Dyr taler til mig

Ca. 1965

Det lyder skørt, men dyr taler til mig.  – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.

Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at be­grænse min omgang til menne­sker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemme­lighed.

I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på ve­jen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, lege­kammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vin­ger eller rødder.

Ca. 1959

Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de ny­fødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malke­køer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.

Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes over­måde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Så­dan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvil­ken mælk. Og hvor­når man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummet­mælk, som vi fik re­tur i store junger til både svinefoder og kalve­drik. Kalvene stor­trivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Foder­mesteren og jeg var om dem, og om afte­nen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kal­vene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hin­anden godaften og gik hver til sit.

Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige mo­derkage og navlestrengen i sig.

Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som foder­mesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som des­inficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.

Ca. 1958

At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspe­ditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.

Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potte­planter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kom­mu­nikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.

Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og bre­der sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.

Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høf­ligt, uden at presse sig på.

Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsø­ger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærk­som på problemet.

Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.

Se evt.:

https://blog.loneandrup.dk/2007/03/09/hundehvalpen-4/  

https://blog.loneandrup.dk/2013/05/31/vagthunden-188/ 

https://blog.loneandrup.dk/2017/01/14/jeg-har-en-ven-der-er-krage-306/

https://blog.loneandrup.dk/2012/09/05/honen-og-kyllingerne-148/

https://blog.loneandrup.dk/2020/09/29/have/ 

https://blog.loneandrup.dk/2020/08/28/planter/ 

mfl.

Pension

Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.

Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:

  • Folkepension
  • Førtidspension
  • Tillæg til folke- og førtidspension:
  • Mediecheck
  • Ældrecheck
  • Varmetillæg
  • Helbredstillæg
  • Personligt tillæg
  • Din personlige tillægsprocent
  • Bistands- og plejetillæg
  • Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
  • Seniorpension
  • Tidlig pension
  • ATP Livslang Pension
  • Tjenestemandspension og LD Fonde
  • International pension
  • Efterløn, fleksydelse, delpension

(Fra borger.dk)

Hvilket de ganske givet også har.

Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.

Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal be­stående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det.  – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sik­ret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.

At spille kostbar

Da jeg var seks år gammel og begyndte i første klasse, kaldte vi det at ’spille kostbar’. Når én af pigerne blev spurgt, om hun kunne lege, og hun med næsen i sky svarede, at det vid­ste hun sandelig ikke, for hun skulle måske lege med Joan eller Connie … Så stod man der og trådte sig selv over tæerne og følte sig en smule afvist og udenfor.

Senere fandt man jo ud af, at de ’kostbare’ bare kunne lege med sig selv, for man havde det i virkeligheden sjovere med Per og Søren, Tine og Bente, som ikke var så beregnende og op­satte på at virke omsværmede, men bare gerne ville lege.

Jeg har et levende minde om min svigermor, der af sin datter blev spurgt, om hun kunne passe de to børnebørn en tirsdag aften, da datteren, en enlig mor, skulle deltage i en kur­susaften på jobbet. – Svigermor, der havde været pensionist i en 10 – 15 år på det tids­punkt, rankede ryggen, stak næsen i sky og hentede sin kalender, som hun længe stod og bladrede i, mens hun opregnede alle sine aftaler for den næste måned: læseklubben onsdag, kaffe med Anna lørdag eftermiddag, bibelmøde henne i sognegården torsdag i næste uge … Foran hele sel­skabet af familie og de stakkels børn selv. Med højtidelig mine og spidset blyant slog svigermor ned på tirs­dag og bekendtgjorde, at det kunne hun godt, hvis det ikke kunne være anderledes, mens hun med sin modvillighed lod forstå, at det var nødtvungent, at hun så havde strakt sig langt, og at det ville komme til at koste i form af taknemmelighed og gentjenester senere.

Engang havde jeg tilsvarende en veninde, der, hver gang hun blev inviteret til noget, om det så bare var en kop kaffe, formeligt skrev dagbog på én, mens hun opremsede alle sine ba­nale gøremål.

Og en anden der, da hun blev inviteret til en middag, indtil sidste øjeblik lod forstå, at hun da gerne ville komme, men at hun jo kunne blive kaldt på arbejde hvad øjeblik, det skulle være. – Så kunne man hænge der med madbestilling, bordplaner, hensynet til de øvrige gæster og dem, man ville have inviteret i stedet for den vankelmodige, kostbare. – Hendes arbejde var med helt almindelige arbejdstider og omfattede ikke på nogen måde en akut tilkaldeordning.

Og en tredje, der i anledning af sin runde fødselsdag blot var hemmelighedsfuld, når nogen spurgte til det, og som tog i sommerhus dagen før uden at sige det til nogen, hvilket jo udlø­ste en del irritation i bekendtskabskredsen, hvoraf mange havde sendt blomster, andre ga­ver, og en del tog forbi for at aflægge en lykønskningsvisit og fandt et tomt hus.

– Hvem har ikke som barn gemt sig og siddet i en mørk og hemmelig krog og ventet på, at forældrene skulle begynde at savne én? Måske endda lede med ulykkelige kald? Hvor er lille Ida? Vi kan slet ikke undvære lille Ida? – Hvorefter lille Ida springer frem med et: Her er jeg! Og familien genforenes under stor glædesjubel og tilfredsstillende dramatik.  – Efter min erfaring sker det dog meget sjældent, at folk, familie, venner begynder at savne én som voksen og laver et større nummer ud af det. Tværtimod bliver de som oftest irriterede over alle gemmelegene og begynder at trække sig. – Du kommer bare, hvis du kan, siger de kort for hovedet og fortsætter deres egne, travle gøremål.

Al mystikken omkring min venindes runde dag medførte, at fødselaren fik skrabet en del, halvirriteret opmærksomhed sammen – oven i det naturlige og forventede. – Så hun måtte maile, skrive, ringe med dusinvis af mennesker, der bare ville være søde, mange gange hen over flere dage for at forklare sig. – Derudover boede hun langt ude på landet, og ingen ville have gjort sig den ulejlighed at køre ud til hende, hvis hun bare havde givet besked. En råkold weekend i et lejet sommerhus synes at være en høj pris for at kunne få lov til at spille kostbar over for en ellers trofast og velmenende vennekreds.

Hvad blev der af: Al opmærksomhed frabedes – bortrejst på dagen? Som folk skrev i små annoncer førhen, når de ikke orkede at beværte nogen. Det er OK at tage væk, hvis man har lyst og skønner det nødvendigt, men man giver familie og venner besked, så man ikke påfører andre dum ulejlighed og unødven­dige udgifter.

At spille kostbar, at være unødigt hemmelighedsfuld, at spille spil med andre giver ofte bag­slag. For hvem gider at invitere én igen? Eller planlægger godhjertet opmærksomhed på en rund dag?

Det er så uendeligt meget lettere at sige ’ja’ eller ’nej’, eller ’jeg ønsker ikke opmærksom­hed’  – OG MENE DET – i god tid, så folk ved, hvad de har at holde sig til. – Men det giver selvfølgelig langt mindre drama og opmærksomhed 😊

Tolerance i toget

Da min søn var en tre-fire-fem år, kørte vi hvert år med tog fra Ålborg til København for at holde sommerferie hos familien. Pengene var små dengang først i 80’erne, men han ville altid besøge Danmarks Akvarium i Charlottenlund og Zoologisk Museum i Universitets­parken, og så plejede vi at slutte ferien af med en Tivolitur.

Men også selve rejsen var spændende for en lille fyr. Alt i alt plejede den at vare det meste af en dag begyndende og sluttende med en halv time i bus og en lang spadseretur med oppakning. Men navnlig elskede sønnike toget, lokomotiver og at sidde ved vinduet og se landskabet fare forbi. Dengang blev togvog­nene rangeret op på færgen ved Storebælt, og den oplevelse har han også stadig levende erindringer om.

Jeg husker nu bedst den sommerdag med rockerne og deres hunde.

På den tid blev togstammen trukket af et kraftigt, dieseldrevet, rødt MZ-lokomotiv, og vog­nene var indrettet med kupéer. Alting lugtede af jern og gammel tobak. Hver kupé havde to brune, aflange sæder med hvide nakkepuder over for hinanden og et brunt klapbord i midten under vinduet. Min søn og jeg havde reserveret pladser på det ene sæde, sønnike ved vinduet, og over for ham sad en høj dame, en bibliotekartype, hvis man fordomsfuldt skulle gætte, halvlang tweednederdel med klantern, tykke brune strømper, fodformede sko og en fornuf­tig cardigan over en højhalset bluse. Hun løftede ikke blikket fra sin bog, da vi indtog vores pladser og fik stuvet bagagen af vejen, tasker, kuffert, saftevand, madpakker, billedbøger, så vi hilste ikke, men vi sad jo over for hinanden hele vejen ned igennem Jylland, så der var god tid til at betragte hende i det skjulte.

Da vi nåede Horsens, var jeg i gang med at læse ’Peter Pedal’ højt for min søn, da der blev lidt opstandelse ude på den snævre gang, hvor to hærdebrede og højrøstede mænd i læ­derjakker og i følge med to store, løse og overstadige schæferhundeblandinger trængte sig frem mellem de af- og påstigende.

De rev i døren til vores kupé, og hundene myldrede ind, undersøgte alting på et sekund og stak snuderne helt op under skørtet på den pæne, læsende dame, der blev temmelig for­skrækket.

Der var en del snak:

– Her er sgu’ plads, kom!

– Åh for satan, Michael, se nu den hund.

– Kom her!

Hundene var ude af kontrol, men venligtsindede, og sønnike, der var vant til hunde hjem­mefra, klappede glad dem begge på hovederne og fik et vådt slik over leverpostejsresterne på kinderne til gengæld.

Den ene af mændene hev en flaske med noget stærkt orange, der lignede blommesnaps eller abrikoslikør, op af en inder­lomme og satte sig tungt på en plads ved døren. Kammeraten, som han, efter deres op­rømte samtale at dømme, lige havde hentet i Horsens – dengang var fængslet stadig fæng­sel, satte sig overfor, og de tog begge nogle gedigne hiverter af flasken, før de bød den ikke længere læsende, men ret panikslagne dame ovre på vinduespladsen:

– Du trænger også til en tår, søster, brummede den ene, mens han holdt flasken helt hen under næsen på hende. – Til at slappe lidt af på …

Overraskende hurtigt kom hun på benene, samlede sine ting og flygtede ud af kupéen.

– Hun var nok ikke tørstig, sagde den anden og skubbede døren i efter hende. Og så bød de mig.

Jeg afslog smilende og pegede på min søn. – Det går nok ikke, vi har en lang tur.

– Nå, ja, for satan. Damen har jo et barn med, mand. – Jamen, så skål!

– Hej, bettemand, hvad er du for én? spurgte den anden venligt.

Bettemanden svarede for sig, og så læste vi ’Peter Pedal’ færdig, mens han kløede den ene hund bag ørerne, og de to velvoksne herrer begyndte at småsnorke henne på deres pladser på hver side af døren, mens den anden hund lå vagt midt på gulvet med kæmpehovedet opmærksomt vendt mod gangen.

Ingen vovede sig ind i vores kupé, ikke engang kontrolløren, under hele resten af turen til Hovedbanegården i Køben­havn, og vi kunne brede os på sæderne, optage begge vinduespladser, hvis vi ville, klappe hunde og sludre med deres ejere, når de ind imellem vågnede op for at tage en tår mere, og sønnike og jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så behagelig og tryg en rejse med offentlig transport.

Valg 2022

– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊

Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.

Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.

Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandi­dattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.

Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedste­forældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?

Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social el­ler ego­istisk i sin grundindstilling:

  • Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fælles­skabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
  • Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lom­mer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selv­følgelig, flere privat­hospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt foru­renende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå ind­vandrere voldsomt og ondsindet oven i ho­vedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.

Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:

Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, som­merhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.

Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandida­ter.

Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.

Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.

Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.

Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det of­fentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, pri­vate firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, bør­neinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagno­ser og be­handling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!

Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‘fake news’, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.

De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilege­rede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skat­tevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.

Og husk:

De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.

Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.

Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smit­tede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om af­stande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra ned­frosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundheds­myndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …

En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuld­komne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.

De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens rege­ringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.

Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.

Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstre­orienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternati­vet eller de Frie Grønne.

Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Dan­marks­demokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Elle­mann som statsminister og en højreorienteret, blå øko­nomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.

Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.

Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregræn­sen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.

Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.

Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig la­vere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine pri­vate behov …

Godt valg i morgen!

*Løkkes møgsager, Politiken 22.10. 2022

https://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg_2022/art9039093/10-%C3%A5r-med-L%C3%B8kke-M%C3%B8gsager-har-igen-og-igen-v%C3%A6ret-en-del-af-hans-politiske-karriere

Se evt.: https://blog.loneandrup.dk/2015/06/20/valg-262/

Og så vil jeg gerne henvise til DR’s fremragende og pædagogiske sider om valget: https://www.dr.dk/feature/alt-om-valget

Småtterier XIII

● Vi burde alle stemme på Mette Frederiksen denne gang, fordi hun er en god stats­minister med handlekraft og overblik, men også fordi hun bliver mobbet af alle de udue­lige mænd – og medløbere – i Folketinget og i pressen.

Som tingene ser ud, er hun den bedste statsminister, vi kan få. Alternativerne er et par sølle eksemplarer uden overblik og beslutningskraft. – Både Jakob Ellemann og Søren Pape fremstår negative, tvære, udue­lige, forfjamskede og ukonstruktive. Mette Frederiksen fortje­ner vores opbak­ning, fordi det tjener vores egen interesse bedst med et begavet menneske, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt i krisesituationer.

På den anden side kunne det jo være, at hun sprudlede så meget af næsten Oba­mask overskud, da hun holdt sin flotte tale her til Folketingets åbning, fordi hun ef­ter fire hårde år omsider kunne slappe af og regnede med, at hun snart ville slippe for politiker- og mediemøllen herhjemme og kunne smutte hen et sted, hvor hen­des kvaliteter ville blive værdsat. – Hvem udsætter sig frivilligt for voksenmobning, heksejagt og kvindehad? – Hvorfor skulle gode kvinder lade sig trampe ned af gæs?

Jeg går ind for gratis tandlæge til alle, selvfølgelig gør jeg det, men hvis det bety­der, at patientbehandlingen bliver lige så elendig, som hos de gratis, praktiserende læger, så kan det være det samme.

Hos tandlægen:

  • Tager de telefonen, når man ringer, uanset hvornår. Der er ikke kun en times telefontid pr. dag, hvor det i praksis er umuligt at komme igennem.
  • De svarer altid venligt og hjælpsomt.
  • Der er altid akuttider og gode råd at få.
  • Der er stort set ingen ventetid, og de er ikke stressede eller har rod i deres tider og aftaler.
  • Tandlægen og hans personale har god tid og lytter og forklarer tingene for én.
  • Tandlægen og hans personale er kompetente, erfarne og kender til de nye­ste teo­rier og teknikker.
  • Tandlægen og hans personale opfatter én som et menneske, ikke bare som en forstyrrelse på samlebåndet, som man hurtigst muligt skal have ryddet af vejen.

Også dyrlæger er flinkere, har bedre tid og er tusind gange lettere at komme i kon­takt med end de offentligt betalte menneskelæger. – Og så har jeg ikke nævnt ska­destuer med 10 timers ventetid, Flextransport, der bare kører rundt med syge men­nesker på må og få i hele og halve dage, så de ikke når deres aftaler, og folk, der får benene savet af uden grund. Eller kæmpesygehuse, der på helt grotesk vis overskrider tids- og budgetplaner, og som formentlig kommer til at stå tomme, fordi personalet flygter fra de ekstremt dår­lige forhold i sundhedssektoren.

● Svømmehallerne er truet af energikrisen – Men det er en menneskeret at plaske rundt i varmt vand om vinteren, ikke? Ellers rejser vi bare langt i fly ned til noget varmt vand …

‘Energipriser er et koldt gys til selvejende haller: Vi er på spanden

Stigende priser til el og varme presser økonomien i de selvejende haller i Thisted Kommune.’

Nordjyske. net 25.10.22.

● Hvor mange danske korndyrkere, mælkeproducenter, svinebønder og minkfarmere tror de, der kom­mer til ’Holistisk Høstmarked’ i Ålborg? – Eller er det måske målrettet godtroende, natur­fremmede fjolser inde i byen?

● Småkælne sms’er og mails fra firmaer, der går ud fra, at de kender vores følelses­liv – og villigt deler deres eget, selv når det bare handler om en pakke bøger. – Så megen intimitet og glæde:

Saxo.com 2022:

Din pakke er på vej!
Kære XXX
Din bog-pakke #18255224 har forladt vores lager. Derfor skal du snart ikke vente længere på læsestoffet til efterårets hyggestunder. Det betyder også, at vi har til­ladt os at trække pengene på din konto.
Din pakke sendes med PostNord pakkeboks/posthus og du kan holde øje med bøgernes vej hen til dig ved hjælp af trackingnummeret: 00357124720019965865.
Vi kan godt forstå, at du glæder dig til at modtage din pakke, men der kan altså gå op til 24 timer, før der kommer trackinginformation fra fragtfirmaet.
Vi glæder os over hver eneste bog, vi sender af sted – og al den læseglæde, som litteraturen skaber.
God læselyst!

