Grænseoverskridende sex og vold i lommen

TV2 12.2.24

TV2 13.3.24

Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle over­greb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte her­sker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – ret­tet mod lærerne.

Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epide­mier, konflikter, økonomiske problemer:

TV2 14.9.22”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.

Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!

”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisa­tio­nen Bæredygtigt Landbrugs general­forsamling.

Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubeha­ge­lige, hvilket han fortalte om til DR og Berling­ske bagefter.

– Deciderede personangreb

På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:

– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er mo­dig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag væ­ret ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt bud­brin­geren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”

TV2 2.3.24

Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offent­ligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *

Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:

  1. Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret ad­gang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibi­liseres imod grænseoverskridende, ækle voldsom­heder.
  2. Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sår­bare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drenge­flokken i William Gol­dings berømte roman ’Fluernes Herre’.
  3. Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere for­ladt­hedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinan­den.

‘William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.’ Wikipedia

* https://blog.loneandrup.dk/2023/11/08/giftig-misogyn-kultur-rettet-mod-landets-oever­ste-embede-paa-politiken/

TV2 23.3.24

Helsingør Dagblad 17.5.24

TV2 17.5.24

Giftig, misogyn kultur rettet mod landets øverste embede på Politiken

Pol. i dag d. 8.11.23 efter regeringens fremlæggelse af forslag til store velfærds- og skattereformer: Mette Frederiksen KAN bare ikke gøre noget rigtigt, og man udvælger bevidst de mest uflatterende fotos …

Ingen lejlighed til at kritisere, håne eller udskamme statsministeren forsøm­mes.

Det er i artikler, klummer og i satiren, som for længe siden er ophørt med at være sjov på grund af den stikkende, ondsindede understrøm.

En kritisk presse er grundlaget for et velfungerende demokrati, men når man går efter kvinden snarere end efter sagen, og når det pågår så konsistent over så lang tid, så bliver det ubehageligt at over­være.

En af vores fremmeste feminister, Gretelise Holm, skriver i sin bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’*, at for kvinder er det umuligt at kvalificere sig. – Når de når målstregen og får topkarakterer, rykker man målet og laver fx opta­gelseskravene til de videregående uddan­nel­ser om for at favorisere de lidt tungere opfattende drenge, mens de dygtige kvinder nedla­dende benævnes som ’Gymnasiets flinkepiger’ eller ’12-tals-piger’.

Og når kvinder klarer sig godt som ledere af landet, når det mod alle forventninger lykkes en kompetent, kvindelig statsminister at danne en bred regering for at løse de store udfordringer og udefra påførte kriser, samfundet møder i dag, så genererer det så meget magtmisun­delse, kvindehad og umodent moderopgør på bl.a. Politiken, som slet ikke kan styre sig, men går og hyggemob­ber alle deres egne, dårlige følelser ud og føler sig stærke i det il­delugtende fælles­skab, de derved dan­ner. An­grebene på Mette Frederiksen og hendes em­bedskvinde vil ingen ende tage. – Det er en veritabel heksejagt, som man måbende dag ef­ter dag er vidne til som læser af avisen.

En avis, der i øvrigt i sine forudsigelige forsideledere, uden selv at besidde nogen troværdighed overhovedet, uddeler banale råd til alle be­tydnings­fulde mænd, kvinder og ledere i verden, og som dyrker mandeidoler som Hunter S. Thompson, Jør­gen Leth, Dan Turell, Lou Reed m.fl.

Mette Frederiksen er ikke perfekt, det er ingen af os, men hun er redelig og gør sit bedste, og hvad hun gør, er ikke for egen vindings skyld. Hun har ikke, som de to parti­formænd, hun nu danner regering med, et alen­langt og dubiøst generalieblad, som Troels Lund Poulsen, der tog imod et dyrt Rolex-ur på en officiel rejse i Mellemøsten, der som skatteminister stak snuden helt ned i den daværende socialdemokratiske, kvindelige stats­mi­nisterkandidat og politiske modstanders skatteforhold og udspredte rygter om hendes privatliv.

Og tænk på alle Lars Løkkes møgsager. Tøj, rejser, sommerhuse, pornofilm og rygerrengøring på hotelvæ­relser … foruden uheldige forbindelser til erhvervslivet, som kunne påvirke hans dømmekraft. Den mand hader tilsyneladende at betale for ting selv og opfatter embedet som en fribillet til at skrabe til sig. Men som en toppet lappe­dykker dukker han ustandseligt igen op af møget og svøm­mer hastigt videre mod flere poster, mere indfly­delse og endnu flere goder.

’Problemet er ikke, at kvinder er ukvalificerede, men at mænd ikke kan dis­kvalificere sig. Det er en kvalifikation i sig selv at være mand i den rette sam­menhæng.’ Gretelise Holm ’Hvorfor er femister så snerpede?’, 2008

Her står så – bl.a. på Politiken – alle de små og magtesløse drenge og deres allierede af alle køn og smider smuds på en hårdtarbejdende, dydig og vel­menende statsminister. Hver gang, der kommer nye regeringsinitiativer, bli­ver de nedladende og bombastisk dømt ude. Ingen problemstilling er så lille, at man ikke kan udråbe statsministeren som skyldig eller stille mor-Mette personligt til ansvar …. Det er ubeha­geligt. OG umodent. – Et udvalg af eksempler fra de seneste måneder følger herunder.:

Pol. 6.11.23

Og straks da flyafgiften kom:

Pol. 10.11.23

Pol. 6.11.23

Pol. 4.11.23

Pol. 28.10.23

Mette Frederiksens mange kriser???

Pol. Bagsiden, 28.10.23

Pol. 14.10.23

Pol. 12.10.23

Pol. 11.10.23

Pol. 8.10.23

Pol. 7.10.23

Pol. 4.10.23

Pol. 3.10.23

Pol. 3.10.23

Pol. 1.10.23

Pol. 16.9.23

Pol. 20.8.23

Pol. 8.11.23

Når der så måske alligevel er noget godt at sige om regeringens fremlagte planer, så er det ikke statsministeren, Mette Frederiksen, der får æren, men en mand, finansminister Wammen …

Og senere:

Pol. 29.11.23 Roald Als’ tegning af Mette Frederiksen som Napoleon. Er det sjovt? Eller bare ondskabsfuldt og desperat idéløst? Han er åbenbart stærkt provokeret af kvinder med politisk magt …

Pol. 28.12. 23 Politiken mener: Altid fuld af bedrevidende, gode råd til landets overhoved.

Pol. 2.3.24 – Regeringen slår negative rekorder, skriver de og ledsager denne opbyggelige og uhildede tekst med en smagfuld tegning.

Pol. 17.3.24 – Vi har en statsminister, der synes at trives med kriser, mener Ole Rasmussen: – ‘i en sådan grad, at hun ikke kan vente med at indkalde til pressemøder og fortælle os alle sammen, hvor alvorlig situationen er, og hvad hun vil gøre ved det’ Hvis ikke det var skrevet i så nedladende og intimiderende en tone, er det jo netop beskrivelsen på en god statsminister, der passer det arbejde, hun er valgt til.

Pol. 23.3.24 – Selv ikke madskribenterne holder sig tilbage. Der er en syg kultur på den avis. Som om man ikke kan være på sin arbejdsplads, hvis man ikke rakker Mette Frederiksen ned. Mobbekultur, kaldes det.


D. 7.6.24 – Og det er dette, der kommer ud af hovedløs hetz i Politiken og andre steder:

Pol. 7.6.24. – Der er forstyrrede og letpåvirkelige mennesker allevegne.

BBC 7.6.24

CNN 7.6.24

Den lettiske førsteminister er rystet, skriver CNN. – Det er vi vist mange, der er. – Hvad lavede livvagterne imens? Hvorfor passer vi ikke bedre på de mennesker, vi selv har valgt, og som gør deres bedste for os og landet? I stedet for at hidse hinanden op, så det ender med overgreb og vold?

Enige eller uenige – der er spilleregler i et demokrati!

Men tingene skrider foruroligende i disse år. Og førhen højt respekterede medier deltager i hetzen og puster til ilden … Politiken undser sig ikke for at mistænkeliggøre og intimidere en statsminister efter et overfald:

Pol. 14.6.24

Pol. 8.6.24. – Og være skinhellige på lederplads bagefter.

—————————–

* Gretelise Holm ’Hvorfor er feminister så snerpede?’, 2008 – Den eneste bog om danske kvinders ulige stilling både demokratisk og i forhold til menneskeret­tigheder, som man behøver at læse. Kort, klar, velunderbygget og fuldkommen vidunderligt øjenåbnende!

Og nu er man klar til at favorisere drengene igen: https://www.altin­get.dk/uddannelse/artikel/gymnasielaerere-drengene-taber-hvis-der-indfoe­res-skaerpede-ad­gangskrav-til-gymnasiet

** https://www.bt.dk/politik/her-er-formandsfavorittens-moegsager

*** https://politiken.dk/indland/politik/art5516436/Overblik-Her-er-alle-Lars-L%C3%B8kkes-m%C3%B8gsager

Læserbrev i Politiken og blogindlæg om samme emne, juli 2022:

Og om den generelle, latente, manglende respekt for kvinder:

Og

Og det forudsigelige resultat:

Pol. 8.6.24

Danskere i stort omfang stoler ikke længere på hverken medier eller folkevalgte politikere … – Nej, hvorfor mon?

Fejlfinder og brokkehoved

Set bag på engelsk lastbil.

Ja, jeg er en sur, gammel kælling. – Sommetider 😊

I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den be­skæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og be­tragte ver­den og tænke mit i fred og ro.

Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen ar­bejds­giver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i ver­den og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.

Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og ven­nerne, over for dem, der vil mig det godt.

Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.

Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekost­ning. Som ikke snyder på væg­ten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager an­dres ting, tid eller tjene­ster for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demon­strative må­der. – Dem, som le­ver stille og godt.

Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.

Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høf­lige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de ef­ter­hånden over­går fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjene­ster, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømme­kraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærk­ninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine ret­tigheder som men­neske på lige fod med alle andre mennesker.

Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbej­der eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen el­ler saver med benzindrevet motor­sav i dage- og må­nedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.

Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere no­gen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SI­DEN AF den store og rumme­lige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sund­heds­perso­nale har et usundt forhold til deres ar­bejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge med­borgere; hvis politi­kere og journalister er uop­lyste og grundløst påståelige, hvis håndvær­kere sjusker og ikke overholder af­ta­ler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbar­heden udløber efter en dag eller allerede er udlø­bet, og hvis fødevare­producenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skade­lige ingredien­ser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.

Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at øde­lægge noget for an­dre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, pari­siske aristokrater i Prousts beskrivel­ser ud­vi­ser man helt naturligt to­lerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opfør­sel til gen­gæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre op­mærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklæ­delig rethaveriskhed og evin­de­lig forventning om særbehandling.

Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi be­hø­ver blandt ordentlige mennesker:

’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barne­boka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatte­ren Thorbjørn Eg­ner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’

Norsk Wikipedia

Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.

Vaner

Vores liv består af vaner. Vaner er det skelet, der holder dagligdagen sammen for os alle.

En klog zoologven sagde engang, at man ikke skulle lave om på sine vaner bare for at lave om. Der var en grund til, at bambierne hver morgen gik ad de samme stier ned til vand­hul­let. Så skulle de ikke hver eneste dag tænke over eller stå og disku­tere, hvilken vej de nu skulle vælge, og de skulle ikke bruge energi på at forcere grene, træde højt græs ned og bane nye stier, måske havne et forkert sted; de gik den direkte rute ad al­lerede nedtrådte stier ned til søen og drak.

Da vi havde denne snak, var det blevet almindeligt, at man lavede om alle vegne i det of­fent­lige og i det private. Man skulle hele tiden omstrukturere og være omstil­lingspa­rate, in­nova­tive, resiliente, robuste, kreative, tænke ud af boksen osv. Man ansatte folk til at gøre et stykke praktisk arbejde, fx sygepleje, kundebetjening eller undervisning, og så mente ar­bejdsgiverne, politikerne og deres håndlangere, de teoretisk uddannede kontornussere, som havde brug for at retfærdiggøre deres alt for høje lønninger, at man kunne rationali­sere, at der kunne spares et minut her og et par håndører der ved at ændre på arbejds­gange, løn­systemer og indføre detalje­rede dokumentationskrav. Men man smed barnet ud med bade­vandet. Ved at overvåge og tage tid på nogle op­gaver overså man, at meget ar­bejde består af et selvstændigt skøn, erfaring og menne­skelighed. Man forstyrrede med sine bedre­vi­dende ændringer ordentlige menneskers gode arbejde så meget, at de ikke læn­gere syn­tes, at de på anstændig vis kunne udføre det, de fik deres løn for.

Engang imellem skal man søge nye stier, engang imellem skal man prøve noget nyt. Og nogle er bedre til det end andre; de unge fx eller de opfindsomme, de rast­løse og de nys­ger­rige. Disse vovehalse har skaffet os meget ny viden og smarte måder at gøre ting på. – Må­ske fandt bambierne en skønne dag en meget lettere sti? Eller et nyt vandhul uden mud­der?

Jeg elsker selv at finde effektive måder at klare hverdagens trivielle opgaver på, nye rengø­ringsredskaber, maskiner eller metoder. Ja, selv når jeg går tur for at få natur­ople­velser og motion, skyder jeg genveje, hvis jeg kan se, at den ene sti er kortere end den anden. – Det er formentlig sådan, vores hjerner fungerer, og sådan vores civilisation blev rationel og ef­fektiv. Det er sådan, man bygger Toyotaer efter Lean-modellen. Men det fungerer kun indtil en vis grænse. For hvis vi sparer for meget tid og for mange res­sourcer, begynder vi at fyre folk eller at stresse dem, indtil de ikke længere kan passe deres arbejde, og der resterer så opgaver af både praktisk og medmenne­skelig art, som ikke bliver løst. Vi ender med et hal­tende og knapt fungerende sundheds- eller uddan­nelsessystem eller en PostNord- eller SAS-mo­del, hvor vi forlanger af ganske få menne­sker, at de skal udføre alle deres fyrede kollega­ers job på samme tid med færre res­sourcer og til en ringere løn end før ’omstruktu­rerin­gerne’. – Det holder jo ikke i læng­den.

Vi kan også stresse os selv uden for jobbet fx med sociale medier, ved at være til­gæn­gelige på mobil og mail døgnet rundt, ved at købe ind hver dag klokken fem minutter i spisetid, tage på mange kurser, wellnessophold, ferierejser eller ved at anskaffe os kæ­ledyr, et stort hus plus et sommerhus og en omfattende social kreds, der skal passes. Ved at pakke vores dage så tæt, at der ikke bliver tid til ro og re­fleksion.

Det er som at pakke en kuffert: Hvis vi tager den lille kuffert, fylder vi den til ran­den, men det gør vi også med den store, den, som check in-damen kalder en ’et­værelses lej­lighed’. Det fungerer på samme måde, når det kommer til vores tid: Hvis vi kun har kort tid, fylder vi vo­res dage med opgaver, men hvis vi så pludselig får meget tid, så pakker vi også vores dage til bristepunktet med – som oftest selv­pålagte – opgaver, folkedans, oliemaleri, ons­dagskaffe med veninderne, gåtur med Gurli om fredagen … Og så har vi pludselig så travlt som aldrig før.

Eric Berne, grundlæggeren af transaktionsanalysen, sagde, at menneskets største pro­blem var strukturering af den vågne tid. Jeg mener, at strukturen består af va­ner. Det meste af ti­den kører vi på vanernes autopilot.

Vaner er rationelt. Vaner giver tryghed. Både krop og psyke, voksne, børn og dyr trives godt med vaner, med faste ritualer. Det ved enhver bondemand med køer eller grise, at de be­gyn­der at blive urolige, når malke- eller spisetid nærmer sig, el­ler hvis nogen kommer ind i stal­den på uventede tidspunkter.

Og mange ældre mennesker ynder at fortælle i kedsommelige detaljer, hvordan de be­gyn­der deres dag: Ja, jeg vågner jo tidligt, normalt ved fem halv seks-tiden, og så skal jeg jo have min kaffe. Så sidder jeg en times tid med kaffen og avisen her ved køkken­bordet, for så kan jeg se fuglene i hækken – jeg fodrer dem hver dag, og så gætter jeg altid lige den lille kryds­ogtværs, men den store gemmer jeg til ef­termiddagskaffen … Når alle krav fra fa­milie og samfund efter en vis alder bortfal­der, skaber man selv sine egne krav, sin mening, sine vaner.

I børnefamilierne går det mere hæsblæsende: Op, få børnene op, tøj på, madpak­ker, mor­genmad, husk gymnastiktøj, cykelhjelm, institution/skole, arbejde, indkøb, institu­tion, af­tens­mad, putte, i seng … Weekender kan oven på sådan en tætpakket uge føles som et tomt hul i jorden … Hvad skal man lave? Rengøring, vasketøj, selv­følgelig, men man er ikke vant til at være sammen, tiden flagrer så mærkeligt løst af sted uden hver­dagens vaner, så man må hel­lere tage på besøg eller på en tur, en struktureret beskæf­tigelse, så det hele ikke forsvinder op i den blå luft.

Vaner er godt, men det er også godt at bryde dem af og til: Så er der byfest i nabo­byen, en fødselsdag eller guldbryllup i familien, en tur til Spanien … Vi bryder vaner på en vanemæs­sig måde, lige som årets gang og alderens fremadskriden kalder på nye, men gammel­kendte va­ner. Jul, sommerferie, farfars fødselsdag …

Det kan være endog meget svært at lave om på sine vaner. Det ved vi, der er holdt op med at ryge, der ikke længere har børn hjemme, vi, som har lært sproget på én måde og opda­ger, at de yngre pludselig giver sig til at tale og skrive på andre må­der – Det er jo forkert! … Ikke?

Hver gang, nogen ændrer ved vores vaner, protesterer vi voldsomt. Hvis de laver om på avi­sens layout, bussens køretider, udtalen af et ord, farven på skiltet, embal­lagen på mælken … Man skal tænke sig grundigt om, før man ændrer noget, for der er en mod­stand, en umid­delbar modvilje, der skal overvindes hver eneste gang. Og denne natur­lige træghed koster energi.

Hvor det er usigeligt let at vænne sig til forbedringer, bilen, radioen, telefonen, tv, va­ske­ma­skine, internet, en højere indkomst, nye muligheder o.m.a., så er der andre vaner, som har været svære at bryde, og som krævede overtalelse, straf eller social udskam­ning:

  • Vi må ikke længere slå børn – eller kvinder, for den sags skyld
  • Vi skal køre med sikkerhedsseler i biler – også på bagsædet
  • Vi må ikke længere ryge alle vegne
  • Vi kan ikke længere køre med tog, som er blevet alt for dyre, alt for dårlige og upåli­delige, men vi kan flyve eller køre med store dieselbiler i stedet
  • Vi må pludselig ikke gå og gramse uopfordret på andre
  • Vi må ikke længere tale nedsættende til og om kvinder eller folk af anden her­komst eller seksuel observans
  • Vi kan ikke længere bare lukke børn, hunde og høns ud, så de stort set pas­ser sig selv det meste af dagen
  • Vi kan ikke længere bare sætte havevanderen til en hel lang solskinsdag
  • Eller brænde vores affald på græsplænen
  • Vi må ikke længere bruge giftsprøjte i haven (landmænd må dog stadig gerne sprøjte løs, og det gør de)
  • Vi må ikke længere lade vandhanen løbe, mens vi børster tænder eller skræller kar­tofler
  • Så må vi pludselig ikke længere flyve med fly eller køre i dieselbiler, men skal køre i elbil, der kun kan køre 200 km på en opladning
  • Vi skal vænne os til at sortere vores affald i ti forskellige grupper, så det kan genan­vendes
  • Vi skal lære at bruge netbank og MitId

Specielt midaldrende, hvide mænd har det øjensynligt svært med omstillingerne, med at æn­dre vaner, for lige netop for den befolkningsgruppe føles det jo ikke al­tid som forbedrin­ger, men som at blive tvunget til at opgive hævd­vundne privile­gier – først og fremmest fo­restillingen om at være verdens uantastede beherskere. Disse mænd sidder stadig 10 og 20 og 30 år senere på de brune værts­huse, til sammen­komsterne, i læserbrevs­spal­terne eller på internettets kommentar­spor og brokker sig fornærmet.

– Måske kunne det hjælpe at tænke på alle de vaner, vi allerede HAR ændret? Selv om vi na­turligvis havde mange sure og modvillige indvendinger imod dem først.

Det bliver nemlig ikke lettere fremover. Vi er blevet for mange, vi fylder, sviner, lar­mer og ge­nerer hinanden. Så i de næste mange år vil der komme utallige nye hen­stillinger til os om at ændre vaner, fx er det ikke længere smart at tale højt i sin mobil i det of­fentlige rum, at starte støjende, benzindrevne maskiner i områ­der, hvor folk bor, at køre rundt og larme på knallert eller med soundboks eller at kom­mentere andre menne­skers udseende … men der kommer også flere nye og skrap­pere regler om brugen af den fælles jord, luft, vandet, om lige rettigheder og børn og dyrs velfærd, specielt hvad angår institu­tions­børn og pro­duk­tionsdyr.

Menneskelivet og samfundslivet består af sæt af vaner – Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch – en dansk, socialdemokratisk minister fra en tid, da man rekrutte­rede politikere blandt intel­ligentsiaen – og vaner skal naturligvis kunne ændres, men kun når det er nød­vendigt.

Vi er blevet barnlige

Politiken 12.2.- 23

Vi har i løbet af de seneste generationer overladt vores børn og unge til at udvikle sig i in­stitutioner, skoler og skolepasningsordninger uden meget voksenkontakt.

I de store flokke af jævnaldrende lærer vores børn og unge ikke om voksenlivet eller vok­senlivets færdigheder.

Uden perspektiv på tilværelsen, uden fornemmelse for andre grupper end ens egen, uden fortrolig­hed med dyr, natur og accept af givne forhold, uden at kunne sproget, uden at kunne tænke logisk og usentimentalt, går mange ned med stress eller andre diagnoser, mens de, der klarer sig, fortsætter ind i voksenlivet

● iklædt sneakers, hættetrøje og omvendt kasket

eller

● halvvejs afklædte, selv om vinteren, i seksuelt eksplicitte kostumer

og

● barnligt selvoptagede, tager selfies, bekymrer sig om ’likes’ på SoMe, hænger i mobil­telefonen som i en navlestreng

● kræver ind fra forældre, bedsteforældre, lærere, naboer, samfundet uden at tænke på at give no­get igen, uden at kunne acceptere krav eller bare en lille tjeneste til gengæld

● bibeholder deres barnlige spisevaner, pizza, burgere, fiskefingre, nuggets, chips, dough­nuts, cola, bland selv-slik, Nutella, skrællet frugt, te med frugtsmag, kaffedrikke, der be­står af alt andet end kaffe, men er rørt sammen af UHT-mælk eller plantebaseret ’mælk’, masser af sukker, karamel, ka­kao, kanel, græskar o.l.

● bestiller abonnementspakker med legetøj, makeup, spil, hobbyartikler, spændende ga­ver/overraskelser til sig selv og grønt- eller måltidskasser lige ind ad døren

● ikke orker at føre hus, brokker sig over det mindste, bestiller fast food og lader alting flyde

● ikke kan forpligte sig på forhold eller opgaver, men foretrækker at flyde ud i sofaen med indholds­tomme, men pirrende, serier og mobilen implanteret i den ene hånd

● ikke kan træffe og overholde en aftale uden at modtage to – tre sms’er med påmindel­ser fra fx op­tiker, læge, sygehus, tandlæge o.l.

● benytter et barnligt begrænset sprog

● fortsætter de barnlige interesser og tidsfordriv langt ind i voksenalderen, drukture, ski­ture – også selv om sneen kommer fra energikrævende snekanoner, solferier med opvar­mede pools og allinclu­sive softice og kødboller, lege- og vandlande, kort- eller brætspil, fester, festivals, kon­certer, tivoliture …

● ikke påtager sig voksent ansvar og borgerskab, men retfærdiggør sig med, at man ’ikke fik nok in­formation’ – Hvem skal give det? Nettet flyder med informationer for de vide­begærlige. Det er ble­vet et fremherskende træk i tiden, at man bare forurettet kan give andre skylden for sin egen dybe uvidenhed, hvis der fx bruges et ord eller begreb, som man ikke forstår

● ikke kan læse længere, sammenhængende tekster, men skal have dramatiserede ’nyhe­der’ og hi­storier – podcasts og lydbøger – læst højt, som da man var fem år gammel

● de selvpålagte, uvidenskabelige diæter, intime legemsøvelser og motionsregimer overtrumfer familieliv og andre, måske mere udbytterige, aktiviteter, men så kan man i det mindste opretholde en illusion om formål og faste rammer

● med en forestillingsverden præget af de nærmeste omgivelser, vennegruppen og de sparsomme informationer, man tilfældigt præsenteres for på nettet

● ikke kan gå uden for en dør, løbe eller cykle en tur, sidde i et transportmiddel, gå med hund eller barnevogn, ordne havearbejdet eller støvsuge sin egen stue uden at få læst hi­storier op i øreprop­perne

● skal have patteflaske i form af lågkrus med mælkekaffe eller vandflaske med allevegne

● ser barnagtige standup’ere, bagedyster, danse- og syngekonkurrencer for amatører eller endeløse serier om ingenting i tv

● bruger det meste af den vågne tid på småchat og andet tidsfordriv på mobilen, IPad’en, computer- eller spil

● ikke kan forventes at møde til tiden, lave lektier, forberede sig

● ikke i sin umådelige selvoptagethed kan finde ud af at holde orden omkring sig eller være en god nabo

● ikke kan forventes at udvise respekt eller omsorg for egne forældre, bedsteforæl­dre, for side­manden i bussen eller kassedamen i supermarkedet, for det var jo altid me­ningen, at ALT skulle til­flyde én selv som en slags kompensation for de lange, uafhentede dage i institutioner

● ikke ved, at man holder til højre på fortovet, at man ikke står og fylder hele fortovet, så andre ikke kan komme forbi, at man ikke overhaler eller kører på tværs af et ligfølge, mellem rustvognen og dens følge af sørgende pårørende i biler, at man ikke tager hunde med på kirkegårde, ikke sætter sine snavsede sko op på sædet, at man tager hatten/kasketten af som et tegn på respekt, når man går ind i andre menneskers hus, at man ikke dytter ad ældre mennesker eller mødre med barnevogn, der er på vej over et fodgængerfelt o.l.

● ikke kan tage sig af eller passe sine egne børn, men anskaffer sig mærkelige, små hunde i stedet og klæder dem ud i mennesketøj

● omdanner byen til privat motionsbane og legeplads og færdes i løb eller på racercykler, enorme ladcykler, løbe­hjul, skate­boards eller rulleskøjter

● pludselig går helt vildt meget op i store bededag, en gammel, kirkelig helligdag, placeret i en forårsmåned med to andre, gamle helligdage, og arrangerer de­monstrationer, HAAADER de politikere, man selv lige har valgt, får puls og blodtryk helt op i det røde felt, mens kri­gen raser tæt på, mere end 50.000 mennesker dør i jordskælv i Tyrkiet, folk flygter over havene og omkommer undervejs, mange bliver fattigere omkring én, sundhedsvæsnet er brudt sammen, landbrug og industri forgifter luft, jord og drikkevand, fiskerne fisker havet tomt for fisk, vi udleder plastic i enorme mængder hver eneste dag, og planeten, som vi skal bo på, skiftevis brænder eller oversvømmes

En seriøs avis, Politiken, tester slik og kager, konfekt og fastelavnsboller, men ikke voksenmad, såsom rugbrød eller økologisk kål:

At spille kostbar

Da jeg var seks år gammel og begyndte i første klasse, kaldte vi det at ’spille kostbar’. Når én af pigerne blev spurgt, om hun kunne lege, og hun med næsen i sky svarede, at det vid­ste hun sandelig ikke, for hun skulle måske lege med Joan eller Connie … Så stod man der og trådte sig selv over tæerne og følte sig en smule afvist og udenfor.

Senere fandt man jo ud af, at de ’kostbare’ bare kunne lege med sig selv, for man havde det i virkeligheden sjovere med Per og Søren, Tine og Bente, som ikke var så beregnende og op­satte på at virke omsværmede, men bare gerne ville lege.

Jeg har et levende minde om min svigermor, der af sin datter blev spurgt, om hun kunne passe de to børnebørn en tirsdag aften, da datteren, en enlig mor, skulle deltage i en kur­susaften på jobbet. – Svigermor, der havde været pensionist i en 10 – 15 år på det tids­punkt, rankede ryggen, stak næsen i sky og hentede sin kalender, som hun længe stod og bladrede i, mens hun opregnede alle sine aftaler for den næste måned: læseklubben onsdag, kaffe med Anna lørdag eftermiddag, bibelmøde henne i sognegården torsdag i næste uge … Foran hele sel­skabet af familie og de stakkels børn selv. Med højtidelig mine og spidset blyant slog svigermor ned på tirs­dag og bekendtgjorde, at det kunne hun godt, hvis det ikke kunne være anderledes, mens hun med sin modvillighed lod forstå, at det var nødtvungent, at hun så havde strakt sig langt, og at det ville komme til at koste i form af taknemmelighed og gentjenester senere.

Engang havde jeg tilsvarende en veninde, der, hver gang hun blev inviteret til noget, om det så bare var en kop kaffe, formeligt skrev dagbog på én, mens hun opremsede alle sine ba­nale gøremål.

Og en anden der, da hun blev inviteret til en middag, indtil sidste øjeblik lod forstå, at hun da gerne ville komme, men at hun jo kunne blive kaldt på arbejde hvad øjeblik, det skulle være. – Så kunne man hænge der med madbestilling, bordplaner, hensynet til de øvrige gæster og dem, man ville have inviteret i stedet for den vankelmodige, kostbare. Og man blev i ugevis afkrævet alt for mange, overdrevent smigrende forsikringer om, at netop hun var vigtig, at det ikke ville blive det samme uden hende, at man ville blive meget, meget ked af det, hvis hun ikke kom … – Hendes arbejde var med helt almindelige arbejdstider og omfattede ikke på nogen måde en akut tilkaldeordning.

Og en tredje, der i anledning af sin runde fødselsdag blot var hemmelighedsfuld, når nogen spurgte til det, og som tog i sommerhus dagen før uden at sige det til nogen, hvilket jo udlø­ste en del irritation i bekendtskabskredsen, hvoraf mange havde sendt blomster, andre ga­ver, og en del tog forbi for at aflægge en lykønskningsvisit og fandt et tomt hus.

– Hvem har ikke som barn gemt sig og siddet i en mørk og hemmelig krog og ventet på, at forældrene skulle begynde at savne én? Måske endda lede med ulykkelige kald? Hvor er lille Ida? Vi kan slet ikke undvære lille Ida? – Hvorefter lille Ida springer frem med et: Her er jeg! Og familien genforenes under stor glædesjubel og tilfredsstillende dramatik.  – Efter min erfaring sker det dog meget sjældent, at folk, familie, venner begynder at savne én som voksen og laver et større nummer ud af det. Tværtimod bliver de som oftest irriterede over alle gemmelegene og begynder at trække sig. – Du kommer bare, hvis du kan, siger de kort for hovedet og fortsætter deres egne, travle gøremål.

Al mystikken omkring min venindes runde dag medførte, at fødselaren fik skrabet en del, halvirriteret opmærksomhed sammen – oven i det naturlige og forventede. – Så hun måtte maile, skrive, ringe med dusinvis af mennesker, der bare ville være søde, mange gange hen over flere dage for at forklare sig. – Derudover boede hun langt ude på landet, og ingen ville have gjort sig den ulejlighed at køre ud til hende, hvis hun bare havde givet besked. En råkold weekend i et lejet sommerhus synes at være en høj pris for at kunne få lov til at spille kostbar over for en ellers trofast og velmenende vennekreds.

Hvad blev der af: Al opmærksomhed frabedes – bortrejst på dagen? Som folk skrev i små annoncer førhen, når de ikke orkede at beværte nogen. Det er OK at tage væk, hvis man har lyst og skønner det nødvendigt, men man giver familie og venner besked, så man ikke påfører andre dum ulejlighed og unødven­dige udgifter. Man kan ikke både ‘være bortrejst på dagen’ OG samtidig indkassere blomster, chokolade, gaver og opmærksomhed.

At spille kostbar, at være unødigt hemmelighedsfuld, at spille spil med andre giver ofte bag­slag. For hvem gider at invitere én igen? Eller planlægger godhjertet opmærksomhed på en rund dag?

Det er så uendeligt meget lettere at sige ’ja’ eller ’nej’, eller ’jeg ønsker ikke opmærksom­hed’  – OG MENE DET – i god tid, så folk ved, hvad de har at holde sig til. – Men det giver selvfølgelig langt mindre drama og opmærksomhed 😊

Lev med det

Drømmen om en shampoo, der pludselig og på magisk vis giver mig langt, tykt, skinnende og bøl­gende hår.

Jagten på den creme, der fjerner alle rynker, hængemuler, bumser og gamle ar.

Det håbefulde indkøb af piller og kosttilskud, bøger om diæter, træning og mindfulness, der absolut, denne gang, vil forandre mig for evigt.

Damefrisørbesøget, der forvandler mig til min kønne veninde, pigen i reklamen eller en skue­spiller, jeg har set i en film.

Den nye kjole, der burde sidde lige så smukt på mine 1,65 m, som på den mere end 2 m høje plastic­model i vinduet.

Drømmeferien, hvor ingen bliver uvenner, sure, syge, hvor flyet afgår til tiden, hvor omgivel­serne er lige så smukke og rene som på billederne.

De nye møbler, gardiner, tæpper, puder, der tryller min kedelige, brugte og af levende liv ro­dede dagligstue om til et foto i et udstillingskatalog …

Alle de urealistiske forestillinger, som udgør en stor del af vores liv, og som – kraftigt næret af både skjulte og åbenlyse reklamer – styrer os udefra til at købe, købe, købe, for i nogle få øjeblikke at kunne leve i håbet i stedet for i den virkelige ver­den.

Energi og penge spenderet på ingenting, hvor man kunne have brugt sin tid og sine ressourcer langt bedre på sundere inter­esser.

Jeg vil gerne citere vores handlekraftige statsminister og opfordre alle til at lære at leve med det, for der kommer ikke (altid) nogen og redder dig.

Ihukommende den gamle filosofs råd om at se tingene i øjnene og ønske sig:

  • Mod til at ændre det, der kan ændres
  • Sindsro til at udholde det, der ikke kan ændres
  • Og navnlig: Visdom nok til at kunne skelne imellem de to ting

Det lange, seje træk, hvor vi vender os indad og gradvist accepterer os selv, vores omgivelser, familie og venner, som vi/de er, kræver mere end et hurtigt overtræk på kontoen. Det kræ­ver uddannelse, øvelse og først og fremmest tid.

Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at til­passe mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gym­na­sium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, kon­kurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærk­somhed, om de gode ka­rakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræ­den, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt del­tager i det larmende, pulse­rende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier el­ler en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploa­des, måske endda fra de nedre regio­ner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistri­ves?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcis­sisme, psy­kopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer.  – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, krops­bevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, ob­servationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, op­mærksomhed på detaljer, op­findertrang, nys­gerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig afle­vering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dår­lig undervisning, bil­ligt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hy­ste­riske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for liv­mo­der, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for føl­somme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke op­førte sig ’kvindeligt’, dvs. moder­ligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevel­sestrang, be­gavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i ver­den skulle holdes nede, væk, un­dertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, op­finde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske oveni­kø­bet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektro­chok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i sam­fundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge vel­færdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvin­delighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’per­versiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at ac­ceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage po­sitivt til hel­heden, tvært­imod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere indivi­der af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugent­ligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sam­men­brud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende ind­tryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke an­kom­met til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dan­nelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i over­ensstem­melse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Før­hen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem.  – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det mo­derne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spisefor­styrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pas­ning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for vold­som, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrations­evne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke be­gynde at tale om person­lighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den her­skende, eksklude­rende og sygdomsfremkaldende sam­fundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om au­tisme – ’Ver­den har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kon­tinuum!  – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags nor­malitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, be­vares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for nor­malitets­skiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindrevær­dige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtræ­delsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække or­det ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende gene­tisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside  – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæm­pende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyr­relse’[4] . Fo­re­stil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsfor­udsigelser og syg­domsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og in­klusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organi­sation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, prak­tiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, krea­tive, sportslige …. der er næsten uen­delige muligheder.  Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel men­nesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en al­vorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller føl­somhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i ar­bejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendig­vis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres per­sonlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvun­gen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel per­son­lighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og til­passe sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på de­pression, et nervesammenbrud, selvskade, spise­forstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mi­rakuløs helbre­delse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstalt­ninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at defi­nere miljøet og andre menneskers psyki­ske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det på­virker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, spe­cielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, for­travlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og for­søge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskon­torer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsomme­lige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og få­rene, og pi­gen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesska­bet. Ligesom den gamle mand el­ler kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyr­inde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undvæ­res, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tan­ker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en lar­mende fol­ke­skoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt be­gavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskellig­ar­tede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da 

Film: ’Temple Grandin’ – Fin­des bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/