Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker

Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bed­ste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menne­skelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.

Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og ryger­rengøring på hotel­ler, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksus­autocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med lige­gyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdig­heden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.

Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, over­hove­det ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mu­lige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes per­son vil ingen ende tage:

På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som ter­riere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uved­kommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!

– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må for­mode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er be­stemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolk­ning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesitua­tionen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.

Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pak­ket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige menne­sker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …

Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de be­brejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?

Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!

Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.

Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at be­kymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!

For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sund­hedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klap­pede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige for­dele i ste­det for at passe deres arbejde.  – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundheds­sektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?

Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvor­lig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brand­mænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!

… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.

I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde til­stande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.

Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sund­heds­myndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De bu­tiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pan­demien, sådan som de er blevet lovet?

Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.

https://landbrugsavisen.dk/bombe-under-minksag-var-der-alligevel-lovhjemmel

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-12-ansatte-pa-hoteller-og-restauranter-smittes-oftest-med-coronavirus

Krogede gulerødder

Folk, der ikke tør eller ikke kan overskue at lade sig vaccinere, udspreder på nettet og ved pri­vate sammenkomster alle mulige, ufunderede rygter om vaccinernes skadelige virkninger. Bl.a. at vaccinen, i stedet for at beskytte den samlede befolknings helbred, er et led i en større sam­mensværgelse med uklart formål udtænkt af regeringen … Gak gak. – Hvorfor skulle et demokratisk lands ledelse dog ønske at føre folk bag lyset i en epidemisituation, hvor vi alle er afhængige af korrekt, vi­denskabeligt baseret information og vores medborgeres hensynsfulde opførsel?

Nu er jeg netop stødt på nye rygter, nemlig at sortering af affald i bedste fald er omsonst, i værste fald skader miljøet, så vi kan lige så godt lade være med at gå og affaldssortere ude i hjemmene … Fordi det hele alligevel blandes sammen og fyres af i store af­faldsforbrændingsanlæg med udslip af giftig røg til følge … Kilden kender nogen, der kender nogen, der har arbejdet på et kommunalt affaldssorteringsanlæg.

Sorteret affald i gaderne, Zabaleen i bjergene øst for Kairo.

– Der er ingen tvivl om, at vi kom alt for sent i gang med at affaldssortere, og at vi ikke har gjort meget for at forhindre PRODUKTIONEN af affald, bl.a. ved at lovgive om emballage og varer, fx plasticdippedutter, legetøj, møbler, tøj, elektronik, hvidevarer m.m., med alt for kort holdbarhed og levetid.

Der kan heller ikke herske skyggen af tvivl om, at vores nuværende affaldshåndteringssystemer ikke er perfekte; man kan somme­tider hverken afhænde eller udnytte det sorterede affald. – Men man skal vist være mærkeligt indrettet i hovedet for at påstå, at det at gøre noget, bare en lille smule, er værre end at lade stå til og gøre ingenting.

Nordjysk families affaldscontainere. – Kan man producere nye affaldsposer og containere af plasticaffaldet?

Affaldssortering, Solfatara ved Napoli.

Og så kom jeg i tanke om de krogede gulerødder.

Fra slut 60’erne og op i 70’erne, da biodynamisk landbrug – det vi i dag ville kalde øko­logi – begyndte at slå mere bredt igennem, var der også traditionelt indstillede mennesker, der ikke så nogen grund til at ændre deres levevis. Navnlig i forældregenerationen fortalte man altid over håndbajerne og sjusserne, at man kendte nogen, der kendte nogen, der arbejdede på et gartneri, og der blev de sat til at sortere alle de konventionelt dyrkede gulerødder i to bunker: De lige og pæne blev solgt som almindelige gulerødder, mens de krogede og på andre måder misdannede blev solgt til dobbelt pris som biodynamiske … Ha ha ha ha …  Skål! – Alt er godt, og vi behøver ikke at ændre vaner, for der er bare ’nogen’, der er ude på at snyde os.

Landbrug & Fødevarer opgjorde i 2019, at Danmark nu er verdensmestre i økologi, at 12,1 % af vores fødevarer er økologiske, og at vi er det folk i verden, der bruger flest penge på økologi. – På verdensplan er salget af økologiske fødevarer, drevet af bl.a. forbrugerne i USA og Kina – begge pænt store markeder – steget med 72 mia. fra 2018 til 2019 – Man anslår, at salget af økologi er steget med godt 15 % blot i løbet af det seneste år …

Så hvem griner nu? De brovtende bagstræbere og bodegatyper, der genfortæller løse rygter og vandrehistorier? Den vaccinefornægter, der selv eller hvis nære pårørende bliver indlagt med et alvorligt Covid-19-forløb? Eller den landmand, der klogt lagde om til økologi i tide?

https://lf.dk/aktuelt/nyheder/2021/februar/danmark-er-stadig-verdensmestre-i-oekologi

Manden som overdommer

Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.

Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.

Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.

Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.

I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.

Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?

Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.

Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?

Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.

Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.

——————

NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:

’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.«  Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn.  Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

 Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød.  Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam.  Da sagde Adam:

»Nu er det ben af mine ben

og kød af mit kød.

Hun skal kaldes kvinde,

for af manden er hun taget.«

https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/2

Upersonlige personlige mails

Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.

Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.

Det generer mig, fordi de antager:

  1. at de kender mig
  2. at vi er på fornavn som gamle venner
  3. at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
  4. at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg

Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:

  1. at jeg HADER at blive talt ned til
  2. at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
  3. at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
  4. at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
  5. at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt

Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’

Misbrug af e-boks og kommunale midler:

Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.

Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.

Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?

SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?

Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?

Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?

Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.

– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-09-19-flere-aeldre-far-ikke-nok-hjaelp-til-rengoring-og-bad

Aber

Om mænd, magt, dominans, rettigheder og parring

Nede under alle plusordene – godhed, civilisation, ridderlighed, høflighed, velfærd, lighed, menneskerettigheder, nede under alle idealerne, ønsketænkningen, forskønnelserne, eufemismerne, er der ved at tegne sig et mønster, ikke sandt?

Hvornår begynder vi at tale om det? Hvornår bliver vi i stand til at se det i øjnene? Og erkender realiteterne om vores egen race.

– Vi er aber. Og udviklingsmæssigt er det ikke ret længe siden, vi kravlede ned fra træerne.

Man behøver ikke stå mange øjeblikke foran abeburet i zoo, før man observerer eksempler på dominerende parring. At alfahannen går rundt og dingler med dilleren og med jævne mellemrum udøver sin ret til at bestige hunnerne, både de små, de unge og de ældre, sådan nærmest i forbifarten. Også de underordnede hanner bliver besteget, bare som en markering af hvem der bestemmer.

Vores egen historie er fuld af sådanne magtdemonstrationer, der som oftest, men ikke udelukkende, går ud over kvinder og børn:

I populærkulturen ses stenaldermanden med køllen i den ene hånd trække sin kvinde hjem til hulen ved håret.

Gamle, græske mænd, velhavende, lærde samfundsstøtter, havde inderlige og seksuelle forhold til deres unge elever. Deres olympiske guder snød og voldtog snart sagt hvem som helst, hvilket der kom mange besynderlige skabninger ud af.

Herremanden havde førhen ret til brudenatten med alle unge brude på sit gods og tilhørende huse og hytter. Og mangen ung pige på mindre gårde, i huse og i bylejligheder har op igennem historien måttet lægge krop til manden eller sønnens seksuelle lyster.

I enhver krig var vinderens gevinst adgang til at massevoldtage kvinder og børn. Ofte efterfulgt af makabre lemlæstelser og slagtninger.

’Sabinerindernes rov’ er en kendt, kulturel reference, et pikant motiv, som handler om, at romerne havde behov for nyt blod, nye, unge kvinder, og bare drog på rov i de nærmeste bjerglandsbyer.

Den katolske kirke, som har tiltusket sig magt og moralsk herredømme over store dele af kloden, har bygget sit profitable imperium bl.a. på cølibatiske præster, der op igennem tiderne har tiltvunget sig seksuelt samkvem på alle måder med måske hundredtusindvis af børn af alle køn.

I totalitære regimer, i Sydamerika, Egypten, Mellemøsten, hvor folk uden videre kan bortføres, arresteres og tortureres, er seksuelt betonet tortur meget udbredt, viser de beretninger og ganske få romaner, der undslipper den totalitære kontrol.

Udstationerede tropper, selv FN’s fredsbevarende soldater i fx Afrika eller udenlandske redningshold på Haiti, har taget for sig af de lokale småpiger og skabt udbredt prostitution og misbrug blandt den befolkning, de egentlig skulle hjælpe.

I de store, umenneskelige flygtningelejre på Afrikas nordlige kyster, er slavegørelse og seksuelle overgreb begået af lokale, uuddannede vogtere angiveligt dagligdag.

Længere nede i Afrika bortfører selvbestaltede militser børn til soldatermateriale, og de kidnapper hele pigeskoler, når de føler trang til kvindeligt selskab.

I Irak myrdede IS-soldater mændene og bortførte kvinderne fra mindre, religiøse sekter, bl.a. yazidierne, og brugte dem som sexslaver. Det er ikke mange år siden …

Vi har herhjemme Tøndersagen, hvis detaljer, som omfattede en far, hans venner, lystne købere og to små piger, er kvalmende. Vi har flere sager, der minder om den.

Der er til stadighed disse ulykkelige sager, hvor pædagoger, lærere, ridelærere o.a. har misbrugt deres stilling og børn helt ned til etårsalderen. – Og korledere i det prestigiøse pigekor i Danmarks Radio opførte sig tilsyneladende, som om de søde, unge piger alle tilhørte deres private harem! Man væmmes …

Incest, voldtægt af egne børn, drenge og piger, sker hver dag. Ofrene er mærkede for resten af livet; nogle få har beriget os med beretninger, der er så hjerteskærende, at vi ikke længere kan lukke øjnene for, at disse overgreb faktisk foregår. Også i Danmark! I dag! Jævnligt!

Kvinder fra ikke så privilegerede samfundsgrupper eller lande narres eller bortføres til prostitution og fastholdes med nødvendigheden af at tjene penge, med gæld, trusler, magt eller ligefrem vold. Adgang til kvinder, prostituerede, handlede kvinder, tjenestepiger, slavekvinder, har altid været den magtfulde mands ret, og mangen et ‘forretningsmøde’ er henlagt til stripperbarer, hvor ‘forretningsmænd’ for penge kan nyde synet af afklædte kvinder.

Mennesket er et visuelt dyr, og først tegninger, malerier, fotos, pornoblade og senest internettet har gødet mændenes dyriske lyster: Man kan nu søge på forskellige perversiteter og sidde og se på, at kvinder og børn bliver misbrugt, udnyttede og molesterede. En dansk mand i 60’erne er dømt for gentagne gange at have betalt for og udvirket overgreb på meget små, filippinske piger, overgreb, som blev filmet og transmitteret … Ja, man fatter ikke, at synet af børns lidelse kan være til fornøjelse for nogen og noget, man betaler for. – Men selv lille Jonas eller Emil kan sidde hjemme i skærmens lys og belure eller træffe aftaler med alfonser og deres kvinder om at få adgang til kvindekroppe.

Kvinder og unge piger bliver myrdet på udpenslede og pirrende måder i populære film, tv-serier og krimier som underholdning til aftenskaffen og fredagsslikket. Ingen finder det ækelt, uhyggeligt eller bare mærkeligt. Og ingen kæder det sammen med antallet af mord på kvinder, vold og voldtægter, ofte udøvet af deres partnere eller eks’er. – Det accepteres fuldstændigt som en del af vores kultur.

Denne kultur medfører, at det er ydmygende, og af og til også dødsensfarligt, at være kvinde. Vi taler normalt ikke om det som et generelt problem, men kvinder alle vegne har lært at holde et ekstra vågent øje med deres døtre, børnebørn og veninder.

Mænd har altid udnyttet magt, muligheder og privilegier til at tage for sig af de unge kvinder. Som alfahannerne blandt vores nærmeste slægtninge i dyreriget får de automatisk ‘ret’ til at parre sig i flæng, hvis de når et vist niveau i hierarkiet. Hvis deres stilling i samfundet bevirker, at de får magt over yngre, attraktive kvinder. – Lavere rangerende må nøjes med et stjålent knald i udkanten af gruppen – eller drømme foran computerskærmen. – Romantik og gensidig frivillighed er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie. Når en mand havde klaret en svær opgave, vandt han ’prinsessen og det halve kongerige’. Eventyrene fortæller ikke, om prinsessen altid var glad for at være en del af præmien.

Der er ikke langt til de labre ’præmiepiger’ i cykelløb og andre mandesportsgrene. Kvinder som belønning og staffage.

Magtfulde mænd synes også i dag at føle, at der, ud over penge, magt og privilegier, også hører fri adgang til yngre kvinder med til deres gudgivne rettigheder. Frivilligt eller ej. De fleste af disse misdædere hører vi ikke om, men nogle sager, som omfatter mænd, som vi beundrede og havde tillid til og aldrig troede kunne sætte en fod forkert, er kommet til offentlighedens kendskab her de senere år. Man bliver lige chokeret hver gang:

Bill Cosby, Roman Polanski, Harvey Weinstein, prins Andrew, Bill Clinton, Jes Dorph Petersen, Frank Jensen, Nasser Khader, Morten Østergaard, Berlusconi – nå, ja, hans overgreb var måske ikke så stor en overraskelse, men senest er Bob Dylan – nobelpristageren, der sang så smukt om lighed og retfærdighed, kommet med i det dårlige selskab pga. anklager om ’grooming’ og seksuelle overgreb på en på daværende tidspunkt 12 årig pige.

#Metoo har buldret frem, og mange kryb er tvunget ud af deres polstrede skjulesteder. Med års forsinkelse nåede bølgen også til Danmark, hvor vi ellers havde haft en selvforståelse af, at sådan noget gør vi ikke, mens det naturligvis forekom her blandt os i samme udstrækning som i alle andre lande, bare fornægtet og i skjul.

Mange af de afslørede, små- og storklamme mænd, aner ikke, hvad der ramte dem, og de føler sig stadig uretfærdigt behandlet. Der er en del danske mænd, der forsøger at få det hele til at handle om, at de er ofre for ’uretfærdigheder’, hvis de bliver grebet i overgreb og oplever sanktioner. – Ikke dødsstraf eller fængsel, næ, gudbevares, blot et midlertidigt bump i karrieren …

Ud over krænkelser, overgreb, voldtægter og almindelige tilråb og nedvurderinger er mord og vold også kommet på dagsordenen med ’kom sikkert hjem’-kampagner efter mordet på en yngre kvinde i London. Et mord, som viste sig at være begået af en politimand.

Mon ikke mænd bare er mænd med maskuline hormoner susende rundt i kroppen? Hanaber? Vilddyr? Liderlige? Somme tider også voldelige? Som gør, hvad de lyster, stræber efter magt og behovstilfredsstillelse, hvis de kan, hvis de er stærke og ambitiøse nok? – NOGLE mænd, ikke alle, selvfølgelig ikke alle. Nogle af mine bedste venner er mænd, jeg er både datter af, gift med og mor til en mand, og de kunne/kan alle sagtens holde sig i skindet og opføre sig ordentligt over for både kvinder og børn.

Men lejlighed gør tyv, siger man. Parringsdriften er formentlig den stærkeste drift, vi har, og hjernens pandelapper, der regulerer vores adfærd og beregner konsekvenser, kom først sent til i løbet af menneskets udvikling. Ikke alle har lært at bruge dem hensigtsmæssigt endnu.

Når selv tilsyneladende bløde, normaldanske mænd, som fx Morten Østergaard og Frank Jensen, uønsket gramsede og slikkede på kvinder som en del af deres magtberuselse, viser det, at trangen til at demonstrere dominans ved at rage på kvinder stikker dybt. Og når nogle mænd opnår en magtposition, går det ud over hushjælpen, døtrene, eleven, sekretæren, praktikanten, den ansatte, partifællerne … Det ved vi jo godt. Og hidtil er de sluppet af sted med det.

– ’Alt i verden handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt’, menes Oscar Wilde at have sagt. Han har ganske givet ret. Magt, sex og vold synes ofte at være sammenkædet.

Så længe det hovedsageligt er mændene, der sidder på magten, så vil det også være dem, der begår overgrebene – og beskytter andre mænd mod evt. sanktioner.  Mænd er subjekter med ret til at agere frit i fællesskabet med andre mænd. Kvinder og børn bliver decimeret til objekter for mændenes ageren. – Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at også nogle kvinder ville være i stand til at begå overgreb, måske andre slags overgreb, hvis de besad den berusende magt. Vi er alle af abeslægt.

I vores nuværende kultur er overgreb på kvinder udført af mænd dog helt åbenbart en tilbagevendende, almindelig og strukturel praksis. Og det fortsætter blandt de yngre generationer, viser horrible beretninger fra de såkaldte ’puttefester’ for gymnasieelever i det nordlige København og fra kampråb på barer og i omklædningsrum under større mandesportsbegivenheder. Vores samfund lider tilsyneladende af en tiltagende, ikke en aftagende, pornoficering og dertil hørende nedgørelse af kvinder – jeg har ingen erindringer om så udpræget objektgørelse af kvindekønnet fra min ungdom og skolegang i 1970’erne.

Jeg håber, at vi stadig formår at få vendt den udvikling, så mine efterkommere ikke skal tvinges til at underlægge sig abelignende magtmænd, klassekammerater, trænere, chefer, ægtemænd, fædre, brødre, venner, fremmede og udsættes for psykiske og fysiske overgreb og uretfærdigheder.

Klø på, kvinder og sympatisører af alle køn! Vi skal se tingene i øjnene og have disrespekt, vold og overgreb frem i lyset, så vi kan erkende, at det findes! Ellers kan vi ikke gøre noget ved det.

Det er ikke en forbrydelse at snakke om det. Lad os kalde trolden ved det rette navn: Abepsyken tilsiger magtmennesket, at han ikke behøver at lægge bånd på sine lyster og behov, fordi han har en naturgiven ret til alle jordens ressourcer, herunder også andre mennesker, specielt attraktive kvinder og børn.

Skt. Hans

har i hele min levetid været en tom tradition, hvor vi alle sammen, uden at vide hvorfor og ofte i silende regn, går hen på en nærliggende strand eller plæne, får en øl, kigger på et bål og hører en oppustet, lokal digni­tar udbrede sig om banaliteter, mens en karikatur af en laset kvindefigur på toppen af bålet til skræk og rædsel for alle tilstedeværende kvinder og børn brændes af, hvorefter vi sammen forsø­ger at afsynge en vaklende udgave af Drachmanns ’Midsommervise’.

At rense luften ved at synge dårligt og afbrænde kvindefigurer gav ingen mening i det danske sommerland – og kan vel næppe siges at være politisk korrekt i vore tider – før coronaepidemien.

Men så var der et par opfindsomme sjæle, der konstruerede modeller af coronavirusset og satte dem på toppen af bålet.  – Se, det må have været dybt tilfredsstillende at se den forhadte tingest futte af i Helvedes flammer!

Og straks tænker man jo videre … Lad os smide mundbind, spritflasker og Sundhedsstyrelsens blå coronapiktogrammer på bålet og sende det hele til Bloksbjerg på selve midsommers trylleaften! – Sikke en lettelse! – Det kunne vi stå sammen om!

