Småtterier VIII

Små, galpende hunde, her et fredeligt eksemplar på Hjallerup Marked.

TV2.dk 3.9.2020 – Det er længe siden, lærere var de klogeste i lokalsamfundet:

Smittetal eksploderet på læreruddannelse – rektor beklager krammeøvelse

Mindst 36 studerende på læreruddannelse i Odense er smittet med covid-19.

Selv om UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense har aflyst en række introarrangementer for de mange nye studerende på grund af coronaepidemien, har der været flere tilfælde af begivenheder, der ikke har været helt i tråd med retningslinjerne.

Blandt andet har studerende på læreruddannelsen deltaget i samarbejdsøvelser, hvor de har stået helt tæt sammen. Efterfølgende er der konstateret et smitteudbrud blandt en stor gruppe studerende.

● Fordele ved coronakarantæne forår 2020:

  • Luften er ren
  • Dyrene vover sig frem på en ny måde
  • Folk i Nordindien kan for første gang i 30 år se Himalayabjergene igen
  • Folk i Kina kan se hinanden
  • Forældre går skovtur med deres egne børn på hverdage
  • Børn og forældre lærer hinanden at kende
  • Man har en undskyldning for ikke at invitere alle mulige mennesker
  • Man får læst en masse gode bøger
  • Ingen melodi grand prix eller andet fjolleri, der optager alt og alle i det offentlige rum i måneder
  • Ingen overgearede sportskampe, OL, EM, VM, cykelløb i Sydeuropa, som folk føler sig forpligtede til at følge med i og snakke uendeligt om
  • Ingen larmende bøvede studenterkørsler, der overdøver fuglene og vindens susen i træerne i alle villakvarterer i to af årets kønneste måneder
  • Ingen køer på vejene
  • Ingen flystriber og larm på himlen
  • Ro i gaderne
  • Vi handler på nettet
  • Ro hjemme – Man behøver ikke tænke på rejser, pligtbesøg o.l.
  • Hus og have er virkelig velpasset

● Folk går på gaden i protestmarcher mod mundbind midt under en dødelig epidemi! – Det er vildt: – At protestere for retten til at gå rundt og smitte hinanden! – Det var akkurat det samme, da vi i 70’erne skulle begynde at bruge sikkerhedssele i bilerne. Nogle skabte sig så meget, at de fik lægeerklæringer på, at de måtte køre uden sele. Så blev cykelhjelme anbefalet, der blev under skrigende protester indført rygeforbud og fartgrænser, alle foranstaltninger, der er ment som beskyttelse af os selv og andre. Der findes åbenbart en type mennesker, der bare ikke kan acceptere indlysende rigtige forholdsregler i samfundet. Så vi kan passe på hinanden. – Folk brokkede sig sikkert også, da det blev vedtaget, at man skulle køre i højre side af vejen – Nej, jeg insisterer på at køre med min studekærre i venstre side af vejen, for det har jeg altid gjort! – Måske gør disse fjolser menneskeheden en tjeneste ved at fjerne sig selv fra arvemassen?

● I dødsannoncer står der ofte: ’Har omsider fået fred’ – Det betyder vist, at DE PÅRØRENDE syntes, at der gik alt for lang tid, og nu har DE omsider fået fred. – Eller der står: ’Hvil i fred’ – Hvilket tyder på, at afdøde har levet et uroligt, ufredeligt liv, måske har han været til gene for alle, og man er nu bange for, at han heller ikke får fred i graven. – Måske roterer han, når han opdager, hvad arvingerne gør ved hans ejendele og formue? Og så står der ofte: ‘Er stille sovet hen’, hvilket jo lyder smukt. Når der ikke står det, betyder det så, at vedkommende døde skrigende og kæmpende?

● Coronaen lærte os, hvis vi ikke havde vidst det før, at vi er sociale dyr. – Vi er så vant til at indgå i menneskelige sammenhænge, at andre menneskers tilstedeværelse synes lige så naturlig som luft og buske, så vi ikke ænsede behovet for de andre, før det blev os berøvet. – Trods faren for opblussen af en dødelig epidemi myldrede folk ud, så snart restriktionerne blev hævet en smule, og stimlede sammen i lange køer i sommerlandet, ved havnen, i parker, på barer, restauranter og forlystelser. De mest modige, eller ligeglade, tog endda med fly til de varme landes all inklusive-fristelser ved betonhotellernes svømmepøle eller, for de unges vedkommende, på bevidstløse drukrejser til billige østlande. – Mennesket er ikke klogt, logisk og velovervejet. Vi er i vore drifters vold, både hvad angår forbrug, forlystelser og smitte, og det kommer før eller siden til at koste os eksistensen.

● I kampen for at redde miljøet kaster folk sig over karklude, sugerør og vatpinde … Ting med høj social signalværdi, og som i virkeligheden er lette at undvære. I stedet for at sætte ind, hvor det virkelig ville batte noget, i industriel skala, eller, hvis det skulle have en større volumen i private hjem, så kunne man udfase fx engangsbleer og -hygiejnebind, mælke- og andre kartoner, pizzabakker, engangsemballage og kaffeposer lavet af folie. Se, det er noget, vi bruger store mængder af hver dag, og som nogle af os smider alle vegne. Hvem går og stritter med en vatpind? – Hælder en hel æske i verdenshavet? – Men bleer, bind, kartoner osv. er ikke noget, folk lige kan undvære, så de fører kampen hen, hvor den synes mere overkommelig.

Politikerne er tøsedrenge M/K alle til hobe! De burde lovgive om bleer og emballage! Og om privatbilisme, lastvognstrafik, flytrafik, skibstransporter fra Asien og andre fjerne steder og om billig, let og ikke-forurenende, offentlig transport af både mennesker og gods. Hvad blev der af togene?

Det er ikke lille Sidsel eller Annemarie, der skal sidde og hækle karklude og føle sig hellige!

● Kærlighed er ikke et flygtigt romantisk begreb, det er en nedarvet disposition for følelsesmæssig forpligtelse, tilknytning, fx over for forældre, børn, partnere og medlemmer af stammen, understøttet af hormoner, bl.a. oxytocin. – Denne forbundethed har sikret overlevelse for flest mulige. – Den gælder ikke i udpræget grad andre folks børn, jvf. børnehjemsskandaler op igennem alle tider, naboer, man ikke selv har valgt, og mennesker fra andre stammer/lande, sjællændere, tyskere, afrikanere o.l.

● WC-rens skal ikke – og jeg gentager IKKE – være gult! Hvad tænker I på, WC-rens-producenter? – Og heller ikke brunt for den sags skyld … Tandpasta er heller ikke sort, vel? Eller bandager og plastre blodrøde? Og underbukser mønstret med gule og brune stænk sælger formentlig heller ikke forrygende.

● Når jeg og andre kvinder ytrer os offentligt på sociale medier, i læserbreve, klummer, debatindlæg, foredrag, bøger og på vores egne blogs, så afføder det en betragtelig mængde dampende vrede og nedgørende reaktioner fra halvgamle, hvide, heteroseksuelle, danske mænd. På min blog specielt hvis indlægget kan findes frem vhja. søgeord som ’sex’, ’uden bukser’ o.l. – Til disse arrige, krænkelsesparate, privilegietruede mænd vil jeg gerne sige: Træk vejret! Prøv at være venlige! – Lav jeres egen blog, som folk, der er fulgt en smule med udviklingen, nemt kan undgå. Der kan I skrive lige, hvad I vil. Eller søg hen på Ekstrabladets kommentarspor, der synes skabt som et reservat for aldrende, misfornøjede hanner.

● Opmærksomhed, prioriteret rækkefølge:

  1. Kropslige behov, sult, smerte, hvile, afføring, kulde, varme, tryghed
  2. Kommunikation med andre mennesker, familie, børn, venner, snak, telefon, mail, samvær, statusspil, konkurrence
  3. Bekvemmelighed, god stol, lun krog, vand i hanerne, strøm i kontakten
  4. Hamstring af ting, fødevarer, wc-papir, møbler, dingenoter
  5. Oplevelser, stimuli, nyheder, sladder, besøg, udflugter, rejser, museer, film, bøger, natur, sommertivolier
  6. Arbejde, funktioner, lønarbejde, husholdning, motion, vedligehold og rengøring af hus, bil, have og andre ejendele
  7. Lærdom & forståelse

● I de senere år er private behov blevet et gyldigt argument for at tiltuske sig fordele på andres bekostning:

En bruger på Den Blå Avis bad om at få en af mine gode og næsten nye ting for en slik, fordi hun allerede havde en af samme slags og bare skulle bruge min som reservedel.

