Hvorfor arbejder man?

I vores kulturkreds drejer alting sig om arbejdet.

Hjemmelavet tonic af sensommerens krydderurter fra haven eller en simrende gryderet er et privilegium, som kun folk med god tid kan nyde.

En barslende moder kan ofte ikke komme hurtigt nok tilbage på arbejde, enten af lyst eller af tvang.

Babyer, mange under et år, skilles fra deres familie og primære omsorgspersoner og væn­nes fra start til at være anbragt hos fremmede fra morgen til aften.

Man spørger små børn, hvad de ’skal være’, når de bliver store.

Børn og unge indprentes, at de skal gøre sig umage i skolen, så de kan få en god uddan­nelse, et godt arbejde og dermed ’klare sig godt’ i tilværelsen.

Der er konkurrence på karakterer, på uddannelse og på job.

Et godt job er et velbetalt job med høj prestige. Ofte også karakteriseret som ’spændende’, med stort ansvar, mange betalte måltider og også gerne rejser og hotelophold væk fra hverdag og familie.

At lykkes med sit liv er i høj grad et spørgsmål om at lykkes med sit job.

Så længe vores samfund er baseret på lønarbejde uden for hjemmet, er der nok ikke nogen oplagt vej uden om vækkeuret, madpakkerne, institutionerne, transporten, arbejdstiden på kontor, fabrik eller andet.

Så vi socialiseres tidligt og massivt til at arbejde. Der er et enormt, socialt pres på os for at få en god uddannelse og et job, så vi kan ’klare os selv’ og bidrage til samfundets uophørlige vækst. – Vi er flokdyr, og de fleste individer vil gøre, som samfundet forventer, selv om det måske føles galt. De vil endda aflevere deres små forsvarsløse, næsten nyfødte til helt fremmede. Ingen abemor ville gå så vidt uden kamp.

Men ikke engang den mest vellønnede direktør kan ’klare sig selv’ … Hvad ville der blive af ham, hvis han selv skulle bygge sit hus, sin bil, fremstille sit tøj, dyrke sin mad, bortoperere sin egen betændte blindtarm, passe sine egne børn?  … Vi er flokdyr som myrer i en tue, og ingen kan klare sig uden alle de andre, uanset hvor irriterende de end måtte forekomme.

Til at øge presset for at deltage i ’lønarbejde’ er den skinhellige, protestantiske arbejds­moral, ’du skal yde, før du kan nyde’, det store gruppe- og forventningspres, som vi interna­liserer fra en meget tidlig alder. Fanden og ’Jobcentret’ tager de sidste …

Vi er nødt til at arbejde, hvis vi vil leve, spise, bo og færdes i samfundet. Specielt at bo er en dyr fornøjelse. At leje en lejlighed eller at købe en eller et hus – og indrette sig efter tidens luksuriøse smag – betyder for mange et helt liv i trædemøllen – Vi slavegør os selv for at kunne bo.

Og at arbejde for andre, væk fra hus og familie, er blevet den gængse måde at deltage i ak­tiviteter på. Uanset om disse aktiviteter giver mening eller forekommer absurde. De færre­ste formår at skabe helhed i deres arbejds- og familieliv, så de kan leve af det.

At arbejde er også en måde at dække vores sociale behov på – Hvor går man ellers hen og får et fællesskab med andre mennesker? Det findes ikke hjemme i de funktionstømte bolig- og villakvarterer.

Men et spændende arbejde kan også, afhængigt af personlighedstype og personlige behov, være den mest direkte vej til anerkendelse og selvrealisering. Det føles simpelthen godt at bruge sine evner og få beundring og anerkendelse retur, og derudover en klækkelig løn ind på kontoen hver måned.

Dertil kommer, at de reproduktive aktiviteter, det store arbejde, en god husmor udførte førhen: børnepasning, opdragelse, indkøb, madlavning, lagerstyring, lektiehjælp, rengøring, tøjvask, ved­ligehold, pasning af syge og gamle, familiens faste tovholder og sociale projektleder, som huskede fx fødselsdage, købte gaver, bagte kager, stod for menu, bordpynt, blomster og invitationer, arrangerede sammenkomster og fejring af begivenheder og højtider, ikke reg­nes for noget i dag. Det anerkendes og honoreres ikke. – Men savnes i høj grad, når det ikke bliver gjort.

EU, grundholdninger og revisioner

Folketinget: https://www.eu.dk/da/faq/alle-faqs/hvor-mange-folkeafstemninger-om-eu-har-der-vaeret-i-danmark

I dag var jeg henne og stemme om Danmarks EU-forsvarsforbehold.  – I 1972 havde jeg ikke stem­meret, men i 1986, i 1992 og i 1993 stemte jeg rutinemæssigt ’nej’.

Mine politiske holdninger blev dannet i 1970’erne. De var stærkt venstreorienterede, og EF/EU blev set som et sammenrend af de rige lande vendt mod de fattige; som ka­pita­lister mod socia­lister. Så jeg stemte nej, nej og atter nej, indtil jeg tog mine hold­ninger op til revision, og i 1998, 2000, 2014, 2015 og i dag – ved den niende folke­afstemning om EU-spørgsmål i Danmark – stemte jeg ja.

Jeg har ændret holdning til EU; ikke pga. en udvikling i EU, men fordi min tillid til dan­skerne, og de danske politikere i særdeleshed, er blevet mindre. – Vi har brug for nogle voksne – Vi har brug for dan­nede, veluddannede, vidende og begavede politi­kere, som stadig har vær­dier og gennemslags­kraft, når det gælder økonomi, land­brug, fiskeri, klima, naturbeskyttelse, energipolitik, flygt­ninge og menne­skerettighe­der. – Og et samlet forsvar mod et Putin-ledet Rusland.  – Ja, vi har Nato, men man kan ikke være medlemmer af for mange forsvarssamarbejder og allian­cer, vel? Der eksisterer ingen øvre grænser – flere må være bedre. Navnlig hvis amerika­nerne skulle finde at genvælge ham, I ved nok …

I Danmark tegnes EU-modstanden af en partiformand fra det yderste højre, som er anklaget for svindel med EU-midler, og af diverse national­romantikere og over­vin­trede socialister, der ikke har orket at nytænke deres gamle holdninger. Disse grup­per kan jeg ikke identificere mig med. Det er folk, som alle ville tabe i både magt og anseelse ved at skulle sammen­lignes med større ånder ude i Europa.

At tro, at Danmark i dag kan klare sig uden EU, tyder på en ufattelig overvurdering af Dan­mark, vores betydning og evner. – På en globus fylder Danmark ikke meget mere end et barns lillefin­gernegl. Vi har hverken størrelse, indflydelse, rigdom, energi- eller intelligens­reserver nok til at klare os alene i denne nye, globaliserede verden, hvor Rus­land uden blusel inva­derer nabolande, og Kina formentlig pønser på noget lig­nende.

Dansk politik tegnes i disse år bl.a. af en forhenværende statsminister, der kørte vo­res sund­hedsvæsen og velfærd i sænk og blev fravalgt af sit eget parti, men som sta­dig gerne vil være med på kar­rusellen og have sit undertøj, sine jakkesæt, sine opu­lente måltider og fadøl, porno­grafiske film, sommerferier, husleje og fly­billetter på 1. klasse betalt af skatteydere, lobbyister og miljø­orga­nisationer.

Vi har hans tidligere integrationsminister, som har afsonet en forholdsvis hård, ubetinget fængselsdom på 60 dage – ikke for at ville forhin­dre udenlandske ’barnebrude’ i Danmark, som hun og hendes ubegavede følgere stadig påstår, men fordi hun ikke kunne finde ud af reglerne for minister­ansvar og admini­strerede ulovligt.

Vi har en nuværende statsminister, som kaldte sig ‘Børnenes statsminister’, men som lader danske børn rådne op i uhumske og livsfarlige flygtningelejre, fordi mødrene ikke vil skilles fra deres egne børn og udlevere dem til staten. En statsminister, som glemte at sikre sig lovhjemmel, før hun beor­drede dan­ske mink aflivet. Som lavede besynderlige aftaler med Østrig og Israels stærkt højreorienterede ledere under coronapandemien. Og som nu vil sende flygt­ninge til Rwanda – et land, der ikke er specielt kendt for menneskerettigheder og hu­manisme.

Derudover sidder der et utal af unge og knap så unge, håbefulde levebrødspolitikere i vores Folketing, nogle be­sti­ger ganske unge piger i ungdomsorganisationerne, når de er ude for at holde oplæg. Nogle kom­mer lige fra diskussionsklubber, hvor de har lært, at det gæl­der om at vinde – ikke om at præsentere gode løsninger for landet og dets forskellige indbyggere. Og nogle kopierer tan­ke­løst USA’s forrige præsidents fordummende slag­ord og grundløse påstande for selv at skaffe sig følgere og be­rømmelse på sociale me­dier. Det er be­skæmmende.

Vi er helt indlysende nødt til at koordinere vores politik med resten af Europa. Både hvad angår militær, grænser, sundhed, handel, skattely, arbejdsmarked, økonomi, flygtninge, naturbeskyt­telse, klima, fødevarer, energi …

Der er intet sort-hvidt i denne verden. Der er ikke noget, der er let og ligetil. – Jeg fo­re­trækker klart den nuværende statsminister fremfor de tre foregående. Men hun er ikke perfekt.

På samme måde har jeg ca. en million indvendinger mod EU, mod deres militære fo­re­havender i Afrika og mod nogle af de mennesker og lande, vi nu kommer i yderli­gere nærkontakt med. Men EU rummer også pålidelig arbejdskraft og veluddannede kapaciteter, dem der, i mod­sætning til danske politi­kere, stadig tager fx lovgivning, menneskerettigheder og natur­beskyt­telse alvorligt. Det er det EU, vi skal alliere os med.

Danmark stemte i EU i 2017 for at forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet glyphosat, som nu findes i stadigt flere dan­ske drikkevandsboringer. – Ingen tænkte på borgernes sundhed, da vi stemte, for vores politikere er alt for tætte med land­bruget og deres behov for effektiv og billig ukrudtsbekæmpelse. – Tænk bare på tidligere miljø- og fødevareminister Es­ben Lunde Larsen. – Og på store, danske virksomheder, fx Aalborg Portland, som har bortgravet en del af Nord­jylland på stør­relse med en mellemstor dansk ø, og hvis enorme CO2-udle­dende skor­stene, jeg kan se fra min bopæl. – Hvem har givet dem lov til at tage vores fælles jord og undergrund og svine vores luft til?

Aalborg Portlands store kalkgrav umiddelbart øst for Aalborg centrum, Google Map

Danmark er for lille et land med en alt for lille talentmasse og for lille afstand mellem poli­tikere, landbrug, fiskere og virksomheder til at kunne administrere alting selv. Vi har brug for nogle klogere mennesker og principper fra det hæderkronede gamle Eu­ropa.

Også militært. Det er utopi at tro, at vi kan selv. Kun samlet kan vi stå op imod Putins ag­gressive Rusland. Hvis vi ikke afskaffer de for længst uddaterede forbehold, kan vi heller ikke være med til at bestemme, hvordan EU’s forsvar skal organiseres og føres ud i livet.

Uden mandat fra hverken EU eller FN og på falske præmisser (påståede masse­øde­læggelsesvå­ben) invaderede vi Irak lige i hælene på USA. Landet ligger nu i ruiner, delvist overtaget af religi­øse fanatikere, og indbyggere i millionvis er flygtet. Men vo­res egenrådige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik en stor stilling i Nato som be­lønning af amerikanerne.

Vi var med i Afghanistan – også under den lidet ærefulde evakuering sidste år, og i 2011 smed vi næsten 1000 bomber over Li­byen, hvor nu kaos hersker, og flygtninge strøm­mer ud.

Vi sendte tropper til Mali, som straks blev erklæret uønskede og beordret ud af landet igen.

Vi sendte på egen hånd et enkelt skib, fregatten ‘Esbern Snare’, til Guineabugten ved Vestafrika, hvor danske soldater skulle bekæmpe pirater for at hjælpe skibsfarten, hvilket formentlig betyder de danske rederiers sikkerhed og indtjening. – Danskerne skød mod et afrikansk skib, dræbte fire og tog fire til fange. En af de tilfangetagne mænd var blevet ramt af skud i benene og måtte ampu­teres, og skibet sejlede i et par måneder rundt med de fire fanger og fire lig i lasten, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Til sidst måtte vi tage den sårede mand med hjem til retsforfølgelse i Danmark … Det ville ikke være sket i EU-regi. Der ville der have været regler, aftaler, kapaci­tet, viden, forbere­delse og politisk opbakning fra start.

Alene er vi meget, meget små og langt fra så kloge, som vi selv tror.

Det er vist meget almindeligt at danne sig en holdning som ganske ung, og så holde rigidt fast i den resten af livet. En grundholdning må være en indplacering på skalaen fra rabiat venstre­orienteret til indædt højrenationalist. Fra humanist til egoist. Fra velfærd for alle til den stærkestes ret. Der fin­des også grupperinger i midten med so­ciale hensyn og en bor­gerlig økonomi, dvs. lav skat.

Det viser sig ved hver eneste afstemning i de velfungerende demokratier, at ca. halv­delen stem­mer for fællesskabet og ca. halvdelen for egen vinding. Stort set svarende til rød eller blå blok i dansk politik, demokrater og republikanere i USA, Labour og konservative i Stor­britannien.

Men nu ser det ud til, at det blandt yngre mennesker er mere almindeligt at stemme efter en­kelt­sager og delproblematikker – alt efter hvad den sidste taler lige har sagt – uden nogensinde at have dannet sig en samlet, overordnet holdning overhovedet. Det er det, jeg siger: – Vi har brug for nogle voksne – og en mere seriøs uddannelsespolitik.

I skrivende stund aner ingen, hvordan dagens afstemning falder ud. – Det er heller ikke vigtigt. Danmark og EU fungerer som før uanset hvad. I EU er de ligeglade, vi og vores latterlige forbehold er ikke så betydningsfulde. Man har arrangeret sig uden om dem i mange år.

Jeg er faktisk også ligeglad. Verden går, som den bedst kan gå.

________________________

Inger Støjberg blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage. 15 dommere stemte for en ubetinget fæng­selsstraf, hvoraf 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.

Rigsretssagen mod Inger Støjberg – Wikipedia

The five countries with the highest use of glyphosate in 2017 were Den­mark, Poland, Netherlands, Portugal and France (≥0.32 kg of a.i. per ha). The five countries with the lowest use of glyphosate were Turkey, Lith­uania, Lat­via, UK and Switzerland (≤0.12 kg of a.i. per ha).

https://www.re­searchgate.net/publica­tion/344180030_A_survey_on_the_uses_of_glyphosate_in_European_countries

Den 27. november 2017 stemte EU-landene om en forlængelse af godkendelsen til at bruge glyphosat. 

18 lande stemte for: Bulgarien, Tyskland, Tjekkiet, Danmark, Estland, Irland, Spanien, Letland, Litauen, Ungarn, Holland, Polen, Rumænien, Sverige, Slovenien, Finland, Slovakiet, Storbritannien

https://www.bolius.dk/det-er-lovligt-at-bruge-roundup-indtil-2022-43659

https://danwatch.dk/perspektiv/ingen-ved-hvad-der-skal-ske-med-fire-overlevende-pirater-paa-dansk-krigsskib/

https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-01-21-esbern-snare-har-overdraget-dode-pirater

Stillebyer

I Italien ser man ofte skiltet med ’Brug af dythorn forbudt’, når man passerer skoler, kirker, hospitaler, fødeklinik­ker og andre følsomme områder, fx konservatorier, hvor musikere uddannes og øver sig. – Jeg har aldrig for­stået, hvorfor vi herhjemme stadig opfatter det som en menneskeret, at vi kan invadere andre menneskers lydrum med uønsket støj, så som musik, evindeligt hylende småhunde, motorer i tomgang og maskiner.

Ikke fordi vi danskere er slemme til at dytte, det er vi ikke, men fordi støjen i det offentlige rum har nået grænsen for, hvad mange af os kan trives med. *

Da vi alle boede langt fra hinanden ude på landet, kunne vi gøre, som vi ville. – Men vi er ikke længere 1 mio. mennesker i Danmark, som vi var for et par hundrede år siden, vi er nær­mere de 6 mio. i dag, og vi bor tæt. Dør om dør, hæk ved hæk.

Sommetider kunne det være rart med nogle stilleskilte her i vores gennemciviliserede, over­befolkede, mo­toriserede, nordeuropæiske samfund. Skulle vi ikke opfinde konceptet ’Stillebyer’? Og et passende skilt ved alle indgangsvejene til dem?

Masser af mennesker får ødelagt deres livskvalitet, traumatiseres og bliver syge af støj. ** – Støjen kunne være fra unge med soundbokse, værtshuse, gadefester, almindelig trafikstøj fra fly, tog, lastbiler, busser og biler, små og store køretøjer i tom­gang, knallerter og motorcykler, gøende hunde, skrigende børn, store køle-, varme- eller ventilationsanlæg, kraftige maskiner, som vi alle bruger i hus og have: slagboremaskiner, græsslåmaskiner, løvsu­gere, kompostkværne, motorsave, vinkelslibere, buskryddere, fliseskæ­rere m.m. – også kommunal renovation, vedligeholdelse af veje, fortove, fællesområder og kirkegårde, høj musik fra biler og private hjem, som alle andre tvangsindlægges til, alt for hyppige, alt for larmende havefester, højlydt studenterkørsel i stille boligkvarterer i mange uger hvert eneste forår … og meget, me­get mere. Fx kan en ’vindharpe’ ophængt i et træ i et tæt beboet kvarter være en livsødelæg­gende irritation for naboen, selv om man selv synes, det lød så kønt, da man holdt ferie på Bali … Men Dan­mark er ikke Bali. Her blæser det 325 dage om året, og naboerne har ingen gode min­der og opfatter tingesten som en unødvendig skralde.

Støjsensitive mennesker er ikke udelukkende en samling hysteriske, overfølsomme neuroti­kere. Nogle ar­bejder hjemme, nogle har småbørn, der skal sove, nogle er alvorligt syge og op­holder sig i eget hjem i den sidste tid. – Og nogle havde måske bare lyst til at sidde og lytte til fuglene, drikke en kop kaffe med en ven eller læse en bog i deres egen have en almindelig ons­dag formiddag, hvilket ingen burde have magt til at forhindre dem i.

En stor del af befolkningen, måske op til 40 %, lider under støjgener fra deres omgi­velser. Og problemet er voksende år for år. – Vi bliver syge af støj! – Kræft, hjerte-kar-syg­domme, diabetes, hovedpiner, stress, depressioner m.m. kan ramme støjbelas­tede, også selv om de ikke opfatter sig selv som udsatte for støj.

Man kunne til en begyndelse måske skabe tilbud til de værst ramte og reservere småbyer eller områder i byer og kvarterer til stillebyer? Og her indføre nogle regler, en håndfæstning, som skulle accepteres af alle beboere og besøgende?

Fx:

At man forpligtede sig til at erstatte sine larmende maskiner med mere stille eldrevne maski­ner ved først givne lejlighed.

At man forpligtede sig til kun at bruge larmende værktøj og maskiner lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14.

At man sikrede sig, at ens musik ikke nåede uden for ens egen dør.

At al affyring af fyrværkeri var forbudt –også nytårsaften!

At man så vidt muligt skiftede til cykel og elbil, men indtil da tog hensyn, når man færdedes i stillebyen.

At man skaffede sig af med larmende og uopdragne hunde.

At børn blev bedt om at dæmpe sig lidt ned, når det var muligt, fx behøver de ikke trampe op og ned ad trappen i opgangen og skrige undervejs … hver dag. En børnefødselsdag med tram­polin eller badebassin og høje hvin kan selvfølgelig ikke undgås, men en lille besked til nabo­erne kan forberede dem, så de evt. kunne tage på visit den eftermiddag.

På samme måde kunne en studentervogn fuld af hujende unge godt lukke ned for stemmen og musikken, mens de passerede stillebyen.

I tilfælde af fester kunne stillebyerne måske have et forsamlingshus, som man kunne låne til større arran­gementer. Placeret et sted, hvor det ikke generede nogen.

Og en spændende legeplads med redskaber, bålplads, træer og baner, hvor børn kunne løbe, råbe, spille boldspil m.m. uden at forstyrre.

Husene i stillebyen skulle være velisolerede og have støjdæmpende vinduer o.a. foranstaltninger. – De må ikke ligge for tæt. Der skal være plads og grønne områder imellem dem. Vejbelægningen er gennemtænkt, så trafik larmer mindst muligt. – Og ingen kunne finde på at montere en varmepumpe eller ventilator på muren over mod naboens soveværelse.

Hvis nogen vil leje ud via Airbnb eller andre, må de kræve lydsvage gummihjul på rullekufferterne.

Nødvendige bygge- eller ombygningsprojekter skal naturligvis gennemføres, men bygherrer, entrepre­nører og håndværkere måtte meget gerne tage støjhensyn i løbet af projektet. Det kunne måske ligefrem blive et konkurrenceparameter?

Hvis stillebyen har en café eller forretninger, er de selvfølgelig uden muzak, og de arrangerer ikke Open By Night, karneval, festivaler eller andre begivenheder, der genererer larm.

Arrangørerne af cykelløb, gadeløb o.l. skulle lægge ruterne langt uden om stillebyerne.

Det samme skulle lufthavne, navnlig dem med privatfly, rundflyvninger og små skole­fly.

Kollektiv transport skulle være røg- og støjfri.

Kommunerne skulle også forpligte sig til at tage en række hensyn ved alkoholbevillinger, vejan­læg, institu­tionsbyggerier, renovation, vedligehold og byggetilladelser.

Men det skulle beboerne i stillebyerne også. Liv støjer naturligvis, det er ikke uden grund, at vi siger: Stille som graven, og man må ikke selvretfærdigt fare ud og slukke livsglæde og skabe konflikter. Men alle skulle BESTRÆBE sig på at holde unødvendig støj på et absolut minimum.

Møn blev det første sted i Danmark, der slukkede lysene og skabte en fredning af nattemørket. ***

Hvem bliver de første til at dæmpe støjen og tilbyde en stilleby?

* https://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/stoejfoelsomme-mennesker-kan-skyde-skyl­den-paa-hjer­nen/

** https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/stoej-paa-kontoret-og-i-trafikken-kan-goere-dig-alvorligt-syg

*** https://politiken.dk/viden/Viden/art6455637/P%C3%A5-M%C3%B8n-er-m%C3%B8rket-i-verdensklasse

Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at til­passe mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gym­na­sium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, kon­kurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærk­somhed, om de gode ka­rakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræ­den, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt del­tager i det larmende, pulse­rende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier el­ler en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploa­des, måske endda fra de nedre regio­ner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistri­ves?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcis­sisme, psy­kopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer.  – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, krops­bevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, ob­servationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, op­mærksomhed på detaljer, op­findertrang, nys­gerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig afle­vering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dår­lig undervisning, bil­ligt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hy­ste­riske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for liv­mo­der, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for føl­somme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke op­førte sig ’kvindeligt’, dvs. moder­ligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevel­sestrang, be­gavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i ver­den skulle holdes nede, væk, un­dertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, op­finde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske oveni­kø­bet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektro­chok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i sam­fundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge vel­færdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvin­delighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’per­versiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at ac­ceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage po­sitivt til hel­heden, tvært­imod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere indivi­der af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugent­ligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sam­men­brud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende ind­tryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke an­kom­met til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dan­nelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i over­ensstem­melse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Før­hen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem.  – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det mo­derne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spisefor­styrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pas­ning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for vold­som, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrations­evne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke be­gynde at tale om person­lighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den her­skende, eksklude­rende og sygdomsfremkaldende sam­fundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om au­tisme – ’Ver­den har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kon­tinuum!  – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags nor­malitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, be­vares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for nor­malitets­skiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindrevær­dige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtræ­delsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække or­det ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende gene­tisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside  – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæm­pende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyr­relse’[4] . Fo­re­stil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsfor­udsigelser og syg­domsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og in­klusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organi­sation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, prak­tiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, krea­tive, sportslige …. der er næsten uen­delige muligheder.  Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel men­nesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en al­vorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller føl­somhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i ar­bejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendig­vis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres per­sonlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvun­gen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel per­son­lighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og til­passe sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på de­pression, et nervesammenbrud, selvskade, spise­forstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mi­rakuløs helbre­delse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstalt­ninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at defi­nere miljøet og andre menneskers psyki­ske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det på­virker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, spe­cielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, for­travlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og for­søge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskon­torer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsomme­lige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og få­rene, og pi­gen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesska­bet. Ligesom den gamle mand el­ler kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyr­inde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undvæ­res, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tan­ker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en lar­mende fol­ke­skoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt be­gavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskellig­ar­tede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da 

Film: ’Temple Grandin’ – Fin­des bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/

Krig i vor tid

Klimaskabte storme og oversvømmelser igennem vinteren. Vejret er af lave og kræver nye ind­satser på de mest udsatte steder.

Pandemien er efter to år næsten håndterlig, men smittetallene er stadig tårnhøje. Børn, unge, ældre har haft en svær tid og længes efter forår og mere frihed.

Og så pludselig toner statsministeren frem på vores skærme til endnu et bevæget pressemøde: – Rusland er med stærk militærmagt rykket ind i et europæisk naboland! – Det er ikke til at fatte!

De danske journalister ved pressemødet når et nyt lavpunkt, når de – som de ustandseligt gjorde under coronapressemøderne – dumt forsøger at bedrive ’kritisk’ journalistik på statsminis­teren. Dumt, fordi de ikke forstår situationens alvor. Fordi de ikke forstår, at det ikke handler om et mikroskopisk lands gnattede, ligegyldige indenrigspolitik, men om en verdensomspændende krise. Ikke set magen til i vores del af verden siden 2. Verdenskrig. Man forsøger ikke med tanketomme banaliteter at fange sin statsminis­ter på det forkerte ben, når hun i krigstid er på vej til EU for at aftale fælles foranstaltninger. – Medmin­dre statsministeren opfører sig som en total idiot, støtter man op!

I stedet spørger de unge journalister tåkrummende ‘fiffigt’ til eventuelle flygtninge, som, man ved, er et brændbart, politisk emne. Man spørger til de højere energipriser, som jo kan ramme privatøkonomien. Til kompensationer for erhvervslivet. Og den færøske repræsentant ville gerne vide noget om fiskerieksporten. – Meget havde statsministeren allerede kort berørt i sin indledning og andet kan være svært at spå om på en ny krigs første dag. Så journalisterne opnår ikke andet end at afsløre, at de er uvidende, dårligt forberedte, dårlige til at høre efter og født i tider uden erindring om krig, om kri­gens alvor og er helt uden den basale fornemmelse for, at krig koster og – ganske som epidemier – kræver ofre og sammenhold.

Sommetider er det bedst at være stille …

Flerkoneri

Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hø­rende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.

Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare forman­den med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen und­skyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepte­rende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.

Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi ken­der dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kej­ser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, ny­hedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.

Haremmet, Topkapipaladset, Istanbul, hvor sultanen efter sigende holdt flere hund­rede hustruer, medhustruer og elskerinder. – Når en sultan døde, var det kutyme, at hans stærkeste arving enten slog alle sine halvbrødre og konkurrerende drengebørn/unge mænd ihjel med det samme – man talte om dagen, hvor de mange kister forlod paladset – eller mere humant sejlede dem over til Prinseøerne i Marmarahavet ved indsejlingen til Bosporusstrædet, hvor de kunne leve godt, men afsondret under streng bevogtning. – Hvad der blev af alle de mange kvinder og deres døtre, ved jeg ikke.

Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespil­lerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Jo­hanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyre­haven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af søn­nerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede un­der kummerlige kår.

Drømmen om eget hus i forstæderne kunne i begyndelsen af 1930’erne realiseres i Rødovre for en uægte søn af en Carlsbergdirektør desformedelst en fædrene arv på 10.000 kr. – Hesten hedder ‘Prins’.

I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids stats­minister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejel­ser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.

Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørn­stjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksu­elle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen æn­dring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.

Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og so­cialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.

Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.

Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.

Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fre­delige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.

I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssyg­domme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkelighe­den, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i øl­branchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …

I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelses­mæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.

Unødvendig støj

I en verden fyldt med tung trafik, biler, arbejdsmaskiner, fly, knallerter, husholdningsmaskiner, varmepumper, havemaskiner, værktøj, soundbokse, højttalere, muzak, naboer, computere, tv-apparater, mobiler, bør vi alle bestræbe os på at begrænse støjniveauet, når vi kan.

Undersøgelser viser, at støj påvirker hjerterytmen og blodomløbet. – Og hele nervesystemet, kunne man tilføje. – Vi bliver rent faktisk syge af støj.

Ikke af kort, kendt og forbipasserende støj, men af vedvarende, gentagen og unødvendig støj.

De fleste af os bor tæt på andre mennesker og deres støj. – Vi kunne begynde med at fjerne al larm og støj, der ikke umiddelbart har nogen nytteværdi:

Benzin- og dieselbiler i tomgang.

Vindharper, der kling-klanger i hver lille brise, og som også høres af naboerne.

Musik i haver, i biler med nedrullede vinduer og på offentlige steder. – Ikke alle har samme musiksmag. Nogle er gået ud for at lytte til fugle. Nogle sidder i haven eller parken for at slappe af, ikke for at lytte til andres samtaler, fester, gøende hunde, børneskrig eller larmende maskiner i timevis. Det er fx dårlig stil at slå græs eller arbejde med andre støjende redskaber i en lille have med omgivende naboer på en sommerdag lige ved spisetid.

I mit nærområde har kirkegården anskaffet sig særdeles kraftigt materiel, som generer alle naboer:

Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen herunder er taget fra terrassen lige foran min havedør:

Sådanne kæmpemaskiner bruges – i stedet for rive, skovl og kost – til at støvsuge alle gravsteder og stier! – Det er endegyldigt slut med at mindes sine kære afdøde i fred … Og lige på den anden side af kirkegården bor der mennesker, små og store, unge og gamle, raske og syge, som ikke kan opholde sig i haverne i de lune forårs- og sommerdage, mens kirkens folk er på arbejde, og nogle dage heller ikke kan føre en almindelig samtale inde i egen stue.

Vores lille by ligger knap 10 km fra en lufthavn, hvilket er praktisk, når vi skal ud at rejse, og de brummende rutefly generer da heller ikke, når de ca. en gang i timen langsomt glider ind til landing. Det er kortvarigt og nyttigt, at de er der. Læge- og redningshelikoptere er også mere end velkomne til at optage vores fælles luftrum og støje, mens de passerer, men for at generere yderligere indtægter lejer lufthavnen sine baner ud til de store hvinende AWACS-fly, der med tallerken over skroget træner touch and go-landinger i timevis og ødelægger roen og nerverne hos de titusindvis af mennesker, der opholder sig nedenunder, i byer, skoler, arbejdspladser, institutioner og natur.

Hvinende AWAC-fly cirkler ugentligt i timevis over småbyer nord for Aalborg

Ligesom en enlig privatflyver, en fyr med penge på lommen, kan tage tusinder som gidsler og få lov at cirkle i timevis over vores lille by og den nærliggende skov. Han har sikkert en fest deroppe. Føler sig som konge over det hele, mens han ødelægger dagen for os andre og nedsender sin enerverende motorlarm over alle de mange, der bare ønsker fred.

Vi bliver nødt til at tage os af den unødvendige støj. –  Skal der lovgives om det? – Ja, det skal der helt sikkert på et tidspunkt. For vi er blevet for mange, for rige, og det er blevet for meget. – Men indtil da kunne vi starte med at tænke os om hver især og tage de påkrævede hensyn, både som private borgere, virksomheder, kirkesamfund og offentlige foretagender.

Vi bør også tænke alvorligt over lugte, så som udstødning, gylle, parfumer og røg. Vi bør desuden beskytte nattemørket mod unødvendig og alt for kraftig belysning. Og til sidst skal vi skåne syn og sjælero ved ikke at konstruere alt for mange grimme tårne, møller, master, bygninger, konstruktioner, fabrikker eller ’kunst’, der skal sætte enhver provinsby ’på verdenskortet’, midt i de få tilbageværende oaser med grønne eller havblå udsigter.

Se evt.:

Rige på penge, fattige på fantasi

I de mørke coronaaftner forsøger tv at underholde os med glimt af de riges liv. Der er serier i bedste sendetid om de dyreste hoteller i London, en serie alene om Hotel Savoy og også kedsommelige udsendelser om det hjemlige Ruths Ho­tel i Gammel Skagen, hvor folk kører op, viser sig selv og deres biler frem, mens de vælter sig i drinks, rosé og skaldyr …

Som om det rager os.

Det er jo ikke ligefrem spændende mennesker, der befolker de uanstændigt kost­bare etablissementer. Det er sælgertyper, netbutiksejere, swimmingpools­sælgere, ejendomshandlere … Folk, der ikke bestiller andet end at tænke på penge døgnet rundt. Udstyret med en fantasi, der kun rækker til at sælge eller købe ting og vise dem frem for hinanden. Tomt. Ting … Ofte smagløse og unød­vendige.

Efter en smule sofaresearch nåede jeg hurtigt til den konklusion, at meget rige mennesker lever meget kedelige liv. – De er måske rige på penge, men fattige på fantasi.

Hvorfor skal det være så ens? Så udvendigt? Ligegyldigt? Så forudsigeligt, selv­im­poneret og kedeligt? Hvem har bestemt, at fx en flaske champagne, som der frem­stilles titusinder af hvert eneste år, er ensbetydende med en dyr fest? – Hvorfor kunne en smagfuld, hjemmelavet saft ikke være en fest? Eller gode samtaler med livskloge venner, måske fra andre kulturer? En udflugt med et op­vakt barn?

At betale eksorbitante priser for grimt tøj, tasker, sko, skinnende smykker, pran­gende biler, både og fly, kulørte drinks, mad, magelig jagt på sagesløse dyr og rej­ser på 1. klasse til byer og ophold på hoteller med lagner til 10.000 kr. pr. stk. – Sover man bedre af det? – der alle ligner hinanden, og hvor man kan ‘shoppe’ de samme ting og møde de samme mennesker, som hjemme, mens man hele ti­den er omgivet af grådige spytslikkere, der slesk hopper og springer, taler kun­derne efter munden og må konsultere deres noter for at kunne lade som om de kender dem og bekymrer sig om deres familie og velbefindende.

Hvis jeg pludselig blev rig, ville jeg ikke hælde mine penge ned i lommerne på bil­forhandlere eller sykofanter på Savoy. – Jeg ville heller ikke drage på turisttur ud i rummet.

Jeg ville finde steder på jorden, hvor mine penge kunne komme til nytte. Købe regnskov, udvikle ren energi, frede øer, kulturhistoriske bygninger og miljøer, skaffe vand til landsbyer, skoler til børn, hospitaler til syge mennesker og dyr. Jeg ville bygge mig et hobbithus på en fredelig plet og begynde at dyrke solsik­ker og holde frilandsgrise. Eller noget. – Og ingen ville høre om det eller se mig i snage­vorne udsendelser om de riges liv.