Forhåbentlig kommer der fremover igen år, hvor globale epidemier ikke har påvirket os, men så kunne man måske ude omkring enes om et fælles tema: At afbrænde planerne om nye motorveje eller alt for høje højhuse, udvisningsordren til den søde og hjælpsomme familie fra Syrien, plaka­ter af et byråd fanget i en korruptionssag … – Og hvis vi taber i vigtige fodboldkampe før Skt. Hans, kunne vi afbrænde de fantrøjer, klaphatte og halstørklæder i rød-hvide farver, som vi så hå­befuldt havde indkøbt. Eller i magre år uden trusler mod kollektivet kunne vi hver især finde en lille brændbar ting, som vi symbolsk gerne ville sende af sted i flammer: medicinemballage fra overstået sygdom, drømme, der ikke længere er aktuelle, en stump af ekskæ­restens efterladte tøj, nyslåede studenters eksamensnoter, ungernes Pokemonkort, som de for længst er vokset fra, halvfærdige projekter, som tynger, men som alligevel aldrig bliver til noget … o.m.a.

Vi kunne enes om at genoplive Skt. Hans’ betydning som en foruroligende, alt for lys aften kort efter som­mersolhverv, hvor alle farlige kræfter er løs og skal bekæmpes og renses med ild, store bål og luer, der gnistrer og sprutter og fløjtende fortærer ondskab og trusler. I så fald ville coronaepidemien have sat nyt fut i et gammelt og hidtil meningsløst ritual.

For vi har stadig brug for ritualer, og som epidemien har lært os, er vi ikke herrer over alt. – Der er selv i vores udviklede samfund brug for fællesskab, håb og ydmyghed.

Mad er gift

I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte ska­delig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.

I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:

● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelade­madder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slik­agtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.

● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.

● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød des­sert eller ost.

● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddags­kaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikke­riet.

● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgen­basser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.

Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?

Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.

Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælke­snitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandheds­værdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt –  er en del af en sund morgenmad:

Ferrero Nutella INGREDIENSER

Sukker, palmeolie, HASSELNØDDER (13%), SKUMMETMÆLKSPULVER (8,7), fedtfattig kakao (7,4%), emulgator: lecithiner (SOJA), vanillin.

Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!

Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyl­lisk baggrunds­musik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivel­serne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’land­mænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbyde­lige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, na­turfremmede, uinteres­serede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at pas­sere uanfægtet i landsdækkende medier.

Se:

De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.

Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offent­lige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges da­gen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive pres­seafdeling.

Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer

Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.

https://nordjyske.dk/nyheder/giftrester-fundet-i-mere-end-halvdelen-af-vandboringer/42374d37-9831-3119-a0b8-ea03d7d5b677

MRSA:

https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/m/methicillin-resistente-staphylococcus-aureus

Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:

Retssag mod havmiljøforsker:

https://politiken.dk/klima/art8237478/Forsker-udsat-for-ekstremt-pres-Nu-skal-han-forsvare-sig-i-retten

Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!

Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte land­brugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.

Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rappor­ter og vi­denskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjæl­dent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i trans­portvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realite­terne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.

Århus Universitet og landbruget:

https://www.information.dk/indland/2019/08/aarhus-universitet-lod-landbruget-faa-indflydelse-paa-ny­hed-oksekoedsrapport

Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.

At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.

At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.

Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.

En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wie­nerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???

INGREDIENSER – Wienerpølser:

80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.

Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede el­ler op­fiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?

Søstjerner som svinefoder:

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/verdens-foerste-soestjernefabrik-staar-klar-skal-forvandle-10000-ton

– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?

Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …

Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede mad­entusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.

Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.

Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.

For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …

Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.

I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producen­terne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturlig­vis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!

For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.

Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.

I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.

Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svim­mel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvali­tet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttæn­kende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.

Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …

Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarke­der, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.

Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.

Se evt.

“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube

Corona forsommer 2021

Vi fik de eftertragtede stik med Moderna. Ingen bivirkninger. Bortset fra at overarmen i et døgns tid føltes, som om nogen havde stukket en nål dybt ind i den.

Alligevel er vi forsigtige med at vove os ud. Hvorfor? – Vi begynder ængsteligt med at stoppe ved fiskebilen uden for supermarkedet og beruse os ved at kunne vælge frit og tage det med hjem med det samme. En is ved strandkiosken – Sikke et herreliv!

Det er et år siden, vi har handlet i en fysisk butik. Halvandet år siden jeg har anvendt et offentligt transportmiddel. Siden vi har besøgt en restaurant, et cafeteria, et museum, andre menneskers private hjem. Ud over børn og børnebørn, der stort set har fået de invitationer, besøg og kram, de havde lyst til at modtage.

Smitten løber stadig grassat ude omkring os. De unge fester. Skolelever ville strejke for retten til at fejre sidste skoledag, for det havde de fortjent … Fortjent? – Hvem skal gøre det regnebræt op?

Vi var alle uheldige og løb ind i den mest omfattende epidemi i 100 år. Ingen havde fortjent noget. Begrebet hedder force majeure – Slå det op, unge menneske, når du alligevel skal hen og google ordet ’sogn’. Vi blev ramt af en kraft større end noget andet. Uden for menneskets kontrol. Og det var lærerigt.

Vi så, at vi som samfund betragtet var dårligt forberedt psykisk såvel som fysisk. De ældre, der havde oplevet skyggen af verdenskrig og efterfølgende smalhals klarede det bedst. Taknemmelige, som de var, for, at verden stadig fungerede med vand i hanerne, koldt og varmt, strøm, internet, telefon, lægehjælp, fødevareforsyning. – Så kan det ikke gå helt galt.

Yngre mennesker blev fortørnede. Tøsefornærmede. Hvorfor skulle de have mundbind på? Holde afstand? Hvorfor måtte de ikke feste? Gå i biografen? Rejse ud i verden som før? Samles og sprede smitte til store sportsarrangementer? Til festivaler og koncerter? Drikke sig fra sans og samling og opføre sig uansvarligt i det offentlige rum? Til sidst plagede de endog for at måtte komme i skole.

Næringslivet opførte sig på samme måde, –  som pubertetsbørn. Hvorfor måtte de ikke åbne? Tjene penge? Gå på arbejde? Lokke kunder ind i butikken? Fylde deres smittefarlige fly, hoteller, restauranter? Minkburene? Hvorfor må vi ikke medvirke til at sprede sygdom, død og farlige mutationer under en pandemi?

Ja, det kan være svært at forstå.

Også, at man sommetider bare er nødt til at lytte til sagkundskaben. Til de uddannede. Til regeringen. Gøre, som der bliver sagt, for alles bedste. Det er ikke børnelærdom i dag, hvor mig, mig, mig og så mig selv er det herskende mantra.

Det viste sig også, at vi havde frasolgt vaccineproduktionen, nedlagt lagre af værnemidler til en eventuel nødsituation, beskåret beredskab og sundhedsvæsen så hårdt, at det tog næsten et år at komme på omgangshøjde med situationen.

Og så så vi til vores store forbløffelse og vantro, at mange private erhvervsdrivende ikke var for fine til at svindle med den støtte, fællesskabet generøst havde stillet til deres rådighed for at holde dem oven vande, til situationen blev normal igen. Der blev forsøgt svindlet for millioner og atter millioner!

Og folk brød ind på sygehuse og stjal håndsprit eller gik i tåbelige demonstrationstog mod mundbind og smitterestriktioner … Vi vil have lov til at belaste det fælles sundhedsvæsen med vores idiotiske og egoistiske handlinger, råbte de. – Vi demonstrerer for retten til at dø en smertefuld død og på samme måde dræbe vores bedsteforældre. – Det er vel et frit land, eller hva’? – Alt imens ordet ’samfundssind’ blev fremhævet igen og igen og således endegyldigt beviste, at det, vi snakker meget om, er det, vi savner allermest.

Den borgerlige opposition, der ellers gerne vil se sig selv som ansvarlige samfundsborgere, ødelagde for altid deres egen anseelse ved – med de mest barnagtige anklager og ubegrundede udfald – at bruge enhver anledning til at smide grus i hele samfundsmaskineriet og undergrave den ansvarlige regerings arbejde for at redde så mange som muligt igennem …

Landet bliver – forhåbentlig – aldrig det samme igen.