Køkkenruller og andet snyd

Jeg har tidligere flere gange skrevet om, at konkurrencesamfundet blot betyder, at vi alle indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produk­ter, vi kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, vi kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Forleden fandt jeg en gammel, kun halvt brugt køkkenrulle ude i baggangen og studsede med det samme over, at pa­pirkvaliteten på den gamle rulle føltes tyk og lækker, og at hullet midt i rullen tilsyneladende var meget mindre end på de nyeste køkkenruller, jeg havde købt.

Så jeg målte, og violá! – Den nyeste køkkenrulle havde lige lagt en cen­timeter luft til paprullen i midten! Fra knap 5 til mere end 6 cm’s luft! – Jeg gad ikke veje papiret, men tro mig, papiret på de nyeste ruller er så tyndt, at man bruger dobbelt så meget … Det er vel snyd?

Det samme gør sig gældende med wc-papir, hvor paprullehullet i midten også er vokset, selve rullen er løsere viklet, og hvor man under normal brug ofte næsten må tømme hele rullen for ikke at komme til at stikke fingrene igennem.

Vi har alle for længst opdaget, at kaffeposen ikke længere indeholder 500, men kun 400 g.

Og at smørpakken er skrumpet til kun 200 g.

Det samme gør sig formentlig gældende for mange andre dagligvarer: De bliver ud­vandede, udtyndede, forringede, og vi bliver snydt, så van­det driver, men i løbet af kort tid vænner vi os til det.

Det eneste, der ikke går nedad som mængde og kvalitet, er priserne, der kun er steget og steget i løbet af de senere år …

En anden måde at snyde på, ud over på vægten, er de falske reklamer. Danish Crown er lige blevet dømt for ’greenwashing’, fordi de påstod deres svinekød langt grøn­nere og mere klimavenligt, end det rent fak­tisk er.

Danske kyllingeproducenter postulerer frækt, at deres 20.000 hurtigtvoksende kyllinger løber frit rundt ude i grønt græs og bliver håndfodret af producenternes velklædte og helt renskurede børn.

https://blog.loneandrup.dk/category/landbrug/page/2/

Og Arla storsnyder efter min erfaring! Også de måtte pille klima­anprisningerne af deres kartoner:

Skummetmælken var hverken CO₂-neutral eller klimakompenseret!

Men hvad med denne karton, som min mand kom hjem med i går i den tro, at det var økologisk mælk:

I stedet for det røde Ø-mærke foroven bærer kartonen et lignende, men hjemmelavet og intetsigende ‘Dansk mælk’-mærke. – Som om man nogensinde ville tro, at mælken kom fra Japan! Og påskriften: ‘Omtanke for dyr og klima’ og anden fantasifuld ordskvalder leder tanken hen på et produkt, der virkelig tager dyrevelfærd og klima alvorligt.

Et idylliserende skønmaleri! – Et stykke grafisk svin­del med konventionelle køer på græs, vindmølle, skovkant og solnedgang … BVADDR!

Danske konventionelle køer har ikke været på græs siden 1970’erne:

Jeg køber normalt kun Arla-produkter, når der absolut ikke er andet at få, og fremover vil vi begge være endog meget mere på vagt.

Hvis vi alle var lidt mere kritiske forbrugere, kunne vi måske stoppe snyderiet.

Hjem-IS / Fråst

’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produk­ter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.’

Som eksempel vil jeg gerne fremhæve ’Hjem-IS’ i anledning af, at den kendte, lyseblå isbil med klokken nu skifter navn til ’Fråst’ – ja, det lyder grimt! – Og vil sælge frosne pizzaer, itali­ensk mad, bl.a. pastaretten carbonara til 70 kr.!, vege­tarretter og is på én gang – ja, det lyder ulækkert!

https://frastfoods.com/da-dk/om-fraast

I fattigfirserne var jeg arbejdsløs, enlig mor, og den eneste luksus, jeg undte mig, når pen­gene rakte var – udover en daglig avis, kaffe og smøger – den gode flødeis med små, halve chokoladekugler fra Hjem-IS.

Når klokken ringede ude foran husene, stormede vi til, børnene fik deres fore­trukne børneis, og jeg fik min dåse med køer, blå himmel, grønt græs og vel­smagende is med god choko­lade.

Her i sommer skulle jeg gøre forsøget igen. Stoppede isbilen i forbifarten og fik den nu op­daterede dåse med ’flødeis’, Dannevang:

ADDR! Efter en smagsprøve blev resten smidt ud.

Ikke blot var dåsens design moderniseret, også indholdet. I stedet for rigtig flødeis med store chokoladestykker af god kvalitet, var isen noget udvandet pjask tilsat alskens moderne kemi og små splitter af voksagtig ’chokolade’, som ikke bidrog med noget som helst udover en fedtet klistret fornemmelse i munden.

I løbet af 40 år i et globalt konkurrencestyret marked er kvalitet og smag for­ringet i en grad, så det færdige produkt er uspiseligt for folk med smagsløg og hukommelse. – Og jeg er bange for, at forandringen er sket så langsomt og grad­vist, at de nye generationer tror, at flødeis og chokolade skal smage sådan. – Billig er isen jo heller ikke, så man kan undre sig over forret­ningsgrundlaget.

Her i huset fortsætter vi med den hjemmelavede is lidt endnu. Med enkle råva­rer er flødeis lige så let at fremstille hjemme i køkkenet som en delikat spa­ghetti carbonara.

Gammeldags potteplanter

Vi kan købe så mange eksotiske vækster, og det gør vi. Brug og smid væk-planter til bede, potter og krukker er et stort marked i dag.

Vi kan fylde huset med citrustræer og smukke bladplanter eller planter, der blomstrer hele året. Men det ender som oftest med, at der står vantrivelige og døende vækster i krogene. For vi køber planter efter deres dekorative effekt og kender ikke deres behov, som sjældent er at stå udtørret i halvmørke ved et par og tyve grader året rundt i samme jord. Så de ryger som oftest hurtigt ud igen.

De fleste planter har brug for LYS – VAND – NÆRING og NY JORD hvert an­det eller tredje år.

Appelsinblomster

Citrus har det bedst, når de står ude om sommeren og kan overvintre tørt og lyst ved ca. 5°. Det er vanskeligt at skaffe dem disse forhold, og min erfaring er, at de ALTID er inficeret med klistrede skjoldlus, som måske først ses tyde­ligt efter et par år, som er ækle at se på, som spreder sig til alle andre planter, og som man aldrig, aldrig nogensinde kommer af med igen.

De fleste af de smukkeste bladplanter, som man kan købe allevegne i dag, er planter opfor­meret fra regnskovens underskov, dvs. at de klarer halvmørke fint, men ikke tør stueluft, og de skal derfor regelmæssigt vandes og pistes med regnvand eller kogt vand for at holde sig pæne.

Nogle få, smukke planter har vist sig robuste og overlever stueopholdet i åre­vis, hvilket har gjort dem til sikre og populære valg, fx agaver, visse kaktus­sorter, duftranke, monstera, oli­ven, stuebirk og stuefigen.

Knap to meter høj stuebirk

De planter, der har holdt i mit hjem i tyve år eller længere, er alle sammen – opdagede jeg – gode gammeldags husmorpotteplanter. Nøjsomme planter. Planter, der var nemme at op­formere, og hvis aflæggere cirkulerede blandt kvinderne. Planter, der overvintrede fint i en kølig og fugtig vindueskarm i et lavloftet, dårligt opvarmet bondehus. Der blot skulle pusles lidt om dem med ny jord og lidt gødning om foråret. Der skulle vandes ugentligt i de lyse må­neder. Så stod de til gengæld smukt med masser af blomster og var husets pryd.

