Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

Modstridende budskaber

Screendump fra Nordjyske.dk d. 10.12. 2020

Pga. de bekymrende og kraftigt eskalerende smittetal beder statsministeren os om at blive hjemme, men her på Nordjyske.dk’s forside er hun og budskabet på begge sider omgivet af pengehungrende sjakaler, ‘Alletiders Shoppingcenter’ og ‘Aalborg Zoo’, der prøver at lokke os ud af den nødvendige coronaisolation.

Sygehuse og sundhedspersonale er allerede hårdt presset, smittetallet er over 3000 hver dag, og i samme tidsrum mister vi en halv snes af vore medmennesker pga. corona. Men vi skal helst klumpe os sammen i shoppingcentre og forlystelser, så de kan oppebære en omsætning.

Det er jo derfor, regeringen tilbyder kompensationer, så vi alle kan bidrage til de forskellige virksomheders overlevelse uden at skulle risikere vores eget og andres liv og helbred.

Hvad har nissemænd og lysfester i øvrigt med dyr at gøre? Er det ikke på tide at lukke de uværdige zoologiske haver, hvor eksotiske dyr fremvises i små, kedsommelige bure, og hvor der skal betondinosaurusser, ‘Onkel Reje’, julenisser, boder og lysfester til at lokke folk ind? – Bland de stakkels vilde dyr udenom, skaf nogle tamdyr, der er vant til mennesker og gerne lader sig ride på og klappe, og lav det hele om til en decideret legepark.

https://nyheder.tv2.dk/2020-12-11-stigende-smitte-foerer-til-aflyste-operationer-paa-stribe-nu-sender-laeger-og

Lukket af Mette

Må vi bede om lidt respekt?

Vi burde igen lære at sige ’De’ til statsministeren, andre ministre og fx rigspolitichef og dommere – ikke pga. personerne, men for at ære det embede, vi selv har betroet dem med. For at påskønne, at nogen gider have besværet og holde humør og fane højt, når det går hedt for sig. For at vise re­spekt for os selv og vore egne institutioner, demokrati og retsstat.

Det skrider, når ganske unge ’Olivia’ fra ’Børsen’ synes, at hun er fiffig, når hun stiller ledende og udspekulerede spørgsmål til ’Mette’ under et af de hyppige corona­pressemøder. Hvis Olivia skulle præsentere sig med efternavn og stile sit spørgsmål til Fru Statsminister Mette Frederiksen, ville tonen automatisk blive mindre bøvet værtshusagtig, mindre teenageoprør og mere respektfuld.

Det skrider, når landmænd på store traktorer vælter ind i byerne med håndskrevne skilte, hvorpå vores velmenende statsminister højlydt beskyldes for alt muligt uhæderligt.

Det skrider, når oppositionen hidser sig op og hysterisk udslynger sprogets værste gloser for at fremhæve sig selv, men på bekostning af hele landets sundhed og sammenhængskraft.

Det skrider, når folk vender deres vrede og angst over en truende situation mod den general, demo­kratiet har sat i front.

Det er kun i Danmark, at vi tillader os denne provinsielle, joviale omgang med de høje og betroede poster. Det var frækt og tilsyneladende demokratisk i slutningen af tresserne og op igennem halvfjerdserne. Men nu forekommer det undergravende for respekten for vores demokrati.

Vores statsminister fortjener i høj grad respekt for ikke at løbe af pladsen i denne svære tid, hvor det ser ud, som om halvdelen af befolkningen i et forsinket for­ældreopgør bare rakker ned på hende i vrede over nedlukninger af smittefælder og tvungen brug af mundbind, aflysning af fredagsbar, julefrokoster og den daglige fitness i de veludstyrede centre. Mens stats­ministeren af al magt forsø­ger at redde os alle sammen helskindede igennem en hidtil uset sundhedskrise.

Meget få nulevende har oplevet en krise som den nuværende. Yngre generationer tager lægehjælp, mad, varme, lys og underholdning som en selvfølge uden at spekulere over, hvor det hele i grunden kommer fra. Mine forældre var unge under 2. Verdenskrig og forstod at indskrænke sig og holde lav profil. Mine bedsteforældre levede igennem både 1. og 2. Verdenskrig og Den Spanske Syge, og de var beskedne, taknemmelige og fordringsløse mennesker alle fire.

At bevidne, at unge og midaldrende i disse dage dumt hyler op i det offentlige rum, fordi de midlertidigt skal ændre nogle vaner for ikke at risikere at slå andre mennesker ihjel med smitte, er både ynkeligt og forfærdende.

Lad os tale høfligt til og om en statsminister, der kæmper alt, hvad hun kan, for os alle sammen.

Ekstrabladet d. 8. dec. 2020

Lukket af Mette: – Tarveligt

Nedlukningen over natten skaber frustration i Nyhavn. Frygter for fremtiden

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/lukket-af-mette-tarve­ligt/8393845

Krigen mod corona – slutspillet

Lang julenedlukning

Uden at være virolog tør jeg godt komme med et bud på, hvordan vi hurtigt kunne få be­grænset denne forfærdelige epidemi på en god og sikker måde:

● Luk så meget som muligt ned her fra d. 14. december til d. 3. januar 2021

Vi kan ikke udrydde corona, men vi kunne gå i hi i årets tre mørkeste uger som gode, nordiske vinterbamser og så komme frem i det nye år til et samfund med meget lidt smitte.

Nødberedskab, forsyning, politi, sundhedsvæsen, plejesektoren, dagligvarehandel o.a. må nødvendigvis fungere, men vi kan lukke skoler, institutioner, uddannelser, offentlig transport, alle sportsaktiviteter, øvrige arbejdspladser, frisørsaloner, butikker, restau­ranter, barer m.m. – Lad folk arbejde hjemmefra og/eller afspadsere fx halvdelen som tvun­gen ferie, så det ikke bliver alt for dyrt for arbejdsgiverne. Vi har jo lige fået feriepenge ud­betalt.

Giv folk et rimeligt varsel, oprethold dagligvarehandel på nettet og som ‘Vi pakker – du henter’-løsninger, og hold netbutikker og pakkepostfirmaer i gang.

Luk grænserne for ud- og indrejse, hold alle fly på jorden og tog i remiserne.

Indkald taxa- og buschauffører, test dem, giv dem masker og handsker på og sprit dem af, og lad dem tage sig af nødtransport af fx sundhedspersonale og andre, der skal fort­sætte i samfundsvigtige funktioner.

Lad kiosker, småbutikker, restauranter og barer sælge varer og mad og drikke fra et bord, som spærrer deres indgangsdør ud til gaden, så ingen behøver at gå ind i en butik for at købe avisen, take away, en pose slik, et glas gløgg eller en pakke smøger. Forretningspersonalet skal stå inde i butikken på den anden side af bordet og bære maske, visir og handsker og holde mindst 1 gerne 2 meters afstand til kunderne, som kun kan betale elektronisk og fra afstand.

● Test og vaccinér så mange som muligt

Det ville være fint, hvis myndighederne også kunne overkomme at følge op på testningen med noget smitteopsporing, påbud om karantæne, som underlægges kontrol, og hjælp til selvisolation på kommunale faciliteter.

I bedste fald kunne vi også snart begynde at vaccinere.

Begynd vaccinationerne med de over 60-årige, de syge, sundhedspersonale –også på plejehjem og hjemmehjælpere, og glem nu ikke politi, fængselspersonale, pædagoger, lærere, frivillige på væresteder, herberger m.m., butiks- og restaura­tionsansatte og medarbejdere i den offentlige transport.

● Påbudt brug af maske/mundbind i det offentlige rum

Vi skal i denne intensive, 3-ugers periode iføre os mundbind uden for eget hjem på steder, hvor der færdes andre mennesker, der ikke tilhører husstanden. Dvs. i bymæssig bebyggelse, hvor vi ikke kan sikre god afstand. – Det gælder også løbere, cyklister o.l. – På landet og i naturområder uden mange mennesker kan man lade bindet ligge i lom­men.

● Forsamlingsforbud

Forsamlinger på over 6 personer i det offentlige rum forbydes, og politiet patruljerer og hol­der øje.

● Begræns antallet af gæster i folks private hjem til 4 personer ud over husstanden selv

Det vil uden tvivl give problemer i mange hjem med at nyarrangere juleaften og undvære julefrokoster, gløggparties, juletræsfester. Men hvis det er vilkårene i år, så har vi sik­kert snarrådighed nok til at få det løst og alligevel skabe en god og hyggelig jul for vore børn. Vi vidste jo godt, at vi ville blive nødt til at indskrænke og undvære i år, ikke? Og er det i grunden så galt? Måske vil det give mindre stress, og vi får en enestående mulighed for at tænke over, hvad julen i virkeligheden burde være for hver af os, droppe pligterne, slappe af og indstifte nogle nye og bedre tilpassede traditioner.

● Køb ind på nettet, eller giv gavekort i julegave

Det gør jeg. Julegaver, julekalendere, medicin o.a. køber jeg på nettet og får tingene leveret i postkassen.

Et gavekort kan vare længe og skal ikke byttes. Måske kan vi ovenikøbet benytte lejligheden til at begrænse en del af den normale juls overforbrug?

Siden marts måned har vi her i husstanden benyttet os af Bilkas ’To Go’-service, hvor vi be­stiller på nettet og får varerne pakket og leveret lige ind i bagagerummet, når vi kører ud og henter dem. – Meget coronasikkert og en fin service for 29 kr.! Man kan også bestille andre steder, fx hos Coop, og få varerne leveret til sin egen hoveddør. – Selvfølgelig vil man helst gå rundt og udvælge sine varer selv, men dette er den næstbedste løsning, indtil vi kan gøre det sikkert igen.

I stedet for at tage børnebørnene med på julemarked, som jeg plejer, afholdt vi et privat julemarked herhjemme, hvor de i løbet af en spændende weekend selv fremstillede jule­kort, tegninger, pebernødder, æbleskiver, børnegløgg, juledekorationer og penge. Så kunne de for de hjemmelavede penge selv købe de julekalendere og andre decembergaver, jeg havde til dem, og de indrettede sig små boder i stuen, hvor de solgte deres hjemmelavede ting til os og deres forældre. – Det bliver vist det julemarked, de bedst husker fremover.

● Henstil til regering og myndigheder, at de i samråd med eksperter fra ind- og udland skal tage konsekvente beslutninger, gennemføre dem hurtigt og konsekvent og kommuni­kere klart og konsekvent og ærligt om dem

Og bed oppositionen om at holde op med at forstyrre alt og alle med deres gnidrede og misundelige magtspil – Det er ikke tiden til det nu! – Der bliver masser af tid bagefter, hvor de kan sidde i rundkreds og ævlekævle og fremsætte deres uhørt grove*, ukonstruktive, bagkloge, samfundsunderløbende og for­virrende udmeldinger. De opfører sig som præsident Trump, der ikke kan sætte sit eget ego til side, når der er større ting på færde, fx en sundhedskrise, der betyder liv eller død for mange mennesker.

● Få bortskaffet de sidste mink, og hold øje med svinebesætninger og store fjerkræhold

Minkene var skyld i knap 3000 smittede personer i Danmark. Vi kender ikke antallet af døde med minkvirus. Minkavlerne drog i stort tal ind til byerne i nyttesløse protesttog og spredte formentlig smitte undervejs.

Der er fugleinfluenza på vej ind over os sydfra.

Både Den Spanske Syge og Mexicansk Svineinfluenza opstod blandt svin.

