Så er der igen store overskrifter i aviserne om Udkantsdanmark, den rådne banan og yderområder. Selv i seriøse nyhedsmedier optræder ordet ”udkant” nu rutinemæssigt og tankeløst. Unge redaktører bruger dette ord og det, der er værre og langt mere nedladende, over for en stor del af landets befolkning med samme selvfølgelighed, som de skriver ”hest”.
For mediefolk og de, der gerne vil bemærkes af mediefolket, er København jo stedet, eller mere præcist udtrykt: Deres egen navle er centrum for deres omverdensforståelse, og det sted, hvor den befinder sig, er Altings Midtpunkt.
I virkeligheden ligger hovedstaden, København, jo temmelig afsides, efter at vi mistede Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne i 1658. Fyn udgør p.t. landets geografiske centrum, men velstand, industri og udvikling trives i Trekantsområdet, Vejle, Fredericia og Kolding, også en smule længere mod nord i og omkring Århus, som ligeledes ligger særdeles bekvemt i forhold til hovedfærdselsårerne ud i Europa.
På en god sommerdag besøger næsten halvdelen af befolkningen og en del tilrejsende europæere Danmarks kyster og nærliggende områder, men nogle mennesker kan lide at bo der året rundt. De kan tilsyneladende holde deres eget selskab ud og glæder sig måske over at opleve årstidernes gang i naturen i stedet for at sidde og se det i tv. De sætter sikkert pris på at have fri udsigt til himlen, god afstand til naboer, plads til at røre sig, til at tænde et bål, til at gå en tur uden at skulle klæde sig ud først, til at være ude uden at skulle sidde til skue på en café og betale overpris for tynd kaffe med langtidsholdbar mælk i. Det er måske væsentligt for deres opfattelse af et godt menneskeliv at kunne plante et træ, grave en sø, dyrke lidt frugt og grønt, holde høns, hunde, katte, heste m.m. i al stilfærdighed, som et utal af generationer har gjort det før dem uden af den grund at gøre et livsstilsshow ud af det.
Man kunne måske også forestille sig, at det for nogle familier er et intelligent valg at købe et billigt hus med god udenomsplads i et trygt lillebyfællesskab, så man kun behøver ét job og én bil, og så den ene voksne, eller begge på skift, kan være om børnene, mens de er små. I en sådan rolig og velpasset familie har man tid til at lære sine børn at kende, til at lade tøjet tørre i solen, til at dyrke sine egne jordbær og rabarber, til at tage på fisketur, bage sit eget brød, til at passe en hund eller en kat ordentligt og til at være en del af et mere varieret fællesskab, end institutionerne kan tilbyde.
På en time kan disse familier nå Hamborg, Billund, Karup, Tirstrup eller Ålborg lufthavne med direkte forbindelse til alle de mest populære feriesteder, foruden flere daglige afgange til Oslo, Amsterdam, London, Paris, Frankfurt eller Kastrup, hvorfra det er let at nå længere ud i verden, hvis nogen skulle få lyst eller behov for det. Alle vegne findes der mobiltelefoner, bredbånd og 50 tv-kanaler med akkurat de samme tåbelige programmer, som alle andre har, så det er ikke hverken ensomt eller en begrænset form for tilværelse, der føres i provinsen i dag. Tværtimod. Der er absolut ingen grund til at være nedladende.
Jyder og fynboer tager hævn ved at kalde Sjælland for ”Djævleøen”, hvilket jo heller ikke er specielt venligt ment eller gavnligt for den gensidige forståelse, men vi ville aldrig gøre det som en selvfølge, i overskrifter i aviser eller nyhedsudsendelser.
Skulle vi ikke enes om at holde op med at kalde hinanden navne? Øgenavne af den slemme slags fremmer ikke samarbejdet. Jeg ville gerne i stedet slå et slag for det gode, gamle ord ”provins”, som jo dækker udmærket.
I sin oprindelige betydning betegner ”provins” en opgave, et ansvarsområde, en betroet del af landet. Hvis vi dertil leger, at ordet stammer fra det latinske ”pro venire”, med betydningen ”komme fra” eller ”oprindelse”, så giver vi ordet yderligere en række positive konnotationer i retningen af, at vi alle, vores tankesæt eller det vi lever af, stammer fra provinsen, en indsigt, som kunne styrke den gensidige respekt.