Religion og godhed

Jeg havde en veninde, der var flygtet fra Irak under Saddam Hussein. Hun tilhørte et oldgammelt, or­todokst kristent folk, assyrerne, som havde dannet menigheder og bygget kirker mange århundreder, før vore forfædre overhovedet havde hørt om Jesus Kristus. En dag sagde hun overrasket til mig: − Lone, du siger, at du ikke tror på Gud, men du er altså et godt menneske alligevel.

Det var naturligvis en kompliment af en størrelse, som man husker, men først længe efter forstod jeg den egentlige rækkevidde af hendes ros. Nemlig den forestilling, der ligger til grund for næsten alle menneskelige små og store samfund, i dag og op gennem den kendte historie. At netop vi er de udvalgte. Vi er de gode. Vi tror på Gud/Jahve/Allah/ Ånder/udfyld selv − på den helt rigtige måde. Og hver eneste af disse troer er opdelt i sekter, katolikker og protestanter, shia og sunni, med mange underafdelinger, der alle hævder at være de mest oprindelige og ægte, og som indædt bekri­ger hinanden med et rent ud sagt ugudeligt had.

Når man definerer sig selv som et religiøst menneske, overholder man nogle enkle, etiske forskrifter, som er indeholdt i troen. − Du skal skære forhuden af dine drengebørn, du skal tænde stearinlys i kir­ken, du må aldrig spise svinekød, du må ikke spise andet kød end fisk om fredagen, du skal holde fri om søndagen/lørdagen, du skal hjælpe din næste, du skal give almisser til de fattige, du skal læse i biblen/koranen, du skal bede/meditere hver dag osv. Ved at overholde disse forskrifter bliver troen­de mennesker i egen opfattelse automatisk bedre end dem, der ikke tror på en eller flere guder, eller end dem, der ikke tror på den autoriserede måde. Troende mennesker kan således forekomme helt urimeligt selvretfærdige. − Og hvis det ikke er udtryk for en kraftig selvovervurdering, måske ligefrem sygelig me­galomani, at tro, at et højere væsen konstant beskæftiger sig med netop mig, holder øje med mig, lytter til mine bønner, griber ind for at lette vejen for mig eller arrangerer komplicerede prøver for at teste min tro, så har disse ord ingen betydning.

Religion er en social konstruktion. Religion er opium for masserne, som Karl Marx skrev. Religion er en måde at organisere et samfund på, så alle medlemmer trækker på samme hammel, går i den øn­skede retning og holder sig inden for normerne, så man kan styre dem. Religion binder et samfund sammen. Religion giver den troende samlende fortællinger, forklaringer, leveregler, ritualer, konti­nuitet, et liv efter døden, trøst, håb, selvrespekt, tilhørsforhold til en gruppe og faste hierarkier. Reli­gion udelukker og umenneskeliggør alle dem, der ikke hører til vores tro og stamme. Religion legiti­merer magten. Men man kan ikke have religiøsitet uden samtidig at give rigelig plads til hykleri og hyklere.

Det er min påstand, at tænkende, veluddannede og magtfulde mennesker altid har haft et afslappet forhold til religion, eller også er de så gennemsyrede af deres religiøse tænkning, at de imod al logik og rimelighed har formået at overbevise sig selv og andre om, at formålet − stammens, folkets og dermed troens udbredelse − legitimerer min og min egen gruppes personlige magt, fordele, rigdom, komfort og ugerninger. Der er masser af eksempler: paver, konger, kejsere, sultaner, kaliffer, høv­dinge, præster, munke, korsriddere …

De fleste religioner prædiker tolerance, godhed, hjælp til de fattige, ikkevold, tålmodighed og udhol­denhed, og de fleste organiserede ugerninger er formentlig begået i en eller anden guds navn. Tænk på den hårdhændede kolonialisering af verden efter europæernes opdagelsesrejser i det 15. og 16. århundrede og frem, nedslagtningen af indianere i både Nord- og Sydamerika, på slavehandel, på korstogene, på arabernes felttog i hele Middelhavsområdet i 6-700-årene − mange af disse grusomme kampe om rigdom, ressourcer og territorium blev legitimeret med mission, også selv om islam defi­nerer sig som en ikke-missionerende tro, og kristendommen påbyder folk at vende den anden kind til.

Da religioner er konstrueret direkte ud af den blå luft uden nogen form for evidens i normal forstand, så er det altid muligt at danne og bøje fortællinger og forskrifter, så de passer til ethvert ønske, magthaverne og ypperstepræsterne måtte have. Derfor er bøgerne og regelsættene så omfangsrige og uklare. De blev nedskrevet, udvalgt og overleveret med magtpolitiske formål for øje, og de bliver læst og fortolket af nogle få, skolede eksperter, som ’en vis person læser biblen’.

Det er som oftest de religiøse mennesker, der opfører sig mest intolerant. Et lille dansk eksempel for nylig var, at 72 % af Kristeligt Dagblads læsere var imod, at man i de nye storsygehuse erstattede de traditionelt kristne kapeller med multirum, der kunne anvendes af mennesker af alle religiøse og ikke-religiøse overbevisninger. (Politiken d. 7. 6. 2014.) − Det er da en ukristelig, fornæret og intole­rant holdning, at ingen andre end vi selv må nyde godt af et samlingsrum, når vi rammes af sygdom eller død.

Almindelig godhed er meget enkel og behøver ikke religiøse konstruktioner bag sig. Almindelig ven­lighed og sund fornuft burde tilsige os, at man skal dele de goder, herunder eventuelle multirum, der er. − Det er i øvrigt påfaldende, i hvor høj grad religionernes påbud ligner hinanden. Uden at være teolog vil jeg tro, at forbuddet mod at slå ihjel, mod tyveri, røveri, vold og voldtægt og påbuddet om at hjælpe din næste, de fattige, være ordholdende, ansvarlig, arbejdsom osv. går igen i alle menne­skelige samfund op gennem tiderne, religion eller ej. Måske er de ting indbygget i vore hjerner? I ar­vematerialet? − Der skal for et normalt, psykisk sundt menneske stor overvindelse til at slå et med­menneske ihjel, det er en grænseoverskridende gerning for både religiøse og ikke-religiøse. Og det føles heller ikke særlig rart at sidde og mæske sig, hvis der står sultne mennesker og kigger på; man får helt automatisk lyst til at dele, så alle kan have det godt og hygge sig.

Men naturligvis kun hvis der er ressourcer nok, hvilket der burde være i dag i vores lille del af verden, men vi er alligevel ikke de mest tolerante og givende mennesker på denne jord. Tænk på Muham­medtegningerne, hvor muslimer skulle lære at tåle spot og spe, og på hele indvandrerdebatten. Oven i købet er vi i disse år til stadighed dybt involveret i krige mod muslimer. Sjovt nok fortrinsvist på ste­der, hvor de naturlige olieforekomster er så store, at det rigeligt kan betale sig at udnytte dem.

I virkeligheden er religiøse mennesker ikke altid så gode, som de selv tror. De gør gode gerninger, deler med andre, hjælper andre, forsøger at omvende andre, fører krig mod andre i deres guds navn, men de gør det med et gustent formål for øje; de gør det for at indkassere en belønning i dette eller i det næste liv. De gør det med den bagtanke, at hvis jeg giver til de fattige, til afrikanerne, til kirken, så bliver min datter nok rask, eller jeg kommer i himlen efter min død. De er præget af en primitiv noget for noget- holdning. Er religion så andet end en måde at dyrke og legitimere egeninteresse på?

I virkeligheden er ikkereligiøse mennesker måske de bedste? Når de går i krig, så besmykker de i det mindste ikke deres motiver med luftige gudsbegreber, og når de gør gode gerninger, gør de det uden håb om gengældelse, uden nogen form for selviskhed og beregning.

Måske burde jeg fortælle min assyriske veninde, at hun er et godt og dejligt menneske, selv om hun er religiøs? For det er hun.

Det ser i øvrigt ud til, at Islamisk Stat nu er ved at udrydde alle de religiøse mindretal i bl.a. Irak på de mest bestialske måder! Offentlige halshugninger, tortur, voldtægter, bortførelse af kvinder. Alt sam­men set før og alt sammen i en stor religions tjeneste …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *