Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet marts 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

ADDR!

Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)

Man vågner en smuk sommerdag i juni …  og   – Addr! –   hele ens verden hørmer fælt af klis­tret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af natte­mørket.

Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igen­nem vo­res gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vej­ret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelæg­ger vores jord og beskyt­tet natur med kvælstofforurening:

Politiken d. 24. 6. 23

Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?

Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre op­dræt eller slagt­ning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyre­venligt at transportere intelligente og føl­somme dyr så langt på vejene, stu­vet tæt sammen i lastbi­ler:

Fyens Stiftidende d. 10. 10. 22

https://fyens.dk/erhverv/saaret-svin-med-aabent-saar-transportfirma-og-landmaend-idoemt-boeder-for-ikke-at-have-overholdt-dyrevaernsloven

Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vo­res land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mis­handlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at produ­cere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet om­kring os igen kommer i ba­lance.

Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen kø­ber længere frivilligt hus i land­områder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?

Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vand­forurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herre­gårde og nu for­valter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?

Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?

Politiken d. 30. 6. 23

https://politiken.dk/indland/art9422868/Landm%C3%A6nd-f%C3%A5r-igen-lov-til-at-bruge-forbudt-kartoffelgift

Dyrenes Beskyttelse d. 6. 6. 22

https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/indsats-fejlede-nu-doer-29514-pattegrise-hver-dag

https://politiken.dk/indland/art9397992/Der-er-s%C3%A5-meget-g%C3%B8dning-i-luf­ten-at-det-%C3%B8del%C3%A6gger-de-danske-he­der.-Om-10-20-%C3%A5r-er-de-n%C3%A6sten-v%C3%A6k

https://gylle.dk/goedning-og-vandmiljoe-i-gamle-dage-og-nu/

Mumier i fuglekassen

– og katakomber i Palermo

Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange gene­rationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nær­mere for at undersøge sa­gen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.

Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsynela­dende var tom igen.

Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfær­delse, at voks­møl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.

Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så lar­verne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.

Men det mindede mig om noget.

I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hun­drede år an­bragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.

Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsa­merede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. år­hundrede.

Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende tea­termasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsa­meret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende død­ninge, hopper ens hjerte højt i brystet.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Vi mennesker er også natur.

Catacombe dei Cappuccini

Piazza Cappuccini, 1 – 90129 PALERMO – Italy

https://www.palermocatacombs.com/

https://en.wikipedia.org/wiki/Catacombe_dei_Cappuccini

https://www.wondersofsicily.com/palermo-capuchin-catacombs.htm

Dyr taler til mig

Ca. 1965

Det lyder skørt, men dyr taler til mig.  – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.

Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at be­grænse min omgang til menne­sker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemme­lighed.

I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på ve­jen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, lege­kammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vin­ger eller rødder.

Ca. 1959

Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de ny­fødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malke­køer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.

Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes over­måde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Så­dan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvil­ken mælk. Og hvor­når man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummet­mælk, som vi fik re­tur i store junger til både svinefoder og kalve­drik. Kalvene stor­trivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Foder­mesteren og jeg var om dem, og om afte­nen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kal­vene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hin­anden godaften og gik hver til sit.

Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige mo­derkage og navlestrengen i sig.

Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som foder­mesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som des­inficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.

Ca. 1958

At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspe­ditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.

Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potte­planter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kom­mu­nikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.

Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og bre­der sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.

Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høf­ligt, uden at presse sig på.

Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsø­ger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærk­som på problemet.

Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.

Se evt.:

https://blog.loneandrup.dk/2007/03/09/hundehvalpen-4/  

https://blog.loneandrup.dk/2013/05/31/vagthunden-188/ 

https://blog.loneandrup.dk/2017/01/14/jeg-har-en-ven-der-er-krage-306/

https://blog.loneandrup.dk/2012/09/05/honen-og-kyllingerne-148/

https://blog.loneandrup.dk/2020/09/29/have/ 

https://blog.loneandrup.dk/2020/08/28/planter/ 

mfl.

Hukommelse som en guldfisk

– er et udtryk, som også jeg bruger af og til, fordi det er sjovt.

Det stammer fra en myte om, at guldfisk skulle have en hukommelse, der kun rakte ca. 3 se­kunder. Man ser det for sig: Den tåbelige fisk i glasbowlen, som svømmer hundredvis af daglige omgange og med åben mund betragter det samme sceneri som nyt og spændende hver eneste gang, den passerer.

Så fik jeg guldfisk i havedammen og begyndte at få en fornemmelse af, hvordan de var, og de manglede bestemt ikke hukommelse! – Hver morgen, når jeg gik ud for at fodre dem, havde de allerede forventningsfuldt samlet sig i det hjørne af bassinet, hvor jeg plejede at stå. – Men hvis jeg havde en gæst med, et barnebarn, en veninde, og netop havde lovet at vise dem mine store og livlige guldfisk, så kom ikke en eneste fisk til syne. De gemte sig blandt planter og sten dybt nede og lod sig ikke se.

Det samme fortalte gammelmor på en gård, en oliven- og citronplantage beliggende på en smuk bjergside ned til Napolibugten, hvor vi boede et forår. Også hun havde et guld­fiskebassin, også hun kunne både se og fodre sine fisk, men hvis hun ville vise dem til børn og gæster, var der ingen fisk at se.

Gammelmor og jeg var rørende enige om, at det måtte være dyrplageri at holde guldfisk i små akvarier eller bowler. – Guldfisk sætter pris på god plads, på gode gemmesteder, masser af vandplanter, sten og overhængende ly mod fiskehejrer, katte, krager, fremmede og an­dre fjender, der kunne dukke op ved bassinkanten.

Guldfiskene kvitterer for de gode forhold ved at vokse sig store og få masser af små, grå­brune guldfiskeunger. Og efterhånden har man jo fundet ud af, at guldfisk selvføl­gelig har både hukommelse og alle mulige andre evner, der gør dem i stand til at finde føde, formere sig og overleve. – Ellers ville vi nok ikke have dem iblandt os i dag.

Gammelmors fiskebassin ligger ude til venstre og kom desværre ikke med på billedet af hendes gårdsplads.

Fru Krages behov for kalk

I det tidlige forår lå der pludselig æggeskaller strøet rundt forskellige steder i haven … Vi har en velfunge­rende kompost­bunke, hvor vi smider kaffefiltre, kålblade, kartoffelskræller, ukrudt, blade og udgåede planter og også æggeskal­ler, men de plejer at blive liggende i bunken, ikke vandre omkring i hele haven.

Så havde nogen stjålet de fine konkylier, jeg fandt på en strandtur og havde lagt i kanten af græsplænen … En enkelt blev efterladt oppe på en brostensmur … Mystisk …

Men vi har jo haft høns, så efterhånden begyndte det at dæmre: Det er vores kragepar, der driver gæk med os, eller rettere: Fru Krage har naturligvis ligesom alle andre fugle behov for kalk her i æglægningssæsonen!

Hr og fru Krage – og nu også deres medhjælpende afkom fra et af de senere års kuld – har igen­nem 30 år væ­ret på kost her hos mig. De tjekker ind til morgenmad og nogle gange også til re­ster efter aftensmaden, og de holder øje med os fra trætoppe, hustag, lygtepæle, kirketårn, når de ikke har noget vigtigere at foretage sig.

Vilde fugle æder ofte fx sneglehuse eller kalkholdige småsten, men her i haven er fru Krages kalkbehov jo naturligvis mit ansvar, så ligesom vi gjorde, da vi havde høns, tog vi en tur til stranden og fyldte en pose med kalkskal­ler i passende hapsestørrelse og udlagde kalkdepoter flere steder.

Mon fru Krage nu leverer de andre konkylier tilbage?

Se evt. også:

Spætmejsen

Fortumlet spætmejseunge, der lige er fløjet på ruden. Den overlevede.

I år er vores havefuglefamilie udvidet med et spætmejsepar. De flyttede i det tidlige forår ind i en gammel fuglekasse i egetræet, og fru Spætmejse må være i slægt med min svigerdatter, for de begyndte straks at forbedre og forskønne hjemmet. Når spætmejser bygger om, er det med et lag mudder omkring fordøren.

Mens de indrettede sig, hørte vi uregelmæssig og dump hamren inde fra kassen, mens det karakteristiske: VI VI VI VI lød over haven, når hr. Spætmejse var færdig med dagens arbejde og stolt sad på grenen ved siden af sit nye domicil.

Spætmejserne nyder godt af foderbræt, fuglebassiner og mylderet af insekter og orme i stenmure og i de mere vilde områder. Vi elsker at se dem pile op og ned ad havens gamle træer, ofte med hovedet nedad.

Men de snød mig: – Mens jeg troede, at de fangede myrer, larver og biller i mellemrummene i stenmurene, var de i virkeligheden i fuld gang med at så de solsikkefrø, jeg havde lagt ud til dem i foderhuset:

Og jeg er desværre nødt til at luge deres spirende vinterforråd væk, for at store solsikker ikke skal ødelægge mine mure. – Til gengæld lover jeg at fortsætte fodringen igennem den kolde tid, så vi også næste år får fornøjelsen af den spøjse fætter i haven.

Natur og menneskelig foretagsomhed

For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?

– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.

Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for men­neskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfalds­vejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuld­kommen op­lyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjerg­toppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?

Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og kon­centreret svinegylle i jor­den, som vi des­uden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på rå­stoffer.

Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibi­rien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig trans­portaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.

Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store af­stande.

Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan fore­tage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mø­des, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk …  – Mennesket kan slet ikke styre sin ople­velses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byg­gerier, udvi­delser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgi­velserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.

Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menne­ske­barnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fun­gerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.

Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasi­landskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan fore­stille sig, tager form i de forhånden­værende materialer. – På samme måde vil voksne ustand­seligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfor­dring til aktivitet.

Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til af­ten. Vi sam­ler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammen­hængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at op­føre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generatio­ner opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampe­mycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyt­tiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!

På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrø­der, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekrea­tion. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket step­per, gra­vet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget …  endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.

I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.

Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jor­den læn­gere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden læn­gere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.

Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlig­hed, godhed, tid, skøn­hed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.

Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.

Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efter­lader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpe­marker, der tilmed søles til i koncentreret svi­nelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menne­skemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscoo­tere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjerg­sider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stillad­ser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.

Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vej­anlæg.

Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jor­dens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nær­liggende himmellegemer og glem­mer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har for­giftet, forsuret og forplumret alt omkring os.

Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennem­strejfet igennem 60 år. Hammer Bak­ker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommu­nen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’natur­lige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.

Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev til­bage i morænesandet ef­ter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og ny­plantet igennem de seneste hundrede år? Med plet­ter af plan­tet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i områ­det, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?

Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indheg­ner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde are­alet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for bio­diversiteten.

Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den state­lige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.

Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.

Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sam­men, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hul­veje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klat­retårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genop­rette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur el­ler sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatre­stativer og campinghytter.

De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besø­gende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme bør­nefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning.  Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et natur­plejet areal er ikke det samme som en børnezoo.

De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jæger­forbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget na­tur i det, for det kunne skade unaturlig­heden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jæger­nes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.

Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrai­lere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var hes­te transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.

Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.

Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.

Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.

Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kon­gevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.

– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, lege­pladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.

En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i be­hold og nu sav­ner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, ud­stillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?

Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Bygge­mand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.

Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.

For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.

Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville ude­lukke os.

Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:

Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.

Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøj­tede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ure­flekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og fore­tagsomhed ikke natur?  Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.

Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jor­den? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.

Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’na­tur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelæg­ger det hele for os alle.