Småtterier X

’Nordjysk restauratør rasende på Mette F: – Vi åbner til påske uanset hvad

Et år med corona i Danmark og efterhånden meget få tilfælde i Nordjylland har fået en restauratør til at undsige regeringens restriktioner, der med sikkerhed ikke bliver lem­pet inden påske. – Uanset hvad, åbner vi den 26. marts, lyder det.’ (Nordjyske Net d. 13. 3. 2021)

For det hele er ’Mette F’s’ skyld …

’Opråb fra coronaramte gymnasielever: Giv os nu livet tilbage’ (Politiken Net d. 6. 2. 2021)

Hvem skal give gymnasieeleverne livet tilbage? Har de aldrig hørt om force majeure? Hvem skal give os andre livet tilbage? Hvem er de voksne, der kan bestemme, at nogle kan gå fri, når verden gen­nemlever en epidemi?

I Aalborg mistede vi umiddelbart efter genåbningen af nattelivet to unge: Den første uge i februar 2022, da drukkvarteret Jomfru Anegade åbnede efter seneste coronanedlukning, faldt en ung mand i Limfjorden – han er i skrivende stund endnu ikke fundet – og en ung pige blev øjensynligt samlet op af et par psykopater, der slog hende ihjel og efterlod hende i et skovom­råde.

Gentagne gange i løbet af de seneste 15 – 20 år har vi mistet en ung mand, fordi han er faldet i fjorden og druknet på vej hjem efter en våd bytur i Aalborg. Det er heldigvis ikke så ofte, at unge kvinder myrdes, men grænseoverskridende gramsen og deciderede voldtægter – somme­tider efter at nogen har hældt bedøvelses­midler i deres drinks – af vores unge piger er nok hyppigere i det alkoholiserede natteliv, end vi har lyst til at indrømme. – Skal vi bare acceptere, at det er sådan, det er?

Alle er ude med støtte og gode råd: Venstre forlanger mere overvågning. Værthusholderne i gaden vil nød­tvungent indrette et ’samaritterrum’. Andre vil skaffe flere natbusser. Hotellerne tilbyder husly og en kop kaffe. Kommunen vil sætte afspærringer op langs hele havnefronten. Natteravnene mobiliserer og danner kæder med fakler. Forældrene liner op i middelklasse­bilerne for at køre de unge sikkert hjem …

Men der er ét forslag, jeg endnu ikke har hørt: At begrænse unges adgang til at drikke sig san­seløst berusede hver eneste torsdag, fredag og lørdag nat. – Hvornår blev det en menneske­ret? Da den generøse SU på ung­domsuddannelserne blev indført som en slags erhvervsstøtte til barer, caféer, diskoteker og producenter af øl, Baccardi Breezers o.m.a.?

Ja, de unge vil protestere helt vildt, selvfølgelig vil de det. Men der er en grund til, at ældre er klogere: Ældre har simpelthen levet længere, lært mere og oplevet meget. Vi er de voksne, og vi ved, at det ikke ville skade nogen at feste på andre måder end ved at drikke hjernen ud af skallen og ture hjælpeløst rundt i det offent­lige rum. Bare engang imellem …

’Meget få kvinder bliver slået ihjel i nattelivet, alligevel er frygten stor: – Det er et kønnet problem

En ny Megafon-måling viser, at 61 procent af alle kvinder er bekymrede for at blive overfaldet, når de er ude om aftenen og natten.’ (TV2Nord Net d. 13. 2. 2022)

FÅ? Hvorfor skal NOGEN kvinder slås ihjel i nattelivet? Hvor mange er vi parate til at miste? To? Fire? Syvog­tyve? – Ud over begramsning, nedværdigende tiltale og behandling, drug rape, vold og voldtægt, er én død ung kvinde én død ung kvinde for meget, efter min mening.

Kim Leine, citat, Politiken 19.2.2022

’Tatovør: – Hvis vi ikke får lov at åbne, er det katastrofalt

Tatovører, frisører og storcentre stod ikke på listen, da en ekspertgruppe mandag fremlagde en række forslag til genåbning af samfundet. “Vi er meget hårdt ramt”, lyder det.’ (TV2 Nord d. 23. 2. 2021)

Uhhh – Død pga. mangel på tatoveringer?

● Amatører leder vores land, Folketing og regering …

Man afliver mink uden lovhjemmel, allierer sig uden klart formål med Østrig og Israel under epidemien, udli­citerer dele af fængselsvæsnet til Kosovo, flygtninge til Rwanda, bekæmper pi­rater i Guineabugten med et enkelt, ensomt skib uden at ane, hvad man skal stille op med de mennesker, man slår ihjel, skyder benene af eller tager til fange, sender jægerkorpset til Mali uden klar aftale med værtslandet, fængsler ud af det blå chefen for forsvarets efterretningstje­neste og en håndfuld andre med – vist nok – besynderlige begrundelser, piner og plager ud­lændinge, danskere gift med udlændinge, børn af udlændinge, indvandrere, flygtninge og eva­kuerede allierede fra katastrofen i Afghanistan … Man arbejder aktivt på at afskaffe basale menneskeret­tigheder i dansk lovgivning … Og man må stå skoleret i EU og forsvare alle disse og mange flere hidtil uhørte dispositioner …

Imens pressen, som skulle holde landet fast på de grundlæggende værdier, har travlt med de­res egne små magtkampe om klik og løssalg og selvpromovering. Prøv med journalistik!

● Jo mere sikkert og trygt og forudsigeligt livet forekommer folk, jo mere efterspørger de bloddryppende krimier, udspekulerede thrillers og sadistiske plot i øvrigt. I Nigeria, Somalia, Kabul, Syrien og i verdens flygt­ningelejre tror jeg ikke, at folk i almindelighed føler trang til at slappe af med Jussi Adler Olsens småper­verse fantasier.

’Thorsten skal fejre nytår med otte fremmede: – Jeg mener ikke, det er imod an­befalingerne

Thorsten glæder sig til at holde nytår med fremmede mennesker, som han efterhån­den har gjort i en årrække.’ (Nordjyske Net d. 30. 12. 2021)

Midt under coronanedlukningerne – Thorsten er et fjols.

Der er så mange ting, man skal, hvis man har brug for en læge eller for kontakt med andre sundhedsinsti­tutioner: – Tast dit og dat, indtast personnummer på den person, henvendelsen drejer sig om, tryk firkant, vent, ved du, at du kan bruge vores hjemmeside? – Hvilket man ikke kan til netop mit formål, det er derfor, jeg ringer. – Vent! Du er nr. 37 i køen … vel at mærke IKKE til en læge, men til en banal tidsbestilling til en læ­gesekretær – også i tiden FØR corona … Det undrer mig, at nogen overhovedet nogensinde kommer igennem …

Da jeg var barn for 60 år siden, var det enkelt: Mine forældre betalte nemlig til sygekassen. – Når vi var syge, fx en lørdag aften, ringede de efter doktor Jensen. Kort efter parkerede doktor Jensen sin gråhvide Folkevogn ved kantstenen uden for vores hus og kom ind medbringende sin slidte, sorte lægetaske. – Han blev ærbødigt modtaget, og mor havde allerede lagt et rent håndklæde og et nyudpakket stykke sæbe frem. Efter grundig håndvask blev den syge kigget i halsen – Sig AHH! – og i ørerne, temperaturen blev taget, brystet blev lyttet til – Prøv at hoste engang! – og kirtler langs kæbelinjen, under armene og i lysken blev følt på, hvorefter dok­tor Jensen var klar med diagnose, gode råd og om nødvendigt medicin.

I dag betaler vi alle voldsomt meget til den offentlige sygesikring over skatten, men vi får kun summarisk hjælp. Lægens telefontid, der før var fra 8 – 9, er aflyst, og alt skal igennem sekre­tærer, der har tid mellem kl. 8.30 og 10, og igen 11 til 11.30 … Hvilke opgaver i et lægehus forekommer sekretærerne vigtigere, end at tale med patienter, der har brug for hjælp? Sygeplejerskerne har telefontid fra 13.30 til 14. Men kun få kommer igennem, og ikke en kat kan finde ud af det nye videokonsul­tation. Eller tidsbestilling via noget ’gør det selv’ med separat, indviklet log ind-system, som beder én om at vælge mellem 14 forskellige muligheder, influenzavaccination, kørekort, bør­neundersøgelse … Når man endelig har fundet en passende rubrik, er ens læge ikke tilgængelig den uge … Så man opgiver eller ringer 112.

● Hvis man som ældre menneske skal filosofere lidt over sit liv, så slår det straks, hvor meget spildtid, der i grunden var. – På mine snart 70 år har jeg vel spildt mindst to tredjedele, måske helt op til 80 – 85%, på at vente på noget. På at vokse op, på at mine forældre og søskende skulle komme hjem fra arbejde og skole, på spisetid, på at mine forældre og søskende skulle gå igen, så stemningen i det mindste blev, om ikke behage­lig, så i det mindste rolig,  på at sidde i en skoleklasse mens absolut intet skete på læringsfronten og vente på, at det ringede ud, på at færdiggøre sin uddannelse, på at møde en passende partner, på at ungerne skulle blive store, på at ønskejobbet dukkede op, på at arbejdsdagen sluttede, på jul, på ferier, på at komme hjem fra dårlige ferier, på at slippe væk fra påtvunget samvær, slippe ud fra undervisningssitu­ationer, kurser, fore­drag … Vente på sommer, på månedslønnen, på helbredsmæssig bedring, på et telefonopkald, en mail, et venligt og fornuftigt menneske … Hvis man decimerede sit liv til det absolut nødvendige, ville en 15 – 20 år være alt nok.

Ingen mænd kunne drømme om at bruge en søndag formiddag på at sidde og barbere sig med en pincet …

’Vildt! Det er en sand magtdemonstration for dansk film

At Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’ er nomineret i tre kategorier er historisk i Oscar­sammenhænge og en magtdemonstration af dansk dokumentarfilm.  (…)’ (Politiken Net d. 9. 2. 2022)

Magt? Hvilken abehjerne tænker magt, når et lille land bliver nomineret for en tegnefilm?

At være meget optaget af penge, at lade sig styre af selv små beløb, tilbud, gaver, gevinster, tab, og ikke at være i stand til at se stort på noget eller optræde med generøsitet, kan både skyldes, at man på et dybt plan føler, at tilværelsen og andre mennesker skylder én noget, en form for kompensation for udståede prøvelser eller gjorte tjenester, så at sige. Men det kan også slet og ret være en mangel på fantasi og andre værdimåle­stokke … pengeværdi er så dej­lig konkret.

● Jeg HADER passivt aggressive supportere, ekspedienter og kundemedarbejdere, som par­tout SKAL have det sidste ord, når de prøver at forsvare dårlig behandling eller underlødige produkter:

– Jamen, vi sælger mange af dem!

– Der er ingen, der har klaget før!

– Mange er skam glade for at modtage vores ugentlige mails med gode tilbud …

Deres meningsløse floskler får mig til at gå i aktiv aggressiv tilstand, og det er formentlig ikke godt for mit blodtryk.

’Pårørende skal spille en større rolle i ældreplejen, mener borgmestre

Kommunerne er så pressede, at vi er nødt til at tale om, hvordan pårørende i højere grad kan bi­drage i omsorgen for deres ældre, mener tre borgmestre.’ (TV2Nord Net d. 8. 11. 2021)

Jeg går ud fra, at vi så får en klækkelig skattenedsættelse? Og at mændene kommer på banen? – For ellers lander det jo på kvinderne – igen – og så er vi ikke kommet nogen vegne i løbet af de seneste 50 år …

Der er mindst 15 % idioter – i den oldgræske betydning: en mand uden uddannelse eller særlige forudsæt­ninger – i en given befolkning. Idioter og analfabeter; analfabeter, der både kan læse og skrive, men som gør det meget, meget dårligt. – Det er dog som oftest ikke den mest basale skolelærdom, der er mangel på, men evnen til stringent tænkning.

Jeg forstår ikke, at søde, unge piger gider at barbere sig nogen steder for mænds skyld. – Mænd er kendt for at hoppe på køer, grise, får, plasticdukker og meget andet …  sågar hinan­den, hvis de ikke har adgang til kvinder.

’3.000 danskere dør hvert år af hospitalsinfektioner – bedre håndhygi­ejne kan redde mange af dem’

https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/3000-danskere-doer-hvert-aar-af-hospitals­infektioner-bedre-haandhygiejne-kan-redde

Ifl. Politiken sept. 2021 vil regeringen forlænge forbuddet mod minkavl i Danmark pga. af faren for menneskers sundhed. SSI udtaler:

»Det er Statens Serum Instituts vurdering, at konklusionerne i den sund­heds­faglige vurdering af risiko for den humane sundhed ved en evt. gen­optagelse af minkhold efter 2021 af den 14. juni 2021 fortsat er gæl­dende«.

Hvis man brugte samme logik på fx Salmonella- og MRSA-bakterier m.m., kunne vi ikke holde sam­menstuvede dyr i Danmark overhovedet. – Hvilket klart ville være en forbedring.

Vi forsøger at afstive vores eget ego i hvert eneste møde med et medmenneske.

Vi ser, at flere og flere børn falder ud ad vinduer, drukner eller bliver væk, mens de er sam­men med deres familier hjemme eller på udflugter … Sidder de ansvarlige voksne med næ­serne i mobi­lerne og ’skal bare liiige … ’, mens ungerne forsvinder?

’Event- og marketingmanden Arne Schade har et forslag om to store vartegn og attraktioner langs havnekajen i Aalborg og Nørresundby

En attraktion, der skyder 150 meter op i luften, det er, hvad der arbejdes på to steder langs havne­fronten i Aalborg og Nørresundby.’ (Nordjyske Net d. 1. 2. 2022)

Hvis vi sidder på hænderne i nogle år, kan vi snart markedsføre os som den ENESTE middel­store jyske by uden fjollede tårne …

● Oscar Wilde: ’Sentimentalitet er den luksus, det er, at gennemleve en følelse uden at skulle betale for den’ – Gratis følelser … Som når man fx nasser på den britiske kongefamilie, som man jo ikke har nogen som helst forbindelse med, ved at fare ud og tænde lys og lægge blom­ster på et gement for­tov, når én af deres prinsesser er omkommet i en trafikulykke i Paris. Tra­gisk, ja. Men ikke noget, der direkte har med mig at gøre. Man tager med på en gratis følelses­rutsjetur. Gratis, fordi man ikke selv har noget i klemme. Man er med på nas. – Alle har lov at vise sympati, men sorgen tilhører udeluk­kende de nærmeste, og det må man respektere, uan­set hvor skolepigeagtigt kedsommeligt og be­grænset ens eget liv er.

● Kvinder bruger sundhedsvæsnet langt mere, end mænd gør. Kvinder er dyre i drift. De får brug for lægeordineret prævention, P-piller, spiral, P-stave, for det er jo ikke mændenes op­gave at sikre sig nemt og billigt med et kondom i lommen. Og kvinder får bøvl med menstrua­tion, graviditet eller manglende graviditet, fødsler, overgangsalder, hormonelle problemer … Og så lever de fleste kvinder længere end de fleste mænd og belaster fællesskabet imens. – Men det er hovedsageligt mændene, der bruger retssystemet, fængslerne, herbergerne, der laver ballade eller udøver vold, så politiet skal tilkaldes, og som er dyre i forsikring af fx biler og andre ejendele. – Så det ene køn har ikke meget at lade det andet høre. Og de, der påstår, at der ikke er forskel på kønnene, tager fejl. På et statistisk niveau er forskellen stor og medfødt, men den enkelte kvinde kan sagtens være voldelig og køre tre biler i smadder, ligesom den en­kelte mand kan være sygelig og have brug for omsorg i det fælles sundhedssystem igennem hele sit liv.

Den ro og stille glæde, der følger med, når man overholder aftaler, er pålidelig og god, hol­der or­den omkring sig og gør sin pligt, er i høj grad undervurderet.

Sommeren 2021: Fodbold – og anden sportsudøvelse – har overtaget de fleste menneskers be­grænsede hjernekapacitet, det offentlige rum og den reklamefrie public service kanal, DR´s sende­flade: bl.a. Booking.com og Tic toc´s spots vises før hver kamp … Der er intet, der er hel­ligt eller rekla­mefrit længere.

Selv et forholdsvist seriøst medie som ’Politiken’ løber over med vikingekvad og panegyrik da­gen ef­ter en gemen fodboldkamp:

Politiken Net d. 27.6. 2021:

»Red-White District«: »Med den her selvtillid og kvalitet kan vi gå langt«

»Karakterbogen: Stærkest strålede holdet i Danmarks storsejr – men Dolberg var skarp og Kjær stærk«

»Lagde du mærke til detaljen? Hjulmands lykketrøje slog til igen« 

»Klar til kvartfinale: Dolberg førte an i en dominerende dansk angrebsmaskine, der pulverise­rede Wales« 

»FI-RE NÅ-ÅL: Mange går pludselig, som om de ikke bare ejer fortovet, cykelstien og hele ga­den, men også verden. Og det gør de også« 

»Fantastiske jubelscener i København: Se billederne her«

Og folk trængtes i lykkerus på pladser og gader – Midt i en coronatid. Med kun 1/3 vaccinerede …

Der er ved at ske noget: – #Metoo, krænkelser, sproget, lønnen … Kvinder kan klare sig selv nu og finder sig ikke i noget. – Vi havde vænnet os til, at omsorgsarbejde var gratis, at kvin­derne tog sig af hus, rengø­ring, vasketøj, indkøb, mad, dyr, børn, syge, gamle …  – Og da kvin­derne kom i job, ofte inden for rengøring, madlavning, børnepasning, ældre- og sygepleje, så fik de lavest mulig løn, fordi de jo bare gjorde det, kvin­der plejede at gøre gratis, og de havde jo også så meget andet at passe derhjemme og kunne ikke yde det samme som mænd. Mænd får jo ikke børn. Så resultatet blev, at kvinder skulle overkomme to jobs for den halve løn. – Både ude og hjemme. Så kunne mændene gå og være vigtige og gå til møder, arbejde over, tage på forretningsrejser, gramse på sekretæren og komme sent hjem.

Kvinderne betaler nu prisen, fordi de plejede at udføre vedligeholds- og omsorgsarbejdet gratis uden at brokke sig. Og fordi samfundet notorisk undervurderer værdien af deres arbejde – Det reproduktive ar­bejde, altså der, hvor vi slapper af, opfostrer nye mennesker, passer de hårdt­arbejdende, hjemmet, ven­nerne, de syge og gamle – til fordel for det produktive arbejde, altså produktion af noget. Men man kan ikke producere noget, hvis man ikke kan reproducere sig selv hjemme, spise, hvile ud, vaske sig, i et rent og pænt hus med glade, mætte og velpassede børn … Og hvem sørger for det? VVS’eren, der kommer sent hjem? Lektoren, der går med sit hoved i skyerne hele dagen? Kirurgen, der har opereret hjerter siden kl. 9 i morges? – Men nu er VVS’eren, lektoren og kirurgen ofte en kvinde, og så bryder systemet sammen, for hvordan skal hun kunne restituere sig, når hun også skal hente børn, købe ind, lave mad, vaske tøj, gøre rent, passe haven, gå med hunden, arrangere fødselsdage og sine forældres bryllupsdag?

De højt præsterende kvinder i dag mangler ofte en hengiven hustru til at sørge for baglandet. Og mange går ned med stress, mens alt for mange af deres dygtige medsøstre stadig må slave sig af sted med to eller flere job til den ringeste løn. Alle har de verdens dårligste samvittighed over alt det, de ikke når. I andre lande hyrer man lavtlønnede indvandrerkvinder til at passe hus, børn og lave mad. Den mulighed har vi ikke så let adgang til, og godt det samme. Vi har hver især kun ét liv. Vi må tage vores eget liv med uddannelse, ar­bejde, mænd og børn på os, og i stedet forlange vilkårene ændret. Til gavn for alle køn og aldersgrupper.

Det overstiger tydeligvis mange menneskers intellektuelle evner at skulle sortere deres eget af­fald i grupper, fx at skulle skelne mellem papir, plast, metal, glas, elektronik, madrester og restaffald.

Ingen, der ikke selv lever fedt af griseproduktion, kunne drømme om at købe et hus i Vend­syssel, Himmerland, Midtjylland, Vestjylland, Vest- eller Sydsjælland, Fyn, øerne, Sønderjylland eller på Bornholm. I alle de liflige for­årsmåneder og igen fra sidst på sommeren svømmer alle disse områder uden for storbyerne i svinelort og tis, som stinker modbydeligt og klæbrigt stramt. Ingen turister ville komme igen, hvis de én gang har oplevet stanken i fx et lejet sommerhus i en ellers smuk og frodig forårsfe­rie. – Jeg fatter fatter fatter ikke, at man ikke begrænser antallet af svin til eksport opdrættet i Danmark og strengt regulerer dyrevel­færd, herunder antal dyr pr. m2, transport af levende svin til slagterier, medicinering, fodring og mil­jøpåvirkning for resten. Ingen burde tjene penge på at mishandle dyr og ødelægge livskvaliteten, bo­ligmarkedet, helbred, jord, luft og vand for et lands befolkning for at producere kød til folk på den anden side af kloden. Danmark er sim­pelthen for lille til så stor en svineproduktion. *

* Ifølge Danmarks Statistik stiger svineproduktionen hvert år, i 2021 producerede knap 4000 svinebedrifter mere end 33 mio. stk. slagtesvin – Det er næsten seks svin pr. indbygger!

● Om Thomas Vinterbergs ’Druk’: I H. C. Andersens hjemland falder vi stadig for det ældgamle trick, at når udenlandske charlataner roser noget, synes vi også pludselig, at det er forfærdeligt godt: À la mode … Selv en småpinlig film om fire velforsørgede, middelklassemænds midtlivs­krise. – Filmen får en pris, og så glemmer alle, at den faktisk ikke handler om noget. Der er, ud over de fire prototyper på MANDEN, en håndfuld unge gymnasieelever, en gammel hund og tre kvinder med i filmen, alle decimeret til statister i de vattede mænds selvoptagede, små liv. Der er to blonde hustruer og en æl­dre, kvindelig rektor, og det eneste, vi ser dem gøre, er at passe deres typiske kvindelige roller som inspektricer, elskerinder og mødre, mens de kritiserer mændene. De unge, blonde børnemødre – heriblandt den obligatoriske svensker, er også tro­fæer, KVINDEN, der holder manden på rette vej, selv om han mest hælder til at drikke sig i heg­net med gutterne. – Ja, og …?

Min veninde er sygemeldt med stress. Hun er pædagog og arbejder med handikappede, og i dag skal pæ­dagoger jo både gøre rent, skifte bleer, lave mad, holde god kontakt til pårørende, ordne papirarbejde og dokumentation og passe udearealerne, herunder skovle sne, når det er nødvendigt – Førhen  havde man i boenhederne både kontorpersonale, pedel, kok og rengø­ringshjælp, nu skal de få, nedsparede, pædagog­uddannede ansatte selv gøre det hele, og det er svært at nå at sørge for beboernes trivsel ovenikøbet, svært at iværksætte pædagogiske til­tag … Når man ikke får lov at gøre sit arbejde ordentligt, går man ned. – Så bliver de tilbagevæ­rende endnu mere pressede.

Hvis man er over tres og har en krop, keder man sig ikke. Der opstår ustandseligt nye for­nemmel­ser, symptomer, smerter, underligheder og manglende funktioner, som holder én selv, de nærmeste pårørende, læger, fysioterapeuter, apoteker og fabrikanter af besynderlige na­turlægemidler og vita­minpiller i ånde og i arbejde, med fuld kalender og tom pengepung.

’Mette, Jeppe og Trine havde vist glemt alt om Donald Trump, da de fremlagde ny dansk strategi’ (Politiken Net d. 1. 2. 2022)

Det lyder som en gruppe nede fra børnehaven … Hvor er respekten? Hvis man ikke respekterer de højeste poster i sit land, ikke for personernes, men for landets skyld, hvordan kan man så respektere sig selv? – De benævnes normalt: statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen.

● Jeg hader, når journalister i journalistiske artikler begynder med en laaaang, dramatiseret indled­ning á la: Det var en mørk og stormfuld aften.  – Eller de fortæller læseren, hvad de fik til morgen­mad, hvor de var, med hvem, hvordan de kom derhen, og hvad de følte, før de når til det væsentlige, til det, artiklen skulle handle om. Hvad blev der af faglighed og saglighed? Hvor meget tid har vi at spilde på uvæsentlige detaljer og broderier i oplysende journalistik?

● Nedlukning af kultur under corona: Det overrasker folk, at ingen gider overvære kulturelle arran­gementer på nettet. Men ingen dyrker kultur for kulturens skyld. Man gør det for at klæde sig pænt på, gå ud, drikke hvidvin, møde mennesker og lade sig se de rigtige steder. Det behov kan internettet ikke opfylde. – Se mig: Jeg dyrker kultur, siger vi, når vi går op ad den røde løber, slår takten til kon­certen, diskuterer en ny roman eller balancerer plastickruset med sur hvidvin rundt til receptionen. Som religion er kultur en social konstruktion.

Nu bedømmer man, om andre mennesker er gode mennesker ved at se på deres hår, tøj, biler, indkøbsvaner og boligindretning. – Alt det, vi for små 50 år siden nedladende kaldte ‘de ydre ting’. Disse ydre ting, var det underforstået, skulle man ikke lade sig forblænde af, for de havde ingen be­tydning overhovedet – som i ingen betydning som helst …  – Nu vurderer vi ikke andre mennesker på andet.

’Mattias Tesfaye: »Vækkeuret skal ringe i alle hjem i Danmark«

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye ser med positive øjne på Venstres udspil, der skal sikre flere indvandrere i job, på trods af advarsler fra ekspert i menneskerettigheder.’ (Politiken Net d. 4. 2. 2021)

Sådan sagde Hitler sikkert også.

Alle mine fire bedsteforældre var født i årene omkring år 1900. Dvs. at i 1918, da 1. Verdenskrig var ved at nå sin afslutning, og Den Spanske Syge, en dødelig, verdensomspændende influen­zaepidemi brød løs, var de unge voksne, ligesom Jomfru Anegade-segmentet er det nu. Dengang var det ikke de ældre, men de unge og stærke, der blev alvorligt ramt og døde, så hvis ikke mine senere bedsteforældre, søde Britta og Aksel i Kø­benhavn, der begge elskede at danse, svenske Lilly og smukke Harry fra Fre­dericia, havde været kloge og satte deres sociale liv på pause i de år, da influenzabølgerne ra­sede, så var vi en del mennesker, mine forældre, deres søskende, deres børn og børnebørn, mine søskende, mig, vores børn og børne­børn, som ikke ville have eksisteret i dag.

Der er så meget tilgængelig viden og så lidt evne og vilje til at samle den op.

Nytår 2022

Efter 15 år og knap 500 essays på denne blog kan man konstatere, at verden har forandret sig en del. – Både den lille verden og den store verden.

Hundehvalpen voksede op og blev en skøn, hengiven vagthund, men dens tid kom i påsken 2019, hvor dyrlægen måtte sende den af sted på en sidste tur. – Den er ikke ble­vet erstattet af en ny hvalp, og det bliver den formentlig heller ikke. Vi er for gamle og for trætte nu til at påtage os ansvar for andre end os selv. Kun potteplanterne, haven og dens halvvilde fugleliv pusler vi om. – For dyr og planter skal man have. – Vi er af bondeslægt, og noget skal vandes og fodres morgen og aften, ellers vender livet ikke rigtigt.

Også Tøger Seidenfaden mistede vi. Et fyrtårn i overblik og værdier. – Heller ikke han er blevet erstattet. På Politiken har de folk, der forsøger at fylde spalterne, men de mangler, efter min ringe mening, den bega­velse, det swung, det store udblik, der gjorde avisen til noget særligt.

Der er forskel på en privat, gratis blog, hvor man har lov at poste fotos af sit hjemmelavede syltetøj og skrive om sine børn og kattekillinger eller et arrangement henne i beboerhuset, og så et professionelt, landsdækkende nyhedsmedie, som andre mennesker betaler 6500 kr. årligt for at få adgang til.

Af mangel på overordnede linjer får Politikens journalister nu under den nye ledelse lov til at publi­cere endeløse klummer om sig selv og deres egne små liv, specielt skribenternes egne – åh, så interessante – ferier er læserne efterhånden velbevandrede i. Chefredaktøren går forrest med poin­teløse beretninger om fx en begivenhedsløs cykelferie i Jylland med en søn. Nogle af avisens bærende, kulturpolitiske kræfter skriver om mangel på P-pladser ved den karré på Østerbro, hvor de selv bor, og om hvor svært det kan være at tage sokker på, mens man står på ét ben, hvis man er lidt oppe i årene. Eller en klummeskribent udbreder sig ugent­ligt om, hvor deprimeret hun er pga. coronanedlukningen, fordi hun er tvunget til at arbejde hjemmefra i nogle måneder, og for at klare sig igennem både må sylte blomkålsblade og gå til psykolog … Vi læsere kender også en del til hendes tid­ligere, utilfredsstillende job og hendes forkærlighed for nederdele … Disse klummesnedkere opmuntres formentligt af tanketomme, privatlivsinvaderende læseres positive kommentarer, ganske som et overgearet barn, der fjoller rundt offentligt og nyder forbipasserende voksnes opmærksomhed. – Det havde ikke fået lov at passere un­der Tø­ger.

Debatredaktionen trykker med overlæg naive og idiotiske indlæg, der beskylder mænd, kvinder, fædre, mødre, unge eller ældre over én kam for alt muligt, så mange føler sig ramt og klikker og kommenterer i en endeløs fejde, der fyger med formålsløs vrede og ikke gør et eneste menneske en tøddel klogere på livet.

Intet liv af betydning vest for Valby Bakke: Politikens journalister ulejliger sig ikke ofte med at overskride kommunegrænserne.

Politiken på papir og net d. 6. og 7. 1. 2022: Blødt vand til københavnerne og nyheder om en børnehave på Østerbro og hovedstadens hospitaler … Ofte er hele broadsheet-opslag viet til protester mod byggeri på Amager Fælled eller problemerne med at komme igennem til 1813 – hovedstadens akutnummer, ikke blot en eller to dage, men flere gange ugentligt! – Der er et helt tillæg om ‘I byen’, og det er ikke Hjørring, de mener. Spild af avispapir for en nordjyde, der jo heller ikke ville abonnere på Bornholms Tidende eller Fyns Amts Avis.

Tøger Seidenfaden var ikke jyde, men han vidste, at verden bestod af mere end Amager Fælled, Pisseren­den og brokvartererne. Han var ikke til fals for kliktælling og tabte ikke hovedet ned i syltede kålblade og andre petites­ser. Han forlangte viden! Udsyn! Nye erkendelser!

Der er gået amatør-Facebook i det meste …

På samme eksalterede, følgagtige måde, som Politikens journalister eller en gammel moster i Køge, bruger også vores folkevalgte politikere en stor del af deres tid på at fodre de sociale medier med selfies og private banaliteter. I stedet for, som forventet af dem, og som de bliver betalt for, at fordybe sig i det lovforberedende arbejde til gavn for hele landet. Flere af dem har decideret problemer med at forstå et grundlæggende princip som magtens tredeling og med blot at overholde loven. Et par stykker er allerede dømt, hvilket også gælder redaktører på nogle af vore store avi­ser. Det er flovt at bevidne …

Fremtrædende, mandlige politikere, kulturpersonligheder og chefer på store medier er desuden afsløret i klam, grænseoverskridende gramsen eller decideret vold og voldtægt mod småpiger og yngre kvindelige kollegaer.

Vi står midt i en overvældende, verdensomspændende sundhedskrise. I en moralsk krise, en klimakrise, en biodiversitetskrise, mange brutale krige, udbredt fattigdom og overvældende flygtningestrømme. Medmennesker lever i uhumske lejre, misbruges på det grusomste eller drukner i havene omkring Europa.

Vi oplever et uddannelsesmæssigt underskud, hvor selv basale, demokratiske begreber er gået tabt, for ikke at nævne tænkeevne, sprogfærdigheder, civiliseret omgængelighed og almen dan­nelse.

Vi er blevet en nation af selvoptagede dumsnakkere, møvere, snydere og lovbrydere. – Og samtidig gjalder råbene om ’sam­fundssind’ og ’danske værdier’ ud i det tomme rum …

Velbekomme og godt nytår!

https://policywatch.dk/nyheder/christiansborg/article13605881.ece

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-01-07-cavlingprisen-gaar-til-daekning-af-boern-i-fangelejre

Når livet passerer revy

For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.

Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.

Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har ople­vet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livs­farlige situa­tioner i populærkulturen.

Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skal­len smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.

Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver æl­dre.

Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker no­get frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.

Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.

Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vin­ter­morgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.

Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter mid­dagen.

Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?

Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vin­ters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er ved­kommende mon nu? Burde jeg have …?

Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sag­tens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbent­lig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.

Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste genera­tioner: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …

Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det år­sagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?

Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.

– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.

– Ja, siger hun.

– Er der noget, der gør ondt?

– Nej

– Er der noget, du savner?

– Nej

– Keder du dig?

– Nej

– Hvad laver du, når du ligger her?

– Tænker

– Hvad tænker du på?

– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.

(GRATIS) Kvindelig omsorg

Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.

 – Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.

Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?

Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.

Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.

I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.

Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.

Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.

Fordringer og kagers natur

Jeg bagte en kage til de nye, unge indflyttere i kvarteret.  – Da vi mødtes næste gang, takkede de for kagen, men bemærkede, at den ’måske havde været temmelig  … øhh … næringsrig?’

Det var en hjemmelavet mazarinkage med god marcipan, masser af æg, valnødder og kaffeglasur. Og, ja, den var temmelig næringsrig. Det er vel kagers natur? At være noget ud over det dagligdags? En ødslen med næringsrige og søde ressourcer, som førhen var sjældne og kostbare? For at vise gæster og tilflyttere, at de er velkomne? At man vil dem det godt?

Kage er ikke salat.

– Og stof er ikke uforgængeligt:

Nogen tid efter stod jeg hos den lokale møbelpolstrer og skulle vælge nyt stof til mine spisestole. – Er der noget, der ikke falmer? spurgte jeg belært af tidligere erfaringer med polstrede møbler og sol i stuen.

– Jeg har ikke stof, der ikke falmer, svarede han tørt og kontant. – Og han havde jo ret. Jeg var naiv. Og det var præcis sådan, jeg skulle have svaret de unge mennesker:

– Jeg bager ikke næringsfri kager!

Når jeg bliver konge

– skal snekanoner og terrassevarmere forbydes.

– skal folkeskolelærere omhyggeligt udvælges og uddannes bedre og længere.

– skal læger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU’er – alle med nær borgerkontakt og deres chefer – bestå en empati-, hjertevarmheds-  og flinkhedstest, før de får arbejde.

– skal byernes centre være bilfri.

– forbyder vi jagt som fritidsbeskæftigelse. Nedskydning af dyr på marker, i hegn og skov må kun foretages af jordejerne selv og af betroede, veluddannede vildtforvaltere. Drab er aldrig for sjov.

– bliver det forbudt at bygge, og navnlig at bygge grimt, i naturområder.

– må ingen børn overlades til institutioner, før de er fyldt tre år. – Man må bare finde ud af det! – Vi vil ikke have småbørn, der knap kan gå eller tale, til at tumle rundt blandt fremmede i store institutionsmiljøer. ’Som sanseløse pingviner’, som en forsker skrev i sin rapport om vuggestuebørn.

– må ingen børn under 12 år være i skole og/eller institution mere end 6 timer pr. dag alt inkl. – Og ingen må komme hjem til et tomt hus eller have ansvar for mindre søskende, før de er fyldt 15.

– må telefonsvarere ikke bruges i det offentlige. Ingen skal ringe til deres sagsbehandler eller endnu værre, til deres læge efter hjælp og tvinges i halve og hele timer til at lytte til: … muzak … tryk dit og dat … indtast dit personnummer afslut med firkant … ved du at du kan bruge vores hjemmeside (hvilket man jo ikke kan, det er derfor man ringer) … du er nummer 32 i køen … ring venligst senere (hvilket man ikke kan, da telefontiden slutter klokken 9, og alle smides af linjerne).

– nedlægges zoologiske haver. Vi udstiller ikke længere mennesker af andre racer i bure, og vi bør ikke længere udstille større pattedyr, menneskeaber, bjørne eller giraffer som under­holdning for familier på søndagsudflugt. I haverne kan vi, ud over legepladser og isboder, have heste, køer, svin, geder, får, høns, kaniner, sådanne dyr, som igennem tusindvis af år har haft tilknytning til mennesker og trives som tamdyr.

– skal skattesystemet forenkles til et personfradrag og en procentsats FOR ALLE! – Afstand til arbejdssted, hjemmekontor, diæter, rejser, udgifter er skattevæsnet uvedkommende. Løn m.v. må indrettes efter disse forhold.

– må seriøse nyhedsudsendelser på statsstøttede medieplatforme ikke spilde folks tid med sport. Det er en rest fra den gammelpatriarkalske kultur, da mænd definerede alting. Sport er ikke anderledes end andre reklamefinansierede og indtægtsakkumulerende begivenheder, som fx cirkusforestillinger, og skal ikke have særstatus. Det må natur­ligvis nævnes, hvis Danmark slår Sverige og vinder VM i håndbold, men alenlange beretninger om spillernes privatliv, følelser og helbred og fansenes fjollede udklædninger og forudsigelige håb og skuffelser henvises til specielle sportsprogrammer, kanaler, magasiner, internetsider. Meddelelser om sportsresultater, opgejling og hjernedøde interviews – Kan du ikke lige sætte ord på dine følelser lige nu? – må ikke optræde side om side med coronatal, demonstrationer i Rusland, statskup i Myanmar, brand i flygtningelejre og præsidentvalg i store lande.

– bliver salg af fyrværkeri til private ulovligt. Kun uddannede fyrværkerimestre må håndtere krudtet, og de kan hyres til nytår, bryllupper o.l. – Faktisk kan man med laserlys simulere flot fyrværkeri på nattehimlen, men hvorfor skulle man? Dyr og fugle skræmmes fra vid og sans.

– skal bycykler og løbehjul ikke fylde op i byerne, uanset om det er bystyret eller private fir­maer, der står bag. Folk må købe eller leje deres eget transportmiddel, for så er de mere an­svarlige. Vi nedsætter et helt korps, der kun skal tage sig af cykeltyverier.

– må ATV’ere og mountainbikere ikke køre i naturområder, men henvises til specielt anlagte baner, hvor de ikke oppløjer og ødelægger noget af betydning, og hvor de ikke er til gene for andre, der nyder en fredelig spadseretur.

– skal alle håbefulde hundeejere aflægge en prøve, have ’kørekort til hund’, så de ikke efter­lader små hunde alene i timevis i årevis til at gø deres frygt og frustrationer ud. Eller overla­der dem til kun halvstore børn, der ikke kan håndtere ansvaret, men gør alting værre.

– må hver husstand kun eje én bil og tage på én årlig flyrejse.

– må ordet ’ghetto’ kun bruges i den historiske betydning. Vi har i dag i Danmark ingen ghet­toer!

– skal der oprustes kraftigt på pleje- og sundhedssiden, så det ikke bliver læger og andet sundhedspersonales arbejdstider og skemaer, men syge og ældres behov, der bestemmer gangen.

– skal landbrug, dvs. jordbrug og dyrehold, reformeres kraftigt hvad angår størrelse, finansie­ring, dyrevelfærd, gift og gødning, udnyttelse af jorden.

– skal Danmark tage sin rimelige del af verdens flygtninge og behandle dem ordentligt, når de kommer.

– bliver det forbudt at annoncere for dyre vitaminpiller, kosttilskud, kemi, cremer, behandlin­ger, som påstås at fritage mennesker for alderens forandringer og skavanker.

– skal alle folkevalgte og folk i større, offentlige stillinger én gang om året redegøre offentligt og på lettilgængelig vis for deres økonomi, bestyrelsesposter m.m. Måske skal de også på kursus i grundloven og gældende etisk praksis, for der sker i disse år skred, som tilsyneladende kan henføres til ren og skær grådighed parret med dumhed.

– skal journalister lære at skelne mellem informativ og kritisk journalistik. Der er p.t. en ten­dens til, at journalister nogle gange stiller sig pinligt opmærksomhedspåkaldende, fiffigt­snedigt kritisk an, når de blot skulle videreformidle facts, og andre gange undlader at stille de oplagt nødvendige, kritiske spørgsmål.

– og almindelige mennesker skal uddannes i forskellen mellem rygter på sociale medier og videnskabelige facts. (Og nu vi er ved det: Høflige og hensynsfulde omgangsformer, mundtligt og skriftligt sprogbrug, de fire regnearter og budgetstyring.)

– skal der lovgives om miljøet på import- og producentniveau. At redde verden må ikke ude­lukkende overlades til den enkelte kunde i supermarkedet.

– skal der lovgives om ro, ren luft og naturbevarelse.

– må ingen danske soldater eller civile medvirke til ikke-forsvarsrelaterede krigshandlinger noget sted på kloden og i rummet.

– skal politikerne hvert eneste år på kursus, så de bliver i stand til at handle til landets bedste. Ikke som nu, hvor mange tilsyneladende har deres eget bedste, vellønnede poster, karriere og løn som mål, eller de forsøger at agere strategisk til egen fordel ved at undergrave kollegaer både i og uden for eget parti med udbredt mistillid til demokratiet i befolkningen som resul­tat.

– må små sportsfly ikke fylde luftrummet med larm og genere måske titusindvis af menne­sker på en sjælden solskinsdag, blot for at en enkelt mand eller to kan dyrke deres interesse. Det samme må gælde gokarts, jetski og andre larmende fritidsmaskiner til lands, til vands og i luften.

– skal danskerne belæres om landets rette størrelse og betydning og ikke bilde sig ind, at fx kineserne ændrer en tøddel på deres politik, hvis vi får vores udenrigsminister til at kritisere dem. Vi skal naturligvis stå ved vores menneskerettigheder og demokrati, men det ville være klædeligt, hvis vi gjorde dette i samarbejde med internationale organisationer, EU, FN, WHO o.l., og så påtog os at rydde op i egne sager først, fx Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af flygtningepar uden at høre parterne, svindel med forsvarets midler, konsekvensløs for­æring af milliarder af vores skattepenge til udenlandske bondefangere o.a.

– afskaffer vi monarkiet og adskiller kirke og stat, som alle andre, moderne og oplyste demo­kratier allerede har gjort for længe siden.

Småtterier IX

● Det er Mette Frederiksen og regeringens ansvar sammen med udpegede eksperter at føre Danmark igennem en voldsom pandemi. Naturligvis har de sved på panden. Andre steder, i Sverige, Storbritannien og USA fx, løber det løbsk med døde i titusind- nogle steder hundredtusindvis. – Mens danskerne brokker, brokker og brokker sig over regeringens tiltag for at begrænse smitten: Man vil ikke blive hjemme. Man vil åbne sine forretninger på fuldt gab. Man vil holde fest. Man vil holde smittefarlige mink i millionvis. Man arrangerer rej­ser, teater, gudstjenester og store festivaller. De unge vil i skole og til fest – De gider ikke sidde hjemme og kigge på en skærm, siger de, hvilket er nyt for mig … Hvornår har unge mennesker sidst fravalgt skærme til fordel for seriøs undervisning? Samvær? Oplevelser i naturen?

● Henning Jensen, den vidtberømte ekspert i virus og epidemier, har fundet tid til at kommentere regeringens teststrategi i verdenspressen: 

’HENNING JENSEN

test mig her og test mig der,det er intet vær måske er du fri i dag men måske ikke om to dage og hvad er alt dette testning så vær’ (Kommentar på Nordjyske.dk d. 7. 9. 2020)

Overfladisk set har manden ret. – Testning er som at måle temperaturen på en syg. Det er ikke en be­handling i sig selv, men man skal have en diagnose, før behandling, smitteopsporing og karantæneforanstaltninger kan sættes i værk. Og mange tests fortæller de uddannede eksperter, dvs. dem, der har tilbragt en årrække på universitetet, hvordan epidemien udvikler sig i samfundet, og hvor man kunne sætte ind.

Det fortæller de så regeringen, der efter forhandlinger med Folketingets øvrige partier indfører afpassede restriktioner. Restriktioner, der under behø­rig hensyntagen til samfundets forsyningssikkerhed, øvrige velfærd og økonomi, skal begrænse udbre­delsen af smitte og sygdomstilfælde.

Det er meget vigtigt at få begrænset smitteudbredelsen i hele samfundet for at forebygge de alvorlige sygdomstilfælde, der fylder op på sygehusene og belaster sundheds­væsnet. Hvis vi har mange alvorligt syge, kan fx Henning Jensen og hans børn og børnebørn ikke komme til, hvis de skulle brække et ben, få blindtarmsbetændelse eller kræft. – Vi vil nødigt se patienter ligge og hive efter vejret, mens de dør på gangene, i ambulancer uden for sygehusene eller hjemme … alene og uden hjælp. – Derfor al snakken om røde og grønne kurver og de første vacciner til de ældste og mest skrøbelige medborgere. Men man forsøger også at begrænse en til to ugers alvorlig sygdom og de mange senfølger, der ødelægger livet, livskvaliteten og arbejdslivet for både unge og ældre efter en coronainfektion.

Hvorefter folk tager på ferie til Dubai, hvor de henter en ny, mere smittefarlig virusmutation med hjem til alle os andre, fordi de ’trænger til at komme lidt væk … ’ eller ‘arbejder’ med deres fjollede selvudstilling på sociale medier, hvilket, de åbenlyst mener, er vigtigere end andre menneskers liv og sundhedspersonalets helbred og arbejdsforhold.

Måske Henning Jensen næste gang vil plædere for selvisolation til de dummeste?

● Politiken.dk bragte Nytårsdag 2021 en rørende beretning om livet i København i pan­demiens tid: Folk stod i kø i timevis nytårsaftensdag for at få udleveret gourmetmad.

Anders stod syv timer i kø: »Det her tør jeg ikke gøre igen. Det skulle have væ­ret convenient. Det var det ikke«’

De nytårssultne udtaler bl.a.:  ’Min kæreste og jeg havde købt menuen 30. december ef­ter at have været i vores lokale supermarkeder og konstateret, at østers, jomfruhummer og hummere var udsolgt. ’

For en gammel jyde var det gribende – efter at have slået ordet ’convenient’ op – at dykke ned i selve artiklen og læse den grufulde beretning om en kø på 700 m, kulden på fortovet, sammenholdet i køen, de tre stykker rødbede og et lille stykke kød til i alt mere end tusind kroner pr. ku­vert, som de heldigste omsider fik udleveret, for ikke at nævne det varme bad bagefter, der bevirkede, at en enkelt mandlig madhenter gik glip af første del af dronningens nyt­årstale …

Vi har ikke hørt mere om det siden, og vi håber, at hovedstaden nu igen har fået styr på leve­rancerne af østers og hummer, ellers må vi jyder med frysere – og en planlægnings­horisont ud over halvanden dag, starte en Facebookindsamling til fordel for de sultende københavnere.

Se selv:

https://politiken.dk/ibyen/art8051169/%C2%BBDet-her-t%C3%B8r-jeg-ikke-g%C3%B8re-igen.-Det-skulle-have-v%C3%A6ret-convenient.-Det-var-det-ikke%C2%AB

● ‘Louise er for syg til at føde børn: Fandt ukrainsk rugemor

Udenlandske barnløse valfarter til en voksende industri i Ukraine. Hør og læs Louises fortælling om turen til Kiev.’ (DR.dk 12.1. 2020)

Er det kun mig, der tænker over, om egoismen i dette forkælede land er gået for vidt? Hvordan vil Louise passe sit barn i måske 15 – 20 år frem i tiden, hvis hun er syg? Hvad med barnet?

● ‘Familie skal indsamle 15 millioner til syg datters behandling i udlandet’  (TV2.dk  1. 12. 2020)

Det kan umuligt være en rimelig pris!  – Hvilken behandling koster 15 mio.? – Hvem tjener styrtende på syge børn?

● ‘Efter pres fra fagforeninger: Regeringen sløjfer forslag om obligato­riske vegetardage –  Forslag om to obligatoriske vegetardage i statslige kantiner træk­kes tilbage efter kritik.’ (Politiken.dk 2.11. 2020)

Vores skiftende regeringer har haft endog MEGET svært ved at lovgive til fordel for klima og mil­jø. De vil ikke røre ved landmændenes skadelige praksisser, og nu har vi pesticider i grundvandet. De vil ikke røre ved fiskerne, der tomfisker vores farvande og ødelægger hav­bunden. De vil ikke lovgive om krydstogts- og containerskibe, der i alvorlig grad forurener den fælles luft. De vil ikke begrænse bilkørsel i byerne eller sørge for at togdriften fun­gerer ordentligt – også uden for hovedstadsområdet.

Men påbudte vegetardage i offent­lige kantiner, så de mennesker, der rent faktisk udfører et stykke praktisk arbejde til gavn for os alle sammen, kan spise lige så ’rigtigt’, som hovedstadens speltdamer, dét kan de selvtilfredse københavnske, overvejende Nørre-, Vester- og Østerbrobaserede politi­kere enes om.

Selv om det klart ville være tusinde gange mere effektivt at lovgive om klima- og miljøforbedringer på produktionsniveau. – Hvis det var miljøet eller klimaet, disse politikere bekymrede sig om. I stedet lægger de presset ud på den enkelte kunde i butikken eller vælger mad for dem i kantinen. Hvad er deres mandat som folkevalgte? At genere borgerne med utidig indblanding eller at passe på det fælles miljø?

Det minder mig i høj grad om den nedladende, fordømmende og bedrevidende holdning, afholdsbevægelsens damer mødte de lokale, arbejdende mænd med … Det hjalp først for alvor, da der fra politisk side blev lagt store afgifter på øl og spiritus. – De er så for en stor dels vedkommende afskaffet igen.

● Sproglig og forestillingsmæssig fattigdom:

Folk siger:

’Det er ligesom et hotel’ – uden at specificere hvilket hotel. Det kunne jo være et nedslidt og usundt, kakerlakfyldt hummer i et 3. verdensland uden infrastruktur i et usundt klima.

’Det er ligesom en film’ – uden at specificere hvilken film. Det kunne jo være en volds­præget krimi, en gyser eller en trist dystopi.

Folk kvalificerer ikke deres udsagn. De mener det bare positivt. De føler, at de ville have det som på et hotel eller i en film – begge – i deres opfattelse – attråværdige steder at være, hvor de selv ville være i centrum, borte fra hjemmet og dagligdagen. Ikke bare en sørgelig pendler eller beboer i en to-værelses på tredje sal …

Eller de siger:

’Det beklager jeg’ – når de ikke mener en skid med det. Hvis man har lavet en fejl, måske endda noget alvorligt med negative konsekvenser for andre mennesker, undskylder man oprigtigt og forsøger at gøre sagen god igen, hvis man kan. Blot at beklage er en yder­ligere fornærmelse, som at strø salt i et åbent sår.

● Man bør være taknemmelig for, at vi under en verdensomspændende epidemi kan få varer, herunder frisk mælk, kød, frugt og grønt, bragt lige til døren eller ind i bagage­rummet.

Vi takker sygeplejersker og andre sundhedspersoner – og med god grund! – men vi skal også huske lastbilchauffører, varepakkere, udbringere og supermarkeder. – De burde alle have medaljer! – Hvor ville vi være uden mad? – Lenin sagde, at ethvert samfund kun er 3 måltider fra katastrofen! – Hvis vi sultede, og det ville begynde at blive kritisk efter 3 dage, så ville optøjerne i Washington bare ligne en søndagsudflugt i sammenligning!

● Vi er nu så mange mennesker – knap en tredobling af verdens befolkning i min levetid – og der er så meget dumhed – og også regulær ondskab – overalt, Trump, Støjberg, Face­book, folk, der rejser til Dubai under en verdensomspændende epidemi osv., at man godt må melde fra. – Jeg er ved at være for gammel. Jeg må lære at sige til mig selv, at det ikke længere angår mig – udover måske for underholdningens skyld – hvad plane­tens 7, 84 mia. andre fjolser render rundt og tænker og siger og gør …

Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.