Lukket af Mette

Må vi bede om lidt respekt?

Vi burde igen lære at sige ’De’ til statsministeren, andre ministre og fx rigspolitichef og dommere – ikke pga. personerne, men for at ære det embede, vi selv har betroet dem med. For at påskønne, at nogen gider have besværet og holde humør og fane højt, når det går hedt for sig. For at vise re­spekt for os selv og vore egne institutioner, demokrati og retsstat.

Det skrider, når ganske unge ’Olivia’ fra ’Børsen’ synes, at hun er fiffig, når hun stiller ledende og udspekulerede spørgsmål til ’Mette’ under et af de hyppige corona­pressemøder. Hvis Olivia skulle præsentere sig med efternavn og stile sit spørgsmål til Fru Statsminister Mette Frederiksen, ville tonen automatisk blive mindre bøvet værtshusagtig, mindre teenageoprør og mere respektfuld.

Det skrider, når landmænd på store traktorer vælter ind i byerne med håndskrevne skilte, hvorpå vores velmenende statsminister højlydt beskyldes for alt muligt uhæderligt.

Det skrider, når oppositionen hidser sig op og hysterisk udslynger sprogets værste gloser for at fremhæve sig selv, men på bekostning af hele landets sundhed og sammenhængskraft.

Det skrider, når folk vender deres vrede og angst over en truende situation mod den general, demo­kratiet har sat i front.

Det er kun i Danmark, at vi tillader os denne provinsielle, joviale omgang med de høje og betroede poster. Det var frækt og tilsyneladende demokratisk i slutningen af tresserne og op igennem halvfjerdserne. Men nu forekommer det undergravende for respekten for vores demokrati.

Vores statsminister fortjener i høj grad respekt for ikke at løbe af pladsen i denne svære tid, hvor det ser ud, som om halvdelen af befolkningen i et forsinket for­ældreopgør bare rakker ned på hende i vrede over nedlukninger af smittefælder og tvungen brug af mundbind, aflysning af fredagsbar, julefrokoster og den daglige fitness i de veludstyrede centre. Mens stats­ministeren af al magt forsø­ger at redde os alle sammen helskindede igennem en hidtil uset sundhedskrise.

Meget få nulevende har oplevet en krise som den nuværende. Yngre generationer tager lægehjælp, mad, varme, lys og underholdning som en selvfølge uden at spekulere over, hvor det hele i grunden kommer fra. Mine forældre var unge under 2. Verdenskrig og forstod at indskrænke sig og holde lav profil. Mine bedsteforældre levede igennem både 1. og 2. Verdenskrig og Den Spanske Syge, og de var beskedne, taknemmelige og fordringsløse mennesker alle fire.

At bevidne, at unge og midaldrende i disse dage dumt hyler op i det offentlige rum, fordi de midlertidigt skal ændre nogle vaner for ikke at risikere at slå andre mennesker ihjel med smitte, er både ynkeligt og forfærdende.

Lad os tale høfligt til og om en statsminister, der kæmper alt, hvad hun kan, for os alle sammen.

Ekstrabladet d. 8. dec. 2020

Lukket af Mette: – Tarveligt

Nedlukningen over natten skaber frustration i Nyhavn. Frygter for fremtiden

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/lukket-af-mette-tarve­ligt/8393845

Mænd, mink, politik og corona

Skærmdumps fra mobilen d. 5.11. 2020. –Hvad består det uetiske i? Jeg troede, at minkavlere levede af at aflive raske dyr, så de kunne flå dem og sælge deres skind? Har vi fået Trump-tilstande herhjemme, så man bare kan sige, hvad der passer én? Uanset virkeligheden?

Dette sad jeg og skrev på i går, men blev overhalet af virkeligheden, da statsminister Mette Frederiksen, flankeret af repræsentanter for regering, politi- og sundhedsmyndigheder, på et pressemøde klokken 16 meddelte, at alle mink i Danmark skal slås ned så hurtigt som muligt.*

De små, tætsiddende trådbure med 17 mio. millioner stærkt smittefarlige mink udgør en reel trussel mod hele verdens sundhed pga. høj risiko for mutationer og smitte til omgivelserne og til de omrejsende østeuropæere, der – ofte uden adgang til hverken sprit eller mundbind – passer dem.

Godt halvdelen af alle smittede med COVID-19 i Nordjylland har en variation af virus, der stammer fra mink, og smitten blev hurtigt udbredt fra ganske få tilfælde, til at denne landsdel blev et af de hårdest ramte områder. Ved stikprøver er der fundet adskillige coronavirus med bekymrende mutationer, der potentielt ikke kan genkendes af den vaccine, man er ved at udvikle.

Det er forfærdeligt for avlerne, og de skal kompenseres og hjælpes godt videre. Men minkopdræt er – af både dyrevelfærds- og sundhedsmæssige grunde – ikke et ønskværdigt er­hverv. Ikke i Danmark, ikke nogen steder.

Branchen var i forvejen for kraftigt nedadgående og i økonomisk knibe med en halvering af omsætningen på ganske få år. For at bære pelse fra de små, fremavlede rovdyr er ikke længere velset i toneangivende kredse. Og hvem vil fremover vise sig i en minkpels, når hvert eneste hår potentielt har været infi­ceret med corona-virus, og dyrene associeres med at have forværret en verdens­omspændende epidemi?

Nu er det ikke længere dyremarkeder i Kina eller virussumpe med rismarker, snadrende ænder, gæs og svin i det varme, fugtige Sydøstasien, men minkfarme i Danmark, der potentielt kan opfor­mere og sprede smitte og død til hele verden.

Så vores statsminister lyttede til sagkundskaben og WHO og har igen vist omsorg for befolkningen og rettidig omhu.

Alligevel snakker fortrinsvist mænd i opposition, dansk landbrug og meningsjournalistik stadig om ’Mor Mette’ og er ubegrundet nedladende over for hendes forsøg på at redde de fleste af os nogen­lunde helskindede igennem denne sundhedskrise. – Regeringens tiltag kommer, ifølge alle disse hanbavianer, alle for sent eller for tidligt, de er for meget eller for lidt. Og kompensationen fra fælleskassen til de berørte erhverv er aldrig stor nok.

Mange forsøger at møve sig ind i rampelyset: –Karsten Lauritzen, der som statsministeren er valgt i Nordjylland, men for et parti, der p.t. står uden for reel indflydelse, prøver som en mini-Trump at fiske stemmer og sympati i rørte vande helt uden argumenter, han er bare skuffet, siger han. – I Ekstrabladet forestiller Joachim B. Olsen, der jo selv befinder sig i magtens alleryderste periferi, sig perfidt, at statsminister Mette Frederiksen nyder at udøve sin ‘magt’ i denne situation … Hvad bilder han sig ind? – Er han klar over, hvor alvorlig situationen er? Og må kvinder ikke udøve den magt, der naturligt følger med, når de er valgt til landets øverste embede? Forhenværende statsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, som ikke blev anfægtet, når han igennem mange år udøvede sin magt, burde efterhånden bare tie stille. Han er forhenværende.

Det er patetisk og meget, meget sørgeligt at overvære, hvordan alle disse små magtmænd forsøger at rette opmærksomheden mod sig selv og smide grus i statens maskineri i en vanskelig tid.

Hvad tror disse skråsikre mænd, at de ved, som regerin­gen ikke får at vide? Og hvorfor anbringer mandlige, misundelige kritikere og minkavlere generelt statsministeren i en snævert kønsspecifik kasse, ’Mor-kassen’, som sammen med ’Lækker steg-kassen’, ’Madonna/helgeninde-kassen’ og ’Gamle Hejre-kassen’ stort set omfatter hele repertoiret af kvindelig typologi, som nogle mænd er i stand til at opfatte?

Oppositionspartiernes forvirrede formænd, forhenværende og fallerede politikere og bedrevidende lederskribenter scorer ikke points hos mig ved at underløbe staten og skabe tvivl om det sundhedsfaglige grundlag. Hvad vil de have? Voldelige demonstrationer mod mundbind og nedlukninger? Et overbelastet sundhedsvæsen og lig i gaderne? – Vi står midt i en verdensomspændende epidemi. Landene omkring os ruster sig med indgribende tiltag, som vi blot kan kopiere. – De fleste afskaffede minkavl, længe før denne epidemi opstod. – Så spild ikke tiden med ynkelige magtspil, men hjælp konstruktivt med at tage hånd om landets indbyggere og med at forhindre, at ansvars­løs opførsel bidrager til, at det hele løber løbsk. – Så tager vi eventuelle opgør bagefter.

Hvorfor afventer så mange mennesker i det hele taget udmeldinger fra regeringen, som de så på et løst og uinformeret grundlag forsøger at ignorere eller rakke ned på? I stedet for selv at tage et ansvar, opføre sig som voksne og tage de forholdsregler, som de fleste ville anse for nødvendige i denne alvorlige situation?

Ingen nulevende har prøvet dette pandemiske scenarie før.

Er vi børn eller borgere?

* 13. 11. 2020: På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at regeringen ikke havde tjekket lovgrundlaget, før de skrev til minkavlerne.

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7988317/Minkmuteret-corona-har-allerede-spredt-sig-langt-uden-for-Nordjylland

https://politiken.dk/indland/art7989548/Massive-problemer-med-manglende-test-af-minkarbejdere-skadede-afg%C3%B8rende-coronaindsats-i-Nordjylland

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/karsten-lauritzen-skuffet-paa-nordjydernes-vegne-var-det-ikke-en-nordjysk-valgt

https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/loekke-om-mette-frederiksens-opslag-ulaekkert/f50626b8-0e0e-4ebb-8f1c-9c8092e0b6cb

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/joachim-b.-mette-vinder-paa-minkmassakren/8357321

https://politiken.dk/debat/ledere/art7882644/Ikke-mere-%E2%80%99Mor-Mette%E2%80%99-Appel-og-tillid-skal-erstatte-statskontrol-udskamning-og-straf-i-kampen-mod-corona

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020/mutationer-i-minkvirus

Dansk tv

I disse mørke coronanovemberaftner er vi som aldrig før prisgivet tv-apparatet, men fra min be­kvemme udkigspost i sofaen forekommer mange af de programmer, dansk tv bringer og indtil for nylig har bragt, både småpinlige, grundløst selvforelskede og gumpetunge.

DR’s hedengangne ’Kunstquizzen’, hvor alenlange introduktioner af de klædeligt rødmende medvirkende – helt ned til de mindste cv-oplysninger om bøger og blogindlæg – varede de før­ste tyve minutter af hvert program, og værtens bizarre og som oftest afklædte udklædninger udfyldte resten minus tre minutter helli­get kunsten. – Jeg ville elske at få noget at vide om verdens­kunsten og kunst på de danske museer, men jeg udholdt kun den tåkrummende selv­glæde nogle få gange, før jeg gav op og tog en bog i stedet. – Kunst­quizzen var og blev en indfor­stået fætter- og kusinefest. Hverken kunst eller seere var inviteret med.

’Den klassiske musikquiz’, som jeg faktisk havde glædet mig til at gense og gætte med på, er ud­artet i samme retning med skamrosende, alt for omstændelige præsentationer af alle medvir­kende – HVER ENE­STE GANG! – og dertil indforståede hentydninger og studentikost fjol med kulørt legetøj. Musik­quizzen handler ikke om musik, men om de medvirkende i et lukket, snobbet kredsløb.

Og filmprogrammet endte i ekskluderende snak mellem en syrligt reserveret filmanmelder fra radioen, en tøset cand. mag. og deres nærmeste venner, som vi fik et ret indgående kendskab til, men som ikke gjorde os meget klogere på film.

’Kender du typen’, som engang var underholdende på den nyfigne måde, er nu overtaget af en dame, der tilsyneladende syr alt sit tøj selv og hver eneste gang møder op i et nyt, farvestrålende klovneantræk, sam­men med et uvidende, fnisende fjols af en mand og en vært, der alene ved sin bamsede kantløshed har skaffet sig værtsroller på næsten alle DR’s programmer. Dette tre­kløver besøger mennesker, der har indret­tet sig på akkurat samme måde med lidt 50’er-design, lidt IKEA, skolekort på væggen, nogle banale rejse­minder og klodset, grønt keramik i vindues­karmen. Alle er åbenlyst begejstrede for at få lov at vise deres ensrettede fantasi­løshed frem på nationalt fjernsyn.

Bageprogrammet har et par charmeforladte overlærere, der ikke kunne drømme om at dele ud af eventuel viden om bagning, og en falleret skuespiller uden karisma i hovedrollerne plus et an­tal småforvirrede ama­tørbagere, som man har glemt alt om, før programmet er slut.

Danse- og syngeprogrammerne er overtaget af til sprængningspunktet oppustede egoer, der ikke tillader deltagerne meget rum at udfolde sig på. De ville måske heller ikke kunne fylde det ud, for de er udeluk­kende castet som sykofantisk pynt, hvilket gør dansen og sangen, selve kun­sten, underordnet.

Danske rejseprogrammer går ud på at sende en eller to uvidende, men selvglade, værter et sted hen, hvor de går rundt og snakker om og med sig selv. De har ingen forud­sæt­ninger for at være vores guider til stedet, og vi får ikke noget at vide, som vi ikke vidste i for­vejen. Billedsiden er heller ikke impone­rende, men de provinsielle værter ser ud til at nyde rej­sen, maden og opmærksomheden.

Derudover ser man ustandseligt de samme syv halvkendisser, såkaldte ’livsstilseksperter’ eller forhen­værende stand-uppere i et utal af overfladiske gætteprogrammer. Hvor in­gen lærer noget som helst, og alle blot har fået besked på at fjante igennem.

Som seer føler man sig ikke engageret. Ikke inviteret ind. Man er decimeret til noget sofakød, som kan få lov at betale regningen for, at de medvirkende tilsyneladende har det skidesjovt med sig selv og hinan­den. – Man føler sig taget ved næsen.

Giv mig engelsk tv anytime!

I engelske bageprogrammer lærer man noget om bagning og engelsk madkultur af dygtige, dan­nede og til­med underholdende personligheder, som generøst deler ud af deres viden.

Deres haveprogrammer består ikke kun af en selvoptaget ældre herre på tilsyneladende planløs vandring i egen have, men for­midler rent faktisk viden om havers kultur, historie og planter. Vid­underligt foto­graferet!

