Ikke et menneske …

Travede igennem IKEA en tirsdag formiddag. Mødte ikke en eneste ansat og scannede mig selv ud med mine varer og kort ved selvbetjeningskassen.

Skulle modtage en pakke, og som led i postvæsnets nye ’serviceforbedring’ måtte jeg cykle to kilometer gennem regnen ned til Brugsen med den i forhallen opstillede pakkeudleveringsboks, hvor jeg af en grå skærm blev afkrævet indtil flere nummerindtastninger og et scannet sygesikringsbevis for at få den udleveret. Uberørt af menneskehånd. Ikke engang det sædvanlige, affable: Ha’ en go’ da’, kunne det blive til.

Hentede en bog, som jeg selv havde fundet og bestilt hjemmefra, på biblioteket, og der var ingen bibliotekarer, ingen mennesker overhovedet, kun skærme, maskiner, smarte sofaer og reoler med film, musik, børnebøger og krimier …

Ringede til min bank (en butik, læge, forsikringsselskab, supporter …) og ventede en halv time, mens jeg lyttede til en åndssvag telefonsvarer, der først bad mig trykke dit og dat, oplyste, at jeg med fordel kunne lægge røret på og benytte deres hjemmeside, derefter med 30 sekunders mellemrum forsikrede mig om, at de var glade for min henvendelse og gjorde alt for at besvare min henvendelse så hurtigt som muligt … ?!?

Lå syg og afkræftet på en nusset hospitalsstue. Det var mørk aften. Der var intet personale, man kunne kalde til hjælp i nødsituationer, men masser af mennesker. Fire indlagte i sengene, to af dem dødssyge, én bedøvet sovende, otte-ti besøgende familiemedlemmer med børn, der larmede rundt, og mig, der måtte fortrække til et hjørne ude på en øde gang for at få et øjebliks ro.

Vi indfører ’velfærdsrobotter’, såsom robotstøvsugere, selvkørende hejsekraner, spiserobotter, robotkælesæler og numsespulende wc’er i syge- og ældreplejen, naturligvis ikke for at spare, men for at fremme selvhjulpenhed og selvværdet hos de trængende.

Og vi har aldrig følt os så ensomme, som vi gør nu. Knap ½ mio. danskere angiver i en nylig undersøgelse, at de føler sig ensomme. Det er næsten 10 %.

Det besynderlige er, at der aldrig før har været så mange mennesker i dette land og på denne jord: Alene i min levetid er Danmark og klodens befolkning tredoblet. Hvis vi ikke selv orker at udføre visse jobs, står der hundredtusindvis klar i de hårdt pressede lande omkring Middelhavet og andre steder, hvor vi har tilladt levevilkårene at blive sørgeligt ringe. – Og smider bomber i hovederne på dem ovenikøbet.

Vi har heller aldrig før været så rige, som vi er nu i vor del af verden, og vi burde have masser af penge til at uddanne og aflønne ekspedienter, postbude, bibliotekarer, rengøringsassistenter, hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger.

http://politiken.dk/indland/ECE2809742/borgernes-skepsis-bremser-velfaerdsrobotter/

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-02-22-forsker-saa-farlig-er-ensomhed

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *