Jordødelæggende grådighed som personligheds­forstyrrelse

Ifølge Sundhed.dk er en personlighedsforstyrrelse: ”en psykiatrisk lidelse, hvor man har afvi­gende træk ved sin personlighed. Dette vil vise sig i form af urimelige eller uforståe­lige reaktio­ner i mange personlige og sociale situa­tioner.”

De erkendte forstyrrelser er for tiden: *

Paranoid personlighedsstruktur

Skizoid personlighedsforstyrrelse

Narcissistisk personlighedsstruktur

Dyssocial (antisocial) personlighedsstruktur

Histrionisk (hysterisk) personlighedsstruktur

Tvangspræget personlighedsstruktur

Ængstelig (evasiv) personlighedsstruktur

Dependent personlighedsstruktur

Til denne perlerække af psykisk uhensigtsmæssige, person­lige og so­ciale, per­son­ligheds­forstyrrelser vil jeg gerne tilføje endnu en, en mere om­fattende, ulo­gisk og uforståelig, kognitiv forstyr­relse, som et flertal af menne­skene helt åben­lyst li­der af, nemlig:

Jordødelæggende grådighedsforstyrrelse

Når man har nok. Når man har mad, tøj og rimelige boligforhold, men allige­vel, af ren og skær grådighed, fortsætter med at rage til sig af ting, oplevel­ser, mad og drikke og navnlig de im­materielle, ikke­eksisterende vær­dier, vi engang blev enige om at kalde penge, og som i sig selv intet er værd.

Når man ikke kan indse, at vi lever i en osteklokke, hvor alle vores aktivi­teter har kon­sekven­ser.

Når man smider al viden og faglighed over bord, holder sig for ørerne og rå­ber LALA­LALA­LA­LALA … hver gang nogen nævner mistrivsel, menneske­rettigheder, miljøet, kli­maet og an­dre kriser.

Når man i jagten på flere ting, mere magt, status og endnu flere penge ødelæg­ger sine egne og alle andres leve­vilkår.

Når man – selvom vi aldrig har været rigere – helt bogstaveligt skider i egen rede og:

  • Hver dag afleverer sine små børn på store opdragelsesinstitutioner.
  • Af besparelsesgrunde ophører med at yde omsorg for de små, gamle, syge og svage og skærer ned på alt, ud­dannelse, sundhed, pleje, forsk­ning, så vi er endt i et tidster­roriseret, inhumant og ødelagt samfund uden viden, empati og værdier.
  • Går ind i politik og ledelse for egen vindings skyld.
  • Af profithensyn producerer skadelig menneskemad fuld af de billig­ste in­gredienser og kemi, der er beregnet på at få ellers uappetitlige og uspiselige komponenter til at glide ned.**
  • Vedblivende anskaffer sig dynger af dingenoter og dimsedutter uden kvalitet eller holdbarhed eller blot nytteværdi, produceret af jordens sid­ste ressourcer, men som hurtigt ender i de enorme bunker af affald, der er ved at kvæle denne planet og dens beboere.
  • Rykker sit militær ind i andre lande og påbegynder ufattelige ødelæg­gelser, folkedrab og skaber uro i hele verden.
  • Udrydder uhyggeligt mange dyre- og plantearter. Man taler om vores tid som jor­dens sjette store masseudryddelse.***
  • Holder langt større mængder end nødvendigt af dyr, køer, svin, fjerkræ, pels­dyr, in­de­spærrede under kummerlige forhold og spreder deres skade­lige, koncentre­rede affaldsstoffer ud i luften, jorden og vandet – for pen­genes skyld.
  • Helt overlagt og med vilje forgifter drikkevand og jord med PFAS og utallige andre gift­stof­fer, som aldrig forsvinder fra miljøet igen.
  • Ustandseligt oversprøjter jorden med pesticider og andre potente giftstoffer for at slå uøn­skede planter og dyr ihjel.
  • Og derved skader menneskenes fertilitet, så vi er på vej til at udrydde os selv.
  • Har omformet jorden med udjævning af bjerge, omlægning af floder, kunstige kanaler, dræning, borehuller, fracking, enorme udgrav­ninger, hulheder og gange for at ud­vinde råstoffer til alle vores hovedløse aktiviteter.
  • Fylder hav, floder, jord og rummet med overflødige produkter, affald, af­fald, affald …
  • Sender røg og møg op i luften.
  • Skyder uønskede dyr i naturen og ødelægge deres levesteder.
  • Opfisker og udrydder fisk, skaldyr og hvaler i havet.
  • I det hele taget forgifter jorden, luften og vandet, forandrer kli­maet og ud­ryd­der livet, som vi kender det – bare for at rage til os af unødvendige ting og penge.

Som med alle de andre forstyrrelser er jordødelæggende grådighedsforstyrrelse et konti­nuum, og vi har alle en rem af huden.

Glædelig jul …

* https://www.sund­hed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/oevrige-syg­dom­me/personlighedsforstyrrelser/

** https://blog.loneandrup.dk/2023/07/28/ikke-mad/

*** https://da.wikipedia.org/wiki/Den_sjette_store_massed%C3%B8d

Farlig dumhed

En uhellig alliance mellem dårlig uddannelse, globalisering og mindreværd.

Trumps føl­gere iførte sig i solidaritet med deres foretrukne præsi­dent­kandidat, der un­der en tale blev ramt af et strejfskud i øret, en øreforbin­ding, der mat­chede deres idols.DR 18.7.24

Her i slutspurten af Donald Trumps valgkamp støder man ustand­se­ligt på to­talt uforståeligt idioti, nedgørelse af andre mennesker, rendyrket ondskab, usande og helt vilde på­stande, klumsede klovnerier og en aggressiv reli­giøsitet, som alt sammen kan forekomme ufatteligt og tåkrum­mende for en nord­europæer, der stadig har en smule respekt for venlighed, vir­kelighed og vi­denskab i behold.

Så at Trump har disse horder af fanatiske følgere og kan mønstre halvdelen af USA’s vælgere kan forekomme mærkværdigt. – Men forklaringen ligger måske bl.a. her:

Finans 17.7.23

Hvor mange amerikanere får en tilstrækkelig uddannelse, som klæder dem på til at søge saglige informationer? Til at forstå begreber som demokrati, menneskerettigheder og økonomi? Og til at skelne oplyst og kri­tisk mellem alle de løse udsagn, der i dag fylder internettet og flyder rundt i det offent­lige rum? Når en god uddan­nelse koster flere hund­rede­tusinde kroner pr. år? Og reli­giøse sekter har magt til at for­byde ad­gang til bøger, til at fornægte Darwins udviklingslære, til at hævde, at jorden er flad, og til at fratage kvinder råderetten over deres egen krop?

Når så følgevirkninger af den omfattende globalisering, udlicitering af arbejdspladser, arbejdsløshed, rod- og rådløshed pga. store, samfundsmæssige forandringer indtræder, så føles det måske trygt med en tilsyneladende stærk mand, der har alle løsningerne; først og fremmest aggression, egoisme og en tilbagevenden til ‘de gode gamle dage’.

Man må selvfølgelig også medregne det faktum, at der ek­si­ste­rer en af­grundsdyb forskel – sommetider ligefrem et had – mellem nord og syd, øst og vest, sort og hvid, republikanere og de­mo­krater, rig og fattig i det enorme land.

Reminiscenser efter borgerkrigen, som nordstaterne vandt i 1865, og som man i syd aldrig helt er kommet sig over. Hvilket kan give nogle, for­trins­vist hvide mænd, en næsten ubærlig følelse af mindreværd, som de tanke­løst forsøger at udligne ved at hævde deres ret til at bære skydevåben og de­monstrere deres over­legenhed i verden som sådan og navnlig over for politiske modstandere, kvin­der, mennesker med mørk hud, ikke-heteroseksu­elle og ikke-ciskønnede ved at stemme på den stærkeste og vredeste mand på listen.

I bestræbelserne på at hævde sig ved hjælp af denne toksiske maskulinitet ses nordstaterne, regeringen, administrationen, det de­mo­kratiske parti, menneskerettigheder, kampen for at redde jordens klima, demo­kratiet selv og navnlig kvinder med magt, som fjender, som man ikke for­sømmer nogen lejlighed til at nedgøre og angribe. Og i det spil er Trump jo perfekt. Han har tilsyneladende ingen hæmninger:

Trump taler truende til en kvindelig partifælle, der er uenig med ham. DR 1.11.24

Også herhjemme har vi nedsparet og undergravet uddannelsessyste­met, frem­met uvi­denhed og dumhed og fremelsket små, hjemlige kory­fæer, som fx Mo­gens Glistrup, Pia Kærsgaard, Morten Messer­schmidt, Inger Støjberg, Lars Boje Mathiesen – og mere udspekuleret, Alex Vanopslagh, der, som Trump og hans ørebehængte tilhængere, ikke forstår, at det er sammenhængskraften, accept, inklusion og tryghed, der gør et samfund lykkeligt, rigt og stærkt. I stedet opildner de til had, udelukkelse og i sidste ende vold mod udvalgte samfundsgrupper og bærer ved til et efter­hånden ver­densom­spændende dum­hedens bål.

DR 1.11.24 – Vi har i Danmark gjort deltagelse i den offentlige undervisning umulig for hver femte skoleelev!

DR 16.3.17 – Inger Støjbergs famøse kage, skabt og fotograferet for at fejre populistiske ‘udlændingestramninger’. Hvilket, som bekendt, endte i ulovligheder og overgreb på de flygtninge, som vi skulle beskytte. Som Trump, blev også Støjberg dømt i retten, men deres vælgere og følgere er ligeglade med, at de udelukkende agerer for egen forfængelighed og vindings skyld, at de bryder loven, er uvidende om basale menneskerettigheder og opfører sig udemokratisk.

Hun må og skal aflives! Minkavlere hængte dukke af statsministeren op i en lygtepæl. Foto TV2 14.9.22

Prepping for ældre damer

En reol i gæsteværelset udgør vores spisekammer/nødlager.

Vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre, Troels Lund Poul­sen, valgte et sommermøde på en ferieø til at varsle en pjece fra Beredskabsstyrelsen om forholdsregler i tilfælde af forsyningskriser el­ler deciderede nødsituationer i landet. Han anmodede ved samme lejlighed befolkningen om at forberede sig, så alle kan klare sig selv i tre dage. – Kun tre dage, indtil myndigheder og be­redskab får håndteret situa­tionen, så godt de kan. Tre dage, hvor vi ikke behøver at ligge an­dre til last, men kan lade samfundet sørge for infrastruktur og de svageste. Tre dage, hvor vi ikke styrter ud for at opfylde vores egne indkøbsvogne og be­hov, men forholder os ro­ligt, indtil vi ved, hvad der er mest hensigtsmæs­sigt at gøre. – Et meget beskedent – og sent – ønske fra ministeren, synes jeg. De fleste lande omkring os har for længst opfordret til, at man skal kunne klare sig selv i en uge eller længere.

Vi er efterkrigsbørn her hos os, og tanken om, at noget kan ske, ligger altid i baghovedet. Vi husker klart Den kolde krig, Cubakrisen, atomskrækken, de rungende sikringsrum under offentlige bygninger og pjecen ‘Hvis krigen kommer’ fra 1960’erne. Der var også familier i byen, der byggede enorme, gule murstensvillaer med fuldt udstyrede beskyttelsesrum ved siden af saunaen, vinkælderen og gildesalen. En sikkerhedsforanstaltning, som skulle redde de velbjergede igennem en atomkrig.

Vi havde forældre, der oplevede en krig og lærte at holde hus med res­sourcerne. Bedsteforældre, der var unge under 1. Verdenskrig, unge voksne under den økonomiske krise i 1930’erne og forældre til teenagere under 2. Verdenskrig. De fik grundigt lært at proppe i skuffer og skabe og for alle tilfældes skyld at opbygge et lille forråd og gode relationer til familien på landet, hvis de kunne. Vores olde- og tip­oldeforældre havde, eller var i huset hos nogen, der havde, egen brønd, høns, køer, svin, fiskenet og ruser, jagtgevær, kornlagre, roer, hø og halm, brændekomfur, brænde­stabler, petroleumslamper, kålhaver, frugttræer og bærbuske, kartoffelkældre og fyldte æb­lekasser på loftet, så de kunne klare sig for evigt med deres eget arbejde og kløgt; i dag er der ikke mange, der kan malke en ko eller slagte en høne.

Førhen var der sjældent hjælp at hente udefra, og alle var forberedt på politisk uro, forsyningssvigt, snestorm, storm, skybrud, tørke, sygdomme; man sad ikke og ventede på direktiver, men opbyggede lager efter evne, ofte i et kælderrum, viktua­lierum eller et lille spisekammer, som, den samvittighedsfulde husmoder sørgede for, altid var velforsynet og opdateret – og man op­retholdt netværk blandt naboer, så man kunne hjælpe hin­an­den.

I vores husholdning i dag har vi altid – uanset officielle udmeldinger – et lille la­ger og fylder op og køber rige­ligt ind af fx wc-papir, pasta, mel og gryn, fiskekonserves, kiks, batterier, stea­rinlys m.m., når det er billigt. Vi har brændeovn, brænde, gasgrill og regnvandsopsamling – ikke med hen­blik på katastro­fer, men bare som en del af hverdagslivet. – Da vi var yngre, havde vi også en større køkkenhave og havehøns, som bi­drog væsentligt til kosten.

Der er, så vidt jeg forstår, ingen grund til hverken ængstelse eller panik nu, men en smule rettidig omhu og ansvar for sig selv og de nærmeste skader aldrig.

Det er ikke rart at tænke på, at vores samfund igen er udsat, og at man skal til at genopfinde de gamle dyder. – For vi har jo vænnet os til opvaskemaskiner, internet, kræsenhed og fyldte hylder i super­markederne, til effektiv kloakering, indlagt vand, varme og strøm og til, at ’nogen’ kommer og hjælper, hvis vi ringer. – Men alminde­lig sund fornuft og lidt gammeldags prepping kan måske komme til nytte igen, ligesom det var en tryghed under storstrejken i 1998 og coronaepidemien for fire år siden, at vi ikke skulle ud og slås med andre om den sidste pakke gær eller toiletpapir.

At være forberedt er ikke kun en fordel i større katastrofesituationer; almindelige, hændelige uheld med fx vand- eller strømforsyningen kan også ske. TV2 19.6.24

Hvad er vigtigt?

Man kan tænke over hygiejne og sundhed, og hvad man har brug for hver dag i sin husholdning. – Hvad ville være svært at undvære, hvis strøm, varme og vandforsyning plud­selig er væk? Ikke kun i tre dage, men måske i et par uger? Og dagligvarebutikkerne var tomme og lukkede?

Hvis man gerne vil ruste sig lidt, som de gamle damer gør, kan man anskaffe en smule ad gangen, måske bruge en netbutik, der leverer de tungeste ting til gadedøren. Og kun købe noget, der under alle omstændigheder kan være til nytte, så der ikke opstår spild. Betragte det som en buffer, og bruge af lageret og løbende forny det.

