Grænseoverskridende sex og vold i lommen

TV2 12.2.24

TV2 13.3.24

Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle over­greb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte her­sker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – ret­tet mod lærerne.

Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epide­mier, konflikter, økonomiske problemer:

TV2 14.9.22”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.

Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!

”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisa­tio­nen Bæredygtigt Landbrugs general­forsamling.

Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubeha­ge­lige, hvilket han fortalte om til DR og Berling­ske bagefter.

– Deciderede personangreb

På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:

– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er mo­dig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag væ­ret ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt bud­brin­geren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”

TV2 2.3.24

Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offent­ligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *

Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:

  1. Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret ad­gang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibi­liseres imod grænseoverskridende, ækle voldsom­heder.
  2. Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sår­bare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drenge­flokken i William Gol­dings berømte roman ’Fluernes Herre’.
  3. Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere for­ladt­hedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinan­den.

‘William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.’ Wikipedia

* https://blog.loneandrup.dk/2023/11/08/giftig-misogyn-kultur-rettet-mod-landets-oever­ste-embede-paa-politiken/

Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet marts 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

Min mors sidste år

I disse dage er det et år siden, min mor døde 95 år gammel på et plejehjem i Nordsjælland. Af luftvejsproblemer hed det. Måske corona.

Hun var tidligere balletbarn, speciallærer, i god fysisk form og holdt sig aktiv med kultur og pensionistgymnastik og beboede en fornem, ældre lejlighed på en høj førstesal i Helsingør, så hun fik gået på trapper hver eneste dag.

En lørdag formiddag, da hun var smuttet ned for at handle, blev hun i et kryds ramt af en spritbilist, der forsøgte at snige en brandert hjem. Sammen­stødet ødelagde hendes ene knæ, så hun måtte indlægges, opereres og igennem et langt genoptræningsforløb.

Det lykkedes hende med viljestyrke, øvelser og gymnastik at komme tilbage i næsten lige så god form som før uheldet, da hun en dag, uden nogen øjen­synlig grund, pludselig blev svimmel og faldt i sin egen stue og brækkede bækkenet flere ste­der. Hvilket kostede hende endnu mange måneders sygeleje og opgivelse af en hidtil selv­hjulpen tilværelse.

Hendes fine, lille lejlighed blev nu omdannet til en banegård med et evigt rend af skiftende hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter og rengøringshjælp, det sidste måtte hun selv betale ud af sin lille pension. En dag ringede hun og fortalte, at hun lige havde været i bad med assistance fra en kommu­nal hjælper, en to meter høj, hærdebred mand af afrikansk afstamning. – Det kræver en smule overvindelse af en kvinde i slutfirserne at klæde sig af foran en mand, og hun var ikke fra en generation, der hjemmevant rejste klo­den rundt og socialiserede med alle, de mødte på vejen. Men hun klarede det med et grin og et glas rødvin i sin gode stol bagefter.

Da hun boede fem – seks timers rejse fra mig, var det min bror, der stod for det meste af den praktiske hjælp, hun efterhånden fik mere og mere brug for, herunder til indkøb og styring af økonomi. Men et år besluttede jeg at tage over til hende og for en gangs skyld afsætte så mange dage, at vi rigtig kunne snakke, hygge og få klaret nogle af de ting, som sønner og kommunale hjæl­pere ikke inklu­derede.

Så jeg ankom med fodbadesalt, nye negleklippere og neglefil og gav hende den store tur, for de offentligt ansatte havde ikke tid og efterlod hende med lange, forrevne eller dår­ligt klippede, kradsende negle.

Jeg gav hende bade, der ikke involverede store, fremmede mandfolk.

Jeg købte ind og lavede frisk og nærende mad og lækkerier.

Jeg købte rengøringsmidler og skurede køkken og bad grundigt, ryddede op, støvede af og smed ophobet affald ud, for hendes hjælpere nægtede at tage sig af skraldet.

En dag, jeg havde været ude på indkøb, sad der en lidt flommet, svensk, mandlig sosu-assistent inde i stuen hos min mor, da jeg kom tilbage. Han havde sat sig bekvemt til rette i hendes sofa og var midt i en lang forklaring, som han nu gentog over for mig, om, hvorfor han ikke kunne tage en lille, grøn affaldspose med sig ned, når han gik.

Min mor var synligt træt af hans snak og afbrød ham med et: ’Hvis du nu bare havde taget posen i stedet for at sidde der og snakke, så var der jo ikke no­get problem!’

Jeg sagde, at jeg nok skulle gøre det, mens jeg var der, men at de måtte finde en løsning på lidt længere sigt. En kvinde, der knapt kan gå mere end nogle få skridt med støtte af en rol­lator, kan ikke selv gå ned ad flere, stejle trappeforløb med affald, noget af det var blodige forbindinger.

En aften efter maden sad min mor og jeg i hendes hyggelige stue og snak­kede om gamle dage, om ting, vi havde oplevet, og om mennesker, vi havde mødt. – Min mor rejste sig usik­kert for at gå på toilettet, men vi var i pjatte­humør og af bar grin svimlede hun forover og slog hovedet mod en åbentstå­ende dør, så blodet løb ned over hendes ansigt, og det venstre håndled, som hun havde prøvet at tage fra med, hævede voldsomt op og forekom brækket …

Jeg fik hende op at sidde med nogle puder, så hun lænede sig ind mod et skab, og efter hendes direktiver fik jeg ringet efter hjælp. To kommunale da­mer, den ene sygeplejerske, dukkede op en lille times tid senere. – De mente også, at håndleddet kunne være brækket, og de hjalp med en midlertidig forbinding af det blødende hoved.

Til alt held havde min bror sørget for et Falckabonnement til min mor, så et par timer senere kom en chauffør og fik min mor bakset ned i bilen, hvor der i forvejen sad en sørgmodig, æl­dre herre, og transporterede os alle den lange, nattemørke vej til Hillerød Sygehus.

Vi meldte os i receptionen og fik besked på at tage plads i et koldt og nø­gent venteværelse … hvor vi sad i tre timer, indtil jeg igen gik hen i receptio­nen og forklarede, at min mor var over 90 år gammel og ikke kunne sidde ret op og ned på en stol en hel nat igennem. Hvorefter de kom og hentede hende ind i et stort, åbent behandlingsrum, hvor hun kunne ligge på en båre med hjul.

De kiggede kort til hendes skader og forsvandt igen. To gange måtte jeg støtte min mor, så hun kunne bakse sig ud og hen ad gangen til et toilet. Jeg fandt vand og saft til hende og sad på en stol ved siden af båren igennem yderligere to – tre timer og prøvede at holde hu­møret oppe hos os begge.

En sygeplejerske kom og målte min mors blodtryk. Det var på 230. – Så kig­gede hun på håndleddet og bad os gå op på røntgenafdelingen. – Det blev en lang tur i meget langsomt tempo. Vi sad en time til halvanden på kolde stole i gangen uden for afdelingen, til min mor klokken tre om natten blev kaldt ind, og billederne blev taget. – Håndleddet var brækket.

Tilbage på båren på behandlingsstuen begyndte sygeplejersken at sætte min mors håndled på plads. Hun hejste armen op i et stativ og lod dens egen vægt strække knoglerne ud, hvor­efter hun lagde gips og forbinding om. Derpå fulgte endnu en lang og smertefuld vandring op til røntgenafdelingen, ny ventetid, nyt billede, og først derefter, mere end 12 timer efter min mors fald, fik hun renset og syet flængen i hovedet. Min mors grå hår var rødbrunt af størknet blod.

Selv om hun havde klaget over smerter, fik min mor kun tilbudt et par Pano­diler, og nu sad vi igen i ventesalen og måtte vente til hen på formiddagen, før en Falckmand kunne hente os og køre os tilbage til lejligheden i Helsin­gør, hvor trapperne skulle forceres, så vi begge kunne gå til ro efter en lang nat i sundhedsvæsnets kolde hænder.

Jeg blev selvfølgelig yderligere nogle dage, indtil kommunal hjælp og min bror kunne tage over. – Min ’forkæl min gamle mor’-rejse havde vist sig til mere skade end gavn.

Et år efter blev det tid at forlade lejligheden og den efterhånden meget begrænsede selvhjulpethed og diskussionerne med de kommunale plejere om hvem, der skulle bære skraldet ned. Min mor fik plads på et plejehjem.

Midt under de værste coronamåneder fik min bror arrangeret flytningen og indrettet det lille værelse med nogle af hendes personlige ejendele. Min mor var på det tidspunkt ofte uklar og forstod ikke alt, hvad der foregik, men hun blev i kørestol kørt ud på en balkon, så hun kunne se og vinke til os og resten af familien, der var dukket op for at se hende godt indlo­geret.

Et lille halvt års tid senere var min mor i sin forvirring faldet ud af sin seng midt om natten, og personalet på plejehjemmet sendte hende – alene – med en sygetransport til Hillerød Sy­gehus, hvor hun for en sikkerheds skyld blev røntgenfotograferet, så man kunne se, om hun havde brækket noget. Det havde hun heldigvis ikke. Så en portør fulgte hende ned i foye­ren, hvor hun fik besked på at vente, til en Falckmand dukkede op og kunne køre hende til­bage til hjemmet.

Vi ved ikke hvor længe, der gik, for hun var helt alene og sad på en umagelig, kold stol midt om natten et ukendt sted. Måske skulle hun på toilettet. I hvert fald rejste hun sig og faldt, og denne gang brækkede hun lårbenet.

Da hun befandt sig på et sygehus, blev hun jo røntgenfotograferet og opere­ret uden yderligere transport, så snart de fandt hende og fik tid til at tage sig af hende.

Derefter var det helt slut med at gå. Min mor fik morfinplastre. Og hun døde alene i sin seng på plejehjemmet af en luftvejsinfektion umiddelbart efter endnu en natlig transport og en kort ind­læggelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus.

Familien fik besked næste morgen.

At skyde storke med støjkanoner

Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og ha­ver, hvor folk sætter pris på fred.

Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og spa­rer kloden for en del CO₂

Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg flere gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min ter­rasse kan høre en emsig, maskinel dame­stemme UDEN FOR bussen råbe no­get i retning af, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!! – Sommetider siger den endda, at DENNE BUS KØRER TIL ZZZZ, som er den by, vi befinder os i …

Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forve­jen. På nogle af de se­nere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rej­sende, der skal af og haster hjem til parcel­huset, hvorfra de flere gange i timen kan høre den em­sige dame gjalde ud over hele kvarteret, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!!

Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot lands­bykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårds­arbej­dernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og ja­gerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.

Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil el­bussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer over­ho­vedet, at DENNE BUS KØ­RER TIL XXXX eller YYYY!!!

Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikke­snoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at for­syne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.

At forstyrre ALLE hørende, herunder autister, sensitive, sovende babyer, syge, døende, folk i sorg, med svage nerver eller PTSD, blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmar­ken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke øde­læg­gelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.

Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.

Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt be­færdede yderområ­der og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chauffø­ren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY … Sådan kla­rede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kom­munale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.

Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at op­føre sig som mol­boer og træ­der virkelig mange hørende ned, mange gange i ti­men, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grill­mad og gode venner. Så me­get støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i gi­vet fald let ville kunne løses på anden og langt smartere vis.

Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-10-02-bor-30-meter-fra-ny-station-hoer-larmen-her

Solsikkesnoren: https://hdsunflower.com/dk/insights/post/for-people-with-non-visible-disabilities

Molbohistorie, Storken i kornmarken: https://www.molbohistorier.net/Storken.html

Unødvendig støj: https://blog.loneandrup.dk/2022/02/06/unodvendig-stoj/

Fejlfinder og brokkehoved

Set bag på engelsk lastbil.

Ja, jeg er en sur, gammel kælling. – Sommetider 😊

I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den be­skæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og be­tragte ver­den og tænke mit i fred og ro.

Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen ar­bejds­giver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i ver­den og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.

Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og ven­nerne, over for dem, der vil mig det godt.

Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.

Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekost­ning. Som ikke snyder på væg­ten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager an­dres ting, tid eller tjene­ster for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demon­strative må­der. – Dem, som le­ver stille og godt.

Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.

Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høf­lige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de ef­ter­hånden over­går fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjene­ster, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømme­kraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærk­ninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine ret­tigheder som men­neske på lige fod med alle andre mennesker.

Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbej­der eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen el­ler saver med benzindrevet motor­sav i dage- og må­nedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.

Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere no­gen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SI­DEN AF den store og rumme­lige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sund­heds­perso­nale har et usundt forhold til deres ar­bejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge med­borgere; hvis politi­kere og journalister er uop­lyste og grundløst påståelige, hvis håndvær­kere sjusker og ikke overholder af­ta­ler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbar­heden udløber efter en dag eller allerede er udlø­bet, og hvis fødevare­producenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skade­lige ingredien­ser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.

Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at øde­lægge noget for an­dre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, pari­siske aristokrater i Prousts beskrivel­ser ud­vi­ser man helt naturligt to­lerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opfør­sel til gen­gæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre op­mærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklæ­delig rethaveriskhed og evin­de­lig forventning om særbehandling.

Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi be­hø­ver blandt ordentlige mennesker:

’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barne­boka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatte­ren Thorbjørn Eg­ner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’

Norsk Wikipedia

Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.

Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning

Droneoverflyvning

I går, 2. pinsedag, ca. ti minutter i et, gik vi og arbejdede i vores have i det smukke majvejr, da en lyd som af en stor sværm metalliske insekter fik os til at kigge op. I lav højde blev vi overfløjet af en metalskinnende drone, vel på størrelse med en øl­kasse. Den kom fra syd og forsvandt kort efter mod nordøst.

Vores have er meget privat: Vi er omgivet af høj hæk og hegn hele vejen rundt, så indkig er normalt umuligt, og vi plejer at kunne færdes i haven helt uden nysger­rige blikke.

Dronen skræmte mig en smule; man ved ikke, om det er russere, kinesere, en uti­digt nysger­rig nabo eller en dum drengestreg. Men man kigger ikke ind i folks pri­vate haver uden at være inviteret.

Og man flyver slet ikke sin drone hen over andre mennesker og deres grund, overvåger og fotograferer dem, hvis man ikke udtrykkeligt har fået lov.

Jeg kunne have ligget og taget solbad, børnebørnene kunne have pjasket halv­nøgne i sop­pebassinet, eller vi kunne have foretaget os andre ting, som ikke rager uvedkommende.

Det er forbudt at gå ind til andre mennesker uden deres tilladelse, og man må heller ikke stå og kigge igennem vinduer, låger og hække eller klatre over hegn – sådan en adfærd er der lidet flat­terende navne for og love imod.

Hvorfor tror folk så, at det er OK, hvis det er teknologisk luren, udspionering og vindueskiggeri?

Vi er i forvejen udsatte, vores privatliv er truet af computere, Google, sociale me­dier og smartphones mv., men når det gælder droner, er bestemmelserne ifølge trafik­styrelsens drone­regler klare:

https://www.droneregler.dk/overblik-over-dronereglerne:

(Min fremhævelse af punkt 7 og 10)

‘Overblik over reglerne

  • Læs dronens brugermanual
  • Tegn en droneforsikring
  • Tag det korrekte dronecertifikat
  • Max. højde: 120 meter over jordniveau
  • Hold sikkerhedsafstand på 1:1 af flyvehøjden (50 m højde=50 m af­stand)
  • Flyv aldrig udenfor synsvidde
  • Flyv ikke over mennesker eller forsamlinger af menne­sker
  • Orienter dig om, hvor du må flyve og ikke må flyve på www.dronezoner.dk
  • Flyv ikke over offentlige veje, hvor hastighedsgrænsen er over 70 km/t.
  • Du skal have lov til at flyve over folks private grund, hvis den er omkranset af hegn, hæk og mur
  • Hvis der ikke er hegn, hæk eller mur, må du ikke flyve tæt­tere på bygninger end 2,5 meter’

Og Bolius, d. 7. oktober 2022:

Så jeg ringede med det samme og anmeldte overflyvningen til politiet.

Penge er en meget dårlig målestok

TV2 net 22.4.23: Milliardærer midt i krigen.

Vi har i årtusinder brugt penge som værdimåler for stadigt flere mellemmenneskelige for­hold. Det var praktisk at kunne bytte en lille gris for et kvart sølvstykke, som man så kunne købe bom­uldsstof til en kjole for.

Men penge kunne – ud over den rene bytteværdi – også akkumuleres og bruges til at købe al­verden for, fx våben, soldater, slaver, jord og vand.

Man kunne faktisk købe sig magt over andre mennesker. Folk, der ikke var blege for at røve og plyndre, eller som var heldige i byttehandler, kunne købe sig hustruer og andre slaver.

Penge gav og giver stor magt over områder og medmennesker. De fleste steder holder man ikke læn­gere sla­ver, men lønslaver er vel også en slags slaver? En arbejdsgiver, der styrer penge­strøm­men ned i din lomme er vel også en slags slaveejer? I er i hvert fald ikke ligevær­dige men­nesker, der deltager i fælles projekter til alles bedste.

Nogle smarte fyre kan blive så rige, at de kan købe sig mere eller mindre villige kvinder og mænd i alle aldre, menneskelige organer til transplanta­tioner og andre helbredsmæssige for­dele, op­vartning på alle måder, rum­raketter, enorme land­områder, øer, paladser og kørende, fly­dende el­ler fly­vende luksusfartøjer. Nogle er nu så rige på penge, at de snart ikke ved, hvad de skal stille op og køber sig til alle mulige ting og fordele, som de knapt gider at have.

Pengeværdi er nu globaliseret. Vi er nået til et umenneskeligt punkt, hvor det ikke går læn­gere:

I jagten på penge producerer vi menneskemad fuld af giftstoffer.

Vores landbrug og industri forurener jorden, vandet og luften, så denne planet hurtigt bliver ubeboelig for levende væs­ner.

Og skovfældning, jagt og fiskeri udsletter vores medskabninger, dyr og planter, i et uhygge­ligt højt tempo.

Vi udnytter andre mennesker.

Vi invaderer andre folks lande i jagten på ressourcer.

Vi spekulerer i energi og råstoffer for profittens skyld, og det giver en uhensigtsmæssig forde­ling af go­derne.

Vi udvander vores fødevarer med farve- og andre tilsætningsstoffer, tørrede sø­stjer­ner, mu­ler, yvere m.m. i et forsøg på at se, hvor elendige fødevarer vi kan slippe af sted med at sælge til folk.

Vi fremstiller unødvendig og dårlig medicin til de rige, fx opioider og slankemidler, og lader de syge, de fattige og de sultne sejle i deres egen sø.

Bjerge af tøj til ‘genbrug’ i en chilensk ørken, DR net 26.7.2023

Vi fremstiller dårlige produkter, der hurtigt bliver umoderne eller går i stykker efter kort tids brug, og som belaster miljøet ved fremstilling, transport, brug og bortskaffelse.

Og vi lader syge, børn og gamle passe på samlebånd i en evig konkurrence om, hvor lidt vi kan yde. Meget små børn tonser fortvivlede rundt og skriger, mens ingen hører dem, gamle ligger med smerter i deres eget møg, og de syge bliver kun sygere af ventetider, fortravlet­hed og dår­lige omgivelser.

Jorden og alt levende lider under vores grådighed. En grådighed, der forurener vores hjer­ner. Man kan ikke bruge penge som værdimåler, når det drejer sig om planetens overlevelse eller om mellem­menneskelige forhold, pasning af børn, af gamle, af syge, men vi gør det alligevel, og det bliver gro­tesk, når vi skal måle, hvor mange børn, vi kan opbevare og skifte ble på for færrest mu­lige lønkroner. El­ler hvor mange syge, vi kan be­handle på en time. Eller hvor få lærere, vi kan nøjes med i sko­lerne el­ler pleje­personer på et hjem for handikappede, gamle og syge.

Det er heller ikke OK at spise folk af med telefonsvarere, venteværelser, maskinsvar på mails, selvbetje­ningsløsninger uberørte af menneskehjerner … Hverken i det private eller det offent­lige! – Vi har aldrig været så mange menne­sker. Vi har aldrig været så rige. Vi kan sagtens indrette os humant, venligt og værdigt. Hvis vi vil.

Hvorfor bliver vi så ved med at bruge penge som målestok også i for­hold, der handler om jor­dens overlevelse og vores mellemmenneskelige transaktioner? Når vi kunne bruge tid, kvalitet, trivsel, glæde, fro­dig­hed, velbefindende, taknemmelighed, omsorg, samvær, nydelse i stedet? – Er det mangel på fantasi?

Var det ikke muligt at sætte en grænse for, hvor meget et menneske må eje? Af penge, jord osv. – For i virkeligheden kan man jo ikke eje jorden og dens råstoffer. Jorden, luften og van­det og alt det andet naturlige, der omgiver os, må være fælleseje for alle levende væsner på planeten. Herunder planterne. Vi kan ikke tiltage os retten til for penge at udnytte og ødelægge de om­gi­velser, vi alle skal leve i og af.

For penge er en meget luftig værdi, der kun fungerer som sådan, fordi vi har besluttet, at det skal være sådan. Penge er ikke anderledes end de muslingeskaller, nogle stammer brugte som bytte- og betalingsmidler førhen. – Vand, ren jord, sund mad, omsorg og tid er meget mere værd end penge, men det er jo sværere at stille op i formaliserede bytteforhold.

Alting er i virkeligheden kun til låns. Man kan låne et stykke land og dyrke det, hvis man be­handler det or­dentligt. Man kan bo i et hus, hvis man passer på det. Man kan holde dyr, hvis man behand­ler dem ordentligt. Man må besøge et sted, hvis man færdes hensynsfuldt.

Vi lever jo ikke evigt, så selve livet er kun en midlertidig gave, og vi burde le­vere alting tilbage i samme eller bedre stand, end vi fik det overleveret.

Som tingene er nu, har selve jorden og mange, mange dyr, planter og mennesker det dårligt, arter ud­dør hurtigere, end vi kan nå at tælle dem, og millioner af mennesker flygter fra vand­man­gel, krig og sult. I vores bedrestillede lande mistrives børn og unge, og de voksne går ned med stress. Vi skal finde en anden måde at måle værdi på, for ingen er rigtigt glade, og intet fungerer hensigtsmæssigt, sådan som tingene er nu.

https://www.sst.dk/da/Nyheder/2022/Det-gaar-den-forkerte-vej-med-unges-sundhed