Uforståelig vrede

En ganske uskyldig klumme om rådyr i nogle stikkelsbærbuske affødte nedladende og ligefrem hadske kommentarer på Politikens Netavis.

Nogle få gange har jeg prøvet at bidrage til den offentlige debat ved at kommentere artikler på min netavis, og hver gang får jeg et chok. Det er ikke Ekstrabladet, BT eller decideret lumre hjemmesider eller netfora, jeg opholder mig ved, men Politikens ellers sobre netudgave, hvor fx en pæn biskop fra København skriver en lille causerende ting om den altdominerende kokosduft i byrummet.

Hjælpsomt forsøger jeg at udvide den gode biskops erfaringsverden ved at oplyse ham om, at der herude i provinsen i alle de smukke for­årsmåneder ikke ligefrem lugter af kokos, men af griselort fra de store gyllefabrikker … men så er det, jeg begynder at læse de andres kommentarer:

En kvindelig kommentator lader associationerne løbe frit:

”En hjemmelavet kokosmakron smager dejligt. Faktisk — er jeg meget glad for kokos, men grunden hertil skal findes i det faktum, at jeg ikke kan tåle gluten. Menneskeskabt parfume-holdige produkter lugter ikke godt. Prøv en god økologisk lavendel, lime eller citron blandet i lidt økologisk mandelolie – det dufter skønt og er fortrinligt til en vinter-tør hud. Har ikke følt mig just tiltrukket af kokos oile eller andre kokos produk­ter. Hvorfor lugte som en kokos­makron? ”

og får af en eller anden uforklarlig grund blandet sin egen glutenallergi ind i biskoppens oplæg, hvor­efter hun sam­vittighedsfuldt forsøger at leve op til alle stupide fordomme og forvilder sig ud i en ufrivillig parodi på den snakkevorne, selvoptagede kvinde, der ukaldet begynder at give skønheds- og hud­plejeråd midt i en for­holdsvis saglig diskussion om dufte i det offentlige rum.

Værre er de mandlige kommentatorer, som uden ydre anledning straks bliver perfide og helt ubeskriveligt grove:

”Jeg tænker tit på, at en fis under en præstekjole stiger op, og siver ud lige under næsen på præsten. Ingen flugt er mulig!”

bidrager én, mens en anden hælder sine egne smudsige forestillinger ud over biskoppens tan­ker om kokos­dufte:

”et godt tip – kokosolie er kanon til analsex”

Enhver amatørpsykolog kunne med fordel græsse her i kommentarsporet, hvor alt hæmningsløst lægges ud under eget navn.

For ganske nylig skrev Politikens velestimerede litterat, Bjørn Bredal, en lille klumme om rådyr, der invaderede hans elskede sommerhushave og åd hans frugt og grønt. Et undseeligt, men vel­skrevet, nød­råb fra en plaget haveejer, der ikke mente at kunne erindre, at antallet af rådyr havde været så stort før i tiden. Her følte jeg mig kaldet til at bidrage med mine egne erindringer om antallet af rådyr, der svarede til hans, og jeg foreslog, at en mulig år­sag kunne være vand­miljøplanernes krav om efter­afgrøder og vintergrønne marker. Jeg påpegede også, at forekom­sten af de irriterende, og sommetider inficerede og sygdomsfremkaldende, skovflåter steg med antallet af rådyr, fordi de sidste fungerer som mellemværter i flåternes livs­cyklus.

Så gav jeg mig igen til at kigge nærmere på de andre kommentarer:

”Sommerhuse ér unødig luksus for rige egoister − Der er over 10.000 hjemløse i Danmark der meget gene vil have et lille sommerhus at overnatte i. Måske kan de oven i købet få lov at holde varmen om nat­ten!? Dådyrene er nærmest udryddet i dette land, og hvis du eller an­dre er uenige så tag et kig på gnu-flokkene i central-Afrika og tænk igen….. Forær dit som­merhus til en trængende, eller byg en mur efter Israelsk forbillede…….”

(Dådyr har siden sidste istid for 15.000 år si­den ikke været naturligt hjemmehørende i Danmark, men blev, ligesom fasanen, indført af jagtglade herremænd i middelalderen.)

Og:

”Bytosse eller realist ? − Du vil gerne en have, men ikke andre dyr i bedet end dig selv !!! Så bliv inde i byen ! Få dig en have eller et højbed inde i byen og plant stikkelsbærbuskene der. Det vil løse problemet for dig, rådyrene, sneglene – og sikkert også alle de andre dyr.”

Og:

”Det tegner sig et billede − Først var det cyklister og nu er det dådyr. Alt hvad der kommer i vejen for Bjørn Bredals naturgivne ret til at herske, fylde og fræse uhindret rundt i landskabet skal væk. Charmerende.”

Min kommentar, som ikke benytter sig af udråbstegn o.l., og som tager udgangspunkt i Bredals klumme og forsøger at bidrage med yderligere informationer, får en enkelt anbe­faling fra Politi­kens læsere, hvorimod de fuldkommen uforståeligt vrede, grundløst insinue­rende og direkte fornærmende, beskidte, småsyge og heldumme kommentarer får 10 – 15 stykker.

Her i landet magter man helt åbenlyst ikke at føre en civiliseret samtale og skelne imellem begrebet ytringsfrihed og ret­ten til at skrige op i det offentlige fællesrum og fornærme andre helt uden grund.

Hvad er der sket? Hvornår blev det i orden at svine andre mennesker til på denne måde, bare fordi de skri­ver i en avis? Hvor kommer al den vrede fra? Er de alle psykiatriske tilfælde? Kunne man ikke tage tasta­turerne fra dem, før de anretter skade på sig selv eller andre?

Eller er jeg blot en forarget spidsborger, der alt for sent har opdaget, at proletarerne har indta­get det rum, der førhen var forbeholdt mig og mine veluddannede ligemænd og -kvinder? At bærmen på samfundets åndelige bund, omend nødtørftigt, har lært sig både at læse og skrive, og i stedet for at sidde hjemme og gokke den af i ensomhed, eller sidde henne på knejpen og kæfte op, også benytter inter­nettets mere kulturelle fora til at pladre deres uskønne indre ud over?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *