Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens
offentliggørelse af Muhammedtegningerne i september 2005, oversatte jeg
Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem
med indledning og noter.
Vi vesterlændinge har
brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre
kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens
’Det lykkelige Arabien’ og nyoversættelsen af Carsten Niebuhrs store
rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen
efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muhammed.
Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, religiøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.
Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of
Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1.
Verdenskrigs udbrud på en arkæologisk udgravning i Syrien, og da han havde
lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske militære hovedkvarter i
Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med
araberne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen
mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på
Den Arabiske Halvø.
Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og
oplevelser i bogen ”Visdommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry
genoplivet, da instruktøren David Lean udødeliggjorde hans navn og indsats i
storfilmen ”Lawrence of Arabia”.
Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge
skulle berette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er
hans indsats under krigen dog kun værdiget nogle få linier. Ikke desto mindre
interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og
skikke at kende, før han udtalte sig.
I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om
omgang med arabere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer
nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt
fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands
charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forståelse og
ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.
Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd,
amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over
deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs
opmærksomhed på artikel 21.
Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og
foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne
version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte arabisk, og som selv
befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret
observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den
internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle
som formidler af forståelse mellem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme
den gensidige respekt og formindske fjendskabet.
Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917
‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke automatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt videnskab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette område: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tyskerne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.
1. Tag det med ro de
første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og araberne
danner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man
er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.
2. Lær alt, hvad du kan,
om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner
og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved
indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske
dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte
betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at begynde med.
3. I arbejds medfør skal
du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den
enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og
dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende,
uanset hvor stor fristelsen er (for effektivitetens skyld) til at henvende sig
direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd tilkommer
kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave,
og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.
4. Sørg for at opnå og bevare
din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres
nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte
foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i
enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt,
således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen
vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans
intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så
ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.
5. Hold forbindelsen til
din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med
ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen
med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så
godt som uophørlig påvirkning i almindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og tilbyde deres
tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen
viser udlændinge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.
6. Vær tilbageholdende
med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt samvær
med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere
end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og
ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen
fuldstændigt.
7. Du skal forholde dig
roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde
hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham
med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver
ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og
det skal du opnå.
8. Den ideelle position
er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for
intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller
for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den
øverstbefalende på missionen. For at kunne udføre sit arbejde må man være
hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en
enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over
alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt
arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del
hans holdning til stammerne. Når handlingens tid kommer, så stil dig
offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.
9. Du skal forstørre og
videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristokrati.
Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende
position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at
Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er
halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livsform, og de besidder
lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå
en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer
håbet om Ashraffernes endelige succes.
10. Kald din sherif
”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige
navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller
lignende tilnavne i fortrolig samtale.
11. Udlændinge og
kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget
man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift
en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person.
Hvis det lykkes, får du hundreder af kilometer land og tusinder af mænd under
din kommando, og for alt dette er det vel værd at give afkald på sin ydre
fremtoning.
12. Forlad dig på din
humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest anvendelige
form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens
indflydelse på anførerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart
resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den
mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men
brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en sherif,
undtagen i et selskab af lutter sheriffer.
13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.
14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.
15. Lad være med at
forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at
du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for
at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt
specielle, arabiske omstændigheder vil din praktiske indsats formentlig ikke
engang være halvt så god, som du selv tror, den er.
16. Prøv om du, uden at
ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for
det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må
aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte
gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt),
hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede
om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en
malkeko.
17. Brug det arabiske
hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme
mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det
sædvanlige, britiske stivsind) skyldes et eller andet umoralsk eller
antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraftigt hovedklæde yder god
beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste arabiske
venner være flove over at vise sig sammen med dig.
18. Forklædning er ikke
tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at
du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man
imidlertid ude hos stammerne opnå en langt højere grad af tillid og
fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og
vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem.
Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig
tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en
skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i månedsvis
uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne
glemmer din fremmedartethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig
som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er
alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for krævende) er lettere at
opnå i britisk udrustning, og du holder selv længere, fysisk og mentalt, med
den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de
fanger dig.
19. Hvis du bærer
arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammerne,
og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det.
Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.
20. Hvis du klæder dig
arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kysten
og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på
deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen
banehalvdel, for han er langt mere motiveret og gør sig flere anstrengelser,
end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpeskridt i retning
mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og
kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu
mærkeligere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og
umuligheden af nogensinde at slække på overvågningen af de andre i måneder
uden ophør, tilføjer så meget stress til de almindelige vanskeligheder med
beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse
overvejelser.
21. Religiøse
diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at
kritisere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om
ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at
påvise det. Blandt beduinerne er islam så altgennemtrængende, at de kun har
meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ærefrygt
for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er
ligeglade. Overbevisningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver
gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og
stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af modstand. Deres religion
er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.
22. Du skal ikke forsøge
at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforstående
over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så
hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte
for sheriffen. Utallige generationers stammekrige har lært dem mere om visse
sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte omgivelser kæmper
de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres
kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler
en større hoben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er
beundringsværdige gruppeførere, er alt for indgroede i deres vaner til at lære
at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade
dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sportsånd,
som beduiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes
ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk
styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det
fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at udnytte
deres lokalkendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og
gazellejægerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter,
når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give
ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blandet
stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er ligeligt
fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de
tåler ikke tab) eller på at holde en stilling, for de kan ikke forholde sig
afventende uden at blive sløsede. Jo mere uortodoks og arabisk du fører dig
frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler
initiativ og forventer det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne
sikkerhedshensyn.
23. Den åbenlyse grund,
beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan
være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at
gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er
ikke desto mindre virkningsfulde), før du skærper dine argumenter i den ene
eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske forklaringer;
de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores,
men under andre betingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller
uudgrundeligt over araberne. Erfaring i omgang med dem og viden om deres
fordomme hjælper én til at kunne forudse deres holdninger og bevæggrunde i
næsten alle tilfælde.
24. Du må ikke forveksle
beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet
ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket,
kombineret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær,
uanset hvor arabiske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse
sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille
sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk etikette,
opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stammemand
i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både
på march og i kamp. Dine befalinger (hvis du skulle være så uklog at give
nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske,
syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensidigt
hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere
end fattige fremmede.
25. Undlad at følge det
normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det
er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige
fra vore, at en bemærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske
forekommer dem lige så uforskammet, som nogle af deres udtalelser ville
forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.
26. Vær lige så
omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret
tjener, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og,
med mindre du er meget heldig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det
gode, du så omhyggeligt har bygget op. Arabere koger ris og laver kaffe til
dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse
støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave,
som er opvokset i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske
undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind
i landet, skal man sørge for at have en eller to Ageylier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.
27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid opmærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Graden af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’
Kilder:
Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the
authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.
Lawrence, T.E.: Visdommens syv søjler, Gyldendal, 1962
Lawrence
of Arabia, 1962, film/DVD, David Lean
Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie,
Gyldendal 1991
[1] El Hedjaz: Vestprovinsen,
den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.
[2] Sheriffen, på det
tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og
havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka
og Medina, i Hejaz.
[3] Ashraf betyder ”Den mest
ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.
[4] En sheik var normalt leder
af en enkelt stamme.
[5] ”Herre”, høflig arabisk
tiltaleform til fornem person.
[6] Mænd fra Ageylistammen.