Jeg tør ikke tænke på, hvad mutationer af den nuværende coronavirus, som formentlig kom fra flagermus, og fugle- og svinevirus i forening ville kunne udrette på en overbefolket klode …

● Og så ville det i øvrigt være fint at forberede sig på næste gang

Ingen, der har fulgt bare det mindste med i løbet af de sidste tyve år, var i tvivl om, at en ny virusepidemi var på trapperne. Man havde også forudsagt, hvor den ville komme fra, og hvordan den ville sprede sig. I stedet for at spare på lagre af værnemidler og sundhedsvæsnet generelt, kunne vore politikere jo sørge for at sætte lidt til side, så vi er bedre forberedte næste gang. Det har vist sig kostbart IKKE at gøre det.

Jeg havde sådan set også troet, at beredskab og myndigheder for længe siden havde udpeget sikre begravelsespladser langt fra søer, drikkevand og let gennemtrængelig sandjord, hvor ligene risikerede at poppe op igen. –Der kunne jo komme en dag, hvor det ikke var 17 mio. mink, men måske ti- eller hundredetusindvis af mennesker, der, som i Norditalien og New York, skulle skaffes af vejen i en vis fart og sundhedsmæssigt forsvarligt – og helst uden at tabe dem bagud af lastbilerne undervejs …

Der er sikkert 1 mio. ting, som jeg ikke har tænkt over, men dem må vi tage, som de kommer. Vi så her for nylig i Nordjylland, at restriktionerne virker! – Nu skal vi bare have det øvrige land med. – Det er kun 3 uger! Det er vel overkommeligt?

Ja, det bliver hårdt for mange erhverv og individer, men er det billigere og bedre at trække epidemien i langdrag over endnu et halvt til et helt år? Med skiftende tiltag og begrænsninger?

Tre ugers ro og nedlukning vil begrænse smitten enormt og spare mange liv. Vi ville få en uforglemmelig, rolig jul, som vi kan mindes, som vore forældre og bedsteforældre mindedes besættelsen, og som jeg mindes de bilfri søndage under oliekrisen. Vi kunne alle vise samfundssind. Vi kunne tage os af hinan­den, af naboer, der ikke kan få købt ind, der ikke kan komme til læge eller hente medicin, der har brug for en computerkyndig eller en snak i trappeopgangen – en lille opmuntring i forbifarten. Vi ville føle, at vi tog én for holdet, og vi ville for altid bagefter føle os stolte over, at vi gjorde det! Sammen!

Glædelig jul! – Og mht. nytårsaften: Gem krudtet til næste år!

Yngste barnebarn fremstiller pengesedler og sætter prismærker på sine varer i juleboden, coronajul 2020

* Uhørt groft: Inger Støjbergs skingre ‘dræne sumpen’, og landbruget og Venstres højlydte råb om, at regeringen Mette Frederiksen skulle gå af. Midt i en epidemi, hvor det først og fremmest gælder om at stå sammen.

Gratis bind?

Nu skal hygiejnebind og tamponer være gratis i Skotland. Dyre hygiejneprodukter har ifølge pressen været skyld i, at kvinder måtte droppe ud af uddannelser, opgive sport, socialt samvær m.m. – Og det er forfærdeligt.

Straks er der danske kvinder, der – måske i kølvandet på den nye, absolut nødvendige, #MeToo-bølge herhjemme, øjner en mulighed for at afpresse fællesskabet for flere goder og kræver gratis menstruationsprodukter i det offentlige rum, på institutioner og arbejdspladser. – Nogle gange kunne det måske være nødvendigt, men i princippet skulle velfærdssamfundet kunne dække de fleste almindelige udgifter, både julehjælp, husleje og hygiejnebind.

Og det ser ud til, at Bilka og Salling Group allerede har taget affære og er kommet kvinderne i forkøbet:

En pakke med 20 bind til 1 krone og 75 øre! Og tamponer til 10,95 for 32 stk.:

– Der er vist ikke mange danske kvinder, der ikke kan få råd til det. Og der, hvor man ved, at der kunne være et behov, kunne man jo indkøbe et par kasser og stille frem til fri afbenyttelse.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/skal-tamponer-og-bind-vaere-gratis-ny-skotsk-lov-deler-vandene

https://politiken.dk/debat/art7987575/Ville-du-arbejde-et-sted-hvor-der-ikke-var-gratis-toiletpapir

Kroniker – igen

Der var den igen: ’Kronikere’, siger sundhedsministeren, skal have tilbudt vaccinen først. Og ja, tak, det tager jeg gerne imod, men jeg vil ikke kaldes ’kroniker’.

Nede i lægehuset genner den unge pige i forkontoret mig ind i venteværelset og stikker mig på vejen et skema, mens hun højt siger, at alle ’kronikere’ skal udfylde det, før de kan se lægen.

Så blev man lige hængt ud der …

Det er mange år siden, man måtte referere til mennesker med et handicap, som en ’handicappet’. Det hedder ‘et MENNESKE med et handicap’. Man råber heller ikke længere højt om ’den blinde’, ’den døve’ eller ‘den etbenede’. – Eller ‘jøden’, ‘bonden’ eller ‘perkeren’, for den sags skyld. Vi prøver alle at være høflige mod hinanden og holde en omgængelig omgangstone.

Hvorfor skal en sygdom så bruges til at degradere mig? – Jeg føler mig ikke som ’kroniker’, jeg har en stofskiftelidelse, men jeg føler mig som så meget andet end det, hvilket familie og venner sikkert vil skrive under på.

Hvis sundhedsvæsnet har brug for at putte folk i kategorier, så de kan registrere den årlige blodprøvekontrol i den korrekte rubrik, så burde de holde deres interne, fornedrende betegnelser for sig selv! – De kan i deres egne systemer anvende alle de kasser og kategorier, de lyster, men jeg vil ikke udråbes med andet end en høflig nævnelse af mit navn, når jeg står i lægens venteværelse.

Borgerlig opportunisme

Regeringen Mette Frederiksen, som på betryggende vis førte Danmark igennem de første måne­der af coronaepidemien i foråret, har forsøgt at gennemføre aflivning af mink uden at have et lovgrundlag for det. Man har endog ladet politiet ringe og presse minkavlere for at komme ind og aflive endnu ikke påvist smittede mink. Det er noget rod.

Embedsmændene havde glemt at fremhæve det, der stod med småt langt nede i stakken af papirer, nemlig at påbudt aflivning af usmittede mink uden for erkendte smittezoner ikke var i overensstemmelse med loven. Den form for rådgivende virksomhed er vel egentlig det, man har de vel­uddannede og højtlønnede embedsmænd til at sørge for. – Også når kam­pen er hed, og tiden knap. – Men det glippede.

Regeringen Mette Frederiksen erkendte fejlen, fik uden problemer et flertal i Folketinget til at vedtage den nødvendige lov, lod ministeren for bl.a. fødevarer, landbrug og fiskeri, Mo­gens Jen­sen, og hans øverste embedsmand gå, og fortsatte ufortrødent arbejdet med at aflive samtlige mink.

Aflivningen af mink var ikke til at komme udenom. Der var alle mulige sundhedsfaglige be­grundelser for det. – Og det hastede! – I Nordjylland steg smitten i ellers tyndt befolkede områder med mange minkfarme faretruende, og over 50 % af de smittede havde en form for coronavirus, der stammede fra mink. Antallet af dødsfald på plejehjem o.a. i de berørte regioner er endnu ikke opgjort.

I disse dage er minksmitten ved at brede sig voldsomt i Vest- og Midtjylland, men i stedet for at isolere sig og begrænse smitten, drager vrede landmænd og minkavlere i deres potente trakto­rer ind til de store byer, hvor de demonstrerer ’for grundloven’; ifølge pres­sefotos optræder de fleste af dem uden mundbind.

Imens har den borgerlige fløj i Folketinget en fest. De kan knap være i sig selv af henrykkelse, nu de omsider har fanget populære Mette Frederiksen på det forkerte ben. Og de forsøger at få så meget som muligt ud af det. – Skidt med smittesituationen, hvis man kan tilkæmpe sig et øjeblik i mediernes spotlight, må de tænke, alle disse uansvarlige, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg – hvis ulovlige in­struks om adskillelse af unge flygtninge alle synes at have glemt, Alex Vanopslagh, Jakob Ellemann m.fl., der stiller op på blokvogne foran flokkene af vrede landmænd og vel især foran kame­raerne, hvor de åbenlyst nyder at modar­bejde regeringens arbejde for at stoppe smitte og dødsfald.

Al balladen munder ud i, at de borgerlige får vist, at de står sammen med traktorfolket om at for­lange, at minkavlerne skal forgyldes efter hidtil uhørte takster. – Det handler ikke om smittede mink. Det handler ikke om smittede mennesker. Det handler ikke om grundloven. – Det handler om penge. Mange penge. Fra fællesskabets kasse.

Minkerhvervet forlanger over 20 mia. kr. i kompensation – det er 25 mio. pr. bedrift eller 7 mio. pr. officielt registrerede ansat … Jeg ved ikke, om alle de mange østeuropæiske minkarbejdere får noget, eller om de bare bliver sendt hjem med tomme lommer. – Til beløbet skal der lægges kompensation til foderfabrikker og pelserier og alle udgifterne til aflivning, rengøring, oprydning og bortskaffelse af de små pelsdyr, som for nogle avlere har været en guldgrube før i tiden, og politibeskyttelse af dem, der udfører det beskidte arbejde.

Mere end 20 mia. kr. – uanset at minkfarmenes overskud er dalet betragteligt her i de senere år, så de hver især i snit har haft 700.000 kr. i underskud i det seneste regnskabsår. – Og at erhvervet kun er indstillet indtil 1. januar 2022, hvorefter avlerne frit kan starte forfra, hvis de kan skaffe foder og avlsdyr. Men med 25 mio. på bogen skulle det være en overkommelig opgave, ville man synes.

Alle forstår, at det har været et forfærdeligt chok for minkavlerne at erkende, at deres farme og livsværk er til fare for verdenssundheden og skal lukkes ned, og de skal selvfølge­lig kompenseres. Rimeligt. I en skala, der er sammenlignelig med andre, der har lidt tab un­der pandemien. – Men de skal ikke profitere urimeligt af en ulykkelig situation, en force majeure-situation, der rammer os alle og de fleste erhverv. Og de skal ikke kunne true sig til flere penge på andres bekostning ved at køre på traktor ind til byen for at demonstrere ’for grundloven’.

Hvad med samfundets øvrige udgifter til andre erhverv under nedlukningerne? Hvad med de enorme sundhedsudgifter til tests, hospitalsindlæg­gelser, respiratorer og medicin? Hvad med de syge og døde medborgere? De unges mistede skolegang? Alle dem, der lider under nedlukningerne? Angst og be­kymringer?

På førstehjælpskurser lærer man, at man som det første skal sørge for at stoppe ulykken. Men med eklatant mangel på situationsfornemmelse indrykker de borgerlige partier i disse dage store annoncer i dagspressen og forsøger på alle måder at udnytte situationen, selv om regeringen Mette Frederiksens fejl var indlysende, hurtigt blev rettet, og udfaldet blev akkurat det samme, som det ville have været uden al opstandelsen. De borgerliges selvhen­førende ballade har ikke anden konsekvens, end at det kan blive lettere for minkavlerne at afpresse samfundet for urime­ligt store kompensationer.

Med forfærdelse er vi nu vidner til, at de borgerlige i dette land midt under en verdensom­spæn­dende epidemi aktivt står og smider brænde på smittebålet og sår tvivl om og underløber regerin­gen og dens rimelige tiltag. De henleder ustandseligt opmærksomheden på sig selv, opvigler masserne, skaber uro og mistillid og forgylder venner og potentielle stemmer med indholdet af de offentlige kasser.

Hvilket kan synes at være en besynderlig strategi for liberale partier, der normalt går ind for lov og orden og tilbageholdenhed, når det kommer til fællesskabets udgifter. Som igennem flere perio­der ved magten, senest under Anders Fogh og Løkke Rasmussen, har nedskåret og udsul­tet det offentlige med store skader på bl.a. skatteinddrivning, undervisning og sundhedssek­toren til følge.

Hvem skal betale for vores vaccine, hvis de borgerlige er villige til at hælde 20 mia. eller mere af vores allesammens penge ud i forsøget på at fiske stemmer i oprørte erhverv?

Se evt.:

https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2020/2020-10-28-fakta-om-minkbranchen-i-Danmark:

’I 2019 var der knap 800 minkfarme i Danmark. Værdien af produktionen var godt 2,5 mia. kr., som blev til på baggrund af 2,5 mio. voksne mink, der hver især gav 5-6 hvalpe, der blev til skind. 

Det viser tal fra Danmarks Statistik. 

”Pelsdyrbranchen er en branche, der er presset i en prismæssig lavkonjunktur,” siger Henrik Bolding Pedersen, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik.’

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12566240/kaare-moelbak-danske-mink-burde-nok-have-vaeret-aflivet-tidligere/:

’Kåre Mølbak: Danske mink burde nok have været aflivet tidligere’

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8007070/M%C3%A5ske-var-den-ulovlige-or­dre-lovlig:

’Jura-eksperter om mink-gate: Måske var den ulovlige ordre lovlig?

Der kan opstå situationer, hvor det er bydende nødvendigt at handle hurtigt for at imødegå en alvorlig trussel, og hvor de normale spilleregler derfor sættes ud af kraft. Dette kaldes nødret. Og regeringen kan faktisk med tilbagevirkende kraft for­søge at gøre den ulovlige minkordre lovlig.’

https://politiken.dk/indland/art8007582/Politisk-krav-om-20-mia.-kr.-til-minkbranchen:

’Politisk krav om 20 milliarder kroner til minkbranchen’

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-11-21-traktordemonstration-risikerer-at-blive-su­perspre­derbegivenhed-siger-eksperter:

’Traktordemonstration risikerer at blive su­persprederbegivenhed, siger eksperter’

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8008273/Coronavaccinen-kommer-snart-og-den-bliver-gratis-for-alle:

’Coronavaccinen kommer snart – og den bli­ver gratis for alle’

https://politiken.dk/indland/art8007924/Smitten-accelerer-nu-i-Vestjylland:

’Smitten accelererer nu i Vestjylland

Mens kurverne har toppet i Nordjylland, og restriktionerne lempes, er der tegn på, at ’minksmitten’ nu er rykket videre til Midt- og Vestjylland.’

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8007624/For-fjerde-dag-i-tr%C3%A6k-har-Danmark-over-1.200-nye-smittetilf%C3%A6lde:

’For fjerde dag i træk har Danmark over 1.200 nye smittetilfælde’

Generationskrig

Politiken.dk 18.11. 2020:

Gymnasieelev: Jeg begrænser min ungdom for utak­nem­melige generationer

Hvorfor skal vi spilde vores bedste år på at beskytte mennesker, der ikke en­gang vil ofre deres kød, rejser og store biler for miljøet i de fremtidige gene­rationer?

https://politiken.dk/debat/art8002704/Jeg-begr%C3%A6nser-min-ungdom-for-utaknemmelige-genera­tioner

Der er en tendens i tiden til at iscenesætte alt som en bitter krig mellem generationer, og min avis, Poli­ti­ken, er ikke sen til at kolportere vrøvlet. Anklager, konflikter og følelser sælger aviser og genererer klik.

– De ældre foragter de yngre, som er kommet alt for let til tingene, er uvidende, ikke har lært spro­get, op­førsel og respekt. – Har det ikke altid været sådan?

– Og de yngre foragter de ældre, som har raget for meget til sig, er for stive, gammeldags, belæ­rende og fordømmende. – Har det ikke altid været sådan?

De unge har ikke levet længe nok til at erhverve sig ret mange materielle goder, viden, indsigt og erfa­ring.

Og de ældre har arbejdet i mange år og har fået hus og pensionsordning, de har levet længe, har fået vaner og har lært no­get, måske en ny ting hver eneste dag i 50, 60, 70 eller flere år, og de har levet i tider, hvor meget var an­derledes.

Lige for tiden har de yngre generationer travlt med at hævne, at de følte sig overset i barndommen, bl.a. ved at bebrejde deres forældre, at de har ødelagt jorden med forurening. Men de stakkels forældre forstår ingen­ting, for det begyndte for flere hundrede, måske tusinde, år siden med overbefolkning, overudnyttelse af jordens ressour­cer, fossile brændstoffer, industrialisering og det intensivt usunde, giftspredende landbrug. Også de ældre generationer fik overgivet et samfund på godt og ondt. Og mange organiserede sig og kæm­pede på alle måder for forbedringer. – De virkeligt an­svarlige er ikke mor, far, bedstemor eller oldefar, som bare har levet deres liv og gjort, hvad de kunne, mens de har sørget (godt) for de opvoksende generationer. Miseren skyldes snarere nogle i mennesket ibo­ende kræfter, heriblandt grådighed.

Disse kræfter besidder vi for at sikre vores overlevelse bedst muligt og ved anvendelse af alle midler, fysiske, psykologiske og politiske. – Og det er uden for enhver tvivl gået for vidt. Vi er blevet for mange, og vi forbruger for meget. Derfor deltager mange i forældre- og bedsteforældre­generationen i bevægelser, politiske, for ligestilling eller som græs­rødder, hvor de kæmper mod ulige forde­ling af go­derne, mod forurening og overudnyttelse af ressour­cerne. Hvis man for­søger at gøre proble­merne mindre og mere overskuelige ved at gøre dem til en bi­nær generationskamp, løser man ikke noget.

Enhver generation har brug for sit eget oprør, det forstår jeg. Ville bare ønske, at oprøret ikke tan­ke­løst manifesterede sig som en personlig krig, hvor enhver kan tiltage sig retten til at diktere, hvordan naboen helt ned i meningsløse detaljer bør leve, for virkeligheden er uhyre meget mere kompliceret. Der findes ikke så enkle svar på så store udfordringer. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi engagerede os i en fælles kamp.

Hvorfor tror de unge vrede, at der er en aldersgrænse, hvorefter man pludselig holder op med at be­kymre sig om klodens tilstand og menneskeheden, børn og børnebørns overlevelse? Og er det ikke en smule ved siden af målet at beskylde de ældre for at være dem, der går rundt i supermarke­der og spreder corona­smitten? – Hvad med skiturister, der overvejende var yngre mænd? Og minkfarme, der fik smitten til at eks­plodere i ellers sparsomt befolkede landsdele? Fester, rejser, slagterier, alt for trange bolig­forhold?

Vi oplever lige nu en pandemi, en verdensomspændende, smitsom sygdom, der både dræber og handi­kapper millioner af mennesker over hele kloden. I Italien har de nu igen ikke midler til at be­handle alle de syge, der i Napoli holder i kø til overfyldte sygehuse. Vi har ikke oplevet noget lig­nende siden Den Span­ske Syge under 1. Verdenskrig for hundrede år siden.

Det er ikke muligt at decimere en pandemi til en konflikt med kun to sider, unge og ældre. Corona­virussen er nu et verdensomspændende problem, og ligesom vi alle skal bekæmpe forurening, skal vi alle hjælpes ad med at stoppe smitten. Alt andet ville være umenneskeligt.

Ja, det er overvejende bedsteforældrene, der dør, og det er muligt, at unge gymnasieelever mener, at slægtens ældre sagtens kan undværes, men vi har unge og yngre mennesker, der endnu et halvt år efter smitten lider af senfølger, og ingen ved endnu, hvor ødelæggende det kan være for indivi­der, even­tuelle børn og familier.

Så skal vi ikke bare alle sammen gøre vores bedste? – Hvordan man forholder sig under en epidemi, og hvem, der ved sin opførsel har ‘fortjent’ at overleve, er nok ikke en sag for 17-årige …

https://politiken.dk/tag/main/Syg_i_m%C3%A5neder_efter_covid-19