Hunde og høflighed

Når jeg kommer hjem, rejser den gamle hund sig møjsommeligt op på de stive ben og kommer glad logrende hen til døren for at hilse mig velkommen.

Det gør den også, hver gang andre medlemmer af den daglige flok kommer ind ad døren.

Og når jeg vågner om morgenen, er den glade, hilsende hund, det første jeg ser.

Ja, selv når jeg bare har været i bad i måske et kvarters tid, kommer hunden henrykt hen og giver et slik og et logr, når jeg nyvasket træder ud i gangen igen. – Tænk, at den gider.

Det stikker dybt i mig, at jeg selvfølgelig selv rejser mig, når gæster og ældre mennesker træder ind i mit rum.

Når det ældre familiemedlem kommer ind på restauranten. Når børnebørnene kommer løbende ind i min stue.

Da jeg gik i skole, rejste vi os op, når læreren eller andre voksne kom ind i klasselokalet, og vi rejste os som en helt naturlig ting for alle voksne i tog og busser.

Og da jeg også har gået på danseskole, kan jeg både neje og bukke, hvis jeg skulle møde nogen, der fortjener denne hilsen.

Men jeg kan ikke huske, at noget ungt menneske nogensinde har rejst sig op, når jeg er kommet ind i et rum. Selv ikke hvis middagen er på min regning. Og ingen tilbyder mig en plads i danske transportmidler. Ja, grupper af børn og unge gider ikke engang gå til side på fortovet, så jeg kan komme forbi. Jeg må helt ud på kørebanen.

Respekten for voksne, for ældre, for floklederen er dybt rodfæstet i de fleste socialt levende pattedyr, men i dette lille land er det i dag tydeligt, at vi har forsømt at lære de opvoksende generationer, hvordan man giver denne respekt udtryk. Hvordan kan man respektere sig selv, hvis man aldrig har lært at respektere andre?

Måske fortjener vi voksne slet ikke længere respekt?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *