Lone Andrup – blog.loneandrup.dk

Småtterier XXVII

Politiken 18.7.24

● Det er svært at ignorere længere: 2024 er et regnår, et snegleår, et myggeår og et gylleår!

Vi bruger ikke meget vand og tid på at vande haven, men vi bekæmper snegle i vild blodrus, klør vores utallige myggestik og spiser grillmaden inde pga. ækle lugte fra marker meget langt borte … Og solen er ond. Om formiddagen er der en temperatur på 15°, skyer og kold blæst. Om eftermiddagen er der pludselig – PANG! – 28° og en bagende, stikkende sol, der svider øjne og planter. Man kaster overfrakken fra sig, blot for at fryse som en lille, våd hund, så snart den alt for stærke sol igen forsvinder bag en sky.

Når skyerne så kommer, så kommer de hurtigt og sorte og tårner sig op med torden, lynild og skybrud ud over alle bredder …

Hvad blev der af den almindelige, stilfærdige, danske sommer med 22° og lidt silende regn om natten?

● Det går den helt forkerte vej:

BBC 3.7.24

DR 24.7.24

’Vold mod kvinder i Storbritannien har nået et “epidemisk niveau”.

Det konkluderer en ny rapport, hvor det lyder, at en ud af 12 kvinder hvert år bliver udsat for vold. Det svarer til to millioner kvinder. Derudover melder rapporten om et stort mørketal.

Rapporten er udarbejdet af det nationale koordineringsorgan for politiet i Storbritanien NPCC samt College of Policing, som blandt andet varetager uddannelse og udvikling for det britiske politi.

I rapporten, der har navnet ‘Den Nationale Politierklæring for Vold mod Kvinder og Piger’ fremgår det også, at politiet mellem april 2022 og marts 2023 registrerede en million forbrydelser begået mod kvinder og piger. I samme periode udgjorde vold mod kvinder knap 20 procent af alle politianmeldte forbrydelser.

Vold mod kvinder og piger er et stadigt større problem i Storbritannien. Fra 2018-2019 til 2022-2023 registrerede politiet en stigning på 37 procent.

Særligt ses der en stigning i seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn. Ifølge rapporten var der fra 2013 til 2022 en stigning fra 20.000 tilfælde til 107.000 tilfælde.’

https://www.dr.dk/nyheder/udland/en-ud-af-12-britiske-kvinder-udsaettes-vold-hvert-aar-viser-ny-rapport

Abbé Pierre! – Så står verden ikke længere … Politiken 21.7.24

● Ulighed i sundhed:

TV2 23.5.24

Politiken 25.5.24

Politiken 25.5.24

● Alle de gamle damer i venteværelser er åbenbart bare unge kvinder, der aldrig er blevet behandlet ordentligt, kaldt ind eller lyttet til.

● PostNord er ofte 1 – 15 dage om at udbringe et brev!

● De allerfleste mennesker har for travlt med sig selv, deres telefoner, vennesladder, planlægning af deres sociale liv og afholdelse af utallige ferier, hele og halve fridage, til, at de kan passe et arbejde. Fx i butikker, hvor ekspedienterne knap gider løfte blikket fra deres telefoner for at spørge, om de kan hjælpe med noget. På klinikker, hvor damerne samles i kroge eller sidder med deres telefoner og ikke kan tage sig af de patienter, der sidder i venteværelset. Chauffører, der ikke kan holde på rattet, fordi de skal indstille GPS, svare på sms’er, tale i telefon, læse avis, drikke kaffe eller spise fastfood. Supportere, der bare svarer hurtigt og intimiderende tilbage til folk uden at vide eller bare tjekke, om der virkelig er et link på deres side, som ikke virker? (Internethost) – Om den funktion måske endnu ikke er implementeret i deres app? (Rejsekortapp) Supportere ved ingenting, interesserer sig ikke for deres job, hjælper ikke kunder, men slår bare mails tilbage, som om de var bordtennisbolde. – Gad vide, om man er glad for sig selv efter en dag på jobbet, hvor man ikke har gjort noget godt? – Vi har fået et meget fattigt samfund, hvor kun få ting fungerer efter hensigten.

TV2, 2.7.24

● Jeps! – Det er FUGLE, der udrydder fisk i åer og fjorde, ikke menneskelig aktivitet, så som overfiskning og udledninger fra fabrikker og landbrug igennem de seneste 100 år …

Fra DR-TV: ’Kender du typen?’ juli 2024

● Anne Glad fra ’Kender du typen’ klæder sig ud som blomsterfe og nægter at følge myndighedernes opfordring til at sikre sig bl.a. tre liter vand pr. person pr. dag i tilfælde af, at forsyningen af den ene eller den anden grund skulle svigte i nogle dage. Hvis dette skulle ske, foretrækker hun at nasse på andre, på forudseende naboer, venner eller familie, at tigge sig til hjælp og være andre til stort besvær, når hun forsøger at klare sig selv og sin familie igennem. Det er en femårigs strategi: Andre må tage sig af det – Jeg er en sød og yndig blomsterfe og stadig kun et barn.

TV2 News d. 9.7.24

● Kvindekønnet som sådan opnår aldrig respekt, når kvinder – også som voksne, ja midaldrende eller ældre og måske bestridende seriøse erhverv, fx som nyhedsjournalist i en alvorlig situation, klæder sig ud med dyreprint hen over brysterne, som feer, prinsesser eller juletræer med gyldent tingeltangel dinglende allevegne eller som en opfyldelse af mænds sexfantasier.

● Hvorfor må svineindustrien svine så meget? – Hvis det var min nabo, ville jeg melde ham til politiet.

Svineindustrien har ødelagt mit drikkevand, mit badevand og fisk og vandplanters levesteder.

De har ødelagt den jord, vi skulle give i arv til vores børnebørn: De sprøjter med gift og gylle og ødelægger alt for dyrene, planterne og os.

Og de ødelægger den luft, vi indånder. Der er stort set ikke en dag, hvor her ikke lugter af gammel gylle og ammoniak, og der er flere kilometer til nærmeste mark og gyllegård. – Deres modbydelige gylle fylder luften og stinker klamt og tungt, hvis vi åbner en dør eller bare et vindue på klem. Og her er 28°, stille og høj sol … Hvorfor kan vi, børnene og vasketøjet ikke være ude?

Hvorfor skal svinebaronerne bestemme det? Hvem har givet dem lov? – Så meget kan en smule svinekød ikke være værd!

● Kvinder fungerer tit som PR-agenter, spindoktorer, coaches og oversættere for deres mænd: – Har I hørt, at han fik stillingen? – At han mødte ham der den berømte? – Se, hvad han har lavet – Er det ikke flot? – Måske skulle du lige ringe til din kollega og snakke med ham om det? – Det var måske på sin plads at give hende en uforbeholden undskyldning, før det bliver værre? – Du er vist træt – Trænger du til kaffe? – Han mener bare, at … – Måske skulle du … – Ville det være bedre, hvis vi … – Er det ikke tid til, at vi inviterer Petersens?

Hvis man ikke beder nogen om noget, hvis man med tavshed og fingeret mangel på interesse kan manipulere andre til at gøre én tjenester af sig selv, så skylder man jo ikke nogen tak. – Og mænd kan bevare deres forestilling om at være beundrede, anerkendte, stærke og kompetente.

Alt dette arbejde gør man ikke for kvinder. Deres indsats og fortjenester tager man for givet, eller man dysser dem ned, så de ikke kommer til at overstråle nogen mænd i nærheden.

● Der er meget snak om ’woke’, om ligestilling, accept af anderledes, inklusion og rummelighed, men det må være fordi, folk er vredere, mere lukkede, hurtige til at forvise andre, mere hysteriske mht. at pålægge andre skyld, mere afvisende og decideret onde over for mennesker, der er en smule anderledes eller bare er bedre og dygtigere, end de selv er. Hadet har frit og ækelt afløb i dette lille, privilegerede og indskrænkede land. ’Woke’ burde vel bare være almindelig høflig velopdragenhed? – Ikke en kamp om, hvem der har mest ret (til at være her).

● Jeg vil ikke, og jeg gentager: IKKE! – høre mere om Holger Rune i resten af min levetid. – En syrlig, ung mand med et navn, der synes taget fra en sengekantsfilm i 70’erne, som sommetider spiller okay tennis, men som altid er i mit TV.

● Mænd i Romerriget fik 50 % flere proteiner end kvinder*. Måske var det ligesådan i andre førmoderne samfund? Og i fx Afghanistan i dag? Uden proteiner får kvindernes hjerner ikke næring nok, så de fungerer dårligere, og så er det jo ikke umagen værd at bekoste en uddannelse. Og sløve, underernærede, dårligt udviklede og måske ovenikøbet gravide eller ammende kvinder er sikkert nemme at holde nede. Og de får ubegavede børn, som ikke magter at ændre de traditionelle måder at gøre tingene på. – I dag sørger mange kvinder i vores egen kulturkreds – helt uden pres fra mænd – selv for at holde sig på en minimal og ikke synderlig næringsrig kost.

* Iflg. ’Den foranderlige klode’ af Peter Frankopan

● ’Sjove’ mænd, der ikke er spor sjove, optager uforholdsmæssigt meget af sendetiden i tv og radio.

● Sidder med morgenkaffen i haven. Det er en dejlig sommermorgen. Alt grønt står i fuldt udspring i hundreder af nuancer, og fuglene pipper, synger, jubler med hvert deres næb … lige indtil alle arbejdsmændene møder på arbejde og begynder at udbringe stinkende gylle, at slå græs, klippe hæk, buskrydde, feje fortove, køre for hurtigt med store lastbiler, tromler vej, graver ud til nye byggerier, aflæsser materialer, lægger asfalt, borer, bipper, larmer, skramler … ryster jorden under os alle. – Det er ufatteligt, at vi mennesker ikke kan lade være med at svine, stinke, larme, køre, bygge, transportere, klippe … at vi ikke kan holde os i ro … bare en time, mens jeg drikker min kaffe, på årets skønneste sommermorgen 😊

● ’Som på et hotel’, siger de unge mennesker begejstrede, når en eller anden indretningsdame M/K har lavet helt om på deres stue og soveværelse … – Som på et hotel? Virkelig? Er det attraktivt? – Et upersonligt, sjusket rengjort sted, møbleret med dårlige materialer, hvor en masse fremmede mennesker har tisset i håndvasken og foretaget sig unævnelige ting i din seng?

Med mormor på besøg hos hendes far, min oldefar Steen, i Sydhavnen. Jeg husker stadig besøget, for jeg fik lov at lege med oldefars kone, KatAnnas, store dukke. Det er formentlig Anna, der tog billedet ved deres havelåge omkring 1960. Jeg fandt billedet i min mors efterladenskaber, hun må have fundet det i sin mors efterladenskaber, og alt fremstår præcis, som jeg husker det.

● Jeg mødte en af mine i alt otte oldeforældre en gang. Mine børnebørn, derimod, nåede at kende to oldemødre igennem deres første – og oldemødrenes sidste – ti leveår. Før i tiden døde kvinderne først, som oftest i barsel, nu dør mændene først. Begge mine bedstefædre døde i slutningen af 1960’erne, mine bedstemødre en 10 – 15 år senere. Jeg har kendt seks generationer, der rækker tilbage i tiden, til Valdemar Steen blev født på Valdemars Dag, d. 15. juni 1877. – En oldefar, fire bedsteforældre, to forældre, min egen generation, min søns generation og børnebørnene … seks generationer!

Temu-varer

● Se, det er pga. alt dette billige lort, at vi risikerer os selv, vores børn og klodens liv.

● Som en glad proton, udskudt fra en reaktor i Schweitz, flyver man ud i rummet … indtil man bliver aflæst af et menneskeligt øje. – Så skal man på et splitsekund vælge, om man vil være en afmålt fremmed, den søde pige, den kække vandrer, en excentrisk, ældre dame, en sur kælling eller bare en neutralt imødekommende person.

Tilstanden umiddelbart før mødet med andres vurderende blikke var én stor lykketilstand. Man var blot en sjæl i frit flow igennem en venligtsindet og naturlig verden.

Solen er blevet ond

Yr, juli 2024 – temperaturen overstiger mange steder 50 ° nu.

Når mit fotoprogram dagligt viser mig billeder af min have fra de sidste 25 år, så ser jeg til min forbløffelse, at blomster og frugt, som er nedvisnet og ovre for flere uger siden, førhen stod på deres flotteste netop nu.

At rabarberne stod højt og grønt og ville have nydt sommerregnen, at vinens blade var lysegrønne, og druerne hang i saftige klaser, og at tørkeelskende planter, som fx timian, trivedes og blomstrede lyslilla og smukt. – Men nu er de alle solsvedne og ved at gå ud – Det er uhyggeligt …

Rabarberne brændes af solen, når den kortvarigt viser sig mellem regnbygerne.

Hårdføre, tørke- og solelskende citrontimian, der ovenikøbet står i halvskygge nu, fordi træerne er vokset, er svitset af solen og visnet ned.

Og det i et år, der officielt er det mest regnfulde i den tid, vi har målt det!

Bare solen er fremme et par timer en eftermiddag, så er der straks 28°, om aftenen fulgt af højpotente tordenbyger og styrtregn.

Vi har for længst syltet solbær og ribs og – sammen med solsortene – fortæret alle kirsebærrene.

Og vinbladene ser ud til at brænde op i de få solstråler, før druerne er klar til at blive spist:

Vinen i havestuen brændes af solstrålerne på trods af solafskærmende glas.

Århus Stiftstidende 23.7.34

Vores bedste- og oldeforældre arbejdede ude i solen fra morgen til aften som arbejdsmænd, lugekoner eller bønder, og vi hørte aldrig et ord om hudkræft.

Men selv tåler vi ikke at sidde i solen i mere end to minutter ad gangen, før huden smerter rødt, og øjnene svier og ikke vil holde op med at løbe i vand om aftenen.

Ja, vi er blevet gamle, tyndhudede og sarte, men selv de unge skoldes let i den regnfulde, danske sommer, hudkræft er blevet en af de store dræbere, vi opfordres ustandseligt til at bruge solcreme – noget vi ikke kendte til i min barndom, og de foretrukne planter i private og offentlige plantekasser er marehalm og pampasgræs … Ikke kønt, men de overlever – lidt endnu.

Solen er blevet ond.

Dræbersnegle – igen

Det har været snegleår. Vådt og væmmeligt. Og de slimede kryb er kravlet frem alle vegne fra.

Hver eneste af de brune snegle kan lægge flere end 200 hvide, perlemorsagtige æg – også uden parring – så en enkelt bliver hurtigt til mange.

Sommerens agurkenyhed handlede om ænder: At ’Den Blå Avis’ havde udsolgt af de eftertragtede løbeænder, der angiveligt æder dræbersnegle.

Efter min erfaring er fjerkræ upålidelige sneglebekæmpere. Da de første dræbersnegle dukkede op i min have for 25 år siden, havde jeg haven fuld af høns, en flok kraftige Orpingtons, der med stor fornøjelse åd myrer, regnorme, gåsebiller, stankelbenslarver, kålorme m.m.

Hanen tager franskbrød af min hånd og lægger det på jorden, før han kalder på høner og kyllinger og klukkende tilbyder dem det.

De var vant til at spise brød og andre godbidder af hånden, og en dag, jeg lå på knæ og lugede, rakte jeg en dræbersnegl frem til mine altid nysgerrige høns i stedet for den forventede larve eller regnorm. En halvvoksen høne tog den omgående, men denne lille snegl smagte hende ikke. Hun forsøgte at få den ud af næbbet, men den var klistret fast med sit slim, så den stakkels høne måtte skrabe næbbet rent med foden og slibe det hen over havefliser og græs mange gange. Ingen af mine høns tog en snegl fra min hånd eller andre steder fra igen.

Løbeænder er sikkert mere hårdføre, men de er stadig levende dyr med deres egne præferencer, og så skal de fodres, vandes, passes og beskyttes mod ræve, mår og mink.

Vi har kun fundet en enkelt brun snegl i vores have i år, og jeg tror, at det skyldes den strategi, vi efter flere fejlslagne forsøg med ølfælder, sneglehegn, nematoder o.m.m. lagde og holdt os til i de følgende mange år:

Indsamling/aflivning – bedst om aftenen i tusmørke med plastichandsker og stærk lommelygte
Inddæmning – fjern grenbunker og andre mørke, fugtige skjulesteder, strø groft sand og sneglepiller langs grænserne, og hold græsset kort
Vedholdenhed – det er en livsopgave

I årevis gik vi de fleste sommeraftner inden sengetid en tur med lommelygte og sneglespand, da hunden alligevel skulle ud på luftetur i haven. På den måde lærte vi hurtigt, hvor sneglene kom fra, og hvor de bedst kunne lide at opholde sig.

Vi anvendte med stort held små piger til indsamlingen, når vi fx havde niecer på sommerferie. Piger fra ca. 5 til 10 år har skarpe øjne, også i tusmørke, de er adrætte og tæt på jorden, og med en mindre dusør på 1 kr. pr. stk. kan de være højt motiverede for at indsamle så mange snegle, som overhovedet muligt. – Mine niecer optjente en tur til Skagen, hvor de brugte deres sneglepenge, flere hundrede kroner hver, på ravsmykker.

Men det var vores egen vedholdenhed, der fyldte murerspand efter murerspand med de ækle, slimede snegle, aften efter aften, år efter år.

I begyndelsen druknede vi sneglene i en stærk saltopløsning, men det blev for ulækkert og pinefuldt. Man kan også hælde kogende vand i sneglespanden, men det er besværligt at stå og koge vand sent om aftenen, kogte snegle lugter grimt, og hvor gør man af sneglesuppen bagefter? – Så da der efterhånden var færre snegle i haven, gik vi over til at hakke dem midt over med et skarpt hakkejern. Som en makaber krølle dryssede vi blå sneglepiller på ligene, for snegle er kannibaler, og de myldrede frem for at æde den slagne kammerat og fik sneglepillerne i sig.

Vi smed også sneglepiller, som vi købte i sække på 10 kg, ud i hele haven – navnlig i mørke og fugtige områder og langs skellet mod naboer, som havde høje, skyggende træer med vildtvoksende, fugtige områder under, for der kom de fleste snegle fra.

De blå sneglepiller består af jernfosfat overtrukket med blåt hvedestøv. Sneglene tiltrækkes af hveden, men når de får jernet i sig, går deres fordøjelsessystem i stå, så de trækker ned i jorden, hvor de ligger og dør af sult. Jernpillerne er godkendt til økologisk brug, og de forurener ikke grøntsager eller skader andre dyr end nøgensnegle. De almindelige havesnegle med stribet hus berøres ikke. – Men det er ikke et uskadeligt vidundermiddel, for ingen har godt af for meget jernfosfat, og alle de andre nøgensnegle, som er hjemmehørende og nyttige på hver deres måde, går også til:

Leopardsnegle, også kendt som gråsnegle eller kældersnegle.

Og som et resultat får alle de husbærende snegle, fx almindelige havesnegle og voldsnegle, ekstra god plads til at formere sig på, når alle nøgensneglene er væk, så ens planter vil stadig være fulde af huller, selv når man har fået has på dræbersneglene.

Snegleudryddelse er ikke enkelt og fri for komplikationer af både praktisk og moralsk art, ligesom det heller ikke er problemfrit, at vi og vores varer rejser så meget rundt i verden, at vi flytter organismer fra en biotop, hvor de er godt tilpassede, til en anden, hvor de pludselig kan dominere over de oprindelige beboere. – Det er der utallige eksempler på. – Vi kan kun forsøge at reparere på de unaturlige forhold så godt som muligt.

Mens vi hver aften indsamler snegle, måske i hundred eller tusindvis, må vi sikre os, at nye horder ikke bare marcherer ind fra naboernes haver eller fra skov- og engstykker i nærheden. – Det gjorde vi ved at lave meterbrede bræmmer af meget kort græs, fliser, skærver eller et tykt lag sand bag alle hække og hegn langs matriklens grænser. – Og vi satte alle vores køkkenurter op i højbede, udlagde sand imellem bedene, fjernede alle bunker af grene, træ og græstørv i resten af haven, også gamle krukker, stenbunker, rådne legehuse, mistbænke, træstubbe, vildsomme arealer m.m., som kunne yde god beskyttelse både til sneglene og deres mange æg. – Vi holdt rent i haven, kort sagt. På netop den måde, man anbefaler folk at gå væk fra, hvis man gerne vil have biodiversitet i sin have. … Vi er nu ikke bekymrede. Vi har gamle træer og brostensmure, tilgroede bede og biblomster næsten hele året rundt, foruden redekasser, foder og vand, som sikrer, at haven altid er fuld af pippende og summende liv. – Men i de første snegleår gjorde vi en indsats for at indsamle sneglene, rydde bunker og mørke kroge og sikre grænserne.

Det betyder så nu, at jeg blot går en tur og smider sneglepiller langs alle hække og hegn, der vender bort fra haven, en gang om måneden begyndende fra marts og indtil oktober, afhængigt af vejret. – Nemt, ikke?

Hvis jeg skulle finde en enkelt, brun snegl alligevel, bliver den hakket over, og jeg strør en 10 – 12 blå sneglepiller på den. – Som sagt har jeg kun fundet en dræbersnegl i haven i år, men jeg er sikker på, at hvis jeg ikke går mine regelmæssige sneglepilleture, så bliver min have ligesom alle andres i løbet af kort tid oversvømmet. For sneglene har for længst etableret sig i skove, på enge og i de fleste villahaver, og de har krydset sig med vores hjemmehørende snegle, bl.a. de sorte skovsnegle, så de bedre tåler de kolde vintre. Så realiteterne er, at vi ikke kommer af med dem igen.

To snegle, der parrer sig.

Blanding af rød skovsnegl og dræbersnegl.

Må man slå på kvinder?

Kvinder får hug af pressen, af kollegaer og af den sladdervorne offentlighed på sociale medier, når de er lidt for kompetente og stærke statsministre, når de skriver en bog om den manglende økonomiske anerkendelse af den private og samfundsmæssige omsorg, som fortrinsvis kvinder yder*, eller når en betydningsfuld, kvindelig rapper får en (beskeden) offentlig anerkendelse**.

En sjældent erkendt følge af al den forventede, kvindelige omsorg, som både mænd, kvinder og børn føler sig berettigede til at modtage, helt gratis og uden hverken taknemmelighed eller modydelser, er, at kvinder udstødes som onde, forkerte, kolde og/eller sindssyge, hvis de nægter at opfylde diffuse krav om konstant at yde medfølelse, trøst, pleje, fodring, børnepasning, rengøring, kaffebrygning, at fungere som stikirenddreng eller social organisator og meget, meget mere. Hvis kvinder nægter at sidde ved tøsebordet, men gerne vil ind og blande sig der, hvor de spændende snakke og beslutninger foregår … så går heksejagten ind!

Må man slå på kvinder? Må man overfalde landets statsminister? Hvis man gør, skal offeret vel have vores medfølelse, ikke udskammes?

Politiken 13.6.24

Det er under lavmålet, det, der foregår på dagbladet ’Politiken’ i disse år! – Statsministeriet var nødt til at fremlægge dokumentation for, at folk kommer til skade, når de bliver slået ned***.

Mette Frederiksen er begyndt at se desillusioneret og udslukt ud. Hun er sej, og hun kæmpede som en tiger med stort overskud for os alle sammen og muliggjorde hidtil usete resultater i dansk politik, samarbejde over midten, eliminering af den yderste højrefløj, højere løn og markant bedre forhold for de offentligt ansatte, forbedringer for miljø og klima o.m.a. – Men når hun bliver overfaldet og slået på åben gade, og ellers velanskrevne medier bagefter insinuerende begynder at så tvivl om den diagnose – et mindre piskesmæld, som lægerne stillede på hospitalet umiddelbart efter overfaldet, så ville enhver jo blive træt.

Ved gemen ondskab, ærekrænkelser, vilde kommentarer, intimiderende ’analyser’, bedømmelser o.lign., udslider og opbruger vi vores kvinder og navnlig de kvindelige ledere. Vi er ikke bedre end en ondskabsfuld Putin, da han slap sin store hund løs på Angela Merkel, som pga. et overfald som barn var kendt for at have et anstrengt forhold til store hunde.

‘CNN, Germany’s Angela Merkel watches uneasily as Russian President Vladimir Putin’s dog approaches in 2007. STRINGERAFPAFPGetty Images’

Eller den tyrkiske præsident Recep Erdogan, som ’glemte’ at sørge for en passende stol til EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen:

Altinget 9.4.21

Der var ingen mangel på opulente stole til mændene …

Man kan vise sin manglende respekt for kvinder på mange måder – Og man gør det!

Men man udviser samtidig disrespekt for mennesker, for demokratiet, for vores institutioner og for vores lande.

* https://politiken.dk/danmark/oekonomi/art9889677/%C3%98konomer-kritiserer-ny-Emma-Holten-bog

** https://politiken.dk/kultur/art9913081/Karen-Mukupa-hulkede-h%C3%B8jt-da-hun-modtog-den-gl%C3%A6delige-besked-men-to-dage-efter-tog-alting-en-drejning

***https://politiken.dk/danmark/art9954463/Hun-havde-%C2%BBwhiplash%C2%AB-Statsministeriet-l%C3%A6gger-dokumentation-for-Mette-Frederiksens-piskesm%C3%A6ld-frem

Se også: https://blog.loneandrup.dk/2023/11/08/giftig-misogyn-kultur-rettet-mod-landets-oeverste-embede-paa-politiken/

Prepping for ældre damer

En reol i gæsteværelset udgør vores spisekammer/nødlager.

Vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, valgte et sommermøde på en ferieø til at varsle en pjece fra Beredskabsstyrelsen om forholdsregler i tilfælde af forsyningskriser eller deciderede nødsituationer i landet. Han anmodede ved samme lejlighed befolkningen om at forberede sig, så alle kan klare sig selv i tre dage. – Kun tre dage, indtil myndigheder og beredskab får håndteret situationen, så godt de kan. Tre dage, hvor vi ikke behøver at ligge andre til last, men kan lade samfundet sørge for infrastruktur og de svageste. Tre dage, hvor vi ikke styrter ud for at opfylde vores egne indkøbsvogne og behov, men forholder os roligt, indtil vi ved, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre. – Et meget beskedent – og sent – ønske fra ministeren, synes jeg. De fleste lande omkring os har for længst opfordret til, at man skal kunne klare sig selv i en uge eller længere.

Vi er efterkrigsbørn her hos os, og tanken om, at noget kan ske, ligger altid i baghovedet. Vi husker klart Den kolde krig, Cubakrisen, atomskrækken, de rungende sikringsrum under offentlige bygninger og pjecen ‘Hvis krigen kommer’ fra 1960’erne. Der var også familier i byen, der byggede enorme, gule murstensvillaer med fuldt udstyrede beskyttelsesrum ved siden af saunaen, vinkælderen og gildesalen. En sikkerhedsforanstaltning, som skulle redde de velbjergede igennem en atomkrig.

Vi havde forældre, der oplevede en krig og lærte at holde hus med ressourcerne. Bedsteforældre, der var unge under 1. Verdenskrig, unge voksne under den økonomiske krise i 1930’erne og forældre til teenagere under 2. Verdenskrig. De fik grundigt lært at proppe i skuffer og skabe og for alle tilfældes skyld at opbygge et lille forråd og gode relationer til familien på landet, hvis de kunne. Vores olde- og tipoldeforældre havde, eller var i huset hos nogen, der havde, egen brønd, høns, køer, svin, fiskenet og ruser, jagtgevær, kornlagre, roer, hø og halm, brændekomfur, brændestabler, petroleumslamper, kålhaver, frugttræer og bærbuske, kartoffelkældre og fyldte æblekasser på loftet, så de kunne klare sig for evigt med deres eget arbejde og kløgt; i dag er der ikke mange, der kan malke en ko eller slagte en høne.

Førhen var der sjældent hjælp at hente udefra, og alle var forberedt på politisk uro, forsyningssvigt, snestorm, storm, skybrud, tørke, sygdomme; man sad ikke og ventede på direktiver, men opbyggede lager efter evne, ofte i et kælderrum, viktualierum eller et lille spisekammer, som, den samvittighedsfulde husmoder sørgede for, altid var velforsynet og opdateret – og man opretholdt netværk blandt naboer, så man kunne hjælpe hinanden.

I vores husholdning i dag har vi altid – uanset officielle udmeldinger – et lille lager og fylder op og køber rigeligt ind af fx wc-papir, pasta, mel og gryn, fiskekonserves, kiks, batterier, stearinlys m.m., når det er billigt. Vi har brændeovn, brænde, gasgrill og regnvandsopsamling – ikke med henblik på katastrofer, men bare som en del af hverdagslivet. – Da vi var yngre, havde vi også en større køkkenhave og havehøns, som bidrog væsentligt til kosten.

Der er, så vidt jeg forstår, ingen grund til hverken ængstelse eller panik nu, men en smule rettidig omhu og ansvar for sig selv og de nærmeste skader aldrig.

Det er ikke rart at tænke på, at vores samfund igen er udsat, og at man skal til at genopfinde de gamle dyder. – For vi har jo vænnet os til opvaskemaskiner, internet, kræsenhed og fyldte hylder i supermarkederne, til effektiv kloakering, indlagt vand, varme og strøm og til, at ’nogen’ kommer og hjælper, hvis vi ringer. – Men almindelig sund fornuft og lidt gammeldags prepping kan måske komme til nytte igen, ligesom det var en tryghed under storstrejken i 1998 og coronaepidemien for fire år siden, at vi ikke skulle ud og slås med andre om den sidste pakke gær eller toiletpapir.

At være forberedt er ikke kun en fordel i større katastrofesituationer; almindelige, hændelige uheld med fx vand- eller strømforsyningen kan også ske. TV2 19.6.24

Hvad er vigtigt?

Man kan tænke over hygiejne og sundhed, og hvad man har brug for hver dag i sin husholdning. – Hvad ville være svært at undvære, hvis strøm, varme og vandforsyning pludselig er væk? Ikke kun i tre dage, men måske i et par uger? Og dagligvarebutikkerne var tomme og lukkede?

Hvis man gerne vil ruste sig lidt, som de gamle damer gør, kan man anskaffe en smule ad gangen, måske bruge en netbutik, der leverer de tungeste ting til gadedøren. Og kun købe noget, der under alle omstændigheder kan være til nytte, så der ikke opstår spild. Betragte det som en buffer, og bruge af lageret og løbende forny det.

Først og fremmest er det vigtigt at bevare roen, både for sin egen, for familien og for samfundets skyld. Vær kritisk og undlad at viderebringe løse rygter, som kan skabe bekymring eller panik. Hjælp andre, hvis du kan.
Hav en forsyning af drikkevand, tre liter pr. person pr. dag, siger den officielle anbefaling. Kander eller flasker med vand i køleskabet og dunke og/eller flaskevand i en mørk og kølig krog.
Hvis vand, kloak og renovation ikke fungerer, er det praktisk at kunne opsamle regnvand, at kunne grave et dybt hul i haven, og at have et udendørs aflukke til affald og en kompostbunke. Hvis man bor tæt ved sø eller hav, kan man hente vand til at vaske sig selv og tøjet i og til at skylle toilettet ud med, så skriv et par store vandkander på indkøbssedlen.
Byg et lille lager af holdbar mad, fx æbler og grove grøntsager, såsom kål, gulerødder og kartofler, mel og gryn, pasta, kiks, småkager, myslibars, knækbrød, tørgær, salt, madolie, dåsemad, rosiner, nødder, UHT-mælk og andre holdbare drikkevarer, pulverkaffe, te og chokolade – brug indholdet i køleskab og fryser først, hvis strømmen går, og sørg for at tjekke og vedligeholde lageret, bruge af det, og købe nyt efter behov.
Hav rigeligt af nødvendig medicin, måske jodtabletter, hovedpinepiller, desinfektionsmidler – både til hænder og til sårbehandling, mundbind, forbindinger og plaster.
Og wc-papir, store og små plasticaffaldsposer, køkkenruller, hygiejneartikler, tandpasta, manuelle tandbørster, shampoo, creme, vådservietter, papirservietter, bleer, sæbe, vaskeklude, ekstra briller/linser, en let kost og fejeblad, vaskepulver, rent tøj, tørresnor og klemmer.
Batterier i gængse størrelser, stearinlys, tændstikker, lightere.
Powerbank, lille batteri- og/eller håndsvingsradio, campinggasblus, lygter, evt. med solpanel.
Varmt tøj og tæpper.
Fysiske bøger, blade, spil, puslespil, papir, blyanter, farver, materialer, fx garn til håndarbejde, legetøj.
Tænk på de særlige behov hos ældre, børn og dyr.
Hav betalingskort, kontanter, personlige dokumenter og udskrevne telefon- og adresselister klar.
Benzin/strøm på bilen, luft i cykeldækkene. – Der er ikke tid til at fikse småting, hvis man står og skal væk i en fart.
Hav evt. en stor taske klar; den behøver ikke være pakket, bare du lige har tænkt tanken og ved, hvor medicin, papirer, penge, toiletsager, skiftetøj m.m. er i påkommende tilfælde.
Lav aftaler med familie, naboer og venner om at hjælpe hinanden. Man kan fx samle familien hos dem, der har plads og brændeovn, aftale mødesteder og hvem, der tager sig af de ældre og dem med særlige behov.

Vores samfund er stadig robust. Folk vil gerne hjælpe, dele, bytte, handle og i det hele taget gøre det, de plejer at gøre. Så det skal nok gå alt sammen, specielt hvis vi lige tænker os om og forbereder os lidt. Om ikke andet så mentalt.

‘Forberedt på kriser’, Beredskabsstyrelsen, 2024: https://www.brs.dk/da/forberedt

Norsk, officiel hjemmeside ’Sikker hverdag’ https://www.sikkerhverdag.no/

‘Hvis krigen kommer’, Statsministeriet, 1962 – Bemærk det fine sprog og tilliden til, at modtagerne, dvs. den danske befolkning, havde tid til at læse og forstod skriftligt dansk:

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/uddrag-fra-pjecen-hvis-krigen-kommer-fra-statsministeriet-1962

Danske sange

Som skolepige, ca. 1966

Da jeg gik i skole, navnlig i tiden fra 3. klasse til 1. real – som ville svare til 8. klasse for de boglige – startede hver dag med morgensang, omgivet af grønne planter og store vinduer i skolens hyggelige indgangsparti.

Vi sang først en salme, så bad den rare, gamle skoleinspektør Jeppesen ’Fadervor’, afgav dagens meddelelser, og så sluttede vi med en af årstidens sange. Lærerne skiftedes til at spille klaver til.

Timerne med vores klasselærer Tranholm indledtes ofte med en sang, der havde tilknytning til dagens pensum, fx Aakjær, høst, fest, sorg, jul, landbruget e.l., og han sørgede for, at vi forstod selv de mest gammeldags ord.

I musiktimerne sang vi af hjertens lyst, to- eller trestemmigt og spillede på instrumenter til.

Og derudover var jeg medlem af skolens pigekor, hvor vi havde en ung, entusiastisk dirigent Danstrup og et meget bredt repertoire, jazz, spirituals, salmer, tyske, latinske, franske, engelske og danske sange og korværker. – Det lyder af noget, når man er mange.

Specielt husker jeg julekoncerterne, hvor vi piger ankom til den lille kirke langt inde i skoven i pæne hvide blondebluser, blå nederdele, hvide strømpebukser og med frostsneen funklende og knirkende under de sorte ballerinasko. Mapper med nodeblade under armen og hektisk opstemte, røde kinder pga. det store publikum af fortrinsvist lærere, forældre og søskende. Vores stemmer klang så smukt tilbage til os i det gamle kirkerum og forlenede højtiden med noget … højtideligt.

De fem – seks år med intensiv sangundervisning klædte os godt på til livet og navnlig til livet med børn, som vi voksne har en forpligtelse til at være livsguider for. Jeg har en fornemmelse af musikhistorien her og i andre lande, fik lidt rytme og musikforståelse banket ind, og der er ikke en årstid, et emne, en følelse eller en mærkedag, uden at jeg straks får en linje fra sang i hovedet:

● Vågn op og slå på dine strenge

● Juletræet med sin pynt

● I sne står urt og busk i skjul

● Jeg har fanget mig en myg

● Hvad var det dog der skete

● Hvem kan sejle foruden vind

● Blæsten går frisk

● Hvem sidder der bag skærmen

● Jeg ved en lærkerede

● Fred hviler over land og by

● Nu falmer skoven

● Det var en lørdag aften

● Udi Ringsted hviler dronning Dagmar

● Marken er mejet og høet er høstet

● Spurven sidder stum bag kvist

● Solen er så rød mor

● Poul sine høns i haven lod flyve

● Morgenstund har guld i mund

● Grøn er vårens hæk

● Kimer I klokker

● Det er i dag et vejr et solskinsvejr

● Sneflokke kommer vrimlende

● I skovens dybe stille ro

● Et barn er født

● Den yndigste rose er fundet

● På Sjølunds fagre sletter

● For nu er skoven grøn grøn

● Der er ingenting i verden så stille som sne

● Lille Poul ser ud på solen mens den synker over eng

● Den kedsom vinter gik sin gang

og mange, mange flere.

Mine absolut yndlinge, en til foråret, når dagen nu er fuld af sang, og en i efterårsmånederne, når jeg trasker langs markskel på vej til skoven:

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre – Folkevise/Grundtvig

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet monne røre,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Den allermindste Fugl af dem, der vare,
Sang fra Træet ned i Toner klare,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang: »Mens Ungersvenden gaaer saa ene,
»Længes En imellem Løv og Grene,
»I de dybe Dale,
»Blandt de Nattergale,
»Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

»Hen under Løvet gaae de lune Vinde.
»Der du skal din Hjertenskjære finde,
»I de dybe Dale,
»Blandt de Nattergale,
»Blandt de andre Fugle smaa, som tale.«

Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget!
Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære,
Stillede min Længsel og Begjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Af større Vee kan Verden ikke trænges,
End at skilles, naar man saare længes,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

En større Fryd kan Verden ikke bære,
End at samles med sin Hjertenskjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

– Da nu min Hjertenskjæreste var funden,
Sang og blomstrede det rundt i Lunden,
Baade dybe Dale,
Og de Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.

Det lysner over agres felt – Balslev/Holsten

Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.

Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.

Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.

Og det er al den jord, jeg har,
og alt hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta´r,
hvad mine såler bærer.

Mansplaining

Da jeg hørte ordet første gang, forstod jeg pludselig, hvorfor mænd igennem hele mit liv har behandlet mig som en dum lille, uvidende pige, selvom jeg er bedre uddannet end de fleste, temmelig belæst og har været vidt omkring, teoretisk såvel som praktisk.

Hvorfor er jeg nødt til at fortælle det? – Mænd på min alder ville sjældent være nødt til at påpege over for ganske unge mennesker, at de rent faktisk ved noget. De grå hår alene ville borge for deres visdom og status.

Mænd, der kunne være mine sønner, og som jeg møder ude omkring, behandler mig som et barn. Hvilket – i parentes bemærket – min søn aldrig kunne finde på.

Der var fx den ganske unge bibliotekar, der fandt det passende at rose mig, fordi jeg kunne finde ud af ’alt det der med computere og sådan’ … Jeg havde arbejdet med computere dagligt, siden før han blev født!

Den unge pædagog, jeg mødte på skovvejen, som lige havde været på kursus og nu ville belære mig om ’bio-di-ver-si-tet – ja, det er et svært ord’, som han nedladende sagde. – Jeg har, ligesom det øvrige samfund, kendt og brugt ordet i årtier.

To fyre fra landet havde fået lov at hente nogle fliser, vi lige havde taget op. Da de kom, gik jeg rundt i min have og gjorde klar til en af mine høner, som var blevet skruk. Jeg lagde frisk halm i en ren redekasse, lagde 12 fine æg i halmen og ville bære kassen ind i hønsehuset, da flisehenterne kom. – Se, sagde jeg glad, – Nu får vi snart kyllinger! – De to fyre kiggede sig rundt i haven, og så målte de mig med blikket, før den ene fandt det nødvendigt at spørge mig, om jeg havde en hane? – Da var jeg ved at skrige og sende dem hjem uden fliser. Tænk, de forestillede sig, at en midaldrende dame, der både havde født, været i landbruget og igennem hele livet havde haft med alle mulige dyr at gøre, ikke var klar over et af de mest grundlæggende facts i livet! – Jeg havde faktisk skrevet en bog om høns og hønsehold …

En venindes far skulle have nogle guldfisk fra mit havebassin, hvor fiskene havde det så godt, at de ustandseligt formerede sig. Straks, han trådte ind i min have, kommenterede han mine rhododendron: ’Jeg kan se, at du har nippet dem, det var godt’, roste han, som om han var en overdommer, der havde ret til at vurdere mit havearbejde, hvilket han ikke havde. Han var en gæst, som fik mine fisk foræret, og hvis min mand havde taget imod ham, ville han have respekteret ham, tiltroet ham evnen til at passe en have uden belæringer fra fremmede og have holdt sin mund.

En fuldstændig tilfældig, forbipasserende mand, som lige ville fortælle mig, hvordan man bruger en ukrudtsbrænder rigtigt en dag, jeg gik ude og ukrudtsbrændte mit fortov. – Jeg har arbejdet på gårde, på planteskole, min far var en habil havemand, vi havde flere udmærkede havemænd og -kvinder i familien og i omgangskredsen, og jeg har selv dyrket og passet mine haver i knap et halvt århundrede og regnes ofte som den ekspert, man går til, hvis man har spørgsmål.

Masser af andre gange har jeg følt mig forundret. Forulempet. Stødt. Tvunget til at stå og gøre rede for, at jeg faktisk er rimeligt kompetent på visse områder.

Men selvom jeg nærmer mig støvets år, skal jeg alligevel høre på yngre og ældre mænd, der vil fortælle mig, hvordan jeg skal gebærde mig.

Wikipedia skriver om mansplaining:

Mansplaining er et pejorativ, der er sammensat af det engelske ord man og explain (forklare). Begrebet defineres som “at forklare noget til nogen, som regel en mand til en kvinde, på en måde, der betragtes som nedladende eller ringeagtende”.[1] [2] Ordet stammer fra engelsk, men er også begyndt at forekomme på dansk. Lily Rothman fra The Atlantic Monthly definerer det som “at forklare uden hensyntagen til det faktum, at den person, der får sagen forklaret, ved mere end den der forklarer, som oftest en mand for en kvinde” [3] og den feministiske forfatter og essayist Rebecca Solnit karakteriserer fænomenet som en kombination af “overdrevet selvtillid og uvidenhed”. [4]

Ungesplaining kunne også være et ord. Unge mennesker tror ikke, at folk over 60 er tilregnelige og kapable. – En meget ung læge spurgte overlegent min mand, om han kunne finde ud af at sende en mail? – Min mand har arbejdet med og forsket i computere og kunstig intelligens siden 1980’erne og er en af grundene til, at vi har store computersystemer i dag.