I engelske naturprogrammer lærer man noget om natur på hele kloden, og de er veltilrettelagte, fakta­tjekkede, visuelt storslåede og speaket på et forståeligt og flydende sprog uden besyn­derlige ’oplæsningstryk’ og usikre pauser af behagelige og vi­dende mennesker, der brænder for sagen.

Vi har lige set et rejseprogram, hvor en ældre herre, Chris Tarrant, rejste med tog OVER HELE VERDEN! – Til de yderste og mest utilgængelige afkroge, i tundra og ørkner, i Afrika, over Al­perne, til Chiles yderste spids, og hvert eneste sted fik vi de vigtigste facts om infrastruktur, se­værdigheder, historien, mennesker, natur, geografi og kultur. Hurtigt, rytmisk og velklippet! – Det var gode oplevelser i coronasofaen.

Og de engelske quiz- og boligprogrammer er fyldt med vidende, fagligt velfunderede, charme­rende og be­gavede personligheder, som man har lyst til at se og høre på. De er venlige og infor­mative, og ingen taler ned til seeren i sofaen. – Hvis man skulle føle trang til at vide mere, hen­vises der til biografiske og faktuelle oplysninger på velfungerende hjemmesider. Her spildes ingen tid på selvimponerede og enslydende intro­duktioner af hver enkelt medvirkende i be­gyn­delsen af hver eneste udsendelse.

Ja, danske tv-budgetter er ikke på højde med BBC’s, det er talent- og seermassen heller ikke, men mindre kunne også gøre det, hvis ledelsen forlangte kvalitet for pengene. Hvis man ikke bare lod Tordenskjolds sol­dater følge alle deres egne lyster, og fik standset de værste brølere, før de nåede skærmen. – Det hedder professionalisme.

Men vi er så bange for at kede nogen, for at belære nogen, for at virke bedrevidende, at alting ender i ingen­ting og jævn ligegyldighed, og intet fører nogen vegne hen.

Pøllehullet – så er vi der igen

Med særdeles dårlig timing lancerer DR nu endnu et ’morsomt’ show om barnlige mænds problemer med at være ordentlige og voksne mennesker, ‘Pøllehullet – det brune værtshus’, hvor en såkaldt bolledukke fungerer som blikfang.

Man kunne jo forestille sig, at bolledukken forestillede den yndigste, lyslokkede Golden Retriever, store øjenvipper og bollehul inkl., som en noget intellektuelt udfordret yngre mand kunne behandle efter forgodtbefindende – i den bedste tv-sendetid. På den gamle statskanal. Ville nogen stadig synes, at det var sjovt?

Jeg er ikke i målgruppen, jeg synes ikke, det er sjovt, og jeg kunne ikke drømme om at se det. Traileren er nok til at give mig kvalm utilpashed.

For jeg troede, at DR og andre havde lært af Sofie Linde og den vind, hun netop havde blæst i sejlene for at bære #MeToo og kvinders menneskerettigheder på lige fod med mænd et skridt videre også i dette lille, uoplyste land.

Er DR ikke netop afsløret i at have fostret et antal ubehageligt pikfikserede, grænseoverskridende, sexistiske, mandlige ledere og dermed i at have understøttet en kvindefjendsk kultur? Og føles pøllesjovet og bolledukker så som en passende bodsgang? – De må jo ikke være rigtig kloge.

Hvorfor er det sjovt at se kvinder som sexlegetøj? Hvorfor er det underholdning at aflive pikant klædte og forsvarsløse kvinder i aftenkaffekrimierne? Hvorfor skal vi igen-igen tage umodne mænds småkvababbelser og leg med konsekvensløse grænseoverskridelser – Se, hvad jeg tør! Er jeg ikke bare sej? Bar røv og bolledukker! – alvorligt? Skal vi underholdes med flere klovne i en tid med corona, klima, krig og flygtninge?

Og ja, sommetider, når det går ud over kvinder og kvinders værdighed som hele mennesker, så har nogle af os bare ingen humor.

https://politiken.dk/kultur/art7959864/Nuv%C3%A6rende-chef-i-DR-har-l%C3%A6nge-kendt-til-klage-over-gr%C3%A6nseoverskridende-v%C3%A6rt

Sexisme

Om mænd og kvinders verdener

Se & Hør, 11.9.2020: I en omtale af det skrækindjagende mord i en U-båd i anled­ningen af en ny dokumentar – så vi igen igen kan beskæftige os med det ufatte­lige, det modbydelige, det pir­rende, som vi er vænnet til at se på film – var det na­turligt for Se og Hørs (mandlige) journalist at hæfte sig ved offerets skønhed. Han beskriver hende som ung og smuk. Som om forbrydelsen blev mere forståelig af den grund? Eller fordi han lige kunne se det hele for sig? – Ville en vurdering – fx ung, smuk, gammel, grim – af udseendet af et mandligt offer for en forbrydelse være relevant?

Vores nye bil låser af sig selv alle døre, når vi starter den. Det er ikke noget pro­blem. Hvis vi skal ud, låser vi bare op igen ovre ved førersædet. Men jeg måtte ad­vare min mand om, at hvis han giver en hvilken som helst anden kvinde et lift, skal han være opmærksom på, at hun ville kunne blive skrækslagen ved at sidde alene med en mand i en bil, der automatisk låser, så hun ikke kan komme ud, når hun selv vil.

Den tanke ville min rare mand aldrig kunne få af sig selv. For han har ikke været en ung pige, der har oplevet at være jaget vildt. Han har aldrig skullet redde sig fra uønskede, groft gramsende mandehænder eller har lagt mærke til lige præcis den detalje i en af de mange krimier og horror­film, der som en selvfølge viser udpens­let vold mod kvinder. De foretrukne ofre er de unge og smukke kvinder, der ser godt ud i en stram, opslidset festkjole, der kryber mere og mere op på den lækre måde, jo mere volden ta­ger fart. – Så­danne udpenslinger er i dag helt almindelig underholdning til aften­kaffe og bland selv-slik. – Ligesom vi tilsyne­ladende ikke kan få nok af U-bådsmordet, der taler til vores laveste instinkter.

Men takket være Sofie Linde er kønsdebatten igen blusset op i dette lille smørhul af et land. – Tak for det! Hvis jeg var blevet bedt om at skrive under på noget, havde jeg gjort det. For mænd og kvinder lever stadig i hver deres, vidt forskellige, virkeligheder, og det er nogle gange meget svært at råbe til hinanden hen over af­grunden.

Den debat har med mellemrum været oppe og vende, siden kvindelig arveret og arvefølge, kvinders ret til selvstændigt at disponere over deres egen krop, børn og ejendom, de­res ret til at stemme, deres ret til uddannelse og ret til at drive er­hverv eller tage arbejde på lige fod med mænd, sidst var på programmet.

Jeg husker personligt debatterne om ligestilling fra 1960’erne, hvor det nye ’fri­sind’ bragte en del lummerhed, pornografi, side 9-piger, ’massageklinikker’, ned­værdigende vurderinger og onkelhumor ud af hulerne og lige ind i de danske dag­ligstuer, og hvis man forsøgte at sige fra, fik man at vide, at man var snerpet, og at man ikke kunne tage en spøg – Kvinder har, som be­kendt, ingen humor.

I 1970’erne skulle ligestillingen omsider på plads. Én gang for alle! – Det var slut med at klæde sig udfordrende for at tækkes det mandlige blik, vi brændte BH’erne og kasserede stiletterne. På med praktisk og miljørigtigt bomuldsundertøj og fod­formede sko. Og alle kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet. – Men blev mændene hjemme og støvsugede og passede børn? – Nogle gjorde, men i de fleste familier blev resultatet, at børnene skulle institutionaliseres fra vuggen og frem til studen­terhuen, så mor kunne komme ud og begå sig på lige fod med far.

Somme tider lykkedes det. Sommetider ikke. I så fald følte kvinderne tit, at det var deres egen skyld. De arbejdede ikke nok. De blev ikke siddende efter fyraften med regnskaberne eller med kollegaerne, sjusserne og de sjofle bemærkninger om sekretæren til langt ud på nat­ten. For ungerne skulle hentes, fodres, puttes, huset skulle gøres rent, hunden luf­tes, tøjet vaskes, og ungernes far havde også vigtige møder. Og når onkelhumoren og lummerheden dukkede op over kaffen og fyraftensbajerne, viste det sig jo igen, at nogle kvinder overhovedet ikke kunne se det sjove.

I 1980’erne oplevede vi et stort tilbageslag. Der var krise, smalhals og kartoffelkur, og kvin­derne måtte igen krybe i blonde-BH’er med bøjler og op på stiletterne. Mændene sad i chef­stillingerne, og det skadede ikke at være lækker, det de unge i dag kalder fuckable eller knald­bare, hvis man gerne ville have et job. – Man må ikke under­vurdere kvindernes egen rolle. Der er store fordele at opnå i uddannel­serne, på arbejds- og ægteskabsmarkedet, hvis man er en ung, køn, sexet, smi­lende, inviterende og glad pige. Ingen tvivl om det. Og bliver det udnyttet? – Er paven katolik? – Men det fremmer næppe ligestillin­gen, og det kan give et tom­rum i selvfølelsen og avancementsmulighederne, hvis man har brugt sine unge, aktive år på sit udseende, på tøj, makeup, hårfarvning, solbruner, skønhedsopera­tioner og flirt, i stedet for at dygtiggøre sig fagligt. Og der hersker stadig for­domme om den kønne blondine, som man mistænker for at være en smule dum. Men knaldbar, naturlig­vis.

Siden 1990’erne er det gået frem og tilbage med kvindernes ligestilling … Vi for­venter lige­stilling her i Danmark, mange er enige om, at vi allerede ER ligestillede, og alligevel støder utallige kvinder sta­dig på modstand, når de frejdigt går ud i ver­den og vil fungere på lige fod med mændene. Den diskussion bliver ikke færdig så­dan lige på en studs.

Vi har haft den store #MeToo-bølge, hvor modige kvinder i filmverdenen stod frem og fortalte om brutale overgreb. Bølgen bredte sig og afslørede igen det, vi alle sammen vidste, at magt og sex flyder sammen. Især for mænd. Se bare social­demokraten, Jeppe Kofod, som lavede en ’Bill Clinton med praktikanten’, da han havde sex med en 15-årig pige på et politisk ungdomsmøde, hvor han holdt et fo­redrag. Nogle af vid­nerne fra dengang står nu frem og fortæller, at pigen græd og var ulykkelig bagefter. Men Kofod er ikke blevet straffet nævneværdigt, han blev sendt til en lukrativ post i EU og er nu forfremmet til udenrigsminister. For de fle­ste mænd kunne godt se sig selv i hans sted og er ilet til hans forsvar. For at dysse det hele ned. Hvad skulle der være galt i det? Ulighed og magtmisbrug findes ikke i Danmark.

Men nu har vi så debatten igen. Selv om vi hele tiden prøver at drukne den som en sæk uønskede kattekillinger. Den dukker hele tiden op til overfladen igen. Denne gang takket være Sofie Linde. – Og alle mediefolkene, som synes, at det er fantastisk interessant, hvordan de behandler kvinder ovre i DE ANDRE medier. Medierne har let adgang til det offentlige rum, og de sætter dagsordenen.

Hvem havde kunnet forestille sig, at der også på Ekstrabladet var sexisme? Ikke chefredaktø­ren, ihvertfald. Måske har han aldrig kigget på side 9, hvor unge piger dagligt klædes af og vur­deres af mænd. Offentligt. – Kunne man i et nyhedsmedie forestille sig en daglig side 9-mand, der afklædt og kælent vrider sig foran kame­raet? Og som kvinder inviteres til at give stjerner? Manden som udhængt objekt i det almindelige, offentlige rum?

Sexisme betyder slet og ret ’Diskrimination baseret på køn’. Analogt med ’ra­cisme’, der dis­kriminerer på baggrund af ’race’, hvilket jo er noget vrøvl. Vi men­nesker er så tæt i familie, at der ikke er tale om forskellige racer, men om varian­ter i fx hår- og hudfarve. Men det kan man altså også diskriminere for. Hvis man altså selv har lyserød, grisefarvet hud.

Racisme er ofte strukturel. Hver gang, man ser en person med mørkere hud end én selv, kan man udskille vedkommende fra fællesskabet. Det er let at få øje på forskellen.

Sexisme foregår på helt samme måde: Kvinder er åbenlyst ikke mænd.

Og det er mændene, der – formentlig med den stærkestes primitive ret –  for længe, længe siden har defineret verden og alt, hvad der er i den. – Gud skabte først Adam og gav ham retten til at navngive alle ting, før han skabte kvinden, som Adam også navngav, står der i 1. Mosebog.  Adam, den hvide mand. Alt, hvad der ikke er hvidt og mandigt, skal defineres af manden, holdes nede, udnyttes til egne formål eller gøres grin med.

Det er så indgroet i vores kultur og menneskesyn, at vi ikke ser det. På samme måde som vi ikke i hverdagen forholder os til, at himlen er blå og træer grønne. Det er blot et vilkår, der lige som alt andet naturgivent gennemsyrer alt.  Si­mone de Beauvoir redegjorde glimrende og tankevækkende for mekanismen i sit enestå­ende værk ’Det andet køn’ fra 1949. Hendes pointe er, at manden er default-udgaven af menneskeheden, ham med definitionsretten. Kvinder falder uden for og behandles som undtagelser, selv om de ofte reelt er i overtal. Når man først har indset det, har fået den troldsplint i øjet, ser man det allevegne.

Tag fx studieværter, som der har været diskussion om i disse år. Mandlige studie­værter i seriøse udsendelser bærer en slags neutral uniform bestående af skjorte, må­ske slips, jakkesæt, pæne, luk­kede, flade sko, og deres hår og skæg er trimmet og soig­neret. Ikke engang sweatshirt og cowboy­bukser ses i studiet, og da slet ikke distrahe­rende smykker eller anden pynt, når det er nyheder, det drejer sig om. Men kvinde­lige, seriøse studieværter bliver stødt, når man påtaler deres tårnhøje stiletter, deres stramtsiddende tøj, dybe udskæringer og forførende lange havfruehår. – Men prøv at forestille jer, at en mandlig nyhedsoplæser trådte ind i studiet iført stramme bukser, der viste alle buler, smarte halvlange støvler med høje hæle, åbentstående, stormøn­stret skjorte, guldkæde om halsen, og at han gav seerne et dybt kig ned til sit musku­løse og behårede bryst, mens han slog med sit lange hår og flirtede med nærsynede sovekammerøjne … I en nyhedsudsendelse!  Som handler om coronakrisen, forholds­regler mod smittespredning, krig i Mellemøsten, flygtninge, økonomi osv. – Hvad ville en sådan fremtræden betyde for opfattelsen af mandens seriøsitet? – Han ville udløse et ramaskrig! Blandt både mænd og kvinder. – Men vi må ikke påtale det, når det er kvinder, der gør sig til, eller bliver gjort til, for at tiltrække husarerne – dvs. det mand­lige blik til en ellers noget tør nyhedsudsendelse, for det er jo helt forventeligt. Man­den er default, han er neutral og seriøs. Kvin­den er et objekt for mandens blik, selv når hun fungerer som hans ligeMAND i yderst vigtige, neutrale funktioner.

Det er heller ikke almindeligt at starte en kollegial samtale med en mand med en be­mærkning om, at hans røv ser sexet ud i de bukser, at skjorten klæder ham, håret dufter dejligt, eller at han ser sød ud i dag, mens vi smiler indladende. – Det ville ihvert­fald ikke blive opfattet som en faglig og professionel snak.

Men manden har igennem årtusinderne tiltaget sig retten til at vurdere og besidde kvinder – Grab them by the pussy – , som om de var fedesvin, malkekøer eller prosti­tuerede linet op for at tilfredsstille netop ham. Det er de ikke. Ikke længere. Og det er præcis det, der er svært at gøre op med. – Hvem afgiver frivilligt forestillingen om at have ret til at vurdere alle som potentielle sex­partnere, selv dem, vi aldrig ville kunne drømme om at opnå en date med?

På den måde er kvinden allerede i udgangspunktet frataget sin menneskelighed, sin seriøsitet, sine kompetencer, sin integritet og sin ret til at eksistere for sig selv uden at skulle please det mandlige øje og hans selvfølelse.

Det betyder ikke, at ingen kvinder kan klare sig på lige fod med mænd i samfun­dets forskellige funktioner. Det er der heldigvis mange, der kan. De kvinder, der har været elsket, beskyttet og fagligt opmuntret af deres fædre, viser sig ofte at klare sig bedre end gennemsnittet. Både fordi de fik lært jargonen, men også fordi en fars beundrende kærlighed og tiltro til ens evner (ikke udseendet) giver en misundelsesværdig selvtillid, der hæver sig over både smålige mænd og kvinder på vejen frem i livet. Hvorimod en mor, veninde eller søsters slet skjulte jalousi virker i modsat retning og kan bevirke livslang usikkerhed, frygt for at blive duk­ket og manglende tiltro til egne evner og muligheder.

For den strukturelle ulighed er ikke kun indstiftet, vedligeholdt og udført af mænd. Kvinder er i høj grad også skyldige i at holde andre kvinder nede og således bevare de gammelkendte strukturer. Vi har alle lært os mandens blik. Vi har iden­tificeret os med mænd, fædre, brødre, offentlige personer, mandlige hovedperso­ner i bøger og film og har internaliseret deres vær­dier, deres begreber om, hvor­dan mænd og kvinder er. Fordi mænd længe har besiddet retten til at udtale sig om verden, så vi alle ser verden fra deres synspunkt.

I krimierne myrdes unge, lækre kvinder stadig på pirrende vis.

I dårlige film, musicals og tv-shows er kvinder kun præmier, floskler og staffage.

I det offentlige rum er det kvinder, der klædes af og vurderes og betragtes som objekter.

I arbejdslivet udfører mange kvinder to job, ude og hjemme, til den halve løn.

I den medicinske verden er lægemidlerne designet til og afprøvet på mænd, og lærebøgerne skrives stadig for manges vedkommende af og om mænd.

Der er kun få roller, som kvinder kan besidde i en mandligt defineret verden. Det er rollen som luder, dvs. sexobjekt og/eller offer, som Madonna, dvs. kysk mor og helgeninde, eller som skrap, underforstået kastrerende, kælling, der ikke spiller det flirtende spil eller blot er for gammel og dermed uknaldbar og uinteressant. De fleste kvinder kan puttes i en af disse kasser og behandles derefter.

Det er stadig OK at nedgøre kvinder, at vurdere deres udseende offentligt, at be­lære dem, tale nedladende til dem, ignorere dem, gøre grin med dem, rage uop­fordret på dem, råbe ad dem på gaden, komme med ’bemærkninger’ … og det er helt naturligt at forvente, at kvinder er omsorgsfulde og til rådighed for tjenester af både praktisk og seksuel karakter.

Manden er hovedreglen. Manden eksisterer i kraft af sig selv. Han behøver ikke nødvendigvis at please nogen. Gøre nogen tjenester. Stå til rådighed. Verden blev givet manden i fødselsret. Og kvinderne skal kæmpe for respekt og ligestilling på hvert eneste trin hele vejen igennem livet. Det er ubehageligt at erkende, men det er sandt.

Hvis man sætter det mindste spørgsmålstegn ved opfattelsen af forholdet mellem kvinder og mænd i vores fælles samfund, er der straks en hær af ældre, indebrændte mænd, der farer frem med nedladende, belærende bemærkninger, der forvrider sam­talen og offentligt demonstrerer, at de stadig ikke har fattet en dyt af det hele. Og nogle få for­benede, stærkt højreorienterede kvinder, Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg fx., som straks påstår, at problemet ikke eksisterer, og scorer point i mandeverdenen på det. Kvinder får én over snuden, når de ytrer sig offentligt om disse ting. Eller hvis de er vrede … Se, hvor Greta Thunberg af ældre mænd blev bebrejdet, at hun er en sur, ung kvinde. – Hvad skulle hun glæde sig over? At hele jorden er ved at blive kvalt af fossile brændstoffer, der bl.a. dri­ver de ældre mænds potensforlængere frem? Mænd synes at kræve, at kvinder skal være unge, kønne, blide, beundrende, glade og føje­lige. Eventuelt kompetente moderskikkelser, der kan redde dem. Helst begge dele på én gang. Men unge, vrede og bebrejdende, det går ikke. Det skal slås ned.

Og det er som hovedregel omsonst at diskutere disse ting med almindelige mænd. For de forstår dem ikke. Man kalder det privilegieblindhed, når man ikke er op­mærksom på sine egne fordele som hvid, heteroseksuel, ikke-handikappet mand. Sådan en mand har aldrig frygtet lyden af dørlåsen, så snart bilen sætter i gang. Han har aldrig set sig selv udleveret offentligt. De fleste mennesker taler i ud­gangspunktet pænt til ham og respekterer ham; han har aldrig skul­let tænke på sig selv som potentielt offer.