Deltagere i et amerikansk boligprogram, som får renoveret deres hus før salg, siger uvægerligt hver gang i begyndelsen af programmet, at de skal have en speciel (høj) pris for deres hus – husets stand uagtet, fordi de ellers ikke har råd til at købe et nyt, større og bedre hus.

En kendt skuespillersøn, som i årevis har ført sig frem med bæredygtighed, muldlokum o.l., forsvarer sine hyppige ferierejser med familien til Thailands strande med, at ’Han har fortjent det’ og ’Det har han brug for for at være sammen med sin familie’.

En yngre familiefar begyndte – helt uden tilladelser – at bygge en garage ude på et fællesområde op ad en ældre nabos mur. Da han blev stoppet i sit forehavende, forsvarede han sig med, at han jo havde lavet sin egen garage om til bryggers, og så havde han jo ikke nogen garage …

● Der er ingen tvivl om, at autisme er en alvorlig lidelse, som vi ikke kender hele oprindelsen til. – Men de autistiske træk, man finder hos nogle følsomme børn – hyppigt drengebørn – i Danmark, er, ganske som på de rumænske børnehjem, et resultatet af, at et alt for lille barn har været overladt alt for meget til sig selv. Fx at hans forældre lagde ham til at sove alene i et værelse og ikke reagerede, når han græd. Eller alt for tidligt afleverede ham i en underbemandet vuggestue uden tilstrækkelig tryghed og voksenkontakt. Børn, der lukkes ude af flokkens tryghed på denne måde, der ikke får tilgodeset deres tilknytningsbehov, udvikler strategier for at berolige og trøste sig selv, som minder om autisme. Efter mange timers ulykkelig ensomhed … Efter mange forgæves kald … Efter mange episoder med alt for voldsom angst, som ikke blev afhjulpet af de omsorgspersoner, som et lille barn er så afhængig af.

● Designere har fået alt for meget magt! – Vi sidder ukomfortabelt, vi kan ikke skure de kantede, dybe køkkenvaske rene, de åbne skabe fyldes med støv og skidt, bordpladerne kan ikke tåle almindelig brug, der er ingen steder at opbevare bøger og pladesamling, og i håbet om vennernes beundring fylder vi vores hjem med unyttige og tomme, men selvfølgelig farvekoordinerede, keramikvaser, med bedagede og møgbeskidte træaber og rustne metallamper, der har hængt over gaden eller på en fabrik. – Det er hverken pænt eller hyggeligt, og frem for alt er det hverken praktisk, hygiejnisk eller mageligt. Hjemme hos os selv skal vi ikke skabe udstillinger, men indrette os praktisk og komfortabelt.

● Pol.dk 25.12.19 – Jeg vil også være topchef og have penge for at sige indlysende ting:

’FN’s turisme-topchef: Hvis vi begynder at flyve mindre, kan det få store konsekvenser for turismen’

● Pol.dk. 17.11.19 – Jeps! Manglen på fisk i verdenshavene er sælernes skyld – Klart!

’Miljøminister hyrer jægere til at skyde sæler ved Bornholm

Gråsæler forpurrer fiskernes fangst ved Bornholm. Derfor ansætter miljøministeren to jægere til at regulere.

For mange gråsæler i havet omkring Bornholm gør arbejdet surt for fiskerne, og derfor er miljøminister Lea Wermelin (S) nu klar til at tage nye midler i brug.

Gråsælerne går i fiskernes garn og ødelægger fangst og net for fiskerne. Derfor ansætter miljøministeren to fiskere med jagttegn til at regulere bestanden af gråsæler ved Bornholm.’

● Hvis nu højrefløjen, herunder den aggressive organisation, ’Landbrug & Fødevarer’, som politisk beskytter pesticider, penicillin, plastic og alle mulige andre, skadelige stoffer i vores mad, tøj og omgivelser, kunne lægge to og to sammen og erkende, at frugtbarheden især blandt mænd i den vestlige verden er kraftigt dalende – ca. 40 % af danske mænd har nedsat sædkvalitet! –  så ville de indse, at de – i stedet for at producere mad – er i fuld gang med at arbejde for udryddelsen af menneskeheden. Befolkningen i vores del af verden står, takket være d’herrer og damer først for tur. – Sundhed.dk, Danmarks offentlige sundhedsportal, angiver således, at hvert 10. barn nu skabes med assistance fra lægevidenskaben, at hvert 15. par har problemer med at blive gravide og søger hjælp, og at hver femte mand over 50 år aldrig har fået børn.

● Hvis jeg vil være ’Langt væk fra alle de andre turister’, som rejsereklamerne lokker med, så skal jeg ikke købe fly, transfer, hotel, udflugter, forplejning hos rejseselskaberne, men arrangere min egen tur eller bare blive hjemme.

Hej

Nu kan du glæde dig til din pakke fra Apopro Online Apotek.
Den er godt på vej, og vi leverer den til dig på mandag den 04.11.2019.

Dit pakkenummer er: 00157128965006418562.

Du kan følge pakken på Track & Trace.

Med venlig hilsen
PostNord
Denne e-mail er genereret automatisk og kan ikke besvares.
 

● Jeg er så træt af automatisk genererede e-mails og sms’er … De slider sproget ned: – Jeg glæder mig til en eftermiddag med børnebørnene eller til at læse en ny bog, men jeg går ikke og glæder mig til at modtage en ny forsyning hovedpinepiller fra et onlineapotek. Det regner jeg med bare går i orden på akkurat samme måde, som jeg ikke står ved disken nede på apoteket og GLÆDER mig til at ekspedienten finder Panodilerne frem … PostNord er endda ikke de værste. Nogle af de nye pakkefirmaer er ligefrem kvalmt kælne i deres rigelige sms-kommunikation!

● Nogle problemer løses let med penge. Andre med tålmodighed. Nogle med hårdt arbejde. Nogle med snak …  Og nogle problemer dirrer bare uendeligt i luften og skal leves med.

●  Små børn, selv de helt hjælpeløse små, som hverken kan tale eller gå, skal med vold og magt lære at sove alene i deres eget værelse adskilt fra andre mennesker. Og hvis de bliver bange og græder, skal de bare skrige sig blå i hovedet, så falder de nok i søvn … Mens mor og far sover hyggeligt sammen i den store seng …

● I villakvartererne, som kan se så idylliske ud udefra, huserer terrorister med larmende maskineri, græsslåmaskiner, hækklippere, havestøvsugere, kompostkværne, buskryddere, motorsave o.l. specielt omkring andre menneskers spisetid og da navnlig, hvis naboerne har gang i grillen og gerne ville sidde ude og nyde det, evt. med gæster.

Eller de holder sig med store træer, der som koloenorme, ufrivillige parasoller sender dyb, algebegroet skygge ind over andres husmure, stuevinduer, græsplæner, terrasser eller køkkenhaver.

Eller de anskaffer sig små, galpende hunde, som vækker alle naboer om natten og i de tidlige morgentimer, så ingen får sovet mere, men ligger med bankende hjerter i sengen i timevis, og som i dagtimerne forhindrer al normal samtale i de omkringliggende haver.

Vi er ikke længere gode til at passe på hinanden og på roen, hvor vi bor. Hvad blev der af begrebet hensyn? – Det døde vist med Fogh-regeringerne her i begyndelsen af det nye årtusinde.

●  Irriterende floskler:

’Mere tid til familien’ – Når en toppolitiker – her senest Lars Løkke Rasmussen, eller en person i en anden betydningsfuld toppost – får vredet armen rundt og bliver tvunget til at trække sig tilbage, så hedder det sig altid, at ’Jeg ønsker at trække mig tilbage for at få mere tid til familien’.  – Det er samme familie, som ikke har set fyren i tyve år, fordi det var så meget sjovere at vælte sig i magt, penge og prestige end at læse godnathistorier, se børnesportskampe og spise aftensmad med konen.

’Vi sælger mange af dem’ – Hvis man klager over et skuffende produkt, fx noget dyrt, som viser sig at være lavet af billigt og tyndt plastic, så svarer firmaets kvinde i klageafdelingen ufravigeligt og tøsefornærmet, at det forstår hun ikke, for ’Vi sælger mange af dem’ – Ja? Så I snyder MANGE mennesker med jeres skuffende lort?

’Det beklager vi’ – Floskel som fx en internetbaseret dagligvarebutik fyrer af, når de har pakket halvrådne bananer, sort og skimlet kål, ærter med lange mugtråde på og kirsebær, der er fulde af hvide larver og smager som brakvand. – ’Beklager’ er ikke godt nok. Her skal en reel undskyldning til! Men kunderne har man jo mistet …

Uden bukser

Vi var på stranden med børnebørnene. En fredelig, lavvandet strand, hvor de rigtig kunne boltre sig, mens farmor sad på håndklædet og holdt øje.

Hen foran os kom en mand spankulerende, en lille, muskuløs turist – uden tøj på. Under hatten og de store, reflekterende solbriller et smørret smil, men intet tøj, ikke engang et par små badebukser.

Alle de andre spredte smågrupper rettede sig op og holdt øje. Men manden gik hen for sig selv, lagde sit sammenrullede håndklæde og tog en dukkert i det kølige vand. – Så lagde han sig fredsommeligt i en gryde.

Vi var mange, der holdt øje.

Han så ikke ud til at interessere sig synderligt for hverken de solbadende, yngre damer eller vores legende børn; han virkede tilfreds med at færdes med dingelværket ude i sol og blæst, og mens vi var der, så vi ikke mere til ham.

Men jeg tænkte.

Jeg tænkte, at der faktisk fandtes politivedtægter, der forbød nøgenhed på stranden og andre offentlige steder.

Jeg tænkte, at det var bemærkelsesværdigt så foruroliget, jeg og de andre blev over synet af en nøgen mand.

Jeg tænkte, at vi straks følte os intimiderede og var på vagt, pludselig meget opmærksomme på ham og vores børn og unge på stranden.

De færreste kvinder begynder at savle ved synet af en nøgen mand. Og da slet ikke, når han befinder sig langt fra en romantisk kontekst, fx på en offentlig strand blandt andre mennesker og børn. Tværtimod kan vi føle os pikerede og truede. En nøgen kvinde blandt mænd ville være en anden snak.

En mand er en potentiel krænker, fysisk eller psykisk, og specielt da, når han dukker op uden tøj på et sted, hvor børn og unge piger leger, bader og tager solbad.

Men da han åbenbart kun nød sig selv og sommersolen, lod vi ham være, selv om han burde have opsøgt en strand specielt beregnet på folk, der nyder at gå rundt, som han.

Man kunne ikke forestille sig, at man skulle til jobsamtale, til møde, købe en hotdog, en kop kaffe, køre i bus med mennesker uden tøj på. Lige fra figenbladet og lændeklædets tid har vi i de fleste kulturer tildækket dele af vores kroppe, så vi kunne omgås og indgå i sociale sammenhænge uden distraktioner. Små nylonbadebukser er et minimum, ellers ville vi som bonoboer stadig parre os i flæng i træerne.

Manden på stranden lærte mig, at beklædning er vigtig. – Uden bukser ingen civilisation.

Sidste bane

Når man har nået en vis alder, måske 60, 70, 80 år eller mere, kan man have det, som om man er nået til enden af computerspillets sidste bane.

Der sænker sig en ro over ens liv, en tilfredshed, en glæde ved det, man har opnået, ved de velkendte, daglige omgivelser, ved udsynet til naturens gang, og selve himlen over én synes ofte oplyst af et væld af harmoniske farver. Man trækker vejret dybt ned i maven og fornemmer, at alt er godt.

Dette sker naturligvis kun, hvis man har bestået alle de foregående baner.

Hvis man har haft en tålelig barndom, ihvertfald overlevede med krop og psyke nogenlunde intakt.

Hvis man fik en uddannelse, lærdom, kundskaber, der passede til ens iboende trang.

Hvis man fandt en god partner og kammerat, der holdt én ud igennem mange, mange år.

Hvis man fik de børn, man havde ønsket sig, og de voksede op og fandt deres egen hylde, hvor de forhåbentlig også engang finder roen.

Hvis man fik mulighed for at arbejde på at skabe sig det liv, som man havde drømt om – sådan cirka.

Hvis helbredet holdt det meste af tiden.

Hvis man fik indrettet sig med sig selv og sine omgivelser sådan, som man efterhånden indså, at det passede én godt.

Herunder forstod, at man ikke behøver at finde sig i noget fra andre, selvhjulpne voksne, men at man altid skal strække sig langt – og være generøs med sin tid – når det gælder de små, dyrene og de underprivilegerede.

Og endelig når belønningen i form af sjælero formentlig kun frem til de modtagere, der undervejs har givet sig selv mulighed – og masser af tid til at reflektere og lære.

Når tilfredsheden indfinder sig, kan det skyldes evnen til at filosofere over det større perspektiv og til at affinde sig med, at ikke alle er født lige smukke, rige, kloge og privilegerede. Og så naturligvis evnen til at glæde sig over, at man alligevel formåede at skabe sig den plads i tilværelsen, der passede én allerbedst.

