Ny regering i Danmark

Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.

Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.

Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have ud­spyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.

Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde fi­gur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.

Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbej­dende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.

Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fi­neste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.

Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en al­vorlig trussel mod demokratiet.

Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund frem­over være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbent­lig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.

I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have øn­sket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.

Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arran­gere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter på­ske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle have­møbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i ka­lenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.

Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede In­ger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.

Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politiker­hold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.

Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?

Pension

Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.

Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:

  • Folkepension
  • Førtidspension
  • Tillæg til folke- og førtidspension:
  • Mediecheck
  • Ældrecheck
  • Varmetillæg
  • Helbredstillæg
  • Personligt tillæg
  • Din personlige tillægsprocent
  • Bistands- og plejetillæg
  • Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
  • Seniorpension
  • Tidlig pension
  • ATP Livslang Pension
  • Tjenestemandspension og LD Fonde
  • International pension
  • Efterløn, fleksydelse, delpension

(Fra borger.dk)

Hvilket de ganske givet også har.

Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.

Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal be­stående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det.  – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sik­ret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.

Valg 2022

– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊

Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.

Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.

Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandi­dattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.

Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedste­forældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?

Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social el­ler ego­istisk i sin grundindstilling:

  • Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fælles­skabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
  • Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lom­mer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selv­følgelig, flere privat­hospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt foru­renende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå ind­vandrere voldsomt og ondsindet oven i ho­vedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.

Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:

Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, som­merhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.

Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandida­ter.

Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.

Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.

Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.

Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det of­fentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, pri­vate firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, bør­neinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagno­ser og be­handling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!

Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‘fake news’, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.

De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilege­rede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skat­tevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.

Og husk:

De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.

Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.

Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smit­tede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om af­stande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra ned­frosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundheds­myndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …

En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuld­komne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.

De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens rege­ringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.

Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.

Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstre­orienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternati­vet eller de Frie Grønne.

Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Dan­marks­demokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Elle­mann som statsminister og en højreorienteret, blå øko­nomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.

Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.

Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregræn­sen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.

Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.

Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig la­vere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine pri­vate behov …

Godt valg i morgen!

*Løkkes møgsager, Politiken 22.10. 2022

https://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg_2022/art9039093/10-%C3%A5r-med-L%C3%B8kke-M%C3%B8gsager-har-igen-og-igen-v%C3%A6ret-en-del-af-hans-politiske-karriere

Se evt.: https://blog.loneandrup.dk/2015/06/20/valg-262/

Og så vil jeg gerne henvise til DR’s fremragende og pædagogiske sider om valget: https://www.dr.dk/feature/alt-om-valget

Mænd forlanger smilende, varme og empatiske kvinder

Selv i dag! I 2022!

Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.

Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?

En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.

Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?

Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …

Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?

Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippe­faste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magt­fuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dår­ligt udluftet befolkning.

********************

Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!

Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:

Tilføjet nov. 2022:

Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:

Hvorfor arbejder man?

I vores kulturkreds drejer alting sig om arbejdet.

Hjemmelavet tonic af sensommerens krydderurter fra haven eller en simrende gryderet er et privilegium, som kun folk med god tid kan nyde.

En barslende moder kan ofte ikke komme hurtigt nok tilbage på arbejde, enten af lyst eller af tvang.

Babyer, mange under et år, skilles fra deres familie og primære omsorgspersoner og væn­nes fra start til at være anbragt hos fremmede fra morgen til aften.

Man spørger små børn, hvad de ’skal være’, når de bliver store.

Børn og unge indprentes, at de skal gøre sig umage i skolen, så de kan få en god uddan­nelse, et godt arbejde og dermed ’klare sig godt’ i tilværelsen.

Der er konkurrence på karakterer, på uddannelse og på job.

Et godt job er et velbetalt job med høj prestige. Ofte også karakteriseret som ’spændende’, med stort ansvar, mange betalte måltider og også gerne rejser og hotelophold væk fra hverdag og familie.

At lykkes med sit liv er i høj grad et spørgsmål om at lykkes med sit job.

Så længe vores samfund er baseret på lønarbejde uden for hjemmet, er der nok ikke nogen oplagt vej uden om vækkeuret, madpakkerne, institutionerne, transporten, arbejdstiden på kontor, fabrik eller andet.

Så vi socialiseres tidligt og massivt til at arbejde. Der er et enormt, socialt pres på os for at få en god uddannelse og et job, så vi kan ’klare os selv’ og bidrage til samfundets uophørlige vækst. – Vi er flokdyr, og de fleste individer vil gøre, som samfundet forventer, selv om det måske føles galt. De vil endda aflevere deres små forsvarsløse, næsten nyfødte til helt fremmede. Ingen abemor ville gå så vidt uden kamp.

Men ikke engang den mest vellønnede direktør kan ’klare sig selv’ … Hvad ville der blive af ham, hvis han selv skulle bygge sit hus, sin bil, fremstille sit tøj, dyrke sin mad, bortoperere sin egen betændte blindtarm, passe sine egne børn?  … Vi er flokdyr som myrer i en tue, og ingen kan klare sig uden alle de andre, uanset hvor irriterende de end måtte forekomme.

Til at øge presset for at deltage i ’lønarbejde’ er den skinhellige, protestantiske arbejds­moral, ’du skal yde, før du kan nyde’, det store gruppe- og forventningspres, som vi interna­liserer fra en meget tidlig alder. Fanden og ’Jobcentret’ tager de sidste …

Vi er nødt til at arbejde, hvis vi vil leve, spise, bo og færdes i samfundet. Specielt at bo er en dyr fornøjelse. At leje en lejlighed eller at købe en eller et hus – og indrette sig efter tidens luksuriøse smag – betyder for mange et helt liv i trædemøllen – Vi slavegør os selv for at kunne bo.

Og at arbejde for andre, væk fra hus og familie, er blevet den gængse måde at deltage i ak­tiviteter på. Uanset om disse aktiviteter giver mening eller forekommer absurde. De færre­ste formår at skabe helhed i deres arbejds- og familieliv, så de kan leve af det.

At arbejde er også en måde at dække vores sociale behov på – Hvor går man ellers hen og får et fællesskab med andre mennesker? Det findes ikke hjemme i de funktionstømte bolig- og villakvarterer.

Men et spændende arbejde kan også, afhængigt af personlighedstype og personlige behov, være den mest direkte vej til anerkendelse og selvrealisering. Det føles simpelthen godt at bruge sine evner og få beundring og anerkendelse retur, og derudover en klækkelig løn ind på kontoen hver måned.

Dertil kommer, at de reproduktive aktiviteter, det store arbejde, en god husmor udførte førhen: børnepasning, opdragelse, indkøb, madlavning, lagerstyring, lektiehjælp, rengøring, tøjvask, ved­ligehold, pasning af syge og gamle, familiens faste tovholder og sociale projektleder, som huskede fx fødselsdage, købte gaver, bagte kager, stod for menu, bordpynt, blomster og invitationer, arrangerede sammenkomster og fejring af begivenheder og højtider, ikke reg­nes for noget i dag. Det anerkendes og honoreres ikke. – Men savnes i høj grad, når det ikke bliver gjort.

EU, grundholdninger og revisioner

Folketinget: https://www.eu.dk/da/faq/alle-faqs/hvor-mange-folkeafstemninger-om-eu-har-der-vaeret-i-danmark

I dag var jeg henne og stemme om Danmarks EU-forsvarsforbehold.  – I 1972 havde jeg ikke stem­meret, men i 1986, i 1992 og i 1993 stemte jeg rutinemæssigt ’nej’.

Mine politiske holdninger blev dannet i 1970’erne. De var stærkt venstreorienterede, og EF/EU blev set som et sammenrend af de rige lande vendt mod de fattige; som ka­pita­lister mod socia­lister. Så jeg stemte nej, nej og atter nej, indtil jeg tog mine hold­ninger op til revision, og i 1998, 2000, 2014, 2015 og i dag – ved den niende folke­afstemning om EU-spørgsmål i Danmark – stemte jeg ja.

Jeg har ændret holdning til EU; ikke pga. en udvikling i EU, men fordi min tillid til dan­skerne, og de danske politikere i særdeleshed, er blevet mindre. – Vi har brug for nogle voksne – Vi har brug for dan­nede, veluddannede, vidende og begavede politi­kere, som stadig har vær­dier og gennemslags­kraft, når det gælder økonomi, land­brug, fiskeri, klima, naturbeskyttelse, energipolitik, flygt­ninge og menne­skerettighe­der. – Og et samlet forsvar mod et Putin-ledet Rusland.  – Ja, vi har Nato, men man kan ikke være medlemmer af for mange forsvarssamarbejder og allian­cer, vel? Der eksisterer ingen øvre grænser – flere må være bedre. Navnlig hvis amerika­nerne skulle finde at genvælge ham, I ved nok …

I Danmark tegnes EU-modstanden af en partiformand fra det yderste højre, som er anklaget for svindel med EU-midler, og af diverse national­romantikere og over­vin­trede socialister, der ikke har orket at nytænke deres gamle holdninger. Disse grup­per kan jeg ikke identificere mig med. Det er folk, som alle ville tabe i både magt og anseelse ved at skulle sammen­lignes med større ånder ude i Europa.

At tro, at Danmark i dag kan klare sig uden EU, tyder på en ufattelig overvurdering af Dan­mark, vores betydning og evner. – På en globus fylder Danmark ikke meget mere end et barns lillefin­gernegl. Vi har hverken størrelse, indflydelse, rigdom, energi- eller intelligens­reserver nok til at klare os alene i denne nye, globaliserede verden, hvor Rus­land uden blusel inva­derer nabolande, og Kina formentlig pønser på noget lig­nende.

Dansk politik tegnes i disse år bl.a. af en forhenværende statsminister, der kørte vo­res sund­hedsvæsen og velfærd i sænk og blev fravalgt af sit eget parti, men som sta­dig gerne vil være med på kar­rusellen og have sit undertøj, sine jakkesæt, sine opu­lente måltider og fadøl, porno­grafiske film, sommerferier, husleje og fly­billetter på 1. klasse betalt af skatteydere, lobbyister og miljø­orga­nisationer.

Vi har hans tidligere integrationsminister, som har afsonet en forholdsvis hård, ubetinget fængselsdom på 60 dage – ikke for at ville forhin­dre udenlandske ’barnebrude’ i Danmark, som hun og hendes ubegavede følgere stadig påstår, men fordi hun ikke kunne finde ud af reglerne for minister­ansvar og admini­strerede ulovligt.

Vi har en nuværende statsminister, som kaldte sig ‘Børnenes statsminister’, men som lader danske børn rådne op i uhumske og livsfarlige flygtningelejre, fordi mødrene ikke vil skilles fra deres egne børn og udlevere dem til staten. En statsminister, som glemte at sikre sig lovhjemmel, før hun beor­drede dan­ske mink aflivet. Som lavede besynderlige aftaler med Østrig og Israels stærkt højreorienterede ledere under coronapandemien. Og som nu vil sende flygt­ninge til Rwanda – et land, der ikke er specielt kendt for menneskerettigheder og hu­manisme.

Derudover sidder der et utal af unge og knap så unge, håbefulde levebrødspolitikere i vores Folketing, nogle be­sti­ger ganske unge piger i ungdomsorganisationerne, når de er ude for at holde oplæg. Nogle kom­mer lige fra diskussionsklubber, hvor de har lært, at det gæl­der om at vinde – ikke om at præsentere gode løsninger for landet og dets forskellige indbyggere. Og nogle kopierer tan­ke­løst USA’s forrige præsidents fordummende slag­ord og grundløse påstande for selv at skaffe sig følgere og be­rømmelse på sociale me­dier. Det er be­skæmmende.

Vi er helt indlysende nødt til at koordinere vores politik med resten af Europa. Både hvad angår militær, grænser, sundhed, handel, skattely, arbejdsmarked, økonomi, flygtninge, naturbeskyt­telse, klima, fødevarer, energi …

Der er intet sort-hvidt i denne verden. Der er ikke noget, der er let og ligetil. – Jeg fo­re­trækker klart den nuværende statsminister fremfor de tre foregående. Men hun er ikke perfekt.

På samme måde har jeg ca. en million indvendinger mod EU, mod deres militære fo­re­havender i Afrika og mod nogle af de mennesker og lande, vi nu kommer i yderli­gere nærkontakt med. Men EU rummer også pålidelig arbejdskraft og veluddannede kapaciteter, dem der, i mod­sætning til danske politi­kere, stadig tager fx lovgivning, menneskerettigheder og natur­beskyt­telse alvorligt. Det er det EU, vi skal alliere os med.

Danmark stemte i EU i 2017 for at forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet glyphosat, som nu findes i stadigt flere dan­ske drikkevandsboringer. – Ingen tænkte på borgernes sundhed, da vi stemte, for vores politikere er alt for tætte med land­bruget og deres behov for effektiv og billig ukrudtsbekæmpelse. – Tænk bare på tidligere miljø- og fødevareminister Es­ben Lunde Larsen. – Og på store, danske virksomheder, fx Aalborg Portland, som har bortgravet en del af Nord­jylland på stør­relse med en mellemstor dansk ø, og hvis enorme CO2-udle­dende skor­stene, jeg kan se fra min bopæl. – Hvem har givet dem lov til at tage vores fælles jord og undergrund og svine vores luft til?

Aalborg Portlands store kalkgrav umiddelbart øst for Aalborg centrum, Google Map

Danmark er for lille et land med en alt for lille talentmasse og for lille afstand mellem poli­tikere, landbrug, fiskere og virksomheder til at kunne administrere alting selv. Vi har brug for nogle klogere mennesker og principper fra det hæderkronede gamle Eu­ropa.

Også militært. Det er utopi at tro, at vi kan selv. Kun samlet kan vi stå op imod Putins ag­gressive Rusland. Hvis vi ikke afskaffer de for længst uddaterede forbehold, kan vi heller ikke være med til at bestemme, hvordan EU’s forsvar skal organiseres og føres ud i livet.

Uden mandat fra hverken EU eller FN og på falske præmisser (påståede masse­øde­læggelsesvå­ben) invaderede vi Irak lige i hælene på USA. Landet ligger nu i ruiner, delvist overtaget af religi­øse fanatikere, og indbyggere i millionvis er flygtet. Men vo­res egenrådige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik en stor stilling i Nato som be­lønning af amerikanerne.

Vi var med i Afghanistan – også under den lidet ærefulde evakuering sidste år, og i 2011 smed vi næsten 1000 bomber over Li­byen, hvor nu kaos hersker, og flygtninge strøm­mer ud.

Vi sendte tropper til Mali, som straks blev erklæret uønskede og beordret ud af landet igen.

Vi sendte på egen hånd et enkelt skib, fregatten ‘Esbern Snare’, til Guineabugten ved Vestafrika, hvor danske soldater skulle bekæmpe pirater for at hjælpe skibsfarten, hvilket formentlig betyder de danske rederiers sikkerhed og indtjening. – Danskerne skød mod et afrikansk skib, dræbte fire og tog fire til fange. En af de tilfangetagne mænd var blevet ramt af skud i benene og måtte ampu­teres, og skibet sejlede i et par måneder rundt med de fire fanger og fire lig i lasten, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Til sidst måtte vi tage den sårede mand med hjem til retsforfølgelse i Danmark … Det ville ikke være sket i EU-regi. Der ville der have været regler, aftaler, kapaci­tet, viden, forbere­delse og politisk opbakning fra start.

Alene er vi meget, meget små og langt fra så kloge, som vi selv tror.

Det er vist meget almindeligt at danne sig en holdning som ganske ung, og så holde rigidt fast i den resten af livet. En grundholdning må være en indplacering på skalaen fra rabiat venstre­orienteret til indædt højrenationalist. Fra humanist til egoist. Fra velfærd for alle til den stærkestes ret. Der fin­des også grupperinger i midten med so­ciale hensyn og en bor­gerlig økonomi, dvs. lav skat.

Det viser sig ved hver eneste afstemning i de velfungerende demokratier, at ca. halv­delen stem­mer for fællesskabet og ca. halvdelen for egen vinding. Stort set svarende til rød eller blå blok i dansk politik, demokrater og republikanere i USA, Labour og konservative i Stor­britannien.

Men nu ser det ud til, at det blandt yngre mennesker er mere almindeligt at stemme efter en­kelt­sager og delproblematikker – alt efter hvad den sidste taler lige har sagt – uden nogensinde at have dannet sig en samlet, overordnet holdning overhovedet. Det er det, jeg siger: – Vi har brug for nogle voksne – og en mere seriøs uddannelsespolitik.

I skrivende stund aner ingen, hvordan dagens afstemning falder ud. – Det er heller ikke vigtigt. Danmark og EU fungerer som før uanset hvad. I EU er de ligeglade, vi og vores latterlige forbehold er ikke så betydningsfulde. Man har arrangeret sig uden om dem i mange år.

Jeg er faktisk også ligeglad. Verden går, som den bedst kan gå.

________________________

Inger Støjberg blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage. 15 dommere stemte for en ubetinget fæng­selsstraf, hvoraf 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.

Rigsretssagen mod Inger Støjberg – Wikipedia

The five countries with the highest use of glyphosate in 2017 were Den­mark, Poland, Netherlands, Portugal and France (≥0.32 kg of a.i. per ha). The five countries with the lowest use of glyphosate were Turkey, Lith­uania, Lat­via, UK and Switzerland (≤0.12 kg of a.i. per ha).

https://www.re­searchgate.net/publica­tion/344180030_A_survey_on_the_uses_of_glyphosate_in_European_countries

Den 27. november 2017 stemte EU-landene om en forlængelse af godkendelsen til at bruge glyphosat. 

18 lande stemte for: Bulgarien, Tyskland, Tjekkiet, Danmark, Estland, Irland, Spanien, Letland, Litauen, Ungarn, Holland, Polen, Rumænien, Sverige, Slovenien, Finland, Slovakiet, Storbritannien

https://www.bolius.dk/det-er-lovligt-at-bruge-roundup-indtil-2022-43659

https://danwatch.dk/perspektiv/ingen-ved-hvad-der-skal-ske-med-fire-overlevende-pirater-paa-dansk-krigsskib/

https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-01-21-esbern-snare-har-overdraget-dode-pirater

Stillebyer

I Italien ser man ofte skiltet med ’Brug af dythorn forbudt’, når man passerer skoler, kirker, hospitaler, fødeklinik­ker og andre følsomme områder, fx konservatorier, hvor musikere uddannes og øver sig. – Jeg har aldrig for­stået, hvorfor vi herhjemme stadig opfatter det som en menneskeret, at vi kan invadere andre menneskers lydrum med uønsket støj, så som musik, evindeligt hylende småhunde, motorer i tomgang og maskiner.

Ikke fordi vi danskere er slemme til at dytte, det er vi ikke, men fordi støjen i det offentlige rum har nået grænsen for, hvad mange af os kan trives med. *

Da vi alle boede langt fra hinanden ude på landet, kunne vi gøre, som vi ville. – Men vi er ikke længere 1 mio. mennesker i Danmark, som vi var for et par hundrede år siden, vi er nær­mere de 6 mio. i dag, og vi bor tæt. Dør om dør, hæk ved hæk.

Sommetider kunne det være rart med nogle stilleskilte her i vores gennemciviliserede, over­befolkede, mo­toriserede, nordeuropæiske samfund. Skulle vi ikke opfinde konceptet ’Stillebyer’? Og et passende skilt ved alle indgangsvejene til dem?

Masser af mennesker får ødelagt deres livskvalitet, traumatiseres og bliver syge af støj. ** – Støjen kunne være fra unge med soundbokse, værtshuse, gadefester, almindelig trafikstøj fra fly, tog, lastbiler, busser og biler, små og store køretøjer i tom­gang, knallerter og motorcykler, gøende hunde, skrigende børn, store køle-, varme- eller ventilationsanlæg, kraftige maskiner, som vi alle bruger i hus og have: slagboremaskiner, græsslåmaskiner, løvsu­gere, kompostkværne, motorsave, vinkelslibere, buskryddere, fliseskæ­rere m.m. – også kommunal renovation, vedligeholdelse af veje, fortove, fællesområder og kirkegårde, høj musik fra biler og private hjem, som alle andre tvangsindlægges til, alt for hyppige, alt for larmende havefester, højlydt studenterkørsel i stille boligkvarterer i mange uger hvert eneste forår … og meget, me­get mere. Fx kan en ’vindharpe’ ophængt i et træ i et tæt beboet kvarter være en livsødelæg­gende irritation for naboen, selv om man selv synes, det lød så kønt, da man holdt ferie på Bali … Men Dan­mark er ikke Bali. Her blæser det 325 dage om året, og naboerne har ingen gode min­der og opfatter tingesten som en unødvendig skralde.

Støjsensitive mennesker er ikke udelukkende en samling hysteriske, overfølsomme neuroti­kere. Nogle ar­bejder hjemme, nogle har småbørn, der skal sove, nogle er alvorligt syge og op­holder sig i eget hjem i den sidste tid. – Og nogle havde måske bare lyst til at sidde og lytte til fuglene, drikke en kop kaffe med en ven eller læse en bog i deres egen have en almindelig ons­dag formiddag, hvilket ingen burde have magt til at forhindre dem i.

En stor del af befolkningen, måske op til 40 %, lider under støjgener fra deres omgi­velser. Og problemet er voksende år for år. – Vi bliver syge af støj! – Kræft, hjerte-kar-syg­domme, diabetes, hovedpiner, stress, depressioner m.m. kan ramme støjbelas­tede, også selv om de ikke opfatter sig selv som udsatte for støj.

Man kunne til en begyndelse måske skabe tilbud til de værst ramte og reservere småbyer eller områder i byer og kvarterer til stillebyer? Og her indføre nogle regler, en håndfæstning, som skulle accepteres af alle beboere og besøgende?

Fx:

At man forpligtede sig til at erstatte sine larmende maskiner med mere stille eldrevne maski­ner ved først givne lejlighed.

At man forpligtede sig til kun at bruge larmende værktøj og maskiner lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14.

At man sikrede sig, at ens musik ikke nåede uden for ens egen dør.

At al affyring af fyrværkeri var forbudt –også nytårsaften!

At man så vidt muligt skiftede til cykel og elbil, men indtil da tog hensyn, når man færdedes i stillebyen.

At man skaffede sig af med larmende og uopdragne hunde.

At børn blev bedt om at dæmpe sig lidt ned, når det var muligt, fx behøver de ikke trampe op og ned ad trappen i opgangen og skrige undervejs … hver dag. En børnefødselsdag med tram­polin eller badebassin og høje hvin kan selvfølgelig ikke undgås, men en lille besked til nabo­erne kan forberede dem, så de evt. kunne tage på visit den eftermiddag.

På samme måde kunne en studentervogn fuld af hujende unge godt lukke ned for stemmen og musikken, mens de passerede stillebyen.

I tilfælde af fester kunne stillebyerne måske have et forsamlingshus, som man kunne låne til større arran­gementer. Placeret et sted, hvor det ikke generede nogen.

Og en spændende legeplads med redskaber, bålplads, træer og baner, hvor børn kunne løbe, råbe, spille boldspil m.m. uden at forstyrre.

Husene i stillebyen skulle være velisolerede og have støjdæmpende vinduer o.a. foranstaltninger. – De må ikke ligge for tæt. Der skal være plads og grønne områder imellem dem. Vejbelægningen er gennemtænkt, så trafik larmer mindst muligt. – Og ingen kunne finde på at montere en varmepumpe eller ventilator på muren over mod naboens soveværelse.

Hvis nogen vil leje ud via Airbnb eller andre, må de kræve lydsvage gummihjul på rullekufferterne.

Nødvendige bygge- eller ombygningsprojekter skal naturligvis gennemføres, men bygherrer, entrepre­nører og håndværkere måtte meget gerne tage støjhensyn i løbet af projektet. Det kunne måske ligefrem blive et konkurrenceparameter?

Hvis stillebyen har en café eller forretninger, er de selvfølgelig uden muzak, og de arrangerer ikke Open By Night, karneval, festivaler eller andre begivenheder, der genererer larm.

Arrangørerne af cykelløb, gadeløb o.l. skulle lægge ruterne langt uden om stillebyerne.

Det samme skulle lufthavne, navnlig dem med privatfly, rundflyvninger og små skole­fly.

Kollektiv transport skulle være røg- og støjfri.

Kommunerne skulle også forpligte sig til at tage en række hensyn ved alkoholbevillinger, vejan­læg, institu­tionsbyggerier, renovation, vedligehold og byggetilladelser.

Men det skulle beboerne i stillebyerne også. Liv støjer naturligvis, det er ikke uden grund, at vi siger: Stille som graven, og man må ikke selvretfærdigt fare ud og slukke livsglæde og skabe konflikter. Men alle skulle BESTRÆBE sig på at holde unødvendig støj på et absolut minimum.

Møn blev det første sted i Danmark, der slukkede lysene og skabte en fredning af nattemørket. ***

Hvem bliver de første til at dæmpe støjen og tilbyde en stilleby?

* https://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/stoejfoelsomme-mennesker-kan-skyde-skyl­den-paa-hjer­nen/

** https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/stoej-paa-kontoret-og-i-trafikken-kan-goere-dig-alvorligt-syg

*** https://politiken.dk/viden/Viden/art6455637/P%C3%A5-M%C3%B8n-er-m%C3%B8rket-i-verdensklasse

Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at til­passe mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gym­na­sium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, kon­kurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærk­somhed, om de gode ka­rakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræ­den, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt del­tager i det larmende, pulse­rende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier el­ler en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploa­des, måske endda fra de nedre regio­ner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistri­ves?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcis­sisme, psy­kopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer.  – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, krops­bevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, ob­servationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, op­mærksomhed på detaljer, op­findertrang, nys­gerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig afle­vering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dår­lig undervisning, bil­ligt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hy­ste­riske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for liv­mo­der, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for føl­somme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke op­førte sig ’kvindeligt’, dvs. moder­ligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevel­sestrang, be­gavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i ver­den skulle holdes nede, væk, un­dertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, op­finde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske oveni­kø­bet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektro­chok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i sam­fundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge vel­færdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvin­delighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’per­versiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at ac­ceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage po­sitivt til hel­heden, tvært­imod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere indivi­der af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugent­ligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sam­men­brud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende ind­tryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke an­kom­met til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dan­nelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i over­ensstem­melse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Før­hen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem.  – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det mo­derne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spisefor­styrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pas­ning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for vold­som, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrations­evne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke be­gynde at tale om person­lighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den her­skende, eksklude­rende og sygdomsfremkaldende sam­fundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om au­tisme – ’Ver­den har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kon­tinuum!  – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags nor­malitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, be­vares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for nor­malitets­skiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindrevær­dige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtræ­delsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække or­det ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende gene­tisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside  – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæm­pende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyr­relse’[4] . Fo­re­stil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsfor­udsigelser og syg­domsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og in­klusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organi­sation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, prak­tiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, krea­tive, sportslige …. der er næsten uen­delige muligheder.  Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel men­nesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en al­vorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller føl­somhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i ar­bejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendig­vis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres per­sonlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvun­gen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel per­son­lighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og til­passe sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på de­pression, et nervesammenbrud, selvskade, spise­forstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mi­rakuløs helbre­delse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstalt­ninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at defi­nere miljøet og andre menneskers psyki­ske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det på­virker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, spe­cielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, for­travlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og for­søge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskon­torer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsomme­lige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og få­rene, og pi­gen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesska­bet. Ligesom den gamle mand el­ler kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyr­inde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undvæ­res, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tan­ker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en lar­mende fol­ke­skoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt be­gavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskellig­ar­tede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da 

Film: ’Temple Grandin’ – Fin­des bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/