– er muligvis den farligste følelse, man kan have.
Mindreværd giver dårlige liv. Både for én selv, men også for alle dem, man kommer i berøring med, familie, venner, kollegaer, foruden en masse tilfældige mennesker i transportmidler og på gaden, som må agere statister, når de mindreværdige demonstrativt forsøger at genoprette en – for dem – tålelig balance. For mindreværd fører til misundelse, der indgyder en ubehageligt kradsende underlegenhedsfølelse, som man forsøger at komme af med ved at forstørre sit eget ego på alle andres bekostning.
Fx når man iført iøjnefaldende udstyr drøner larmende og opmærksomhedspåkaldende rundt i det offentlige rum.
Eller når man gerne vil vælges til præsident, men mister besindelsen og værdigheden, hvis modparten nævner, at folk keder sig og udvandrer fra ens vælgermøder.
Når man opfører sig hovent og afsnubbet over for den rare nabokone, fordi hun dybt nede forekommer én bedre stillet end en selv.
Eller når små mænd har brug for mange penge, grotesk store biler eller kampvåben for at føle sig trygge i en verden fyldt med mænd, der er både større og bedre end dem selv.
Når pigegruppen ikke kan rumme den selvkørende, den kønne og den begavede.
Når drengene mobber dem, der står under dem selv i hierarkiet, fordi de føler deres egen position usikker.
Når man forsøger at afskære og udelukke de indgiftede i familien, de indvandrede til landet eller andre, fordi deres værdier forekommer anderledes end dem, man selv altid har dyrket, og dermed føles truende for ens vaklende selvfølelse.
Alle individer, grupperinger, familier, folk på villaveje eller i bebyggelser, skoleklasser, virksomheder, religioner, socialklasser, løngrupper, faggrupper, politiske partier, landsdele, nationer, verdensdele kan lide af mindreværd.
Det er mindreværd, der afføder de spidse bemærkninger, de hovne miner, den pludselige vrede, ondskabsfuldheden og trangen til at hævde sig, selv over for gamle venner og nære familiemedlemmer.
Og det er således mindreværdet, der skaber den onde stedmor, den lede klassekammerat, den uvenlige nabo, den giftige svoger, en usigeligt tykhovedet, dum og træls amerikansk præsidentkandidat, krige, klimakatastrofer og en Putin, der med enorme omkostninger for sig selv og sit land og alle andre lande på kloden rykker hele sit militær ind i Ukraine og ikke kan finde ud af at komme ud igen, fordi han ikke kan tåle at fremstå svag …
Den sunde reaktion på mødet med andre mennesker, grupper, institutioner, overbevisninger, partier, lande osv., må være at respektere, lytte og lære. Måske endda forsøge at udvise ordentlig, civiliseret opførsel? Som Michelle Obama sagde: Når de synker dybt, stiler vi højt. – Den kvinde lider ikke af mindreværdsfølelser, og det har hun absolut heller ingen grund til.
Men det kræver både begavelse, modenhed og selvsikkerhed at stile højt, at strutte af overskud på Obamamåden, og det er vel netop de karaktertræk, små, misundelige mennesker, der lider af mindreværd, ikke besidder.
Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle overgreb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte hersker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – rettet mod lærerne.
Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epidemier, konflikter, økonomiske problemer:
TV2 14.9.22 – ”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.
Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!
”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.
Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubehagelige, hvilket han fortalte om til DR og Berlingske bagefter.
– Deciderede personangreb
På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:
– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”
TV2 2.3.24
Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offentligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *
Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:
Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret adgang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibiliseres imod grænseoverskridende, ækle voldsomheder.
Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sårbare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drengeflokken i William Goldings berømte roman ’Fluernes Herre’.
Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere forladthedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinanden.
‘William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.’ Wikipedia
Pol. i dag d. 8.11.23 efter regeringens fremlæggelse af forslag til store velfærds- og skattereformer: Mette Frederiksen KAN bare ikke gøre noget rigtigt, og man udvælger bevidst de mest uflatterende fotos …
Ingen lejlighed til at kritisere, håne eller udskamme statsministeren forsømmes.
Det er i artikler, klummer og i satiren, som for længe siden er ophørt med at være sjov på grund af den stikkende, ondsindede understrøm.
En kritisk presse er grundlaget for et velfungerende demokrati, men når man går efter kvinden snarere end efter sagen, og når det pågår så konsistent over så lang tid, så bliver det ubehageligt at overvære.
En af vores fremmeste feminister, Gretelise Holm, skriver i sin bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’*, at for kvinder er det umuligt at kvalificere sig. – Når de når målstregen og får topkarakterer, rykker man målet og laver fx optagelseskravene til de videregående uddannelser om for at favorisere de lidt tungere opfattende drenge, mens de dygtige kvinder nedladende benævnes som ’Gymnasiets flinkepiger’ eller ’12-tals-piger’.
Og når kvinder klarer sig godt som ledere af landet, når det mod alle forventninger lykkes en kompetent, kvindelig statsminister at danne en bred regering for at løse de store udfordringer og udefra påførte kriser, samfundet møder i dag, så genererer det så meget magtmisundelse, kvindehad og umodent moderopgør på bl.a. Politiken, som slet ikke kan styre sig, men går og hyggemobber alle deres egne, dårlige følelser ud og føler sig stærke i det ildelugtende fællesskab, de derved danner. Angrebene på Mette Frederiksen og hendes embedskvinde vil ingen ende tage. – Det er en veritabel heksejagt, som man måbende dag efter dag er vidne til som læser af avisen.
En avis, der i øvrigt i sine forudsigelige forsideledere, uden selv at besidde nogen troværdighed overhovedet, uddeler banale råd til alle betydningsfulde mænd, kvinder og ledere i verden, og som dyrker mandeidoler som Hunter S. Thompson, Jørgen Leth, Dan Turell, Lou Reed m.fl.
Mette Frederiksen er ikke perfekt, det er ingen af os, men hun er redelig og gør sit bedste, og hvad hun gør, er ikke for egen vindings skyld. Hun har ikke, som de to partiformænd, hun nu danner regering med, et alenlangt og dubiøst generalieblad, som Troels Lund Poulsen, der tog imod et dyrt Rolex-ur på en officiel rejse i Mellemøsten, der som skatteminister stak snuden helt ned i den daværende socialdemokratiske, kvindelige statsministerkandidat og politiske modstanders skatteforhold og udspredte rygter om hendes privatliv.
Og tænk på alle Lars Løkkes møgsager. Tøj, rejser, sommerhuse, pornofilm og rygerrengøring på hotelværelser … foruden uheldige forbindelser til erhvervslivet, som kunne påvirke hans dømmekraft. Den mand hader tilsyneladende at betale for ting selv og opfatter embedet som en fribillet til at skrabe til sig. Men som en toppet skallesluger dukker han ustandseligt igen op af møget og svømmer hastigt videre mod flere poster, mere indflydelse og endnu flere goder.
’Problemet er ikke, at kvinder er ukvalificerede, men at mænd ikke kan diskvalificere sig. Det er en kvalifikation i sig selv at være mand i den rette sammenhæng.’ Gretelise Holm ’Hvorfor er femister så snerpede?’, 2008
Her står så – bl.a. på Politiken – alle de små og magtesløse drenge og deres allierede af alle køn og smider smuds på en hårdtarbejdende, dydig og velmenende statsminister. Hver gang, der kommer nye regeringsinitiativer, bliver de nedladende og bombastisk dømt ude. Ingen problemstilling er så lille, at man ikke kan udråbe statsministeren som skyldig eller stille mor-Mette personligt til ansvar …. Det er ubehageligt. OG umodent. – Et udvalg af eksempler fra de seneste måneder følger herunder.:
Pol. 6.11.23
Og straks da flyafgiften kom:
Pol. 10.11.23
Pol. 6.11.23
Pol. 4.11.23
Pol. 28.10.23
Mette Frederiksens mange kriser???
Pol. Bagsiden, 28.10.23
Pol. 14.10.23
Pol. 12.10.23
Pol. 11.10.23
Pol. 8.10.23
Pol. 7.10.23
Pol. 4.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 1.10.23
Pol. 16.9.23
Pol. 20.8.23
Pol. 8.11.23
Når der så måske alligevel er noget godt at sige om regeringens fremlagte planer, så er det ikke statsministeren, Mette Frederiksen, der får æren, men en mand, finansminister Wammen …
Og senere:
Pol. 29.11.23 Roald Als’ tegning af Mette Frederiksen som Napoleon.Er det sjovt? Eller bare ondskabsfuldt og desperat idéløst? Han er åbenbart stærkt provokeret af kvinder med politisk magt …
Pol. 28.12. 23 Politiken mener: Altid fuld af bedrevidende, gode råd til landets overhoved.
Pol. 2.3.24 – Regeringen slår negative rekorder, skriver de og ledsager denne opbyggelige og uhildede tekst med en smagfuld tegning.
Pol. 17.3.24 – Vi har en statsminister, der synes at trives med kriser, mener Ole Rasmussen: – ‘i en sådan grad, at hun ikke kan vente med at indkalde til pressemøder og fortælle os alle sammen, hvor alvorlig situationen er, og hvad hun vil gøre ved det’ Hvis ikke det var skrevet i så nedladende og intimiderende en tone, er det jo netop beskrivelsen på en god statsminister, der passer det arbejde, hun er valgt til.
Pol. 23.3.24 – Selv ikke madskribenterne holder sig tilbage. Der er en syg kultur på den avis. Som om man ikke kan være på sin arbejdsplads, hvis man ikke rakker Mette Frederiksen ned. Mobbekultur, kaldes det.
D. 7.6.24 – Og det er dette, der kommer ud af hovedløs hetz i Politiken og andre steder:
Pol. 7.6.24. – Der er forstyrrede og letpåvirkelige mennesker allevegne.
BBC 7.6.24
CNN 7.6.24
Den lettiske førsteminister er rystet, skriver CNN. – Det er vi vist mange, der er. – Hvad lavede livvagterne imens?Hvorfor passer vi ikke bedre på de mennesker, vi selv har valgt, og som gør deres bedste for os og landet? I stedet for at hidse hinanden op, så det ender med overgreb og vold?
Enige eller uenige – der er spilleregler i et demokrati!
Men tingene skrider foruroligende i disse år. Og førhen højt respekterede medier deltager i hetzen og puster til ilden … Politiken undser sig ikke for at mistænkeliggøre og intimidere en statsminister efter et overfald:
Pol. 14.6.24
Pol. 8.6.24. – Og være skinhellige på lederplads bagefter.
Politikens nyeste angreb på statsministeren – juli 2024
Leder, Politiken, 12.7.24– min indramning
I en leder på forsiden af Politiken påstår chefredaktøren, Christian Jensen, midt i sin årelange hetz mod statsministeriet om udlevering af sms’er, at påbuddet om at aflive mink var ‘stik imod grundloven’ – hvilket avisen selvfølgelig var nødt til at berigtige dagen efter:
Berigtigelse, Politiken, 13.7.24– min indramning
– ‘Der var lovhjemmel til aflivning af over 11 millioner af de knap 15,4 millioner mink, der blev aflivet’, skriver Læsernes redaktør, Ellen Ø. Andersen. Chefredaktøren på Politiken har således afsløret, på forsiden i en leder, at han ikke er bekendt med lovgivning, grundlov, eller hvordan demokratiet fungerer her i landet.
Det gik heller aldrig op for Politiken, at statsministeren under hele minkforløbet havde et solidt folketingsflertal i ryggen. Og at hendes eneste formål var, sammen med fagfolk og Folketinget, at forhindre en ny og angiveligt farlig smitte i at brede sig.
En chefredaktør på et af landets førende dagblade og hans medarbejdere er så indhyllede i konspirationsteorier og blindt had til en kompetent, kvindelig statsminister, at de ignorerer fakta og spreder ondskabsfulde løgne i den hensigt at oppiske en stemning imod landets statsminister. – Faktisk er chefredaktøren i denne sag ikke et hak bedre end Trump og hans fake news og ‘Crooked Hillary’.
Eller også er chefredaktøren bare uuddannet og uvidende, hvilket er mindst lige så katastrofalt i hans stilling.
Politiken er for længst gået for langt, når det handler om statsministeren, og avisen har hårdt brug for en udskiftning af både ledelse og medarbejdere, så de kan ansætte nogle, der er uddannede, vidende, orienterede om basale spilleregler i et demokrati, og som har de journalistiske principper i orden.
—————————–
* Gretelise Holm ’Hvorfor er feminister så snerpede?’, 2008 – Den eneste bog om danske kvinders ulige stilling både demokratisk og i forhold til menneskerettigheder, som man behøver at læse. Kort, klar, velunderbygget og fuldkommen vidunderligt øjenåbnende!
I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den beskæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og betragte verden og tænke mit i fred og ro.
Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen arbejdsgiver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i verden og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.
Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og vennerne, over for dem, der vil mig det godt.
Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.
Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekostning. Som ikke snyder på vægten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager andres ting, tid eller tjenester for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demonstrative måder. – Dem, som lever stille og godt.
Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.
Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høflige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de efterhånden overgår fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjenester, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømmekraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærkninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine rettigheder som menneske på lige fod med alle andre mennesker.
Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbejder eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen eller saver med benzindrevet motorsav i dage- og månedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.
Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere nogen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SIDEN AF den store og rummelige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sundhedspersonale har et usundt forhold til deres arbejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge medborgere; hvis politikere og journalister er uoplyste og grundløst påståelige, hvis håndværkere sjusker og ikke overholder aftaler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbarheden udløber efter en dag eller allerede er udløbet, og hvis fødevareproducenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skadelige ingredienser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.
Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at ødelægge noget for andre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, parisiske aristokrater i Prousts beskrivelser udviser man helt naturligt tolerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opførsel til gengæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre opmærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklædelig rethaveriskhed og evindelig forventning om særbehandling.
Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi behøver blandt ordentlige mennesker:
’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barneboka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatteren Thorbjørn Egner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’
Norsk Wikipedia
Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.
Vores liv består af vaner. Vaner er det skelet, der holder dagligdagen sammen for os alle.
En klog zoologven sagde engang, at man ikke skulle lave om på sine vaner bare for at lave om. Der var en grund til, at bambierne hver morgen gik ad de samme stier ned til vandhullet. Så skulle de ikke hver eneste dag tænke over eller stå og diskutere, hvilken vej de nu skulle vælge, og de skulle ikke bruge energi på at forcere grene, træde højt græs ned og bane nye stier, måske havne et forkert sted; de gik den direkte rute ad allerede nedtrådte stier ned til søen og drak.
Da vi havde denne snak, var det blevet almindeligt, at man lavede om alle vegne i det offentlige og i det private. Man skulle hele tiden omstrukturere og være omstillingsparate, innovative, resiliente, robuste, kreative, tænke ud af boksen osv. Man ansatte folk til at gøre et stykke praktisk arbejde, fx sygepleje, kundebetjening eller undervisning, og så mente arbejdsgiverne, politikerne og deres håndlangere, de teoretisk uddannede kontornussere, som havde brug for at retfærdiggøre deres alt for høje lønninger, at man kunne rationalisere, at der kunne spares et minut her og et par håndører der ved at ændre på arbejdsgange, lønsystemer og indføre detaljerede dokumentationskrav. Men man smed barnet ud med badevandet. Ved at overvåge og tage tid på nogle opgaver overså man, at meget arbejde består af et selvstændigt skøn, erfaring og menneskelighed. Man forstyrrede med sine bedrevidende ændringer ordentlige menneskers gode arbejde så meget, at de ikke længere syntes, at de på anstændig vis kunne udføre det, de fik deres løn for.
Engang imellem skal man søge nye stier, engang imellem skal man prøve noget nyt. Og nogle er bedre til det end andre; de unge fx eller de opfindsomme, de rastløse og de nysgerrige. Disse vovehalse har skaffet os meget ny viden og smarte måder at gøre ting på. – Måske fandt bambierne en skønne dag en meget lettere sti? Eller et nyt vandhul uden mudder?
Jeg elsker selv at finde effektive måder at klare hverdagens trivielle opgaver på, nye rengøringsredskaber, maskiner eller metoder. Ja, selv når jeg går tur for at få naturoplevelser og motion, skyder jeg genveje, hvis jeg kan se, at den ene sti er kortere end den anden. – Det er formentlig sådan, vores hjerner fungerer, og sådan vores civilisation blev rationel og effektiv. Det er sådan, man bygger Toyotaer efter Lean-modellen. Men det fungerer kun indtil en vis grænse. For hvis vi sparer for meget tid og for mange ressourcer, begynder vi at fyre folk eller at stresse dem, indtil de ikke længere kan passe deres arbejde, og der resterer så opgaver af både praktisk og medmenneskelig art, som ikke bliver løst. Vi ender med et haltende og knapt fungerende sundheds- eller uddannelsessystem eller en PostNord- eller SAS-model, hvor vi forlanger af ganske få mennesker, at de skal udføre alle deres fyrede kollegaers job på samme tid med færre ressourcer og til en ringere løn end før ’omstruktureringerne’. – Det holder jo ikke i længden.
Vi kan også stresse os selv uden for jobbet fx med sociale medier, ved at være tilgængelige på mobil og mail døgnet rundt, ved at købe ind hver dag klokken fem minutter i spisetid, tage på mange kurser, wellnessophold, ferierejser eller ved at anskaffe os kæledyr, et stort hus plus et sommerhus og en omfattende social kreds, der skal passes. Ved at pakke vores dage så tæt, at der ikke bliver tid til ro og refleksion.
Det er som at pakke en kuffert: Hvis vi tager den lille kuffert, fylder vi den til randen, men det gør vi også med den store, den, som check in-damen kalder en ’etværelses lejlighed’. Det fungerer på samme måde, når det kommer til vores tid: Hvis vi kun har kort tid, fylder vi vores dage med opgaver, men hvis vi så pludselig får meget tid, så pakker vi også vores dage til bristepunktet med – som oftest selvpålagte – opgaver, folkedans, oliemaleri, onsdagskaffe med veninderne, gåtur med Gurli om fredagen … Og så har vi pludselig så travlt som aldrig før.
Eric Berne, grundlæggeren af transaktionsanalysen, sagde, at menneskets største problem var strukturering af den vågne tid. Jeg mener, at strukturen består af vaner. Det meste af tiden kører vi på vanernes autopilot.
Vaner er rationelt. Vaner giver tryghed. Både krop og psyke, voksne, børn og dyr trives godt med vaner, med faste ritualer. Det ved enhver bondemand med køer eller grise, at de begynder at blive urolige, når malke- eller spisetid nærmer sig, eller hvis nogen kommer ind i stalden på uventede tidspunkter.
Og mange ældre mennesker ynder at fortælle i kedsommelige detaljer, hvordan de begynder deres dag: Ja, jeg vågner jo tidligt, normalt ved fem halv seks-tiden, og så skal jeg jo have min kaffe. Så sidder jeg en times tid med kaffen og avisen her ved køkkenbordet, for så kan jeg se fuglene i hækken – jeg fodrer dem hver dag, og så gætter jeg altid lige den lille krydsogtværs, men den store gemmer jeg til eftermiddagskaffen … Når alle krav fra familie og samfund efter en vis alder bortfalder, skaber man selv sine egne krav, sin mening, sine vaner.
I børnefamilierne går det mere hæsblæsende: Op, få børnene op, tøj på, madpakker, morgenmad, husk gymnastiktøj, cykelhjelm, institution/skole, arbejde, indkøb, institution, aftensmad, putte, i seng … Weekender kan oven på sådan en tætpakket uge føles som et tomt hul i jorden … Hvad skal man lave? Rengøring, vasketøj, selvfølgelig, men man er ikke vant til at være sammen, tiden flagrer så mærkeligt løst af sted uden hverdagens vaner, så man må hellere tage på besøg eller på en tur, en struktureret beskæftigelse, så det hele ikke forsvinder op i den blå luft.
Vaner er godt, men det er også godt at bryde dem af og til: Så er der byfest i nabobyen, en fødselsdag eller guldbryllup i familien, en tur til Spanien … Vi bryder vaner på en vanemæssig måde, lige som årets gang og alderens fremadskriden kalder på nye, men gammelkendte vaner. Jul, sommerferie, farfars fødselsdag …
Det kan være endog meget svært at lave om på sine vaner. Det ved vi, der er holdt op med at ryge, der ikke længere har børn hjemme, vi, som har lært sproget på én måde og opdager, at de yngre pludselig giver sig til at tale og skrive på andre måder – Det er jo forkert! … Ikke?
Hver gang, nogen ændrer ved vores vaner, protesterer vi voldsomt. Hvis de laver om på avisens layout, bussens køretider, udtalen af et ord, farven på skiltet, emballagen på mælken … Man skal tænke sig grundigt om, før man ændrer noget, for der er en modstand, en umiddelbar modvilje, der skal overvindes hver eneste gang. Og denne naturlige træghed koster energi.
Hvor det er usigeligt let at vænne sig til forbedringer, bilen, radioen, telefonen, tv, vaskemaskine, internet, en højere indkomst, nye muligheder o.m.a., så er der andre vaner, som har været svære at bryde, og som krævede overtalelse, straf eller social udskamning:
Vi må ikke længere slå børn – eller kvinder, for den sags skyld
Vi skal køre med sikkerhedsseler i biler – også på bagsædet
Vi må ikke længere ryge alle vegne
Vi kan ikke længere køre med tog, som er blevet alt for dyre, alt for dårlige og upålidelige, men vi kan flyve eller køre med store dieselbiler i stedet
Vi må pludselig ikke gå og gramse uopfordret på andre
Vi må ikke længere tale nedsættende til og om kvinder eller folk af anden herkomst eller seksuel observans
Vi kan ikke længere bare lukke børn, hunde og høns ud, så de stort set passer sig selv det meste af dagen
Vi kan ikke længere bare sætte havevanderen til en hel lang solskinsdag
Eller brænde vores affald på græsplænen
Vi må ikke længere bruge giftsprøjte i haven (landmænd må dog stadig gerne sprøjte løs, og det gør de)
Vi må ikke længere lade vandhanen løbe, mens vi børster tænder eller skræller kartofler
Så må vi pludselig ikke længere flyve med fly eller køre i dieselbiler, men skal køre i elbil, der kun kan køre 200 km på en opladning
Vi skal vænne os til at sortere vores affald i ti forskellige grupper, så det kan genanvendes
Vi skal lære at bruge netbank og MitId
Specielt midaldrende, hvide mænd har det øjensynligt svært med omstillingerne, med at ændre vaner, for lige netop for den befolkningsgruppe føles det jo ikke altid som forbedringer, men som at blive tvunget til at opgive hævdvundne privilegier – først og fremmest forestillingen om at være verdens uantastede beherskere. Disse mænd sidder stadig 10 og 20 og 30 år senere på de brune værtshuse, til sammenkomsterne, i læserbrevsspalterne eller på internettets kommentarspor og brokker sig fornærmet.
– Måske kunne det hjælpe at tænke på alle de vaner, vi allerede HAR ændret? Selv om vi naturligvis havde mange sure og modvillige indvendinger imod dem først.
Det bliver nemlig ikke lettere fremover. Vi er blevet for mange, vi fylder, sviner, larmer og generer hinanden. Så i de næste mange år vil der komme utallige nye henstillinger til os om at ændre vaner, fx er det ikke længere smart at tale højt i sin mobil i det offentlige rum, at starte støjende, benzindrevne maskiner i områder, hvor folk bor, at køre rundt og larme på knallert eller med soundboks eller at kommentere andre menneskers udseende … men der kommer også flere nye og skrappere regler om brugen af den fælles jord, luft, vandet, om lige rettigheder og børn og dyrs velfærd, specielt hvad angår institutionsbørn og produktionsdyr.
Menneskelivet og samfundslivet består af sæt af vaner – Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch – en dansk, socialdemokratisk minister fra en tid, da man rekrutterede politikere blandt intelligentsiaen – og vaner skal naturligvis kunne ændres, men kun når det er nødvendigt.
Vi har i løbet af de seneste generationer overladt vores børn og unge til at udvikle sig i institutioner, skoler og skolepasningsordninger uden meget voksenkontakt.
I de store flokke af jævnaldrende lærer vores børn og unge ikke om voksenlivet eller voksenlivets færdigheder.
Uden perspektiv på tilværelsen, uden fornemmelse for andre grupper end ens egen, uden fortrolighed med dyr, natur og accept af givne forhold, uden at kunne sproget, uden at kunne tænke logisk og usentimentalt, går mange ned med stress eller andre diagnoser, mens de, der klarer sig, fortsætter ind i voksenlivet
● iklædt sneakers, hættetrøje og omvendt kasket
eller
● halvvejs afklædte, selv om vinteren, i seksuelt eksplicitte kostumer
og
● barnligt selvoptagede, tager selfies, bekymrer sig om ’likes’ på SoMe, hænger i mobiltelefonen som i en navlestreng
● kræver ind fra forældre, bedsteforældre, lærere, naboer, samfundet uden at tænke på at give noget igen, uden at kunne acceptere krav eller bare en lille tjeneste til gengæld
● bibeholder deres barnlige spisevaner, pizza, burgere, fiskefingre, nuggets, chips, doughnuts, cola, bland selv-slik, Nutella, skrællet frugt, te med frugtsmag, kaffedrikke, der består af alt andet end kaffe, men er rørt sammen af UHT-mælk eller plantebaseret ’mælk’, masser af sukker, karamel, kakao, kanel, græskar o.l.
● bestiller abonnementspakker med legetøj, makeup, spil, hobbyartikler, spændende gaver/overraskelser til sig selv og grønt- eller måltidskasser lige ind ad døren
● ikke orker at føre hus, brokker sig over det mindste, bestiller fast food og lader alting flyde
● ikke kan forpligte sig på forhold eller opgaver, men foretrækker at flyde ud i sofaen med indholdstomme, men pirrende, serier og mobilen implanteret i den ene hånd
● ikke kan træffe og overholde en aftale uden at modtage to – tre sms’er med påmindelser fra fx optiker, læge, sygehus, tandlæge o.l.
● benytter et barnligt begrænset sprog
● fortsætter de barnlige interesser og tidsfordriv langt ind i voksenalderen, drukture, skiture – også selv om sneen kommer fra energikrævende snekanoner, solferier med opvarmede pools og allinclusive softice og kødboller, lege- og vandlande, kort- eller brætspil, fester, festivals, koncerter, tivoliture …
● ikke påtager sig voksent ansvar og borgerskab, men retfærdiggør sig med, at man ’ikke fik nok information’ – Hvem skal give det? Nettet flyder med informationer for de videbegærlige. Det er blevet et fremherskende træk i tiden, at man bare forurettet kan give andre skylden for sin egen dybe uvidenhed, hvis der fx bruges et ord eller begreb, som man ikke forstår
● ikke kan læse længere, sammenhængende tekster, men skal have dramatiserede ’nyheder’ og historier – podcasts og lydbøger – læst højt, som da man var fem år gammel
● de selvpålagte, uvidenskabelige diæter, intime legemsøvelser og motionsregimer overtrumfer familieliv og andre, måske mere udbytterige, aktiviteter, men så kan man i det mindste opretholde en illusion om formål og faste rammer
● med en forestillingsverden præget af de nærmeste omgivelser, vennegruppen og de sparsomme informationer, man tilfældigt præsenteres for på nettet
● ikke kan gå uden for en dør, løbe eller cykle en tur, sidde i et transportmiddel, gå med hund eller barnevogn, ordne havearbejdet eller støvsuge sin egen stue uden at få læst historier op i ørepropperne
● skal have patteflaske i form af lågkrus med mælkekaffe eller vandflaske med allevegne
● ser barnagtige standup’ere, bagedyster, danse- og syngekonkurrencer for amatører eller endeløse serier om ingenting i tv
● bruger det meste af den vågne tid på småchat og andet tidsfordriv på mobilen, IPad’en, computer- eller spil
● ikke kan forventes at møde til tiden, lave lektier, forberede sig
● ikke i sin umådelige selvoptagethed kan finde ud af at holde orden omkring sig eller være en god nabo
● ikke kan forventes at udvise respekt eller omsorg for egne forældre, bedsteforældre, for sidemanden i bussen eller kassedamen i supermarkedet, for det var jo altid meningen, at ALT skulle tilflyde én selv som en slags kompensation for de lange, uafhentede dage i institutioner
● ikke ved, at man holder til højre på fortovet, at man ikke står og fylder hele fortovet, så andre ikke kan komme forbi, at man ikke overhaler eller kører på tværs af et ligfølge, mellem rustvognen og dens følge af sørgende pårørende i biler, at man ikke tager hunde med på kirkegårde, ikke sætter sine snavsede sko op på sædet, at man tager hatten/kasketten af som et tegn på respekt, når man går ind i andre menneskers hus, at man ikke dytter ad ældre mennesker eller mødre med barnevogn, der er på vej over et fodgængerfelt o.l.
● ikke kan tage sig af eller passe sine egne børn, men anskaffer sig mærkelige, små hunde i stedet og klæder dem ud i mennesketøj
● omdanner byen til privat motionsbane og legeplads og færdes i løb eller på racercykler, enorme ladcykler, løbehjul, skateboards eller rulleskøjter
● pludselig går helt vildt meget op i store bededag, en gammel, kirkelig helligdag, placeret i en forårsmåned med to andre, gamle helligdage, og arrangerer demonstrationer, HAAADER de politikere, man selv lige har valgt, får puls og blodtryk helt op i det røde felt, mens krigen raser tæt på, mere end 50.000 mennesker dør i jordskælv i Tyrkiet, folk flygter over havene og omkommer undervejs, mange bliver fattigere omkring én, sundhedsvæsnet er brudt sammen, landbrug og industri forgifter luft, jord og drikkevand, fiskerne fisker havet tomt for fisk, vi udleder plastic i enorme mængder hver eneste dag, og planeten, som vi skal bo på, skiftevis brænder eller oversvømmes
En seriøs avis, Politiken, tester slik og kager, konfekt og fastelavnsboller, men ikke voksenmad, såsom rugbrød eller økologisk kål:
Da jeg var seks år gammel og begyndte i første klasse, kaldte vi det at ’spille kostbar’. Når én af pigerne blev spurgt, om hun kunne lege, og hun med næsen i sky svarede, at det vidste hun sandelig ikke, for hun skulle måske lege med Joan eller Connie … Så stod man der og trådte sig selv over tæerne og følte sig en smule afvist og udenfor.
Senere fandt man jo ud af, at de ’kostbare’ bare kunne lege med sig selv, for man havde det i virkeligheden sjovere med Per og Søren, Tine og Bente, som ikke var så beregnende og opsatte på at virke omsværmede, men bare gerne ville lege.
Jeg har et levende minde om min svigermor, der af sin datter blev spurgt, om hun kunne passe de to børnebørn en tirsdag aften, da datteren, en enlig mor, skulle deltage i en kursusaften på jobbet. – Svigermor, der havde været pensionist i en 10 – 15 år på det tidspunkt, rankede ryggen, stak næsen i sky og hentede sin kalender, som hun længe stod og bladrede i, mens hun opregnede alle sine aftaler for den næste måned: læseklubben onsdag, kaffe med Anna lørdag eftermiddag, bibelmøde henne i sognegården torsdag i næste uge … Foran hele selskabet af familie og de stakkels børn selv. Med højtidelig mine og spidset blyant slog svigermor ned på tirsdag og bekendtgjorde, at det kunne hun godt, hvis det ikke kunne være anderledes, mens hun med sin modvillighed lod forstå, at det var nødtvungent, at hun så havde strakt sig langt, og at det ville komme til at koste i form af taknemmelighed og gentjenester senere.
Engang havde jeg tilsvarende en veninde, der, hver gang hun blev inviteret til noget, om det så bare var en kop kaffe, formeligt skrev dagbog på én, mens hun opremsede alle sine banale gøremål.
Og en anden der, da hun blev inviteret til en middag, indtil sidste øjeblik lod forstå, at hun da gerne ville komme, men at hun jo kunne blive kaldt på arbejde hvad øjeblik, det skulle være. – Så kunne man hænge der med madbestilling, bordplaner, hensynet til de øvrige gæster og dem, man ville have inviteret i stedet for den vankelmodige, kostbare. Og man blev i ugevis afkrævet alt for mange, overdrevent smigrende forsikringer om, at netop hun var vigtig, at det ikke ville blive det samme uden hende, at man ville blive meget, meget ked af det, hvis hun ikke kom … – Hendes arbejde var med helt almindelige arbejdstider og omfattede ikke på nogen måde en akut tilkaldeordning.
Og en tredje, der i anledning af sin runde fødselsdag blot var hemmelighedsfuld, når nogen spurgte til det, og som tog i sommerhus dagen før uden at sige det til nogen, hvilket jo udløste en del irritation i bekendtskabskredsen, hvoraf mange havde sendt blomster, andre gaver, og en del tog forbi for at aflægge en lykønskningsvisit og fandt et tomt hus.
– Hvem har ikke som barn gemt sig og siddet i en mørk og hemmelig krog og ventet på, at forældrene skulle begynde at savne én? Måske endda lede med ulykkelige kald? Hvor er lille Ida? Vi kan slet ikke undvære lille Ida? – Hvorefter lille Ida springer frem med et: Her er jeg! Og familien genforenes under stor glædesjubel og tilfredsstillende dramatik. – Efter min erfaring sker det dog meget sjældent, at folk, familie, venner begynder at savne én som voksen og laver et større nummer ud af det. Tværtimod bliver de som oftest irriterede over alle gemmelegene og begynder at trække sig. – Du kommer bare, hvis du kan, siger de kort for hovedet og fortsætter deres egne, travle gøremål.
Al mystikken omkring min venindes runde dag medførte, at fødselaren fik skrabet en del, halvirriteret opmærksomhed sammen – oven i det naturlige og forventede. – Så hun måtte maile, skrive, ringe med dusinvis af mennesker, der bare ville være søde, mange gange hen over flere dage for at forklare sig. – Derudover boede hun langt ude på landet, og ingen ville have gjort sig den ulejlighed at køre ud til hende, hvis hun bare havde givet besked. En råkold weekend i et lejet sommerhus synes at være en høj pris for at kunne få lov til at spille kostbar over for en ellers trofast og velmenende vennekreds.
Hvad blev der af: Al opmærksomhed frabedes – bortrejst på dagen? Som folk skrev i små annoncer førhen, når de ikke orkede at beværte nogen. Det er OK at tage væk, hvis man har lyst og skønner det nødvendigt, men man giver familie og venner besked, så man ikke påfører andre dum ulejlighed og unødvendige udgifter. Man kan ikke både ‘være bortrejst på dagen’ OG samtidig indkassere blomster, chokolade, gaver og opmærksomhed.
At spille kostbar, at være unødigt hemmelighedsfuld, at spille spil med andre giver ofte bagslag. For hvem gider at invitere én igen? Eller planlægger godhjertet opmærksomhed på en rund dag?
Det er så uendeligt meget lettere at sige ’ja’ eller ’nej’, eller ’jeg ønsker ikke opmærksomhed’ – OG MENE DET – i god tid, så folk ved, hvad de har at holde sig til. – Men det giver selvfølgelig langt mindre drama og opmærksomhed 😊
Drømmen om en shampoo, der pludselig og på magisk vis giver mig langt, tykt, skinnende og bølgende hår.
Jagten på den creme, der fjerner alle rynker, hængemuler, bumser og gamle ar.
Det håbefulde indkøb af piller og kosttilskud, bøger om diæter, træning og mindfulness, der absolut, denne gang, vil forandre mig for evigt.
Damefrisørbesøget, der forvandler mig til min kønne veninde, pigen i reklamen eller en skuespiller, jeg har set i en film.
Den nye kjole, der burde sidde lige så smukt på mine 1,65 m, som på den mere end 2 m høje plasticmodel i vinduet.
Drømmeferien, hvor ingen bliver uvenner, sure, syge, hvor flyet afgår til tiden, hvor omgivelserne er lige så smukke og rene som på billederne.
De nye møbler, gardiner, tæpper, puder, der tryller min kedelige, brugte og af levende liv rodede dagligstue om til et foto i et udstillingskatalog …
Alle de urealistiske forestillinger, som udgør en stor del af vores liv, og som – kraftigt næret af både skjulte og åbenlyse reklamer – styrer os udefra til at købe, købe, købe, for i nogle få øjeblikke at kunne leve i håbet i stedet for i den virkelige verden.
Energi og penge spenderet på ingenting, hvor man kunne have brugt sin tid og sine ressourcer langt bedre på sundere interesser.
Jeg vil gerne citere vores handlekraftige statsminister og opfordre alle til at lære at leve med det, for der kommer ikke (altid) nogen og redder dig.
Ihukommende den gamle filosofs råd om at se tingene i øjnene og ønske sig:
Mod til at ændre det, der kan ændres
Sindsro til at udholde det, der ikke kan ændres
Og navnlig: Visdom nok til at kunne skelne imellem de to ting
Det lange, seje træk, hvor vi vender os indad og gradvist accepterer os selv, vores omgivelser, familie og venner, som vi/de er, kræver mere end et hurtigt overtræk på kontoen. Det kræver uddannelse, øvelse og først og fremmest tid.