Man kendte en god husmor på hendes pelargonier. – Hun havde altid nye pelargonier på vej, så hun kunne forære nygifte eller tilflyttere en eller to af sine smukke, hvide, lyserøde, mørkerøde eller fligede, selvdyrkede sorter.

Pelargonie

Og hun havde duftgeranier, en slags luftfrisker – ’Ryst geranien, Marie, jeg ser at præsten er på vej’, og altid en gammel, skattet myrte, nedarvet i familien, hvis spinkle, velduftende grene var symbol på renhed og skulle pryde brude­sløret hver gang, der var bryllup.

Myrte

Og måske en af de attråværdige, blomstrende kaktus, som kunne klare mos­ten, fik store blomster hver eneste sommer og satte rigeligt med småkaktus, så hun kunne forsyne hele nabolaget.

Den gammeldags kaktus springer ud en lys sommeraften

Med centralvarmens indtog i hjemmene for ca. 100 år siden kunne vi have andre, robuste planter, der krævede over 15° for at kunne overvintre i god form, det kunne være de mere sarte kaktus, klivia, svigermors skarpe tunge, pur­purblad og væddeløbere.

Klivia blomstrer i juni og juli måned

Op igennem det 20. århundrede gik der mode i stueplanterne. Man kunne fæstne den lille guldranke med knappenåle til tapetet og strække grenene langt omkring i stuen. Man kunne udfylde en kedelig krog bag en lænestol med en storbladet figen eller en monstera. Man kunne samle på kaktus og sukkulenter, som skulle være nemme at passe. Eller man kunne dele ud af sit overskud af klivia, pilea eller husfred til de andre mødre i børnehaven.

Væddeløber

Der går meget energi til produktion og transport af potteplanter, og de er som oftest gen­nemsprøjtede med skadedyrsmidler o.l., så vi ville gøre miljøet en stor tjeneste, hvis vi igen ville gå tilbage til de holdbare, let formerbare, nøjsomme, hjemmelavede potteplanter.

Svigermors skarpe tunge

Det er de nævnte, pelargonie, geranium, kaktus, sukkulenter, pilea, myrte, stuefigen, stuebirk, monstera, voksblad, duftranke, væddeløber, purpurblad o.a.

Purpurblad

Verdens bedste sandkage

  • 100 g smør
  • 100 g sukker
  • vanilje
  • 2 æg
  • 1 citron, fintrevet skal + lidt saft
  • fintrevet frisk ingefær, ca. som en stor valnød
  • 1 groftrevet æble med skræl
  • 1 banan i skiver
  • 100 g groftrevet marcipan
  • 100 g grofthakkede mandler
  • 1 tsk. tørret ingefærpulver
  • 1 ½ tsk. bagepulver
  • 1 lille nip salt
  • 100 g hvedemel

Jeg bruger økologisk. Der er ingen grund til at putte giftstoffer hverken i maden eller på marken.

  1. Gør ingredienserne klar, vej mel, smut og hak mandler, riv ingefær og citronskal m.m.
  2. Fór en aflang 1 liters rugbrødsform med bagepapir.
  3. Tænd ovnen på 200°.
  4. Rør vanilje, sukker og smør sammen, til det er luftigt og hvidt.
  5. Pisk derefter et æg i ad gangen.
  6. Bland æble, banan, marcipan, citron og ingefær i.
  7. Bland bagepulver, salt, ingefærpulver og mandler med melet, og vend det forsigtigt i dejen.
  8. Kom dejen i formen.
  9. Bag på rist på næstnederste rille i forvarmet ovn ved 200° i ca. 45 minutter.
  10. Kagen er færdig, når den er fint brun på overfladen, når den har sluppet formen i kanterne, og når der ikke følger blød dej med op, hvis man stikker en strikkepind ned i midten.
  11. Vend den ud, og køl den af på en rist.
  12. Server med lidt græsk yoghurt 10% og friske bær.

Bag evt. dobbelt portion, og frys den ene kage ned til en anden god gang.

Ikke-mad

Ingredienser: Vand, HVEDEPROTEIN (13%) (konserveringsmiddel (SULFIT)), panering (11%) (cornflakes, majsmel, majs­stivelse, rismel, kartoffelstivelse, sukker, salt, bambusfibre, druesukker, bage­pulver), rapsolie, gule ærter (9%) *, ærteprotein (5%) *, stabilisator (metylcellulose, carrage­enan, kaliumklorid), favabønneprotein, suk­ker, salt, konserveringsmidler (natriumdiacetat, kaliumsorbat), naturlige aromaer, løg, majsstivelse, aroma, kartoffelfibre, hvidløg, sort pe­ber, grøntsagsbouillon. *Svensk råvare.

Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrage­enan, kali­umklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?

I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.

Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsæt­ningsstofferne, kan vi ikke? [1]

Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.

Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at de­res vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]

Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncen­trerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sund­hed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.

Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bli­ver slået un­der lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slag­terier i fx Polen.

Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauran­ter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.

Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdræt­tede og fodrede laks i store havanlæg og giver dem farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efter­komme forbrugernes ønsker.

Det samme sker herhjemme i de store æggeproduktioner, hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]

Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige mad­varer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:

Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandsskab?

Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-advarer-de-nye-kostraad-ikke-tydeligere-mod-ultraforarbejdet-mad/

[2] https://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html

[3] https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9445822/Malkekoen-har-mistet-evnen-til-at-gr%C3%A6sse-%E2%80%93-og-det-er-et-problem-for-den-gr%C3%B8nne-omstilling

[4] Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.

Se evt. også: https://www.dsm.com/anh/news/feed-talks/articles/eggyolk-pigmentation-guidelines.html

[5] Karotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder giver de A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for karotenoider, A-vitamin og betakaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira eller æg, når hønerne har fået karotenoider i foderet. I mange år holdt vi selv havehøns, og de gik frit omkring, ‘slog’ græsset for os og spiste, hvad de nu kunne finde derudover, og deres gode æg med mørkegule blommer gav mig aldrig symptomer … Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.

Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:

E-100 Curcumin (gurkemejefarve)

E-160a Beta-caroten

E-160b Annattoekstrakt

E-160c Paprikaoleoresin

E-160d Lycopen

E-160e Beta-apo-8´-carotenal

E-160f Beta-apo-8´carotensyreethylester

E-161b Lutein

E-161g Canthaxanthin

E-162 Rødbede-ekstrakt (Rødbedefarve, Betaniner)

Ingredienser: Pasteuriseret KOMÆLK, salt, mælkesyrekultur, mikrobiel osteløbe, konserveringsmiddel E251, farvestof E160a.

Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betakaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes.

Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke uspiseligt kemi:

‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær,
vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E
472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER,
majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A.
Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).

leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’

STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!

Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:

Hvad laver rødbedefarve i kød?

OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?

Se evt. også: https://blog.loneandrup.dk/2018/09/18/allergisk-ojenreaktion-fremkaldt-af-koncentreret-gulerodssaft-364/

Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning

Svindel og humbug

Myrer: Hvert år i det tidlige forår, mens det stadig er koldt udenfor, finder myrerne en under­jordisk tunnel ind i mit hus, hvor jeg må gå og støvsuge de små kravl dagligt.

Igennem 50 år har jeg prøvet alting: kanel, myrelokkedåser, spray, at gøre ingenting … resul­tatet er hvert år det samme: Lige så snart det bliver lunt forår udenfor, forsvinder myrerne igen, uanset hvad jeg gør.

Men fabrikanter og forhandlere af alle tænkelige myremidler tjener kassen imens. For man ser jo, at deres dyre produkter efter en tid får myrerne til at forsvinde. At de for­svinder af sig selv under alle omstændigheder, når vejret bliver varmere, opdager man kun efter mange år.

Men nu ved jeg det: Med mindre jeg ligefrem fodrer myrerne med honningmadder eller andet myreguf inde i mit hus, gider de slet ikke at være her, når vejret tillader dem at være ude, hvor de na­turligt hører hjemme og gør god gavn.

Alger: Det samme gælder algebelægninger på udendørs fliser og havegange. Der er efter­hånden mange firmaer, der lever godt af at rense havefliser for de grønne alger, der uvægerligt gror frem på fliser og belægninger, der henligger i fugtig skygge.

Specielt i vinterhalvåret er der gode vilkår for de grønne vækster, og lige her i for­års­månederne er der mange, der gerne vil hjælpe dig af med dine penge for en gang af­rensning.

Men kraftig rensning af fliser og belægninger svækker dem, så algerne gror bedre næste, milde vinter. Og hvis du bare venter, så vil sol og sommer hurtigt tørre dem op for dig, så algerne ikke kan gro.

Cremer: Siden dronning Kleopatra badede i æselmælk, og formentlig længe før, har kvin­der for­søgt at holde deres hud ung og frisk med plejemidler. Olier, mælk, muddermasker … Og i dag er skønheds­cremer til kvinder en million-milliardindustri.

Vi er så overtroiske, at vi tror på, at jo dyrere en creme er, jo bedre virker den. Vi betaler for dyre tryllemidler for at holde os unge og smukke.

Men i virkeligheden viser det sig, at man ikke kan påvirke hudens strukturer udefra. Man kan blød­gøre sin hud med lidt madolie eller et andet billigt fedtemiddel, og så kan man sørge for at drikke vand nok, så kroppen holdes hydreret, men at huden bliver tyndere og mere rynket, jo længere du lever, kan en creme – være den nok så kostbar – ikke ændre ret meget på.

Hjernestyrkende drikke falbydes til pæne priser allevegne nu, og unge mennesker, der skal til eksa­men, der spiller koncentrationskrævende spil eller har krævende hjerne­arbejde – og hvem har ikke det? – er lette ofre for de videnskabeligt udseende reklamer for produkterne.

Men er det så let at drikke sig til en bedre hjernefunktion? Som med din krop i øvrigt har din hjerne brug for lødige, langsomt optagelige kulhydrater, og dem behøver du ikke drikke dig til i dyre domme. Det ville være fint blot at drikke noget vand og dertil spise en tyk skive, groft rugbrød, evt. med fis­kepålæg eller leverpostej, og/eller en tallerken grov kål, bønner, broccoli, rosenkål, hvidkål eller grønkål.

Så har du sørget godt for både hoved og krop.

Er der flere moderne snake oil-produkter derude? – Ja, jeg har ikke nævnt hele det enorme marked for unødvendige vitaminer og i bedste fald virkningsløse, sommetider skadelige, kosttilskud – Vi er for nemme at narre.

‘no one ever went broke underestimating the intelligence of…’

The full saying is “No one ever went broke underestimating the intelligence of the American people/public,” or some variation thereof, meaning that people being swindled won’t realize or question it, which makes them a prime source of income for others. It is likely derived from the related quote typically attributed to writer H.L. Mencken: “No one in this world […] has ever lost money by underestimating the intelligence of the great masses of the plain people.”A: “We can’t sell this shoddy product to people!” B: “Oh please, no one ever went broke underestimating the intelligence of the American people.”

https://idioms.thefreedictionary.com/nobody+ever+went+broke+underestimating+the+intelligence+of+the+America

Hvorfor arbejder man?

I vores kulturkreds drejer alting sig om arbejdet.

Hjemmelavet tonic af sensommerens krydderurter fra haven eller en simrende gryderet er et privilegium, som kun folk med god tid kan nyde.

En barslende moder kan ofte ikke komme hurtigt nok tilbage på arbejde, enten af lyst eller af tvang.

Babyer, mange under et år, skilles fra deres familie og primære omsorgspersoner og væn­nes fra start til at være anbragt hos fremmede fra morgen til aften.

Man spørger små børn, hvad de ’skal være’, når de bliver store.

Børn og unge indprentes, at de skal gøre sig umage i skolen, så de kan få en god uddan­nelse, et godt arbejde og dermed ’klare sig godt’ i tilværelsen.

Der er konkurrence på karakterer, på uddannelse og på job.

Et godt job er et velbetalt job med høj prestige. Ofte også karakteriseret som ’spændende’, med stort ansvar, mange betalte måltider og også gerne rejser og hotelophold væk fra hverdag og familie.

At lykkes med sit liv er i høj grad et spørgsmål om at lykkes med sit job.

Så længe vores samfund er baseret på lønarbejde uden for hjemmet, er der nok ikke nogen oplagt vej uden om vækkeuret, madpakkerne, institutionerne, transporten, arbejdstiden på kontor, fabrik eller andet.

Så vi socialiseres tidligt og massivt til at arbejde. Der er et enormt, socialt pres på os for at få en god uddannelse og et job, så vi kan ’klare os selv’ og bidrage til samfundets uophørlige vækst. – Vi er flokdyr, og de fleste individer vil gøre, som samfundet forventer, selv om det måske føles galt. De vil endda aflevere deres små forsvarsløse, næsten nyfødte til helt fremmede. Ingen abemor ville gå så vidt uden kamp.

Men ikke engang den mest vellønnede direktør kan ’klare sig selv’ … Hvad ville der blive af ham, hvis han selv skulle bygge sit hus, sin bil, fremstille sit tøj, dyrke sin mad, bortoperere sin egen betændte blindtarm, passe sine egne børn?  … Vi er flokdyr som myrer i en tue, og ingen kan klare sig uden alle de andre, uanset hvor irriterende de end måtte forekomme.

Til at øge presset for at deltage i ’lønarbejde’ er den skinhellige, protestantiske arbejds­moral, ’du skal yde, før du kan nyde’, det store gruppe- og forventningspres, som vi interna­liserer fra en meget tidlig alder. Fanden og ’Jobcentret’ tager de sidste …

Vi er nødt til at arbejde, hvis vi vil leve, spise, bo og færdes i samfundet. Specielt at bo er en dyr fornøjelse. At leje en lejlighed eller at købe en eller et hus – og indrette sig efter tidens luksuriøse smag – betyder for mange et helt liv i trædemøllen – Vi slavegør os selv for at kunne bo.

Og at arbejde for andre, væk fra hus og familie, er blevet den gængse måde at deltage i ak­tiviteter på. Uanset om disse aktiviteter giver mening eller forekommer absurde. De færre­ste formår at skabe helhed i deres arbejds- og familieliv, så de kan leve af det.

At arbejde er også en måde at dække vores sociale behov på – Hvor går man ellers hen og får et fællesskab med andre mennesker? Det findes ikke hjemme i de funktionstømte bolig- og villakvarterer.

Men et spændende arbejde kan også, afhængigt af personlighedstype og personlige behov, være den mest direkte vej til anerkendelse og selvrealisering. Det føles simpelthen godt at bruge sine evner og få beundring og anerkendelse retur, og derudover en klækkelig løn ind på kontoen hver måned.

Dertil kommer, at de reproduktive aktiviteter, det store arbejde, en god husmor udførte førhen: børnepasning, opdragelse, indkøb, madlavning, lagerstyring, lektiehjælp, rengøring, tøjvask, ved­ligehold, pasning af syge og gamle, familiens faste tovholder og sociale projektleder, som huskede fx fødselsdage, købte gaver, bagte kager, stod for menu, bordpynt, blomster og invitationer, arrangerede sammenkomster og fejring af begivenheder og højtider, ikke reg­nes for noget i dag. Det anerkendes og honoreres ikke. – Men savnes i høj grad, når det ikke bliver gjort.