Usømmelig omgang med sprog

Pavens grav er åbnet! Iflg. DR’s tekst-tv fra d. 27.4.25.

Min mand sad og bladrede igennem tekst-tv, da mit blik fangede en uhyg­ge­lig over­skrift: ”Nu er pavens grav åbnet”, stod der på tekst-tv dagen efter pave Frans’ høj­tidelige begra­velse bag marmor i Roms S. Maria Maggiore-kirke. Og det var under­ligt. Jeg ville have for­ven­tet, at de havde lukket – ja, for­seglet – hans grav umiddel­bart efter henstillin­gen af kisten.

Hvorfor åbne graven igen? Havde de deponeret det for­kerte lig? Glemt noget vigtigt i hans kiste? Var der måske gravrøvere på spil? – Eller var der, hvilket ville have krævet indtil flere udråbstegn og større overskrifter – tale om endnu en opstandelse knap 2000 år efter den første? Paven er jo Guds stedfortræder her på jorden …

Nej, ingen af disse muligheder var på tale. Det viste sig, at det var kirken – ikke graven – der var blevet åbnet for of­fentlig­heden, så troende og turister kunne komme ind og bese det sted, hvor den afholdte pave var blevet stedt til hvile. Udefra, vel at mærke, selvom tekst-tv’s utilstrækkelige skribent mente at vide, at noget langt mere opsigtsvækkende var på færde.

Heldigvis var det denne gang blot en misforståelse, der skyldtes sjusket og ube­tænksomt sprog. Men disse små og store ulykker i det danske sprog sker oftere og oftere, og kludder i kommunikationen kan have alvorlige konsekvenser. De, der bruger sproget offentligt, har en pligt til at ud­trykke sig klart og umisforståeligt.

Men vi har mistet respekten for vores eget sprog. Mistet fornemmelsen for de finere nuancer. Kun ganske få har et dækkende ordforråd eller behersker de nødvendige grammatiske tider. Vi har kort sagt for­sømt at lære genera­tionerne efter os ordenes be­tydning og et funk­tionelt dansk, og jeg tror, at der skal mere fintfølende hjer­ner end AI og ChatGPT’s til at skelne imel­lem, at ”adgang til graven er åb­net”– dvs. til at bese den udefra – og de langt mere skræm­mende eller mirakuløse implikationer af at selve ”pavens grav (er) åbnet” – så man kan se, hvad der er indeni.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *