Pavens grav er åbnet! Iflg. DR’s tekst-tv fra d. 27.4.25.
Min mand sad og bladrede igennem tekst-tv, da mit blik fangede en uhyggelig overskrift: ”Nu er pavens grav åbnet”, stod der på tekst-tv dagen efter pave Frans’ højtidelige begravelse bag marmor i Roms S. Maria Maggiore-kirke. Og det var underligt. Jeg ville have forventet, at de havde lukket – ja, forseglet – hans grav umiddelbart efter henstillingen af kisten.
Hvorfor åbne graven igen? Havde de deponeret det forkerte lig? Glemt noget vigtigt i hans kiste? Var der måske gravrøvere på spil? – Eller var der, hvilket ville have krævet indtil flere udråbstegn og større overskrifter – tale om endnu en opstandelse knap 2000 år efter den første? Paven er jo Guds stedfortræder her på jorden …
Nej, ingen af disse muligheder var på tale. Det viste sig, at det var kirken – ikke graven – der var blevet åbnet for offentligheden, så troende og turister kunne komme ind og bese det sted, hvor den afholdte pave var blevet stedt til hvile. Udefra, vel at mærke, selvom tekst-tv’s utilstrækkelige skribent mente at vide, at noget langt mere opsigtsvækkende var på færde.
Heldigvis var det denne gang blot en misforståelse, der skyldtes sjusket og ubetænksomt sprog. Men disse små og store ulykker i det danske sprog sker oftere og oftere, og kludder i kommunikationen kan have alvorlige konsekvenser. De, der bruger sproget offentligt, har en pligt til at udtrykke sig klart og umisforståeligt.
Men vi har mistet respekten for vores eget sprog. Mistet fornemmelsen for de finere nuancer. Kun ganske få har et dækkende ordforråd eller behersker de nødvendige grammatiske tider. Vi har kort sagt forsømt at lære generationerne efter os ordenes betydning og et funktionelt dansk, og jeg tror, at der skal mere fintfølende hjerner end AI og ChatGPT’s til at skelne imellem, at ”adgang til graven er åbnet”– dvs. til at bese den udefra – og de langt mere skræmmende eller mirakuløse implikationer af at selve ”pavens grav (er) åbnet” – så man kan se, hvad der er indeni.