysteri af hidtil uerkendte dimensioner. Fra sensommerens forsøg på at sælge os julefrokoster og firmajulegaver hen over en tre måneder lang og udmattende købemaraton frem til selve juleaftens uanstændige æde- og gaveorgier.

Allerede to dage efter arrangerer butikkerne byttedage og udsalg, hvor du kan få de samme unyttige genstande til halv pris, og så kan du samtidig få købt noget hummer og champagne og fyrværkeri og cigarer og fjollede hatte og hagesmække og tøj og sko med pailletter… Så du kan skyde nytåret behørigt ind og i øvrigt gøre dig parat til januarudsalget.

Udover årstidernes nationale eller selvopfundne ’helligdage’, kan mærkevarer, fx computere, mobiltelefoner eller elektroniske spil eller popstjerner eller nye biograffilm, til overflod også noget ny, sur vin eller frigivelse af en jule- eller påskeøl, alt sammen ting, der hvert eneste år produceres i rigelige mængder udelukkende med salg for øje, få os ud at stå i lange køer på gaden for at få lov til at kaste vore penge i grams.

For at tjene til dette hjernedøde, umådeholdne forbrug overlader vi vore skrøbelige småbørn til fremmede i størstedelen af deres vågne timer og transporterer os selv hen på steder, hvor vi kan udføre et eller andet mere eller mindre meningsfuldt arbejde. − Selv i ferier, hvor vi burde benytte den sjældne lejlighed til at være sammen med vore egne børn hjemme i vore egne velindrettede stuer, lader vi dem passe af udklædte ’bamser’ og unge, uuddannede ’guider’ på sjælløse all inclusive-hoteller i uendelige beton- og turistområder i de varme lande.

Vi har således helt frivilligt ladet os decimere fra tænkende, selvstændige væsner til tanketomme købefår, som i endeløse købekøer går endnu et forbrugsår, orkestreret af grådige sælgeulve, i møde.

Og lader dem kælent bilde os ind, at vi er ’unikke’, alt imens vi gør og køber akkurat det samme, som alle andre.

PS: Hvordan klarede jeg at sylte kvæder uden glas? − Jeg købte noget virkelig dårlig og billig marmelade fra Den Gamle Fabrik i Netto − Den slags marmelade, som de sværger er helt uden bær og frugter og nem at smøre på brødet, sådan noget marmelade, der blot består af gelé og vand og citronsyre og lidt kunstige smagsstoffer og diverse konserveringsmidler og E-numre − og tømte og vaskede og skoldede glassene og genbrugte dem til min egen gode kvæde-, citron- og ingefærmarmelade.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *