Malaysiske svindlere på Dating.dk

En bekendt fortalte forleden om sin gode kollega, Karen, som havde været alene i en årrække. Karen var lige fyldt 60 og havde længe haft en profil på Dating.dk, men alt, hvad hun fik kontakt med, var halvalkoholikere, tabere, der boede i en campingvogn året rundt, eller mænd i halvfjerdserne, der droppede hende, så snart det gik op for dem, at hun ikke lignede en tyveårig, langbenet blondine. Karen kunne sammen med kollegaerne le ad alt dette, for hun var i høj grad i stand til at klare sig selv. — Lige indtil Paul Richard Wilson dukkede op…

Først en høflig besked på Dating.dk: Han var amerikaner, bosat midlertidigt i Rønne på Bornholm, og han ville gerne lære Karen at kende, så hvis hun havde lyst til at svare ham?

Karen tjekkede hans profil. Der stod ikke meget, men hun svarede forsigtigt. Paul blev glad, og efter at have udvekslet et par beskeder på dating-sitet gav han hende sin e-mailadresse, så de kunne skrive mere privat til hinanden. Hun fik et par fotos i mailen, og han lignede en tiltalende, lavstammet, tresårig herre med en lille, hvid hund, som »fulgte ham overalt«.

Efter et par mails ville han gerne chatte med hende på Messenger, og her lærte hun meget mere om ham: Paul arbejdede som freelancer for et amerikansk mobiltelefonfirma. Han var ved at lave en it-løsning for et firma i Rønne, og han var kommet til at holde af Danmark. For tre år siden var han kommet hjem fra en af sine mange arbejdsrejser og havde fundet sin kæreste i seng med sin bedste ven! — Den oplevelse havde skræmt ham, og nu havde han svært ved at fatte tillid til andre mennesker igen. Hans — i øvrigt norske — mor var død næsten samtidigt, og da han var enebarn af en enlig mor, var han nu helt alene i verden, bortset fra den elskede, hvide hund. Han ledte efter kvinden i sit liv; hende, han kunne dele resten af sin tid med. Det var fuldkommen lige meget, hvordan hun så ud, for nu havde han lært at se på det indre.

Alt dette passede Karen glimrende. Også hun var kommet til et tidspunkt i sit liv, hvor hun var begyndt at kigge fremad mod pensionen, og da ville det være dejligt med en partner, man kunne snakke med, rejse med og i det hele taget dele resten af sine dage med. At han var amerikaner var OK i disse globale tider, og han så virkelig sød ud på billederne. På chatten fik han efterhånden også fortalt, at han var økonomisk velsitueret og uafhængig, at han gerne ville købe et hus i Karens by, at han ville vise hende Australien, at han var faldet for hendes søde smil og hendes omsorgsfulde svar i mails og på chatten, at han ikke havde kreditkort, for det kunne han ikke styre, og at han ville besøge hende hurtigst muligt…

Karen havde aftaler nogle weekender frem, men de blev enige om at mødes tre uger senere. Paul ville tage et fly, og Karen skulle så møde ham i lufthavnen. Indtil da chattede de i op til tre timer hver aften. Han sendte hende søde digte om kærlighed og tillid. Om at springe ud i livet og tro på hinanden, og der var meget »love you«, »kisses« og »hugs«. De skrev, chattede og pjattede, så sms’ede de, så ringede han … Hun kunne ikke ringe til ham, fordi hans telefon var en meget teknisk IP-telefon og nummeret begyndte med 0060, hvilket tilfældigvis, fandt hun ud af senere, også er landekoden for Malaysia.

En uges tid før det planlagte besøg blev Paul ringet op af sin chef, mens han chattede med Karen. En opgave, han tidligere havde udført for et firma i Malaysia, havde givet problemer: Firmaets kommunikation med omverdenen var brudt helt sammen, og det var Pauls ansvar at bringe det i orden, for egen regning, for han var jo freelancer. Han gav udtryk for stor ærgrelse og bekymring for det økonomiske aspekt i at begive sig til Malaysia, men der var ingen vej udenom. Han ville tage af sted allerede et par dage efter, når han lige havde hævet valuta i banken og skaffet billetter. Karen skulle ikke være urolig; det ville sikkert gå smertefrit, og han ville være tilbage i god tid inden det møde, de nu begge så hen til med stor spænding og længsel. Hunden, svarede han på hendes spørgsmål, skulle i hundepension; det havde den prøvet før.

Paul ringede og sms’ede et par gange fra Malaysia, han sendte tilmed et foto af sig selv på arbejde, og alt var godt, indtil en dag da hans opkald og beskeder udeblev… Karen blev ængstelig. Manden var jo helt alene i verden, og hvis der var sket ham noget, ville hun være det eneste menneske, der bekymrede sig om det.

Efter et langt døgns uvished, hvor hun ikke kunne få fat på ham, blev hun sent om aftenen ringet op af en mand, der præsenterede sig med et arabisk klingende navn som læge ved et hospital i Kuala Lumpur. Dagen i forvejen var en Paul Richard Wilson blevet bragt ind sammen med en ung pige efter en ulykke. Paul havde insisteret på, at Karen fik det at vide, derfor ringede lægen, men de blev afbrudt, før Karen fik yderligere oplysninger ud af ham.

Nu var Karen helt ude af det. Hun var klar til at rejse til Malaysia med det samme, men hendes kollegaer begyndte at synes, at det hele lød mere som Tin Tins dramatiske eventyr end som seriøs dating, så da Paul selv ringede hende op næste dag, tilsyneladende frisk igen, og næsten grædende fortalte om trafikulykken i regnvejr, om den unge pige, som nu skulle igennem en stor — og kostbar — operation, om politiet, der havde inddraget hans billet og pas, og om at hans kontanter var sluppet op (Han havde jo ikke noget kreditkort), var Karen medfølende, men tilbød ikke at overføre penge til ham, så han kunne slippe ud af klemmen. Derefter hørte hun ikke mere til hjertevennen Paul…

Allerede næste dag var der dog et nyt tilbud til hende på Dating.dk, dårligt oversat fra engelsk med Google Translater: En særdeles flot fyr ved navn Sampson, amerikaner, kok i Århus, forældreløs, familie- og venneløs, men med stor lyst til at slå sig ned i Danmark.

Før var det nigerianere, nu er det tilsyneladende malaysiere. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan disse lande ville være stillet, hvis al denne kreative energi blev kanaliseret ud i ikke-kriminelle foretagender. Hele set-up’et, foregribelsen af manglen på kontanter, det følelsesmæssige spind, hvor en ældre kvinde fanges ind af sine egne livsdrømme, og specielt nummeret med den lille, hvide hund, indgyder respekt. — Måske disse fyre tilsammen kunne skabe Den Tredje Verdens parallel til Shakespeares samlede værker?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *