Gode jyske ord

Kort før jeg fyldte otte, flyttede jeg med min familie fra Fredericia til Nordjylland. Her fik jeg udvidet mit vokabularium med ord, som jeg i dag ikke ville undvære. De gode jyske ord betegner ting, der ikke i forvejen er ord for i rigsdansk, og man kan formentlig heller ikke bare importere dem fra engelsk-ameri­kansk, for så havde man gjort det for længst. Ordene er ældgamle og forbundet med en landlig livsform, som nu desværre næsten er forsvundet:

Det første nye ord, man som tilflyttende pige præsenteredes for, var ’trokket’. − Som i ’Ejh, har du set hende? Halvstrømper i sandaler! Hvor trokket!’ Trokket betegner uheldigt udseende eller opførsel. Det har betyd­ninger af fodslæbende, sølle, langsom i opfattelsen og udslidt. En ung mand i et omsyet jakkesæt, som slet ikke passer ham, og er for kort eller for langt både i benene og på ærmerne. En grå pige med sjusket hængehår, umoderne tøj og for store, udtrådte sko. En særlig bondsk opførsel ved en sammenkomst. En traskende sløv måde at bevæge sig på.

’Kav’ er i betydningsmæssig familie med trokket, men der er forskel. Hvis man er kav, er man kejtet, uvant, forkert på den, og hvis en situation er kav, så er den akavet, ubekvem. Man kan holde kavt på et stykke værktøj fx.

’Hefle’ er noget, man gør, når man anstrenger sig. Man maser på, man slæber, man tonser rundt. Ofte er der en ironisk pointe, som i ’Og så heflede hun rundt med ham, men de kom ingen vegne’.

’Fedre’ er et skønt, skønt ord, som jeg ville ønske, jeg turde bruge noget mere. ’Så fedrede fyren jo over til naboen for at låne en sav’, kunne de gamle langt ude i Vesthimmerland få flettet ind i deres historier. ’Fedre’ opfatter jeg som en afledning af fødder, og verbet ’at fedre’ som en billedskabende måde at ud­pensle og beskrive selve gangarten. Man forestiller sig nogle lidt for lange, lidt for flade og slæbende fødder undervejs.

Det var også her i Vesthimmerland, at vi stod tidligt op for at grave efter orm til ørredfiskeriet. Når vi så stødte på en ordentlig krabat i køkkenhavens kompostbunke, lød det uvægerligt fra selskabet: − ‘Orv! Sikke en bassevak! Ned i dåsen med dig.’ Ordet kunne også anvendes om små, runde drenge­børn eller tyrekalve. Noget småt hankøn, der var dejligt stort og triveligt.

Hvis vi så stod en hel formiddag ved fæbroen over Bjørnsholm Å, og der ikke var så meget som et lille bitte bid, så kunne det ærligt talt blive lidt ’træls’, men det ord kender − og bruger − enhver Køben­havner nu om dage, importeret, som det er, af indvandrede jyder i titusindvis.

Så fik man brug for sin tålmodighed, for sin langmodighed, og hvis man var en freds­elskende, overbærende, rolig, flegmatisk type, så kunne man være ’tålle’. Ordet blev mest brugt fx om en om­gængelig malkeko, en hest, der var børnevenlig, en so, man kunne gå ind til og stryge bag ørerne eller en ægtemand, der fandt sig i en hel del fra en måske mere opfarende kones side.

Der er sikkert andre gode ord, jeg har glemt, men disse bliver hos mig som en lille skat, jeg fik af for­tælle­glade unge og gamle.