● John Oliver sagde i et af sine uforlignelige ’Last Week Tonight’-shows –  citeret efter hukommelsen, at hvis ikke Facebook fandtes, ville vi være nødt til om morge­nen, når vi havde fotograferet vores morgenmad, at printe fotoet i flere hundrede eksemplarer, putte dem i kuverter, skrive adresse på, frankere, sende med posten eller gå, køre eller cykle rundt med dem til alle vores venners postkasser …

● Inger Støjberg er en kvindelig Trump: Mærkeligt hår, mærkelige, uunderbyggede me­ninger, inkompetent til sit job, i konflikt med straffeloven og næsten ufatteligt uvidende om verden og de faktiske forhold.

Mænd tager deres egne og vennernes interesser og gøremål uhyre alvorligt, om det er Pokémonkort, fodbold, programmering eller musik. Måske har mænd en medfødt vi­den om, at hvis de vil blive til noget, have høj status og tiltrække kvinder, så de kan få afkom, så er de nødt til at dygtiggøre sig. –  Så de unge mænd øver sig i timevis hver dag på fx guitar, med en fodbold, sidder og roder rundt i computerens indre, eller diskuterer bands med kammeraterne.

Al den tid som unge piger bruger på at forskønne sig selv, barbere ben, farve hår, sprøjte sig med botox, vælge modetøj og indstudere attituder sammen med venin­derne.

Begge strategier fremmer forplantningen og videreførelsen af egne gener bedst mu­ligt.

Mænd bruger deres energi på at beherske et fag, kvinder på at gøre sig lækre.

Mændene kan som oftest veksle deres indsats til gode job med god løn i hyggelige og støttende, forstående man­defællesskaber, mens kvinder ikke altid tages alvorligt som arbejdskraft eller ledere, men kan blive eftertragtede som partnere og/eller sexobjekter.

Så der er gode forklaringer på, at kvinder ikke føler, at de bliver taget alvorligt – det bli­ver de nemlig ikke, og at mænd har en klar fornemmelse af berettigelse, selv når det drejer sig om at forklare og fortolke fx kvinders oplevelser og andre ting, de ikke har for­stand på.

Mænd fokuserer på opgaverne og bliver automatisk respekteret vidt og bredt. Kvin­der har et mere omfattende udsyn og interessefelt, der også rummer andre men­nesker, børn og deres egen stilling midt iblandt dem, og det bringer dem ingen aner­kendelse i en verden indrettet og styret af mænd.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-er-saa-mange-mesterkokke-maend

https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-09-27-mette-frederiksen-om-magtkritik-det-har-at-goere-med-at-jeg-er-kvinde

Sygeplejersken, socialdemokraten Flemming Møller Mortensen er meget glad for sig selv, sin veltrænede krop, sit pæne tøj, sin mand, sin høje stilling og sin bo­pæl på Ålborg Kloster. Så derfor har han fået partikassen til at betale en ven, der kan tegne, for nogle idiotiske, selvrosende plakater … Ingen kender Flemming Møller Mortensens synspunkter, og ingen ved, hvorfor han vil vælges, ud over at det for­mentlig ser godt ud på hans cv og de næste valgplakater. – Livet er en fest for mig personligt … Hul i samfundet, kriserne og politikken!

Lev med det

Drømmen om en shampoo, der pludselig og på magisk vis giver mig langt, tykt, skinnende og bøl­gende hår.

Jagten på den creme, der fjerner alle rynker, hængemuler, bumser og gamle ar.

Det håbefulde indkøb af piller og kosttilskud, bøger om diæter, træning og mindfulness, der absolut, denne gang, vil forandre mig for evigt.

Damefrisørbesøget, der forvandler mig til min kønne veninde, pigen i reklamen eller en skue­spiller, jeg har set i en film.

Den nye kjole, der burde sidde lige så smukt på mine 1,65 m, som på den mere end 2 m høje plastic­model i vinduet.

Drømmeferien, hvor ingen bliver uvenner, sure, syge, hvor flyet afgår til tiden, hvor omgivel­serne er lige så smukke og rene som på billederne.

