Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at til­passe mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gym­na­sium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, kon­kurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærk­somhed, om de gode ka­rakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræ­den, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt del­tager i det larmende, pulse­rende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier el­ler en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploa­des, måske endda fra de nedre regio­ner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistri­ves?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcis­sisme, psy­kopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer.  – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, krops­bevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, ob­servationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, op­mærksomhed på detaljer, op­findertrang, nys­gerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig afle­vering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dår­lig undervisning, bil­ligt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hy­ste­riske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for liv­mo­der, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for føl­somme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke op­førte sig ’kvindeligt’, dvs. moder­ligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevel­sestrang, be­gavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i ver­den skulle holdes nede, væk, un­dertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, op­finde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske oveni­kø­bet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektro­chok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i sam­fundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge vel­færdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvin­delighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’per­versiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at ac­ceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage po­sitivt til hel­heden, tvært­imod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere indivi­der af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugent­ligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sam­men­brud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende ind­tryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke an­kom­met til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dan­nelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i over­ensstem­melse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Før­hen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem.  – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det mo­derne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spisefor­styrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pas­ning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for vold­som, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrations­evne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke be­gynde at tale om person­lighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den her­skende, eksklude­rende og sygdomsfremkaldende sam­fundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om au­tisme – ’Ver­den har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kon­tinuum!  – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags nor­malitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, be­vares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for nor­malitets­skiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindrevær­dige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtræ­delsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække or­det ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende gene­tisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside  – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæm­pende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyr­relse’[4] . Fo­re­stil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsfor­udsigelser og syg­domsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og in­klusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organi­sation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, prak­tiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, krea­tive, sportslige …. der er næsten uen­delige muligheder.  Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel men­nesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en al­vorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller føl­somhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i ar­bejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendig­vis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres per­sonlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvun­gen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel per­son­lighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og til­passe sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på de­pression, et nervesammenbrud, selvskade, spise­forstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mi­rakuløs helbre­delse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstalt­ninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at defi­nere miljøet og andre menneskers psyki­ske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det på­virker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, spe­cielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, for­travlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og for­søge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskon­torer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsomme­lige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og få­rene, og pi­gen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesska­bet. Ligesom den gamle mand el­ler kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyr­inde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undvæ­res, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tan­ker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en lar­mende fol­ke­skoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt be­gavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskellig­ar­tede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da 

Film: ’Temple Grandin’ – Fin­des bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/

Krig i vor tid

Klimaskabte storme og oversvømmelser igennem vinteren. Vejret er af lave og kræver nye ind­satser på de mest udsatte steder.

Pandemien er efter to år næsten håndterlig, men smittetallene er stadig tårnhøje. Børn, unge, ældre har haft en svær tid og længes efter forår og mere frihed.

Og så pludselig toner statsministeren frem på vores skærme til endnu et bevæget pressemøde: – Rusland er med stærk militærmagt rykket ind i et europæisk naboland! – Det er ikke til at fatte!

De danske journalister ved pressemødet når et nyt lavpunkt, når de – som de ustandseligt gjorde under coronapressemøderne – dumt forsøger at bedrive ’kritisk’ journalistik på statsminis­teren. Dumt, fordi de ikke forstår situationens alvor. Fordi de ikke forstår, at det ikke handler om et mikroskopisk lands gnattede, ligegyldige indenrigspolitik, men om en verdensomspændende krise. Ikke set magen til i vores del af verden siden 2. Verdenskrig. Man forsøger ikke med tanketomme banaliteter at fange sin statsminis­ter på det forkerte ben, når hun i krigstid er på vej til EU for at aftale fælles foranstaltninger. – Medmin­dre statsministeren opfører sig som en total idiot, støtter man op!

I stedet spørger de unge journalister tåkrummende ‘fiffigt’ til eventuelle flygtninge, som, man ved, er et brændbart, politisk emne. Man spørger til de højere energipriser, som jo kan ramme privatøkonomien. Til kompensationer for erhvervslivet. Og den færøske repræsentant ville gerne vide noget om fiskerieksporten. – Meget havde statsministeren allerede kort berørt i sin indledning og andet kan være svært at spå om på en ny krigs første dag. Så journalisterne opnår ikke andet end at afsløre, at de er uvidende, dårligt forberedte, dårlige til at høre efter og født i tider uden erindring om krig, om kri­gens alvor og er helt uden den basale fornemmelse for, at krig koster og – ganske som epidemier – kræver ofre og sammenhold.

Sommetider er det bedst at være stille …

Flerkoneri

Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hø­rende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.

Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare forman­den med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen und­skyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepte­rende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.

Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi ken­der dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kej­ser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, ny­hedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.

Haremmet, Topkapipaladset, Istanbul, hvor sultanen efter sigende holdt flere hund­rede hustruer, medhustruer og elskerinder. – Når en sultan døde, var det kutyme, at hans stærkeste arving enten slog alle sine halvbrødre og konkurrerende drengebørn/unge mænd ihjel med det samme – man talte om dagen, hvor de mange kister forlod paladset – eller mere humant sejlede dem over til Prinseøerne i Marmarahavet ved indsejlingen til Bosporusstrædet, hvor de kunne leve godt, men afsondret under streng bevogtning. – Hvad der blev af alle de mange kvinder og deres døtre, ved jeg ikke.

Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespil­lerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Jo­hanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyre­haven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af søn­nerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede un­der kummerlige kår.

Drømmen om eget hus i forstæderne kunne i begyndelsen af 1930’erne realiseres i Rødovre for en uægte søn af en Carlsbergdirektør desformedelst en fædrene arv på 10.000 kr. – Hesten hedder ‘Prins’.

I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids stats­minister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejel­ser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.

Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørn­stjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksu­elle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen æn­dring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.

Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og so­cialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.

Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.

Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.

Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fre­delige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.

I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssyg­domme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkelighe­den, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i øl­branchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …

I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelses­mæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.

Unødvendig støj

I en verden fyldt med tung trafik, biler, arbejdsmaskiner, fly, knallerter, husholdningsmaskiner, varmepumper, havemaskiner, værktøj, soundbokse, højttalere, muzak, naboer, computere, tv-apparater, mobiler, bør vi alle bestræbe os på at begrænse støjniveauet, når vi kan.

Undersøgelser viser, at støj påvirker hjerterytmen og blodomløbet. – Og hele nervesystemet, kunne man tilføje. – Vi bliver rent faktisk syge af støj.

Ikke af kort, kendt og forbipasserende støj, men af vedvarende, gentagen og unødvendig støj.

De fleste af os bor tæt på andre mennesker og deres støj. – Vi kunne begynde med at fjerne al larm og støj, der ikke umiddelbart har nogen nytteværdi:

Benzin- og dieselbiler i tomgang.

Vindharper, der kling-klanger i hver lille brise, og som også høres af naboerne.

Musik i haver, i biler med nedrullede vinduer og på offentlige steder. – Ikke alle har samme musiksmag. Nogle er gået ud for at lytte til fugle. Nogle sidder i haven eller parken for at slappe af, ikke for at lytte til andres samtaler, fester, gøende hunde, børneskrig eller larmende maskiner i timevis. Det er fx dårlig stil at slå græs eller arbejde med andre støjende redskaber i en lille have med omgivende naboer på en sommerdag lige ved spisetid.

I mit nærområde har kirkegården anskaffet sig særdeles kraftigt materiel, som generer alle naboer:

Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen herunder er taget fra terrassen lige foran min havedør:

Sådanne kæmpemaskiner bruges – i stedet for rive, skovl og kost – til at støvsuge alle gravsteder og stier! – Det er endegyldigt slut med at mindes sine kære afdøde i fred … Og lige på den anden side af kirkegården bor der mennesker, små og store, unge og gamle, raske og syge, som ikke kan opholde sig i haverne i de lune forårs- og sommerdage, mens kirkens folk er på arbejde, og nogle dage heller ikke kan føre en almindelig samtale inde i egen stue.

Vores lille by ligger knap 10 km fra en lufthavn, hvilket er praktisk, når vi skal ud at rejse, og de brummende rutefly generer da heller ikke, når de ca. en gang i timen langsomt glider ind til landing. Det er kortvarigt og nyttigt, at de er der. Læge- og redningshelikoptere er også mere end velkomne til at optage vores fælles luftrum og støje, mens de passerer, men for at generere yderligere indtægter lejer lufthavnen sine baner ud til de store hvinende AWACS-fly, der med tallerken over skroget træner touch and go-landinger i timevis og ødelægger roen og nerverne hos de titusindvis af mennesker, der opholder sig nedenunder, i byer, skoler, arbejdspladser, institutioner og natur.

Hvinende AWAC-fly cirkler ugentligt i timevis over småbyer nord for Aalborg

Ligesom en enlig privatflyver, en fyr med penge på lommen, kan tage tusinder som gidsler og få lov at cirkle i timevis over vores lille by og den nærliggende skov. Han har sikkert en fest deroppe. Føler sig som konge over det hele, mens han ødelægger dagen for os andre og nedsender sin enerverende motorlarm over alle de mange, der bare ønsker fred.

Vi bliver nødt til at tage os af den unødvendige støj. –  Skal der lovgives om det? – Ja, det skal der helt sikkert på et tidspunkt. For vi er blevet for mange, for rige, og det er blevet for meget. – Men indtil da kunne vi starte med at tænke os om hver især og tage de påkrævede hensyn, både som private borgere, virksomheder, kirkesamfund og offentlige foretagender.

Vi bør også tænke alvorligt over lugte, så som udstødning, gylle, parfumer og røg. Vi bør desuden beskytte nattemørket mod unødvendig og alt for kraftig belysning. Og til sidst skal vi skåne syn og sjælero ved ikke at konstruere alt for mange grimme tårne, møller, master, bygninger, konstruktioner, fabrikker eller ’kunst’, der skal sætte enhver provinsby ’på verdenskortet’, midt i de få tilbageværende oaser med grønne eller havblå udsigter.

Se evt.:

Rige på penge, fattige på fantasi

I de mørke coronaaftner forsøger tv at underholde os med glimt af de riges liv. Der er serier i bedste sendetid om de dyreste hoteller i London, en serie alene om Hotel Savoy og også kedsommelige udsendelser om det hjemlige Ruths Ho­tel i Gammel Skagen, hvor folk kører op, viser sig selv og deres biler frem, mens de vælter sig i drinks, rosé og skaldyr …

Som om det rager os.

Det er jo ikke ligefrem spændende mennesker, der befolker de uanstændigt kost­bare etablissementer. Det er sælgertyper, netbutiksejere, swimmingpools­sælgere, ejendomshandlere … Folk, der ikke bestiller andet end at tænke på penge døgnet rundt. Udstyret med en fantasi, der kun rækker til at sælge eller købe ting og vise dem frem for hinanden. Tomt. Ting … Ofte smagløse og unød­vendige.

Efter en smule sofaresearch nåede jeg hurtigt til den konklusion, at meget rige mennesker lever meget kedelige liv. – De er måske rige på penge, men fattige på fantasi.

Hvorfor skal det være så ens? Så udvendigt? Ligegyldigt? Så forudsigeligt, selv­im­poneret og kedeligt? Hvem har bestemt, at fx en flaske champagne, som der frem­stilles titusinder af hvert eneste år, er ensbetydende med en dyr fest? – Hvorfor kunne en smagfuld, hjemmelavet saft ikke være en fest? Eller gode samtaler med livskloge venner, måske fra andre kulturer? En udflugt med et op­vakt barn?

At betale eksorbitante priser for grimt tøj, tasker, sko, skinnende smykker, pran­gende biler, både og fly, kulørte drinks, mad, magelig jagt på sagesløse dyr og rej­ser på 1. klasse til byer og ophold på hoteller med lagner til 10.000 kr. pr. stk. – Sover man bedre af det? – der alle ligner hinanden, og hvor man kan ‘shoppe’ de samme ting og møde de samme mennesker, som hjemme, mens man hele ti­den er omgivet af grådige spytslikkere, der slesk hopper og springer, taler kun­derne efter munden og må konsultere deres noter for at kunne lade som om de kender dem og bekymrer sig om deres familie og velbefindende.

Hvis jeg pludselig blev rig, ville jeg ikke hælde mine penge ned i lommerne på bil­forhandlere eller sykofanter på Savoy. – Jeg ville heller ikke drage på turisttur ud i rummet.

Jeg ville finde steder på jorden, hvor mine penge kunne komme til nytte. Købe regnskov, udvikle ren energi, frede øer, kulturhistoriske bygninger og miljøer, skaffe vand til landsbyer, skoler til børn, hospitaler til syge mennesker og dyr. Jeg ville bygge mig et hobbithus på en fredelig plet og begynde at dyrke solsik­ker og holde frilandsgrise. Eller noget. – Og ingen ville høre om det eller se mig i snage­vorne udsendelser om de riges liv.

Dumme

Der har altid været dumme mennesker til. Overtroiske, mistroiske, uvidenskabelige, selvover­vurderende, højtråbende, følelsesstyrede, påståelige, faktaresistente … – De dumme har vel al­tid været i overtal. Men førhen holdt de klædelig, lav profil, når de talte med de klogere, de uddannede, eksperterne, med offentligheden, myn­dighederne, herremanden, præsten, degnen eller skole­læreren.

De dumme vidste, at de var dumme. Man havde ingen problemer med at fortælle en idiot*, at han var en idiot. – Man havde ikke i samme omfang noget, man gerne ville sælge til de uuddannede masser, ingen clickbaits, intet stemmefiskeri, ingen indsamlinger til tvivlsomme formål, ingen formiddagsaviser, uvirksomme skønhedscremer, vitaminpiller eller naturlægemidler. Så ingen havde fordel af at snakke idioterne slesk efter munden.

De dumme kunne indebrændt sidde og kæfte op ude i de små, mørklagte landsbyer eller på tilrøgede værthuse med sjatter på gulvet. De befandt sig i afskær­mede afkroge, i lukkede kredse, hvor de kun kunne råbe ganske få, andre mennesker op. – Og i øvrigt havde de nok at gøre med at tjene til den næste bajer, til dagen og vejen for dem selv og de­res familier.

I dag har vi internettet, som vi alle har stor gavn af, men det fungerer også som et ufatteligt stort, globalt forum for idioter og idiotiers udbredelse. Drevet frem af pornografi, handel, lys­sky foretagender, konspira­tionsteorier, sociale medier, spil og andre fornøjelser, er nettet også blevet den ver­densomspændende ladvogn, hvor en­hver idiot kan stille sig op og udbrede sine private idiosyn­krasier. Man kan med ringe ulejlighed og helt uden belæg bekendt­gøre for alverden, at dommedag nærmer sig, at en pandemi eller klimaforandringer blot er løgn og latin, at vaccinationer er skadelige og ikke virker, eller at et stort, demokratisk parti ledes af pædofile, og – navnlig – kan man blive hørt af andre, godtroende fjolser i tusind- eller må­ske millionvis.

I dag føler de dumme sig ikke alene. Og de føler sig ikke dumme, for de har opdaget, at de ikke er et mindretal, men at mange bejler til dem, fordi de udgør majoriteten med stor købekraft og demokratisk ret til at vælge eller ansætte de allerdummeste på vigtige poster i samfundet:

En folkevalgt i EU, der angiveligt svindlede med EU-midler og forfalskede underskrifter, men som alligevel er populær, mens han lusket lyver sig fra det hele og med bred støtte i sit menneskefjendske parti stiller op som formands­kandidat.

Et større, dansk dagblad ansætter en redaktør, der er dømt for ulovlig indhentning – og misbrug – af kendtes kredit­kortoplysninger.

Vi har en tidligere minister, som på ulovlige måder bekæmpede indbildte ’barnebrude’ – ikke af omsorg for unge flygt­ninge, tværtimod, men for at indhente ’likes’ og stemmer fra følgere på sociale medier.

En amerikansk præsident, der brugte magten til egen fordel og berigelse, og som med uhyrlige påstande opildnede sine bøvede følgere til at angribe de institutioner, som bragte ham til mag­ten, da han mistede den igen ved et nyt, demokratisk valg. Denne tidligere præsident overtog uimodsagt et gammelt, ellers respektabelt, parti og er nu i fuld gang med at samle støtte til næste præsidentvalg.

En britisk premierminister, der blev valgt til at udelukke Storbritannien fra alle fordelene ved det europæiske fællesskab, og som ikke tog en pandemi alvorligt, men nægtede at holde fysisk af­stand, at bruge mundbind, og som, selv efter at han personligt var igennem et alvorligt sygdomsforløb, stadig fandt det hele ustyrligt morsomt og samlede folk til drukfester i residensboligen.

Og så har vi derudover den store hær af fortrinsvist midaldrende mænd, der ikke fatter en skid, men som sidder i køkkenkrogen med en bærbar og føler sig opstemt magtfulde, mens de øser galde ud over alle velmente moderniseringer af vores fælles samfund, ud over forsøg på at kontrollere epidemien, ud over mennesker med rødder uden for Danmark og ud over kvinder.

* Idiot er her brugt i den gamle, græske betydning, som iflg. ‘Den Danske Ordbog’ på nettet er: ‘ … fra græsk idiotes ‘privatmand, udannet person’ – dvs. mennesker uden særlige forudsætninger.

Se evt.:

Coronajul & dumhed 2021

TV2 ‘s smitte- og dødstal fra d. 21. 12. 2021

Hvordan er det lykkedes dele af befolkningen, godt hjulpet af journalister med og uden relevant uddannelse, at få det indtryk, at en verdensomspændende epidemi er regeringens skyld og ansvar?

Specielt en forhenværende kuglestøder fortsætter ufortrødent sin optræden på tv-transmitterede pressemøder som totalt uforberedt og uvidende om de presserende sundhedsspørgsmål. Alligevel prøver han desperat at fremstå som en bidsk og kritisk intimiderende udspørger af landets statsminister. Hans ikke synderligt begavede spørgsmål fremføres med krigstrommer: Kunne I ikke have gjort mere? Bedre? Før? Hurtigere? Anderledes? … Tja, øhh, for regeringen får i modsætning til alle andre åbenbaringer om fremtiden, så de kan handle korrekt og i tide og i alle situationer? – Den aggressive attitude er ikke særlig nyttig i en krisesituation, og det er pinligt som seer at sidde og se på. – Velbegrundet, kritisk journalistik over for magthaverne er altid godt. Men ubegrundet intimidering af mennesker, der gør deres absolut ypperste, så man selv kan føle sig som en voksen, ’kritisk’ journalist, mens man spilder alles tid, er bare dumt … Og dumhed har desværre mange følgere her for tiden.

Dumheden kryber frem fra alle sider her, hvor vi befinder os i en epidemisk nødsituation, der ikke er set mage til i 100 år, med et udsultet og nedslidt sundhedssystem og udbredt mangel på solidaritet og hensyn til fællesskabet i en egoistisk og materielt indstillet befolkning uden fælles værdier. Hvor vi har højtråbende og truende ’antivaxxere’. Hvor folk insisterer på store sammenkomster, koncerter, fester, rejser, gudstjenester, men alligevel efterspørger retningslinjer fra myndighederne og ikke, selv efter to års erfaringer med coronasmitte, kan tænke en smule selv. Hvor sygeplejerskerne strejker, mens syge gamle, unge, børn ikke kan blive behandlet. Hvor tusindvis af mennesker snyder med den coronakompensation, som fællesskabet venligt har stillet til rådighed, fordi vi befinder os i en force majeure-situation. Hvor minkavlere gemmer smittefarlige mink i hundredvis, mens de hæver gyldne kompensationer fra fælleskassen. – Hvor pengene ellers langt bedre kunne bruges på sygeplejersker, sundhed, tests, vaccinationer og behandling af syge og sårede.

Men regeringen kan kun, ligesom de fleste andre mennesker i verden, forlade sig på veluddannede eksperter, på rapporter fra andre steder på kloden, på den samlede forskning i en sygdom, der først opstod i et fjerntliggende land for to år siden.

Den forhenværende kuglestøder er ikke den eneste småt kørende journalist i dette land. Mange af de andre følger trop, aggressive, men uden retning, grundlag, viden og pointer. Kun en enkelt nordmand brillerede ved at være vidende, høflig og velforberedt med spørgsmål, som ikke var beregnet på at få ham selv til at tage sig ud som en fejlavlet dræberhund uden hjerne, men som det rent faktisk også var interessant for andre at høre svarene på.

Hvor dum, uuddannet og uvidende skal man være for at blive journalist i dette land? – Jeg tror, at mange af vores problemer efterhånden kan henføres til en uddannelsesmæssig krise, der begyndte, da vi sparede på læreruddannelserne og lod åbenlyst inkompetente passere som ’lærere’. Da vi proppede for mange elever ind i klasserne og ikke gad ulejlige os med at rette deres stile og øvrige opgaver, men bare sagde ’fint!’, hvis de afleverede en halv sides copy-paste fra Wikipedia. – Og så brugte vi ressourcerne på at teste eleverne regelmæssigt i stedet for at lære dem noget.

Nu har vi et samfund, hvor de færreste kan skelne mellem videnskab og tro, fakta og følelser …

Samtidig klager restauratører, teaterdirektører, sportsarrangører, ejere af zoologiske haver, som de har fyldt med lyskæder i bestræbelserne på at lokke folk ind – uden at det fremgår klart, hvad det kunne have med eksotiske dyrs velbefindende at gøre – og mange, mange andre over, at de ikke må tjene penge på at samle folk til supersprederbegivenheder.

Vi har igen de forgyldte, men forurettede minkavlere, som føler sig personligt forfulgt af ’Mette F.’, som de vredt anklager for kun at være ude efter dem personligt og deres forretning …  At de med deres illegale, omkringrejsende, østeuropæiske ansatte* medvirkede til at sprede smitte mellem farmene og dermed i hele landet, rager dem ikke en bønne.

– Eller hvad med de andre landmænd, kvotefiskere og andre, der lever godt af mishandling af dyr, overudnyttelse af fælles naturressourcer og snyd med offentlige midler. En fisker, der er blevet mangemillionær på ulovlige stråmændskonstruktioner, råbte ad dommeren og kaldte ham for dum, da han selv blev dømt for sine svindlerier …

Eller Inger Støjberg, der har fungeret som minister uden at respektere magtens tredeling og ulovligt har forsøgt at gennemtvinge sine egne, hjemmelavede ’love’ i den danske administration, hvilket hun nu – helt berettiget – er idømt ubetinget fængsel for. Hun forsvarer sig stadig med, at hun blot ville forhindre ’barnebrude’ og pædofili, som ved nærmere undersøgelser udelukkende fandtes i hendes egen og hendes ufatteligt mange følgeres slibrige fantasi.

Eller alle de partier og folketingsmedlemmer, der skulle bruge flere dage på at indse, at Inger Støjberg efter at have brudt landets love som minister ikke var værdig til at fortsætte som valgt folketingsmedlem. Vore folkevalgte kan ikke selv længere skelne sikkert mellem ret og vrang, lov og uret …

Men prøv nu alligevel at have en rigtig glædelig jul med masser af mad, gaver og overforbrug her midt i dumhedens lille dronningerige …

* https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/op-til-nedlukning-udtalt-smitte-blandt-rumaenske-migrantarbejdere/9048866

https://nordjyske.dk/nyheder/minkavler-bryder-loven-havde-230-mink-og-60-raeve-i-bure/82dab90f-8b37-3435-9a8a-cc9e7df053c6

Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker

Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bed­ste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menne­skelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.

Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og ryger­rengøring på hotel­ler, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksus­autocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med lige­gyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdig­heden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.

Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, over­hove­det ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mu­lige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes per­son vil ingen ende tage:

På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som ter­riere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uved­kommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!

– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må for­mode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er be­stemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolk­ning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesitua­tionen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.

Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pak­ket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige menne­sker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …

Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de be­brejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?

Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!

Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.

Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at be­kymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!

For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sund­hedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klap­pede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige for­dele i ste­det for at passe deres arbejde.  – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundheds­sektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?

Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvor­lig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brand­mænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!

… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.

I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde til­stande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.

Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sund­heds­myndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De bu­tiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pan­demien, sådan som de er blevet lovet?

Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.

https://landbrugsavisen.dk/bombe-under-minksag-var-der-alligevel-lovhjemmel

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-12-ansatte-pa-hoteller-og-restauranter-smittes-oftest-med-coronavirus