Og Gammelsplaining kunne vi så kalde det fænomen, at vi gamle sommetider finder det nødvendigt at spørge unge mennesker, om de kender fx historien om ’Den barmhjertige samaritaner’, Mary Shelleys ’Frankenstein’ eller La Fontaines fabel om bjørnen, der ville hjælpe en sovende mand af med en irriterende flue og slog den ihjel med en tung sten, da den landede lige på mandens pande. Eller vi retter dem, når de ikke kan udtale et dansk ord, ikke kan regne eller kende forskel på hans/hendes og sin/sit.

Vi er alle fulde af fordomme om hinanden. Nogle mere berettigede end andre 😊

Egholmforbindelsen

Meget nedladende, københavnsk vurdering af en stor landsdels transportbehov. ‘Politiken’ d. 14.5.24

Man har god tid til at tage billeder, når man regelmæssigt holder i kø på motorvejen før Limfjordstunnellen, 2011

‘Politiken’ har om vedtagelsen af den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm bragt mange, meget nedladende, artikler om nordjydernes behov for ikke at sidde fast i trafikkøer hele og halve timer morgen og aften.

Hvad er det for fordomsfulde forestillinger, københavneravisen har om Nordjylland som sommerhusområde? Kender de os ikke som andet? Som et samfund, der, ligesom hovedstadsområdet, skal leve og fungere hver dag?

Jeg er sikker på, at københavnerne husker modstanden mod fx Storebæltsbroen fra 1998, som ingen ville undvære i dag, og at de nu sætter stor pris på deres egen infrastruktur med Øresundsbro og andre broer, cykelstier, skinner, havn, havnebusser, lufthavn, busser, S-tog, metro og utallige motorveje, ringveje og omfartsveje i alle retninger – også til sommerhusområder både mod syd, øst, vest og nord.

I det tæt bebyggede og stærkt trafikerede område i og omkring Aalborg har vi en spinkel bro lige i byens centrum og en tresporet motorvej igennem tunnelen. Denne lille, stærkt belastede bro fra 1933 og en skrøbelig tunnel fra 1969 skal klare det meste af landsdelens trafik over Limfjorden hver eneste dag.

Mange dage passerer op imod 100.000 biler Limfjordstunnellen på vej til andre byer og steder i Nordjylland, og titusindvis af mennesker bor på den ene side af fjorden og arbejder eller henter børn på den anden. Vi har et større universitet, hvis ansatte og studerende også kommer fra byer nord for fjorden. Vi har masser af store og små erhvervsdrivende, der er afhængige af en velfungerende Limfjordsforbindelse for at kunne nå omverdenen. Vi har offentlig service, såsom busser, skraldebiler, politi, brandbiler, lægebiler og ambulancer, der sidder fast på den forkerte side, og private biler med kvinder, der er gået i fødsel, eller børn og voksne, der skal til skadestue, lægevagt o.l. … Og mange sydfra skal nå et fly i lufthavnen nord for fjorden og får meget dårlige nerver af at sidde længe i kø, fordi en bil er løbet tør for benzin nede i tunnellens nordgående spor … – Virkelig mange mister timer hver eneste dag, fordi der meget hurtigt opstår propper i tunnelen, hvorefter broen fra Aalborg til Nørresundby – og med den også det meste af de to byer – øjeblikkeligt stopper til. Selv færgen mellem Hals og Egense 30 km øst for Aalborg bliver hurtigt så søgt af fortvivlede bilister, at der opstår ventetid på flere timer på begge sider af fjordens udmunding ved Hals. Desperate mennesker vælger så måske at køre til den lille Aggersundbro 50 km vest for Aalborg i stedet, for vi har ikke pålidelige, ikke-asfaltbaserede S-tog eller metroer, der kan bringe os over på den anden side, når alting går i stå … Vi har hårdt brug for en tredje – og måske også snart en fjerde – Limfjordsforbindelse. Det er mange år for sent allerede, for der går mindst ti år med at bygge den. Og det er bestemt ikke, for at københavnerne kan komme i sommerhus. Det er for at nordjyderne kan have et hverdagsliv, hente deres børn og passe deres arbejde.

Kø før Limfjordstunnellen, maj 2024

Men naturværdierne på Egholm, så? Den lille, lave ø ud for Aalborg, som det nye bro- og tunnelprojekt efter planen skal passere på sin vej vest om byen og over til lufthavnen, hvor den skal støde til et i forvejen eksisterende nordgående motorvejsspor?

Hvornår har ‘Politiken’s journalist, der fik lov at fylde avisen med artikel efter artikel i forsøget på at bremse forbedringer af trafikforholdene i Nordjylland, sidst været på Egholm? Naturværdierne på lille Egholm består af nogle sand- og mudderbanker, hvoraf nogle efter sigende er forurenet af asbestaffald, derudover er der lidt kratværk, store og flade, gyllestinkende marker, nogle få huse, en smal vej, en sammenflikket sommerrestaurant og et par temmelig store svinefarme, der stinker overalt og forurener øens jord og vand. – Størstedelen af øen bliver i øvrigt ikke påvirket af vejprojektet, og der tages store hensyn til evt. natur og beboere undervejs. Desuden efterlader man muligvis en bro til de lokale, så beboere, sommergæster og lastbiler fulde af slagtesvin og svinefoder nemt kan komme til og fra øen og ikke længere skal være afhængige af vejret og den lille færge – hvor romantisk sådan en lille sommerfærgetur end kan tage sig ud for en københavnsk turist.

Her, hvor jeg bor, tales der om, at modstanden mod at give nordjyderne en tidssvarende trafikforbindelse hen over fjorden først og fremmest drives af højtråbende og velorganiserede beboere i den velhavende, vestlige Aalborgbydel, Hasseris, som, fuldt forståeligt, ikke bryder sig om at få en motorvej i nærheden af deres dyre villaer og ejerlejligheder. Men planlægning af nordjysk infrastruktur skal vel tage hensyn til de fleste? Ikke de rigeste? Og slet ikke til københavnerne.

Og hvor var forresten ‘Politiken’ med al sin forargelse, da Aalborg Kommune byggede – og stadig bygger, institution efter institution i gammel fredskov i natur- og drikkevandsindvindingsområdet Hammer Bakker? Har avisen ingen kontakter nord for fjorden?