De nye møbler, gardiner, tæpper, puder, der tryller min kedelige, brugte og af levende liv ro­dede dagligstue om til et foto i et udstillingskatalog …

Alle de urealistiske forestillinger, som udgør en stor del af vores liv, og som – kraftigt næret af både skjulte og åbenlyse reklamer – styrer os udefra til at købe, købe, købe, for i nogle få øjeblikke at kunne leve i håbet i stedet for i den virkelige ver­den.

Energi og penge spenderet på ingenting, hvor man kunne have brugt sin tid og sine ressourcer langt bedre på sundere inter­esser.

Jeg vil gerne citere vores handlekraftige statsminister og opfordre alle til at lære at leve med det, for der kommer ikke (altid) nogen og redder dig.

Ihukommende den gamle filosofs råd om at se tingene i øjnene og ønske sig:

  • Mod til at ændre det, der kan ændres
  • Sindsro til at udholde det, der ikke kan ændres
  • Og navnlig: Visdom nok til at kunne skelne imellem de to ting

Det lange, seje træk, hvor vi vender os indad og gradvist accepterer os selv, vores omgivelser, familie og venner, som vi/de er, kræver mere end et hurtigt overtræk på kontoen. Det kræ­ver uddannelse, øvelse og først og fremmest tid.

Farfars leksikon

Et eksemplar mage til farfars leksikon: Mentors Konversationsleksikon fra 1958 indbundet i samme røde bind, som farfar fik sine løsblade indbundet i. Efter igennem flere år at have samlet og læst det hele forærede han det indbundne leksikon til sit ældste barnebarn, da hun skulle borgerligt konfirmeres. – En mere passende gave kunne man ikke tænke sig dengang. Hele verden i en bog!

Det var en tid, før de fleste kunne komme på gymnasiet. Før alle kunne få SU og havde råd til at læse videre. Før velforsynede, offentlige biblioteker og internettet kunne tilvejebringe al den viden, man kunne ønske sig, på kort tid og med meget ringe ulejlighed. Det var en tid, hvor bøger var bekoste­lige, og tiden til at læse dem i var knap.

Min farfar, Harry Jensen, som ung kaldet Smukke-Harry, var arbejdsmand, men først var han en tid hotelkarl på Sjælland, hvor han mødte en sød, svensk stuepige, som senere blev min farmor, Lilly Lilja.

De slog sig ned i Fredericia, for krisen i begyndelsen af 1930’erne var hård. Heldigvis kunne min oldefar, havneformand Peter Jensen, skaffe dem forpagt­ningen af havnekiosken, der lå, hvor Stribfærgen lagde til. – Det blev en kort fornøjelse dog, for allerede i 1935 åbnede Lillebæltsbroen, som med både kørebaner og togskinner ledte det meste af trafikken uden om Fredericia og farfars kiosk på havnen.

Så blev farfar arbejdsmand på elværket. Som han selv sagde, så havde han det meste af sit liv arbej­det på et større værk … Fredericia Elektricitetsværk. – Da jeg kendte ham fra årene lige før 1960, var han sjak­bajs for et hold stærke mænd, der kørte rundt og rejste elmaster i Frede­ricia kommune. I pauserne fik de en Star pilsner fra arbejdernes eget bryggeri, Stjernen. Det var utænkeligt at drikke andet.

Han og farmor boede i Arbejdernes Boligforening, i en lille toværelses i Dronningensgade, hvor de opfostrede tre børn. Farmor stod op ved fem-tiden om morgenen og gik ud og gjorde rent for folk, senest i en tandlægeklinik henne i Kongensgade, og hun havde maden klar, fx medisterpølse, sovs og kartofler og måske rabarber- eller jordbærgrød til dessert, når farfar ved sekstiden kom træt hjem.

Farmor som ældre i en karakteristisk positur i sit vindue, Dronningensgade 84 i Fredericia.

Efter aftensmaden satte farfar sig i sin gode stol med avisen, fagbladet eller med de løse indstiks­sider, der samlet udgjorde ’Mentor Konversationsleksikon’, som man igennem fag­bladet kunne abonnere på i en årrække fra slutningen af 1950’erne. Han læste om jordens opståen, om himmel­rummet, om geografi, kunst, psykologi, biologi og historie.

Bøger var sjældne i arbejderhjemmene. Bag farfars stol i den lille reol stod ’Lystige viser’ – han var en habil mandolinspiller og kunne de fleste viser udenad. Og de hvepsestribede ud­gaver af ’Hvem Hvad Hvor’, som vi gav ham i julegave hvert år. Men tørsten efter viden var stor, så farfar læste hver ene­ste side i sit løsbladsleksikon, når de kom, og hørte som et ri­tual alle sine børnebørn i den nyerhver­vede viden, som han elskede at dele ud af. Fx er in­gen af os endnu i dag i tvivl om, hvad hovedstaden i Det Ydre Mongoli hedder. Når han spurgte, stod vi nærmest ret og råbte ’Ulan Bator’ uden at ane, hvad Det Ydre Mongoli var, men vi elskede farfar og hans altid smitsomme, gode humør.

Han holdt meget af at læse om rejser. Om ekspeditioner. Om andre lande langt borte. Han var nysgerrig efter at se verden. Og han var sjov og jovial at have med på udflugter fx til København, Odense, Malmø eller Helsingborg og kom altid godt ud af det med folk. Også selv om han ikke talte andet end et flot ar­bejderdansk. Men han kom kun ud på én længere udlandsrejse i sit liv.

Engang midt i tresserne havde vi ham med på familie­biltur til Gardasøen, og han udpegede elmasterne højt oppe på Alpernes stejle bjergsider for os og ud­trykte sin dybeste respekt for de østrigske kollegaer. – I det lejlighedskompleks ved søen, som vi bo­ede i, blev farfar gode venner med opsynsmanden, Antonio, og hans kone, Antonia. Om morgenen gik han op til deres lille butik ved vejen og sad en halv times tid med en kop stærk, italiensk kaffe, som Antonia bragte dem, og en smøg på bænken sammen med Antonio, begge iført kasket, grå bukser, brune slippers og hvid undertrøje, og de to ældre gentlemen diskuterede de forbipasserende og verdens gang på hvert deres sprog, men med stor, gensidig forståelse, før farfar trissede tilbage til lejligheden med friske morgenbrød til os alle.

Om aftenen, når farfar var på vej hjem fra arbejdet på elektricitetsværket, plejede han at cykle ned omkring havnen i Frederi­cia med de tomme ølflasker og en ligeledes tom aluminiumsmadkasse i sin slidte mappe, der hang i en snorehank på bagagebæreren. Han fik sig en lille sludder med søfolkene, der kom med kul og koks, og var en le­vende illustration af Osvald Helmuths ’Havnen’*, en vise, farfar også kunne fremføre med stor indfø­ling, og han drømte om at tage hyre som kok på et skib og sejle verden rundt, så snart han kunne gå på pension. Det skulle dog ikke ske. Farfar blev alvorligt syg af lungekræft umiddelbart efter sin pensionering.

Farfar elskede viden! – Hvis han var født i dag, ville han nok have læst og rejst i stedet for at rejse elmaster. Men han havde den glæde at se, at to af hans egne børn blev lærere, og flere af hans børnebørn kom på universite­tet.

Mentors Konversationsleksikon i samlesæt var datidens kilde til viden, hvis man ikke havde råd til at købe et af de store, færdigsamlede og allerede indbundne, leksikonværker, Sal­monsens eller andre, hvilket kun de færreste havde. Fagbevægelsen var en vigtig faktor, når kundskaber skulle udbredes, også til de klasser, der normalt ikke havde adgang til omfattende bogværker.

For nogle år siden, i en kort, fredelig periode i europæisk historie efter Den Kolde Krig og før den rus­siske besættelse af Krim og nu her senest forsøget på at indtage resten af Ukraine, fløj jeg i et SAS-fly hen over hele det udstrakte Rusland fra vest mod øst på vej til Beijing. Jeg vågnede ved mit lille, kolde fly­vindue i den klare martsmorgen og så solen stige hurtigt og orange op imod os. Nedenunder lå de enorme gulorange, øde bjerg- og steppeområder, og dér, pludselig, en kæmpestor, tilsyneladende moderne by med masser af elektrisk lys i det dæmrende morgenlys … Ifølge kortet på flyets lille skærm over mit hoved var det hovedstaden i Det Ydre Mongoli, Ulan Bator! – Da ønskede jeg, at farfar var med mig.

https://www.youtube.com/watch?v=6Qh99OQXOMU