Det ser ofte ud, som om det ikke er tilladt offentligt at dele eller blot fortælle om kvinders erfaringer. Og da slet ikke om overgreb og misbrug. Man løber lige ind i en voldsom modstand. Netop derfor skal vi som kvinder huske at støtte de kvin­der, der viser mod og står frem. Vi har brug for at udvide begrebet ’kvinde’, så vi får mere end tre kasser at være i, så vi alle får lov at være præcis, som vi har lyst og evner til, det være sig glade, sure, dygtige, smukke, mindre smukke, ligeglade, korthå­rede, seriøse, kloge, pjattede, mødre, professionelle, maskuline, feminine og meget, me­get andet. Kvinder er lige så individuelle, som mænd, og har krav på samme grad af respekt for det, de nu engang er.

Vi har brug for alle, alle ma­lere, digtere, fotografer, dramatikere, filminstruktører, manuskriptforfattere, tv-værtinder, mødre, bedstemødre, elskerinder, veninder, unge, kloge, dumme, gamle, for at beskrive kvinder og kvindeliv på samme varie­rede måde, som mænd har beskæftiget sig med sig selv og verden set fra deres egen synsvinkel i årtusinder. Vi har ingen tid at spilde. Der er en del, der skal indhentes.

Så: Godt gået, Sofie Linde! Og til I andre: Se at komme i gang!

https://politiken.dk/sport/art7933170/Dommer-p%C3%A5-18-%C3%A5r-blev-skubbet-spyttet-p%C3%A5-og-kaldt-for-m%C3%B8gluder

Kvinderollen er (igen) til forhandling

Om Lise Rønne/Bo Tao Michaëlis:

Tv-værten, Lise Rønne, skrev d. 14. 12. 2019 en glimrende og tankevækkende kronik i Politiken*, hvor hun reagerede på en nedsættende tv-anmeldelse skrevet af Politikens tv-anmelder, Bo Tao Michaëlis**, som i sit vildtblomstrende sprog bl.a. fik kaldt hende ’småneurotisk’:

‘Den i andre sammenhæng ferme værtinde Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil på energi af velvillighedens intentioner bestrøet med søde superlativer. ’

Lise Rønne sætter i sin kronik projektøren præcist på et meget ømt sted i den offentlige debat. Hun skriver bl.a.:

’Jeg er ellers vant til lidt af hvert. Jeg har ofte kun lige sagt ’tak for i aften’ i Aftenshowet, inden det er trillet ind med beskeder i min indbakke, typisk fra ældre kvinder i bedstemoralderen i øvrigt.

Et hurtigt greb i posen: Jeg har lignet ’en dreng’ og ’en kræftsyg’ pga. mit ’gyselige korte hår’. Der har også været den med, at min mand da måtte finde mig virkelig grim.

Eller de ufattelig mange, der har oplevet mig som værende et mix – kombiner selv – af en medieliderlig, hysterisk, selviscenesættende, skinger (selvfølgelig), tomhjernet gås med en grim krop i noget grimt tøj, der har gjort, at de med det samme har været nødsaget til at skifte kanal. Småneurotisk er ny for mig.’

Lise Rønne – og mange andre, fortrinsvist kvinder – har fået ondsindet, personlig kritik fra tilfældige mennesker efter tv-optræ­dener, og det hører ingen steder hjemme. Heller ikke Bo Tao Michaëlis’ vrantne og nedladende kommen­tarer om hendes person burde have været trykt. Det ligger langt ud over alle grænser offentligt at nedgøre en sagesløs person på denne måde og med dette ordvalg.  – Så hvad sker der?

Bortset fra almindelig forråelse og dedikerede internettrolde er nogle mennesker bare vrisne, uopdragne og uempatiske, og de nye medier lader dem uhindret komme til orde på alle platforme.  Selv Politikens ellers seriøse debatredaktion lader i disse år i klikfiskeriets navn usaglige og pointeløse, personlige tilsvininger passere som ’læserbreve’ eller ’debatindlæg’, og deres tv-anmeldelser er nu også ufølsomt og grundløst personlige.

 –  Men måske er der også andet end empati og velopdragenhed på spil? Noget, som også tænksomme, velopdragne og empatiske mærker? Som måske er et resultat af en kultur- og generationskløft?  – Som kvinde i bedstemoralderen vil jeg forsøge at forklare, hvorfor ældre mænd og kvinder i nogle tilfælde lader sig provokere af yngre værtinder i radio og tv.

Vi havde Ghita Nørby, som fortvivlet og pinligt aggressiv måtte opgive et interview med en kvindelig ud­sendt fra Radio 24/7.

Vi havde Rasmus Bech, efter min mening den bedst begavede skribent Politiken har, der kom for skade at kommentere, at kvindelige nyhedsværter stolprede rundt i tårnhøje stiletter. Hvilket de jo gør.

Og så har vi Bo Tao Michaëlis, hvis bedagede onkelkommentarer om kvinder i samme avis længe har været anstødelige, også for mig, der er hans jævnaldrende.

Først og fremmest har tv en stor gennemslagskraft, og alle mennesker kan frit projicere alle deres egne problematikker over på tv-personaerne, fordi de ikke kender dem.  Og der kommenteres lystigt i de mange medier.  Mange gange følelsesdrevet og formålsløst på en måde, der ikke fremmer debatten. – Offentlige personer, navnlig kvinder, udsættes i dag for så mange personlige angreb, at der skal endog me­get hård hud på sjælen for at stille sig frem. – Mænd er mere beskyttet bag neutrale jakkesæt og en afdæmpet, seriøs manderolle. De fremhæver ikke deres seksuelle tilgængelighed med overflødig pynt, mens de refere­rer fra verdens brændpunkter, og påkalder sig dermed ikke i samme grad forstyrrende opmærksomhed på deres egen person.

Dernæst er tv ikke længere et lille 25 tommers billedrørs-tv, som er gemt af vejen i en krog og kun tændt et par timer om aftenen. I dag har de fleste 60 tommer fladskærm klasket op mod stuens bedste væg, hvilket betyder, at værterne smækkes lige op i synet på os i storskærmsformat, hvilket kan føles overvældende og  intimiderende.

Og så kan vi konstatere, at kvinderollen, herunder moderrollen, til stadighed diskuteres heftigt i disse år, navnlig i Politiken. Vrede følelser sparkes frem og tilbage. Det er, som om den ene kvinde ikke kan tillade, at den anden kvinde lever anderledes, end hun selv gør. – Og det er ikke noget nyt. – I midten af 70’erne blev jeg tjekket og voldsomt kritiseret af min storesøster, fordi jeg havde smurt vaseline omkring mine tørre øjne, før jeg en morgen skulle af sted til mit sommerferiejob på en planteskole. Hun troede, at jeg havde brugt mascara og var ude på at fremhæve mine kvindelige træk og gøre mig lækker. – Det gjorde man ikke ustraffet på den tid! – Én af mine gamle veninder betroede mig, at hun stadig havde dårlig samvittighed over at lakere sine tånegle. – I 70’erne, da vi, der nu er i bedstemoralderen, var unge, var makeup og andre seksualiserede signaler ikke socialt acceptabelt, og vores verden var fuld af vrede storesøstre, der sanktio­nerede os, hvis vi prøvede at score billige kønspoint.

Det er dette tankemønster, Lise Rønne og andre kvinder, der viser sig offentligt i fuld krigsmaling og måske ovenikøbet højhælede sko, er oppe imod. De kvinder, der i 70’erne læste Marx og Habermas og kritiserede de herskende kønsroller og gik med spaltet hængehår, overalls og træsko, opfatter de yngre kvinders frem­toning som dullet og trutmundet indyndende. Mændene fanger måske mere de seksuelle signaler, som i vores ungdom var forbeholdt sexarbejdere og billederne i ’Weekendsex’ og ’Ugens rapport’, og reagerer på dem.

Jeg bliver personligt pikeret, når jeg støder på journalister, der burde være neutrale i dragt og adfærd, på skærmen stille sig an i stiletter og andet udstyr, der for mig er forbundet med en udvendig seksualitet og et ønske om at opildne husarerne.

Og navnlig reagerer jeg, når en kvindelig journalist i et nyhedsprogram øjenflirter med seerne, herun­der mig, anstiller sig lillepiget ubehjælpsomt med indadvendte tæer i stiletter og taler tuttenuttet læspende som en fireårig, der vil opnå noget af farmand. – Der er ikke meget tryghed og troværdighed at hente der, hvis no­get alvorligt skulle indtræffe i vores fælles samfund.

Jeg kan meget nemt undgå tv-udsendelser med disse værter, og de to tv-anmeldere på Politiken får penge for at mene noget og må tage de storme, deres meninger rejser, mens fx Ghita Nørby var havnet i en låst situation, hvor hun skulle tilbringe timer i sit eget hjem med en lillepiget, åndløs person, der ikke kunne fatte bare en flig af det lange og intense liv, skuespilleren havde gennemlevet, og de tusind forskellige og hver især udfordrende roller, hun havde levet sig ind i, men alligevel naivt insisterede på at stille idiotiske poesibogsspørgsmål som fx ’Hvad er din yndlingsreplik?’  – eller måske ligefrem var blevet coachet til på denne måde at fremprovokere en reaktion for lyttertallets skyld, hvad ved man.

Den seksualiserede, lillepigede ubehjælpsomme, smålæspende, indyndende opførsel, som nogle kvinder viser i medierne, var bestemt ikke det, vi bedstemødre og bedstefædre havde ønsket for vore døtre og deres veninder, da vi arbejdede for, og troede på, en ny og bedre verden med ligestilling, værdighed for individet og nogenlunde ens krav, vilkår og løn til mænd og kvinder.

Efterskrift: Men det ser ud til, at tv-stationerne tager os ved næsen og udvælger og udstyrer de kvindelige værter, så de fremstår så sexede, som muligt … Ikke underligt, at seere, anmeldere OG bedstemødre reagerer, når de kvindelige værter trækker sexkilling-kortet!

Se:

https://politiken.dk/kultur/medier/art7571509/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til-sk%C3%A6rmen

https://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/det-siger-kvindens-valg-af-hoeje-haele-om-hendes-sexlyst/7936646

* https://politiken.dk/debat/art7544230/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal-holde-op-med-at-tale-forned­rende-til-kvinder

** https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art7508703/Hvorfor-laver-DR-et-lyrikprogram-som-ikke-tager-emnet-alvorligt

Muhammedkrisen og Lawrence of Arabia

Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedteg­ningerne i september 2005, oversatte jeg Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem med indledning og noter.

Vi vesterlændinge har brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens ’Det lykkelige Arabien’ og nyoversæt­telsen af Carsten Niebuhrs store rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muham­med.

Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, reli­giøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.

Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1. Verdenskrigs udbrud på en ar­kæologisk udgravning i Syrien, og da han havde lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske mi­litære ho­vedkvarter i Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med araber­ne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på Den Arabiske Halvø.

Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og oplevelser i bogen ”Vis­dommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry genoplivet, da instruktøren David Lean udøde­liggjorde hans navn og indsats i storfilmen ”Lawrence of Arabia”.

Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge skulle be­rette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er hans indsats under krigen dog kun værdi­get nogle få linier. Ikke desto mindre interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og skikke at kende, før han udtalte sig.

I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om omgang med ara­bere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forstå­else og ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.

Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd, amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs opmærksomhed på artikel 21.

Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte ara­bisk, og som selv befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle som formidler af forståelse mel­lem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme den gensidige respekt og formindske fjendskabet.

Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917

‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke au­tomatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt viden­skab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette områ­de: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tysker­ne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.

1. Tag det med ro de første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og ara­berne dan­ner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.

2. Lær alt, hvad du kan, om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at be­gynde med.

3. I arbejds medfør skal du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende, uanset hvor stor fristelsen er (for ef­fektivitetens skyld) til at henvende sig direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd til­kommer kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave, og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.

4. Sørg for at opnå og bevare din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt, således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.

5. Hold forbindelsen til din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så godt som uophørlig påvirkning i al­mindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og til­byde deres tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen viser udlændin­ge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.

6. Vær tilbageholdende med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt sam­vær med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen fuldstændigt.

7. Du skal forholde dig roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og det skal du opnå.

8. Den ideelle position er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den øverstbefalende på missionen. For at kunne ud­føre sit arbejde må man være hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del hans holdning til stammerne. Når hand­lingens tid kommer, så stil dig offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.

9. Du skal forstørre og videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristo­krati. Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livs­form, og de besidder lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer håbet om Ash­raffer­nes endelige succes.

10. Kald din sherif ”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller lignende tilnavne i for­trolig samtale.

11. Udlændinge og kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person. Hvis det lykkes, får du hundreder af ki­lometer land og tusinder af mænd under din kommando, og for alt dette er det vel værd at give af­kald på sin ydre fremtoning.

12. Forlad dig på din humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest an­ven­delige form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens indflydelse på anfø­rerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en she­rif, undtagen i et selskab af lutter sheriffer.

13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.

14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.

15. Lad være med at forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt specielle, arabiske omstændigheder vil din praktis­ke indsats formentlig ikke engang være halvt så god, som du selv tror, den er.

16. Prøv om du, uden at ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt), hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en malkeko.

17. Brug det arabiske hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det sædvanlige, britiske stiv­sind) skyldes et eller andet umoralsk eller antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraf­tigt hovedklæde yder god beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste ara­biske venner være flove over at vise sig sammen med dig.

18. Forklædning er ikke tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man imidlertid ude hos stammer­ne opnå en langt højere grad af tillid og fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem. Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i må­nedsvis uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne glemmer din fremmedar­tethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for kræ­vende) er lettere at opnå i britisk udrustning, og du holder selv læn­gere, fysisk og mentalt, med den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de fanger dig.

19. Hvis du bærer arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammer­ne, og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det. Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.

20. Hvis du klæder dig arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kys­ten og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen banehalvdel, for han er langt mere moti­veret og gør sig flere anstrengelser, end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpe­skridt i retning mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu mærkeli­gere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og umuligheden af nogensinde at slække på over­vågningen af de andre i måneder uden ophør, tilføjer så meget stress til de almin­delige vanskelighe­der med beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse overvejel­ser.

21. Religiøse diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at kriti­sere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at påvise det. Blandt beduinerne er islam så alt­gen­nemtrængende, at de kun har meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ære­frygt for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er ligeglade. Over­bevis­ningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af mod­stand. Deres religion er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.

22. Du skal ikke forsøge at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforståen­de over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte for sheriffen. Utallige generationers stamme­krige har lært dem mere om visse sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte om­givelser kæmper de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler en større ho­ben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er beundringsværdige gruppeførere, er alt for ind­groede i deres vaner til at lære at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sports­ånd, som be­duiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at ud­nytte deres lokal­kendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og gazellejæ­gerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter, når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blan­det stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er lige­ligt fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de tåler ikke tab) eller på at holde en stil­ling, for de kan ikke forholde sig afventende uden at blive sløsede. Jo mere uor­todoks og arabisk du fører dig frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler initiativ og for­venter det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne sikkerhedshen­syn.

23. Den åbenlyse grund, beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er ikke desto mindre virkningsfulde), før du skær­per dine argumenter i den ene eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske for­klaringer; de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores, men under andre be­tingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller uudgrundeligt over araberne. Erfa­ring i om­gang med dem og viden om deres fordomme hjælper én til at kunne forudse deres hold­ninger og bevæggrunde i næsten alle tilfælde.

24. Du må ikke forveksle beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket, kombi­neret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær, uanset hvor ara­biske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk eti­kette, opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stamme­mand i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både på march og i kamp. Dine be­falinger (hvis du skulle være så uklog at give nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske, syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensi­digt hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere end fattige frem­mede.

25. Undlad at følge det normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige fra vore, at en be­mærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske forekommer dem lige så uforskam­met, som nogle af deres udtalelser ville forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.

26. Vær lige så omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret tje­ner, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og, med mindre du er meget hel­dig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det gode, du så omhyggeligt har bygget op. Ara­bere koger ris og laver kaffe til dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave, som er opvok­set i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind i landet, skal man sørge for at have en eller to Agey­lier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.

27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid op­mærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Gra­den af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’

Kilder:

Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.

Lawrence, T.E.: Visdommens syv søjler, Gyldendal, 1962

Lawrence of Arabia, 1962, film/DVD, David Lean

Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie, Gyldendal 1991


[1] El Hedjaz: Vestprovinsen, den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.

[2] Sheriffen, på det tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka og Medina, i Hejaz.

[3] Ashraf betyder ”Den mest ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.

[4] En sheik var normalt leder af en enkelt stamme.

[5] ”Herre”, høflig arabisk tiltaleform til fornem person.

[6] Mænd fra Ageylistammen.

Nyhedsværter

Nyhederne på TV2 har fået ny vært, en ung pige, som i forvejen var kendt fra et føle­program, hvor hun pludrede sødt og intetsigende og krammede Gud og hvermand.

Nyhedsudsendelserne på TV2 er som oftest stramt redigerede med originale vinkler, vedkom­mende, saglige og af og til overraskende velresearchede. Vejrudsigten trækker ikke i langdrag, man kan slukke før sporten, og man slipper for det sødladne ’Aften­show’ og alle forskræppene til det …

Men den nye vært skygger for nyhederne. Hun forekommer ikke egnet til at formidle verdens sommetider alvorlige begivenheder med passende neutralitet og værdighed. – Jeg kan simpelthen ikke forestille mig denne storøjede flirt på skærmen i et 9/11-øje­blik.

Hun har vist, at hun er god i programmer, der angler efter følelser, og som man som voksen seer kan vælge fra, men hendes sprog er barnligt læspende, hun virker usikker, indsmigrende og øjen­tjenende, og det distraherer og devaluerer begrebet nyheder.

Er det fordi, hun er kvinde? – Nej. Vi har lige fået landets anden kvindelige stats­minister, og hun er hverken sødladen eller usikkert læspende. Der er masser af kvin­der, der kan bevare overblik og saglighed, der taler, klæder og opfører sig neutralt og seriøst, tag fx Mette Fugl, Ulla Terkelsen, Tine Götzsche m.fl. – Kvinder, der nægter at falde i de fælder, som kønnet på forhånd opstiller, ved fx at påtage sig rollen som sej mama i stiletter. Som lillepige med en undskyldende, stum bøn: Hjælp mig! – Eller som flirtende sexgudinde med havfruehår, dyb udskæring og opsigtsvækkende tøj.

Mænd har lettere ved at optræde med neutral værdighed. Det er den rolle, man for­venter af en mand. Hans socialisering og jakkesættet understøtter ham. Mens kvinder og deres rådgivere ofte synes at foretrække opsigtsvækkende, kulørte kreationer og store smykker, navnlig øreringe, som distraherende dingler på værtinder og udlands­korrespondenter – her kommer jeg i tanke om nogle fantasifulde ’Alice i Eventyrland’-kjoler fra det seneste præsidentvalg i USA – og som tager al opmærksomheden fra indholdet. En nyhedsudsendelse bør ikke handle om værten, og da slet ikke om vær­tens tøj.

Men også de unge mænd, som i ’Aftenshowet’, i de såkaldte ’underholdnings­udsendelser’, i quiz­zer og overfladiske ’antik’-programmer optræder i shorts og bobbet hår, er mindst lige så barnligt uvidende, ufunderede og uforklarligt glade og indsmig­rende, som de unge piger. Og ingen af dem har noget at gøre i nyhedsudsendelser.

En nyhedsvært bør fremstå venlig, troværdig, sober og saglig – dog med mulighed for et lunt smil i stemmen, hvis et afsluttende indslag, fx det klassiske med et egern på vandski, kræver det. Ellers undergraver værtens stil hele redaktionens arbejde.

Og kvinder kan sagtens fremstå lige så seriøse og velfunderede, som mænd, hvis man blot finder de rigtige, de begavede og veluddannede, og ikke opmuntrer dem til at opføre sig og klæde sig som enten småpiger eller kvinder i udstillingsvinduer i et red light-district.

I øvrigt bryder jeg mig stadig ikke om ordet ’historier’ om nyhedsindslag. Det er over­taget fra en­gelsk-amerikansk ’stories’, som har en anden betydning. På dansk betyder en historie en under­holdende fortælling. At børn er blevet misbrugt på forfærdelige måder, eller at 14 mennesker er omkommet i et attentat, er ikke underholdende for­tællinger, det er nyhedsindslag, oplysninger, som skal formidles med neutral værdig­hed af en neutral værdig person.

Nå. Men min bekymring for nyhedsudsendelser i dansk tv er formålsløs. Seriøs ny­hedsformidling i dette land er under hastig afvikling til fordel for tidsspild i form af un­derholdende ’historier’ serve­ret af åndløse unge, der synes mere optaget af deres egen fremtræden, virkning og eventuelle sexappeal frem for nyhedsstoffet. Hvis man virkelig vil vide noget, skal man til BBC eller CNN.

Og det hænger igen sammen med, at vi voksne i en bredere sammenhæng har haft for travlt med os selv og har forsømt at videregive et funktionelt sprog, selvtillid, uddan­nelse og viden til de op­voksende generationer.

Mange unge er fyldt med tom larm og selvusikkerhed, med trang til tidsfordriv, kortsig­tet behovs­tilfredsstillelse og evindelig pirring af følelseslivet. De besidder ikke tålmo­digheden til at indhente faktuel viden om deres omverden, så de scroller hen over pjankede indslag om DJ’s, kropsbehåring og slankekure. – Og de ældre kan ikke læn­gere tolerere dumheden og udvendigheden i de ny­hedsudsendelser, de får tilbudt, og vender sig mod udlandet i håbet om at blive bedre informeret.