Dræbersnegle – igen

Det har været snegleår. Vådt og væmmeligt. Og de slimede kryb er kravlet frem alle vegne fra.

Hver eneste af de brune snegle kan lægge flere end 200 hvide, perlemorsagtige æg – også uden par­ring – så en enkelt bliver hurtigt til mange.

Sommerens agurkenyhed handlede om ænder: At ’Den Blå Avis’ havde ud­solgt af de efter­tragtede løbeænder, der angiveligt æder dræbersnegle.

Efter min erfaring er fjerkræ upålidelige sneglebekæmpere. Da de første dræber­snegle duk­kede op i min have for 25 år siden, havde jeg haven fuld af høns, en flok kraftige Orpingtons, der med stor fornøjelse åd myrer, regnorme, gåsebiller, stan­kelbenslarver, kålorme m.m.

Hanen tager franskbrød af min hånd og lægger det på jorden, før han kalder på hø­ner og kyl­linger og klukkende tilbyder dem det.

De var vant til at spise brød og andre godbidder af hånden, og en dag, jeg lå på knæ og lu­gede, rakte jeg en dræbersnegl frem til mine altid nysgerrige høns i stedet for den forventede larve eller regnorm. En halvvoksen høne tog den omgå­ende, men denne lille snegl smagte hende ikke. Hun forsøgte at få den ud af næb­bet, men den var klistret fast med sit slim, så den stak­kels høne måtte skrabe næb­bet rent med foden og slibe det hen over havefliser og græs mange gange. Ingen af mine høns tog en snegl fra min hånd el­ler andre steder fra igen.

Løbeænder er sikkert mere hårdføre, men de er stadig levende dyr med de­res egne præfe­rencer, og så skal de fodres, vandes, passes og beskyttes mod ræve, mår og mink.

Vi har kun fundet en enkelt brun snegl i vores have i år, og jeg tror, at det skyldes den strategi, vi efter flere fejlslagne forsøg med ølfælder, sneglehegn, ne­matoder o.m.m. lagde og holdt os til i de følgende mange år:

  1. Indsamling/aflivning – bedst om aftenen i tusmørke med plastic­handsker og stærk lommelygte
  2. Inddæmning – fjern grenbunker og andre mørke, fugtige skjule­steder, strø groft sand og sneglepiller langs grænserne, og hold græsset kort
  3. Vedholdenhed – det er en livsopgave

I årevis gik vi de fleste sommeraftner inden sengetid en tur med lomme­lygte og snegle­spand, da hunden alligevel skulle ud på luftetur i haven. På den måde lærte vi hurtigt, hvor sneglene kom fra, og hvor de bedst kunne lide at opholde sig.

Vi anvendte med stort held små piger til indsamlingen, når vi fx havde nie­cer på sommer­ferie. Piger fra ca. 5 til 10 år har skarpe øjne, også i tusmørke, de er adrætte og tæt på jor­den, og med en mindre dusør på 1 kr. pr. stk. kan de være højt moti­verede for at indsamle så mange snegle, som overho­vedet muligt. – Mine niecer optjente en tur til Skagen, hvor de brugte deres sneglepenge, flere hundrede kro­ner hver, på ravsmykker.

Men det var vores egen vedholdenhed, der fyldte murerspand efter murer­spand med de ækle, slimede snegle, aften efter aften, år efter år.

I begyndelsen druknede vi sneglene i en stærk saltopløsning, men det blev for ulækkert og pinefuldt. Man kan også hælde kogende vand i sneglespanden, men det er besværligt at stå og koge vand sent om aftenen, kogte snegle lugter grimt, og hvor gør man af sneglesuppen bagefter? – Så da der efterhånden var færre snegle i haven, gik vi over til at hakke dem midt over med et skarpt hakkejern. Som en maka­ber krølle dryssede vi blå sneglepiller på li­gene, for snegle er kannibaler, og de myldrede frem for at æde den slagne kammerat og fik sneglepillerne i sig.

Vi smed også sneglepiller, som vi købte i sække på 10 kg, ud i hele haven – navnlig i mørke og fugtige områder og langs skellet mod naboer, som havde høje, skyggende træer med vildtvoksende, fugtige områder under, for der kom de fleste snegle fra.

De blå sneglepiller består af jernfosfat overtrukket med blåt hvede­støv. Sneglene til­trækkes af hveden, men når de får jernet i sig, går deres for­døjelsessy­stem i stå, så de trækker ned i jorden, hvor de ligger og dør af sult. Jernpillerne er godkendt til økologisk brug, og de forurener ikke grønt­sager eller skader andre dyr end nøgensnegle. De almindelige havesnegle med stribet hus berøres ikke. – Men det er ikke et uskadeligt vidundermiddel, for ingen har godt af for meget jernfosfat, og alle de andre nøgensnegle, som er hjemmehørende og nyttige på hver deres måde, går også til:

Leopardsnegle, også kendt som gråsnegle eller kældersnegle.

Og som et resultat får alle de husbærende snegle, fx almindelige havesnegle og voldsnegle, ekstra god plads til at formere sig på, når alle nø­gensneg­lene er væk, så ens planter vil stadig være fulde af huller, selv når man har fået has på dræbersneglene.

Snegleudryddelse er ikke enkelt og fri for komplikationer af både praktisk og moralsk art, ligesom det heller ikke er problemfrit, at vi og vores varer rejser så me­get rundt i verden, at vi flytter organismer fra en biotop, hvor de er godt tilpassede, til en anden, hvor de pludselig kan dominere over de oprindelige beboere. – Det er der utallige eksempler på. – Vi kan kun for­søge at reparere på de unaturlige for­hold så godt som muligt.

Mens vi hver aften indsamler snegle, måske i hundred eller tusindvis, må vi sikre os, at nye horder ikke bare marcherer ind fra naboernes haver eller fra skov- og eng­stykker i nærheden. – Det gjorde vi ved at lave meterbrede bræmmer af meget kort græs, fliser, skærver eller et tykt lag sand bag alle hække og hegn langs matriklens grænser. – Og vi satte alle vores køk­ken­urter op i højbede, udlagde sand imellem bedene, fjernede alle bunker af grene, træ og græstørv i resten af haven, også gamle krukker, stenbunker, rådne legehuse, mistbænke, træstubbe, vildsomme arealer m.m., som kunne yde god beskyttelse både til sneglene og deres mange æg. – Vi holdt rent i haven, kort sagt. På netop den måde, man anbefaler folk at gå væk fra, hvis man gerne vil have biodiversitet i sin have. … Vi er nu ikke bekym­rede. Vi har gamle træer og brostensmure, tilgroede bede og biblomster næsten hele året rundt, foruden redekasser, foder og vand, som sikrer, at haven altid er fuld af pip­pende og summende liv. – Men i de første snegleår gjorde vi en indsats for at ind­samle sneglene, rydde bunker og mørke kroge og sikre grænserne.

Det betyder så nu, at jeg blot går en tur og smider sneglepiller langs alle hække og hegn, der vender bort fra haven, en gang om måneden begyn­dende fra marts og indtil oktober, af­hængigt af vejret. – Nemt, ikke?

Hvis jeg skulle finde en enkelt, brun snegl alligevel, bliver den hakket over, og jeg strør en 10 – 12 blå sneglepiller på den. – Som sagt har jeg kun fundet en dræbersnegl i haven i år, men jeg er sikker på, at hvis jeg ikke går mine re­gelmæssige sneglepille­ture, så bliver min have lige­som alle andres i løbet af kort tid oversvømmet. For sneglene har for længst etableret sig i skove, på enge og i de fleste villahaver, og de har krydset sig med vores hjemme­hørende snegle, bl.a. de sorte skovsnegle, så de bedre tåler de kolde vintre. Så realiteterne er, at vi ikke kommer af med dem igen.

To snegle, der parrer sig.

Blanding af rød skovsnegl og dræbersnegl.

Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

TV2 12.3.24

https://politiken.dk/rejser/art9851272/%C2%BBJeg-har-set-folk-st%C3%A5-og-trampe-p%C3%A5-flydele%C2%AB

Politiken 11.4.24

ADDR!

Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)

Man vågner en smuk sommerdag i juni …  og   – Addr! –   hele ens verden hørmer fælt af klis­tret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af natte­mørket.

Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igen­nem vo­res gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vej­ret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelæg­ger vores jord og beskyt­tet natur med kvælstofforurening:

Politiken d. 24. 6. 23

Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?

Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre op­dræt eller slagt­ning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyre­venligt at transportere intelligente og føl­somme dyr så langt på vejene, stu­vet tæt sammen i lastbi­ler:

Fyens Stiftidende d. 10. 10. 22

https://fyens.dk/erhverv/saaret-svin-med-aabent-saar-transportfirma-og-landmaend-idoemt-boeder-for-ikke-at-have-overholdt-dyrevaernsloven

Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vo­res land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mis­handlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at produ­cere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet om­kring os igen kommer i ba­lance.

Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen kø­ber længere frivilligt hus i land­områder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?

Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vand­forurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herre­gårde og nu for­valter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?

Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?

Politiken d. 30. 6. 23

https://politiken.dk/indland/art9422868/Landm%C3%A6nd-f%C3%A5r-igen-lov-til-at-bruge-forbudt-kartoffelgift

Dyrenes Beskyttelse d. 6. 6. 22

https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/indsats-fejlede-nu-doer-29514-pattegrise-hver-dag

https://politiken.dk/indland/art9397992/Der-er-s%C3%A5-meget-g%C3%B8dning-i-luf­ten-at-det-%C3%B8del%C3%A6gger-de-danske-he­der.-Om-10-20-%C3%A5r-er-de-n%C3%A6sten-v%C3%A6k

https://gylle.dk/goedning-og-vandmiljoe-i-gamle-dage-og-nu/

Mumier i fuglekassen

– og katakomber i Palermo

Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange gene­rationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nær­mere for at undersøge sa­gen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.

Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsynela­dende var tom igen.

Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfær­delse, at voks­møl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.

Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så lar­verne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.

Men det mindede mig om noget.

I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hun­drede år an­bragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.

Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsa­merede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. år­hundrede.

Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende tea­termasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsa­meret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende død­ninge, hopper ens hjerte højt i brystet.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Vi mennesker er også natur.

Catacombe dei Cappuccini

Piazza Cappuccini, 1 – 90129 PALERMO – Italy

https://www.palermocatacombs.com/

https://en.wikipedia.org/wiki/Catacombe_dei_Cappuccini

https://www.wondersofsicily.com/palermo-capuchin-catacombs.htm

Dyr taler til mig

Ca. 1965

Det lyder skørt, men dyr taler til mig.  – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.

Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at be­grænse min omgang til menne­sker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemme­lighed.

I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på ve­jen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, lege­kammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vin­ger eller rødder.

Ca. 1959

Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de ny­fødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malke­køer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.

Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes over­måde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Så­dan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvil­ken mælk. Og hvor­når man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummet­mælk, som vi fik re­tur i store junger til både svinefoder og kalve­drik. Kalvene stor­trivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Foder­mesteren og jeg var om dem, og om afte­nen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kal­vene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hin­anden godaften og gik hver til sit.

Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige mo­derkage og navlestrengen i sig.

Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som foder­mesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som des­inficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.

Ca. 1958

At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspe­ditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.

Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potte­planter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kom­mu­nikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.

Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og bre­der sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.

Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høf­ligt, uden at presse sig på.

Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsø­ger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærk­som på problemet.

Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.

Se evt.:

https://blog.loneandrup.dk/2007/03/09/hundehvalpen-4/  

https://blog.loneandrup.dk/2013/05/31/vagthunden-188/ 

https://blog.loneandrup.dk/2017/01/14/jeg-har-en-ven-der-er-krage-306/

https://blog.loneandrup.dk/2012/09/05/honen-og-kyllingerne-148/

https://blog.loneandrup.dk/2020/09/29/have/ 

https://blog.loneandrup.dk/2020/08/28/planter/ 

mfl.

Hukommelse som en guldfisk

– er et udtryk, som også jeg bruger af og til, fordi det er sjovt.

Det stammer fra en myte om, at guldfisk skulle have en hukommelse, der kun rakte ca. 3 se­kunder. Man ser det for sig: Den tåbelige fisk i glasbowlen, som svømmer hundredvis af daglige omgange og med åben mund betragter det samme sceneri som nyt og spændende hver eneste gang, den passerer.

Så fik jeg guldfisk i havedammen og begyndte at få en fornemmelse af, hvordan de var, og de manglede bestemt ikke hukommelse! – Hver morgen, når jeg gik ud for at fodre dem, havde de allerede forventningsfuldt samlet sig i det hjørne af bassinet, hvor jeg plejede at stå. – Men hvis jeg havde en gæst med, et barnebarn, en veninde, og netop havde lovet at vise dem mine store og livlige guldfisk, så kom ikke en eneste fisk til syne. De gemte sig blandt planter og sten dybt nede og lod sig ikke se.

Det samme fortalte gammelmor på en gård, en oliven- og citronplantage beliggende på en smuk bjergside ned til Napolibugten, hvor vi boede et forår. Også hun havde et guld­fiskebassin, også hun kunne både se og fodre sine fisk, men hvis hun ville vise dem til børn og gæster, var der ingen fisk at se.

Gammelmor og jeg var rørende enige om, at det måtte være dyrplageri at holde guldfisk i små akvarier eller bowler. – Guldfisk sætter pris på god plads, på gode gemmesteder, masser af vandplanter, sten og overhængende ly mod fiskehejrer, katte, krager, fremmede og an­dre fjender, der kunne dukke op ved bassinkanten.

Guldfiskene kvitterer for de gode forhold ved at vokse sig store og få masser af små, grå­brune guldfiskeunger. Og efterhånden har man jo fundet ud af, at guldfisk selvføl­gelig har både hukommelse og alle mulige andre evner, der gør dem i stand til at finde føde, formere sig og overleve. – Ellers ville vi nok ikke have dem iblandt os i dag.

Gammelmors fiskebassin ligger ude til venstre og kom desværre ikke med på billedet af hendes gårdsplads.

Fru Krages behov for kalk

I det tidlige forår lå der pludselig æggeskaller strøet rundt forskellige steder i haven … Vi har en velfunge­rende kompost­bunke, hvor vi smider kaffefiltre, kålblade, kartoffelskræller, ukrudt, blade og udgåede planter og også æggeskal­ler, men de plejer at blive liggende i bunken, ikke vandre omkring i hele haven.

Så havde nogen stjålet de fine konkylier, jeg fandt på en strandtur og havde lagt i kanten af græsplænen … En enkelt blev efterladt oppe på en brostensmur … Mystisk …

Men vi har jo haft høns, så efterhånden begyndte det at dæmre: Det er vores kragepar, der driver gæk med os, eller rettere: Fru Krage har naturligvis ligesom alle andre fugle behov for kalk her i æglægningssæsonen!

Hr og fru Krage – og nu også deres medhjælpende afkom fra et af de senere års kuld – har igen­nem 30 år væ­ret på kost her hos mig. De tjekker ind til morgenmad og nogle gange også til re­ster efter aftensmaden, og de holder øje med os fra trætoppe, hustag, lygtepæle, kirketårn, når de ikke har noget vigtigere at foretage sig.

Vilde fugle æder ofte fx sneglehuse eller kalkholdige småsten, men her i haven er fru Krages kalkbehov jo naturligvis mit ansvar, så ligesom vi gjorde, da vi havde høns, tog vi en tur til stranden og fyldte en pose med kalkskal­ler i passende hapsestørrelse og udlagde kalkdepoter flere steder.

Mon fru Krage nu leverer de andre konkylier tilbage?

Se evt. også:

Spætmejsen

Fortumlet spætmejseunge, der lige er fløjet på ruden. Den overlevede.

I år er vores havefuglefamilie udvidet med et spætmejsepar. De flyttede i det tidlige forår ind i en gammel fuglekasse i egetræet, og fru Spætmejse må være i slægt med min svigerdatter, for de begyndte straks at forbedre og forskønne hjemmet. Når spætmejser bygger om, er det med et lag mudder omkring fordøren.

Mens de indrettede sig, hørte vi uregelmæssig og dump hamren inde fra kassen, mens det karakteristiske: VI VI VI VI lød over haven, når hr. Spætmejse var færdig med dagens arbejde og stolt sad på grenen ved siden af sit nye domicil.

Spætmejserne nyder godt af foderbræt, fuglebassiner og mylderet af insekter og orme i stenmure og i de mere vilde områder. Vi elsker at se dem pile op og ned ad havens gamle træer, ofte med hovedet nedad.

Men de snød mig: – Mens jeg troede, at de fangede myrer, larver og biller i mellemrummene i stenmurene, var de i virkeligheden i fuld gang med at så de solsikkefrø, jeg havde lagt ud til dem i foderhuset:

Og jeg er desværre nødt til at luge deres spirende vinterforråd væk, for at store solsikker ikke skal ødelægge mine mure. – Til gengæld lover jeg at fortsætte fodringen igennem den kolde tid, så vi også næste år får fornøjelsen af den spøjse fætter i haven.