  • Først og fremmest er det vigtigt at bevare roen, både for sin egen, for fami­lien og for sam­fundets skyld. Vær kritisk og undlad at viderebringe løse rygter, som kan skabe bekymring eller panik. Hjælp andre, hvis du kan.
  • Hav en forsyning af drikkevand, tre liter pr. person pr. dag, siger den offi­cielle anbefaling. Kander eller flasker med vand i køleskabet og dunke og/eller flaskevand i en mørk og kølig krog.
  • Hvis vand, kloak og renovation ikke fungerer, er det praktisk at kunne opsamle regnvand, at kunne grave et dybt hul i haven, og at have et udendørs aflukke til affald og en kompostbunke. Hvis man bor tæt ved sø eller hav, kan man hente vand til at vaske sig selv og tøjet i og til at skylle toilettet ud med, så skriv et par store vandkander på indkøbssedlen.
  • Byg et lille lager af holdbar mad, fx æbler og grove grøntsager, såsom kål, gulerødder og kartofler, mel og gryn, pasta, kiks, småkager, myslibars, knækbrød, tørgær, salt, madolie, dåsemad, rosiner, nødder, UHT-mælk og andre holdbare drikke­varer, pulverkaffe, te og choko­lade – brug indholdet i køleskab og fryser først, hvis strømmen går, og sørg for at tjekke og vedligeholde lageret, bruge af det, og købe nyt efter behov.
  • Hav rigeligt af nødvendig medicin, måske jodtabletter, hovedpinepiller, desinfektionsmidler – både til hænder og til sårbehandling, mundbind, forbindin­ger og plaster.
  • Og wc-papir, store og små plasticaffaldsposer, køkkenruller, hygiejneartikler, tandpasta, manuelle tandbørster, shampoo, creme, vådservietter, papirservietter, bleer, sæbe, vaskeklude, ekstra briller/linser, en let kost og fejeblad, vaskepulver, rent tøj, tørresnor og klemmer.
  • Batterier i gængse størrelser, stearinlys, tændstikker, lightere.
  • Powerbank, lille batteri- og/eller håndsvingsradio, campinggasblus, lygter, evt. med solpanel.
  • Varmt tøj og tæpper.
  • Fysiske bøger, blade, spil, puslespil, papir, blyanter, farver, materialer, fx garn til håndarbejde, legetøj.
  • Tænk på de særlige behov hos ældre, børn og dyr.
  • Hav betalingskort, kontanter, personlige dokumenter og udskrevne telefon- og adresselister klar.
  • Benzin/strøm på bilen, luft i cykeldækkene. – Der er ikke tid til at fikse småting, hvis man står og skal væk i en fart.
  • Hav evt. en stor taske klar; den behøver ikke være pakket, bare du lige har tænkt tanken og ved, hvor medicin, papirer, penge, toiletsager, skiftetøj m.m. er i påkommende tilfælde.
  • Lav aftaler med familie, naboer og venner om at hjælpe hinanden. Man kan fx samle familien hos dem, der har plads og brændeovn, af­tale mødesteder og hvem, der tager sig af de ældre og dem med særlige behov.

Vores samfund er stadig robust. Folk vil gerne hjælpe, dele, bytte, handle og i det hele taget gøre det, de plejer at gøre. Så det skal nok gå alt sammen, specielt hvis vi lige tænker os om og forbereder os lidt. Om ikke andet så mentalt.

‘Forberedt på kriser’, Beredskabsstyrelsen, 2024: https://www.brs.dk/da/forberedt

Norsk, officiel hjemmeside ’Sikker hverdag’ https://www.sikkerhverdag.no/

‘Hvis krigen kommer’, Statsministeriet, 1962 – Bemærk det fine sprog og tilliden til, at modtagerne, dvs. den danske befolkning, havde tid til at læse og forstod skriftligt dansk:

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/uddrag-fra-pjecen-hvis-krigen-kommer-fra-statsministeriet-1962

Grænseoverskridende sex og vold i lommen

TV2 12.2.24

TV2 13.3.24

Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle over­greb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte her­sker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – ret­tet mod lærerne.

Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epide­mier, konflikter, økonomiske problemer:

TV2 14.9.22”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.

Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!

”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisa­tio­nen Bæredygtigt Landbrugs general­forsamling.

Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubeha­ge­lige, hvilket han fortalte om til DR og Berling­ske bagefter.

– Deciderede personangreb

På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:

– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er mo­dig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag væ­ret ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt bud­brin­geren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”

TV2 2.3.24

Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offent­ligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *

Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:

  1. Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret ad­gang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibi­liseres imod grænseoverskridende, ækle voldsom­heder.
  2. Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sår­bare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drenge­flokken i William Gol­dings berømte roman ’Fluernes Herre’.
  3. Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere for­ladt­hedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinan­den.

‘William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.’ Wikipedia

* https://blog.loneandrup.dk/2023/11/08/giftig-misogyn-kultur-rettet-mod-landets-oever­ste-embede-paa-politiken/

TV2 23.3.24

Helsingør Dagblad 17.5.24

TV2 17.5.24

Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

TV2 12.3.24

https://politiken.dk/rejser/art9851272/%C2%BBJeg-har-set-folk-st%C3%A5-og-trampe-p%C3%A5-flydele%C2%AB

Politiken 11.4.24

Min mors sidste år

I disse dage er det et år siden, min mor døde 95 år gammel på et plejehjem i Nordsjælland. Af luftvejsproblemer hed det. Måske corona.

Hun var tidligere balletbarn, speciallærer, i god fysisk form og holdt sig aktiv med kultur og pensionistgymnastik og beboede en fornem, ældre lejlighed på en høj førstesal i Helsingør, så hun fik gået på trapper hver eneste dag.

En lørdag formiddag, da hun var smuttet ned for at handle, blev hun i et kryds ramt af en spritbilist, der forsøgte at snige en brandert hjem. Sammen­stødet ødelagde hendes ene knæ, så hun måtte indlægges, opereres og igennem et langt genoptræningsforløb.

Det lykkedes hende med viljestyrke, øvelser og gymnastik at komme tilbage i næsten lige så god form som før uheldet, da hun en dag, uden nogen øjen­synlig grund, pludselig blev svimmel og faldt i sin egen stue og brækkede bækkenet flere ste­der. Hvilket kostede hende endnu mange måneders sygeleje og opgivelse af en hidtil selv­hjulpen tilværelse.

Hendes fine, lille lejlighed blev nu omdannet til en banegård med et evigt rend af skiftende hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter og rengøringshjælp, det sidste måtte hun selv betale ud af sin lille pension. En dag ringede hun og fortalte, at hun lige havde været i bad med assistance fra en kommu­nal hjælper, en to meter høj, hærdebred mand af afrikansk afstamning. – Det kræver en smule overvindelse af en kvinde i slutfirserne at klæde sig af foran en mand, og hun var ikke fra en generation, der hjemmevant rejste klo­den rundt og socialiserede med alle, de mødte på vejen. Men hun klarede det med et grin og et glas rødvin i sin gode stol bagefter.

Da hun boede fem – seks timers rejse fra mig, var det min bror, der stod for det meste af den praktiske hjælp, hun efterhånden fik mere og mere brug for, herunder til indkøb og styring af økonomi. Men et år besluttede jeg at tage over til hende og for en gangs skyld afsætte så mange dage, at vi rigtig kunne snakke, hygge og få klaret nogle af de ting, som sønner og kommunale hjæl­pere ikke inklu­derede.

Så jeg ankom med fodbadesalt, nye negleklippere og neglefil og gav hende den store tur, for de offentligt ansatte havde ikke tid og efterlod hende med lange, forrevne eller dår­ligt klippede, kradsende negle.

Jeg gav hende bade, der ikke involverede store, fremmede mandfolk.

Jeg købte ind og lavede frisk og nærende mad og lækkerier.

Jeg købte rengøringsmidler og skurede køkken og bad grundigt, ryddede op, støvede af og smed ophobet affald ud, for hendes hjælpere nægtede at tage sig af skraldet.

En dag, jeg havde været ude på indkøb, sad der en lidt flommet, svensk, mandlig sosu-assistent inde i stuen hos min mor, da jeg kom tilbage. Han havde sat sig bekvemt til rette i hendes sofa og var midt i en lang forklaring, som han nu gentog over for mig, om, hvorfor han ikke kunne tage en lille, grøn affaldspose med sig ned, når han gik.

Min mor var synligt træt af hans snak og afbrød ham med et: ’Hvis du nu bare havde taget posen i stedet for at sidde der og snakke, så var der jo ikke no­get problem!’

Jeg sagde, at jeg nok skulle gøre det, mens jeg var der, men at de måtte finde en løsning på lidt længere sigt. En kvinde, der knapt kan gå mere end nogle få skridt med støtte af en rol­lator, kan ikke selv gå ned ad flere, stejle trappeforløb med affald, noget af det var blodige forbindinger.

En aften efter maden sad min mor og jeg i hendes hyggelige stue og snak­kede om gamle dage, om ting, vi havde oplevet, og om mennesker, vi havde mødt. – Min mor rejste sig usik­kert for at gå på toilettet, men vi var i pjatte­humør og af bar grin svimlede hun forover og slog hovedet mod en åbentstå­ende dør, så blodet løb ned over hendes ansigt, og det venstre håndled, som hun havde prøvet at tage fra med, hævede voldsomt op og forekom brækket …

Jeg fik hende op at sidde med nogle puder, så hun lænede sig ind mod et skab, og efter hendes direktiver fik jeg ringet efter hjælp. To kommunale da­mer, den ene sygeplejerske, dukkede op en lille times tid senere. – De mente også, at håndleddet kunne være brækket, og de hjalp med en midlertidig forbinding af det blødende hoved.

Til alt held havde min bror sørget for et Falckabonnement til min mor, så et par timer senere kom en chauffør og fik min mor bakset ned i bilen, hvor der i forvejen sad en sørgmodig, æl­dre herre, og transporterede os alle den lange, nattemørke vej til Hillerød Sygehus.

Vi meldte os i receptionen og fik besked på at tage plads i et koldt og nø­gent venteværelse … hvor vi sad i tre timer, indtil jeg igen gik hen i receptio­nen og forklarede, at min mor var over 90 år gammel og ikke kunne sidde ret op og ned på en stol en hel nat igennem. Hvorefter de kom og hentede hende ind i et stort, åbent behandlingsrum, hvor hun kunne ligge på en båre med hjul.

De kiggede kort til hendes skader og forsvandt igen. To gange måtte jeg støtte min mor, så hun kunne bakse sig ud og hen ad gangen til et toilet. Jeg fandt vand og saft til hende og sad på en stol ved siden af båren igennem yderligere to – tre timer og prøvede at holde hu­møret oppe hos os begge.

En sygeplejerske kom og målte min mors blodtryk. Det var på 230. – Så kig­gede hun på håndleddet og bad os gå op på røntgenafdelingen. – Det blev en lang tur i meget langsomt tempo. Vi sad en time til halvanden på kolde stole i gangen uden for afdelingen, til min mor klokken tre om natten blev kaldt ind, og billederne blev taget. – Håndleddet var brækket.

Tilbage på båren på behandlingsstuen begyndte sygeplejersken at sætte min mors håndled på plads. Hun hejste armen op i et stativ og lod dens egen vægt strække knoglerne ud, hvor­efter hun lagde gips og forbinding om. Derpå fulgte endnu en lang og smertefuld vandring op til røntgenafdelingen, ny ventetid, nyt billede, og først derefter, mere end 12 timer efter min mors fald, fik hun renset og syet flængen i hovedet. Min mors grå hår var rødbrunt af størknet blod.

Selv om hun havde klaget over smerter, fik min mor kun tilbudt et par Pano­diler, og nu sad vi igen i ventesalen og måtte vente til hen på formiddagen, før en Falckmand kunne hente os og køre os tilbage til lejligheden i Helsin­gør, hvor trapperne skulle forceres, så vi begge kunne gå til ro efter en lang nat i sundhedsvæsnets kolde hænder.

Jeg blev selvfølgelig yderligere nogle dage, indtil kommunal hjælp og min bror kunne tage over. – Min ’forkæl min gamle mor’-rejse havde vist sig til mere skade end gavn.

Et år efter blev det tid at forlade lejligheden og den efterhånden meget begrænsede selvhjulpethed og diskussionerne med de kommunale plejere om hvem, der skulle bære skraldet ned. Min mor fik plads på et plejehjem.

Midt under de værste coronamåneder fik min bror arrangeret flytningen og indrettet det lille værelse med nogle af hendes personlige ejendele. Min mor var på det tidspunkt ofte uklar og forstod ikke alt, hvad der foregik, men hun blev i kørestol kørt ud på en balkon, så hun kunne se og vinke til os og resten af familien, der var dukket op for at se hende godt indlo­geret.

Et lille halvt års tid senere var min mor i sin forvirring faldet ud af sin seng midt om natten, og personalet på plejehjemmet sendte hende – alene – med en sygetransport til Hillerød Sy­gehus, hvor hun for en sikkerheds skyld blev røntgenfotograferet, så man kunne se, om hun havde brækket noget. Det havde hun heldigvis ikke. Så en portør fulgte hende ned i foye­ren, hvor hun fik besked på at vente, til en Falckmand dukkede op og kunne køre hende til­bage til hjemmet.

Vi ved ikke hvor længe, der gik, for hun var helt alene og sad på en umagelig, kold stol midt om natten et ukendt sted. Måske skulle hun på toilettet. I hvert fald rejste hun sig og faldt, og denne gang brækkede hun lårbenet.

Da hun befandt sig på et sygehus, blev hun jo røntgenfotograferet og opere­ret uden yderligere transport, så snart de fandt hende og fik tid til at tage sig af hende.

Derefter var det helt slut med at gå. Min mor fik morfinplastre. Og hun døde alene i sin seng på plejehjemmet af en luftvejsinfektion umiddelbart efter endnu en natlig transport og en kort ind­læggelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus.

Familien fik besked næste morgen.

At skyde storke med støjkanoner

Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og ha­ver, hvor folk sætter pris på fred.

Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og spa­rer kloden for en del CO₂

Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde og svagtseende, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg mange gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min ter­rasse kan høre en emsig, maskinel dame­stemme UDEN FOR bussen højt råbe no­get i retning af: ‘NUMMER ÉT TIL XXXX!’ eller ‘NUMMER ÉT TIL YYYY!’ – Sommetider råber hun endda: ‘NUMMER ÈT TIL ZZZZ!’, som er den by, vi befinder os i …

Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forve­jen. På nogle af de se­nere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rej­sende, der skal af og haster hjem til parcel­huset, hvorfra de mange gange i timen kan høre den em­sige dame gjalde ud over hele kvarteret: ‘NUMMER ÉT TIL XXXX!’ eller ‘NUMMER ÉT TIL YYYY!’ eller helt unødvendigt: ‘NUMMER ÈT TIL ZZZZ!’

Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot lands­bykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårds­arbej­dernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og ja­gerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.

Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil el­bussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer over­ho­vedet: ‘NUMMER ÉT TIL XXXX!’ eller ‘NUMMER ÉT TIL YYYY!’ eller helt unødvendigt: ‘NUMMER ÈT TIL ZZZZ!’

Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikke­snoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at for­syne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.

At forstyrre ALLE hørende, herunder autister, sensitive, sovende babyer, syge, døende, folk i sorg, med svage nerver eller PTSD, blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmar­ken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke øde­læg­gelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.

Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.

Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt be­færdede yderområ­der og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chauffø­ren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY eller ZZZZ … Sådan kla­rede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kom­munale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.

Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at op­føre sig som mol­boer og træ­der virkelig mange hørende ned, mange gange i ti­men, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grill­mad og gode venner. Så me­get støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i gi­vet fald let ville kunne løses på anden og langt smartere vis.

Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-10-02-bor-30-meter-fra-ny-station-hoer-larmen-her

Solsikkesnoren: https://hdsunflower.com/dk/insights/post/for-people-with-non-visible-disabilities

Molbohistorie, Storken i kornmarken: https://www.molbohistorier.net/Storken.html

Unødvendig støj: https://blog.loneandrup.dk/2022/02/06/unodvendig-stoj/

Fejlfinder og brokkehoved

Set bag på engelsk lastbil.

Ja, jeg er en sur, gammel kælling. – Sommetider 😊

I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den be­skæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og be­tragte ver­den og tænke mit i fred og ro.

Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen ar­bejds­giver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i ver­den og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.

Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og ven­nerne, over for dem, der vil mig det godt.

Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.

Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekost­ning. Som ikke snyder på væg­ten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager an­dres ting, tid eller tjene­ster for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demon­strative må­der. – Dem, som le­ver stille og godt.

Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.

Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høf­lige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de ef­ter­hånden over­går fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjene­ster, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømme­kraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærk­ninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine ret­tigheder som men­neske på lige fod med alle andre mennesker.

Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbej­der eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen el­ler saver med benzindrevet motor­sav i dage- og må­nedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.

Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere no­gen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SI­DEN AF den store og rumme­lige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sund­heds­perso­nale har et usundt forhold til deres ar­bejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge med­borgere; hvis politi­kere og journalister er uop­lyste og grundløst påståelige, hvis håndvær­kere sjusker og ikke overholder af­ta­ler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbar­heden udløber efter en dag eller allerede er udlø­bet, og hvis fødevare­producenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skade­lige ingredien­ser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.

Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at øde­lægge noget for an­dre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, pari­siske aristokrater i Prousts beskrivel­ser ud­vi­ser man helt naturligt to­lerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opfør­sel til gen­gæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre op­mærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklæ­delig rethaveriskhed og evin­de­lig forventning om særbehandling.

Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi be­hø­ver blandt ordentlige mennesker:

’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barne­boka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatte­ren Thorbjørn Eg­ner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’

Norsk Wikipedia

Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.