– Og så er det for øvrigt hormonelt betinget. Når hormonerne og ambitionerne aftager, indfinder harmonien sig helt automatisk – når man kommer til den sidste bane.

Forår

Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!

Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.

For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.

For sådan et havde man jo.

Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.

Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.

At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.

At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.

Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:

– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.

Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.

Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.

Vedholdenhed

Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.

I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.

Lige som der kan ligge stor værdi i

– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.

– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.

– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.

– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.

Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.

Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.

Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.

Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.

Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.

Småtterier VI

● Alle damer over tres bør lugte af vanilje, pandekager, liljekonvaller, roser og lavendler.

● Det er et uuddannet og infantilt folkefærd, der (som i ‘Aftenshowet’ om den dømte morder, Peter Madsen, på DR i oktober 2018) begynder at piske en stemning op og diskutere, om en anklaget har ret til en forsvarer!

● Efter den varmeste sommer i mands minde er folk virkelig blevet bange for klimaforandringerne. Og hvad gør de? Undlader de at flyve på ferie til de varme lande, når der er 30 grader herhjemme? – Nej. De giver køerne skylden og vil som straf ikke længere spise kød … ret tit …

● Lykke-Per på film: Så fik Bille August igen penge for at suge al saft, kraft og passion – og kunst – ud af vores fælles kulturarv.

● Man burde vedtage en lov, der forbyder computerprogrammer og apps at opdatere sig selv, hvis de ikke er blevet brugt i løbet af den seneste måned. – Jeg har programmer på min telefon, som, i alle de år, jeg har ejet den, aldrig har været i brug, men som alligevel løbende, sommetider dagligt, opdaterer sig selv.

● Hvorfor synes alle politikere (og de politiske kommentatorer, som burde vide bedre!) lige nu, at alt skal handle om det nært forestående valg? Og skynder sig at dele ‘gaver’ ud til befolkningsgrupper/vælgere? Til forældre, til de klimabekymrede, til de ældre? – Hvis de til daglig koncentrerede sig om at føre en politik, der var i orden, behøvede de vel ikke bekymre sig? – Politik burde ikke handle om politikernes private karriere og om at blive valgt, men om at gøre sit bedste for fællesskabet. Dét er virkelig skredet her de seneste 10 – 20 år.

● Når jeg falder om med en blodprop, vil jeg meget have mig frabedt, at lokale damefrisører, kleinsmede, skolelærere og pedeller – deres faglighed i øvrigt upåtalt – kommer rendende med hjertestarter og nyfigenhed. At dø, mens man modtager hjertemassage af en amatør, fore­kommer mig ikke ideelt.

● Mænd må være forfærdeligt naive og enkle skabninger. Hvis ’Fiona’ i en dårligt skrevet massemail anfører, at modtageren – som i disse dage hyppigt er mig – lige er den buk, hun længe har ønsket at knalde med, så må en del af ’bukkene’ jo svare positivt, ellers ville den slags jo hurtigt høre op.

● Over 20° en af de sidste dage i september! Og en sommer uden regn, men med mange, mange dage med over 30°. Det er uhørt! Og meget, meget mærkeligt … Nu bliver det spændende at se, hvordan de næste år bliver.

● Jeg uddannede mig inden for teater, fordi jeg fandt denne kunstart og måden, den kommunike­rede på, spændende, men det gik i løbet af 80’erne op for mig, at teatret i sin seriøse form var en døende kunstart … Så begyndte jeg at skrive, fordi jeg fandt, at det var en spændende udtryksform, der kommunikerede på en direkte måde, men også skriften i sin seriøse form er døende nu. Yngre mennesker skriver virkelig dårligt, snævert, selvoptaget, og læ­ser ikke rigtige bøger eller længere artikler i aviser eller tidsskrifter. De beskæftiger sig kun med krimier, sensationer, korte opda­teringer på skærme, og sproget er hastigt på vej til at blive fattigt, klichépræget, ukorrekt og upræcist.

● En kvindelig ejendomsmægler i udsendelsen ’Hammerslag’ i tv bærer en lang minkpels i Randers i september måned … Hvad fortæller det? – Det fortæller, at hun har dårlig dømmekraft, mangler smag og tjener for mange penge. Ville du engagere en sådan ejendomsmægler, hvis du stod og skulle sælge dit hus?

● Vi mennesker er jo bare nogle rotter, der har bredt sig uhæmmet på en lille klode, fortrængt de andre levende væsner, dyr og planter, og smidt vores skidt og lort overalt i jorden, luften, havene, ja selv oppe i rummet flyver der tusindvis tons af vores skrald.

● Jeg forstår udmærket vores nuværende politikeres projekt: Jo mere syge, trætte, marginaliserede, jagede, uuddannede, arbejdsløse, udenfor og armodige folk i almindelighed er, jo større er sandsynlig­heden for, at de ikke gennemskuer politikernes løgne og usympatiske projekter og derfor også vil stemme på dem næste gang.

● Nogle mennesker er så irriterende glade i låget, at det kan synes, som om der stiger små, mange­farvede glædesballoner op fra dem. Sådanne mennesker falder i svime over en blomst, jubler over en fugl, en sky på himlen, en hund på fortovet eller en sød unge i en klapvogn. De er også ofte begej­strede kunstkiggere, musiklyttere, naturinteresserede, rejsende … De ser ting, de hører ting, og de glæder sig højlydt over det hele. Det ligger også ofte disse glædesmennesker på sinde fordomsfrit at dele ud af deres tilsyneladende uudtømmelige livsglæde: De giver gaver, opmærksomheder, laver god mad, arrangerer udflugter, sammenkomster, spadsereture, de inviterer ind, og de inviterer ud. – Men så møder de en surling eller to. En gammel tante, et bedrevidende fjols eller en misundelig veninde, alle de kælderklamme underskudsmennesker, som føler sig kaldet til at skyde kulørte glæ­desballoner ned, én efter én, efterhånden som de pibler frem. Fordi uhæmmet livsglæde er en trus­sel mod et liv, der føles lidt for småt.

● It’s a man’s world – stadigvæk: Alt defineres stadig ud fra mandens synspunkt, og der er stadig sport i timevis på alle tv-kanaler – ikke kun sportskanalerme – dagligt …

● Postvæsnet: De dage er længst forbi, da postbuddet var en ældre, samvittighedsfuld herre, der ad­stadigt cyklede byen rundt med vigtige forsendelser til borgerne. I mange år var det så en ganske ung dreng eller pige, der slæbte på en alt for tungt pakket cykel og ikke helt magtede det. Så blev det en frisk knallertdreng, der kom drønende på sin larmende maskine langt ud på eftermiddagen. Nu er det en fyr i en stor, gul postbil, der kører op for enden af min blinde, private vej med et enkelt brev, som han prøver at ramme postkassen med uden at slippe rattet. Vi får leveret cirka et brev om ugen på denne måde – Og så er det forkert adresse … Det forstår man jo godt; ’Else Nielsen i nummer 35’ er jo næsten ikke til at skelne fra ’Lone Andrup i nummer 53’.

● Folk har så travlt med at vælge salmer og trompeter til deres egen begravelse, med at arrangere, med at formulere deres egen gravskrift … Hvem har glæde af det? – Hvis du vil give dine venner en fest, så gør det med det samme. – Vi er godt og vel 7,5 mia. mennesker på denne planet. Hvem skal læse din gravskrift? – Hvem er interesseret? – En stilfærdig stund for de direkte berørte hjemme eller i sygehusets kapel, efterfulgt af hurtig bortkørsel og nedsættelse af resterne i en nedbryde­lig urne et pænt sted, må være nok.

● Jeg har, som et nyt sundhedsfremmende tiltag, fysisk og psykisk, lovet mig selv, at jeg

· aldrig mere vil købe tøj og andre tekstiler lavet af ækle, plasticlignende kunststoffer

· aldrig mere vil købe noget på kinesiske internetbutikker

● Folk sover altid ’stille ind’ – man hører aldrig om dem, der dør skrigende i angst og smerter.

● Skinhelligheden er flyttet fra det religiøse til sund kost, motion og til det bæredygtige, økologiske område: – Folk, der ikke tænker sig om to gange, før de tager bilen til Provence eller flyet til New York, London, Thailand eller Sydamerika, gør sig til af, at de strikker deres karklude selv eller ’over­vejende’ spiser vegetarisk …

● Mens Løkke Rasmussen i store helsides opslag i landets aviser tager æren for vores velfærd, er ny­hederne her i 2018 om det danske velfærdssystem bl.a.:

  • Multihandicappet glemt i to døgn uden mad og vand og pleje
  • Læger nægter gentagne gange at give et skud penicillin til unge mænd, der derefter dør af meningitis
  • Fødende sendes hjem efter et par timer
  • Kræftsyge dør, mens de venter på behandling
  • KOL-patienter får ingen, eller kun meget nødtørftig, behandling
  • Indførelsen af et nyt IT-system har medført groteske forhold for hovedstadens hospitaler, hvor bl.a. pårørende til døende selv skal køre rundt mellem sygehusene med fysiske papir­journaler for at sikre sig, at deres kære får den rigtige behandling
  • Politiet er overbelastet
  • Domstolene råber advarende om, at retssikkerheden er i fare pga. nedskæringer
  • Skoler og andre uddannelsesinstitutioner kører på pumperne med vikarer og nedslidte loka­ler
  • Ældre, syge mennesker får ½ times hjemmehjælp hver anden eller tredje uge
  • Ældre, syge mennesker udskrives til ingen hjælp og ligger og dør på gulvet ved siden af deres seng eller glemmes på toilettet
  • Småbørn uden voksenkontakt tonser udslukte rundt i nedsparede institutioner
  • Jobcentrene fungerer ikke og kan ikke skaffe arbejdsløse job, men truer dem på indkomsten, trygheden, og herser rundt med dem på terroragtige måder
  • Skattevæsnet er holdt op med at fungere og bare forærer vores penge væk til frække udlæn­dinge …

● Mette Frederiksens modsvar til al denne elendighed er ’at fokusere på børnene’ … Hvad med at restaurere vores velfærdssamfund? – Ville det ikke være et værdigt projekt for en socialdemokratisk leder? Det skal nok komme børnene til gavn også.

● Hvad vi lærer børnene:

  • Vi har lært vores børn, at drikkelse er noget, man slæber hjem fra supermarkedet i store kulør­te plasticflasker
  • Vi har lært vores børn, at mad skal smage sødt og stå klar, lige når de mærker den mindste sult
  • Vi har lært vores børn, at behov af alle slags skal tilfredsstilles her og nu
  • Vi har lært vores børn at færdes i store, hensynsløse flokke af jævnaldrende, og at det er ok at skrige og råbe højt eller stå i vejen for eller ligefrem puffe til fremmede voksne i det of­fentlige rum
  • Vi har lært vores børn, at man ikke må kede sig så meget som et sekund uden at gribe efter mo­bilen eller computerspillet. De kan ikke længere koncentrere sig om en samtale eller sidde med en voksen og få læst en bog højt
  • Vi har lært vores børn, at de skal råbe og skrige for at få en smule opmærksomhed i kamp med forældrenes arbejde, motionsaktiviteter, venner, mobiltelefon, computer, tv, Netflix og mail

● Forskere kan ikke længere tænke selv. De er ikke, som de ofte var førhen, bredt orienteret i samfundet og histo­rien. Nu kan de ikke skelne store sammenhænge; de er ikke nysgerrige. De kan kun som papegøjer citere undersøgelser, procenter, små delresultater uden at være i stand til at sætte det ind i et større, brugbart hele.

● Nordjyske, avisen for Aalborg og omegn, beskrev voldtægt og mishandling af mindreårige filippin­ske piger, bestilt og betalt over nettet af en ældre, dansk mand, som ’sexshows’ … SEXSHOWS??? Det er voldtægt, ydmygelse, tortur af mindreårige for helvede!

’Tiltalt: bestilte sexshows med mindreårige piger i Filippinerne’ Nordjyske d. 25. 6. 2018

● Vi gamlinge, der har lært at læse bøger, og som lever med høns, køkkenhave og brændefyret ovn, vil klare os bedst, når internettet, varmen og strømmen ryger.

● Støjberg må æde sin sadistiske kage, når hun fejrer stramninger på udlændingeområdet – Læs: Udelukkelse af ulykkelige mennesker i nød. – Men Bilka må ikke sælge en Ramadan-kage, når faste­måneden slutter med en stor fest. – Hvordan nåede vi til at bekæmpe minoriteter med kager?

● Vi går ind for frihed og danske værdier, og de indebærer åbenbart, at vi i fuld alvor lovgiver om kvinders tøj. Der er endda foreslået fængselsstraf! – Se, det er frihed! At sidde i et dansk fængsel pga. sin påklædning!

DR net 19.6.18: – ’25 års drab afslører: Vi slår oftest vores allernærmeste ihjel. Rødglø­dende skilsmisser, jalousi og økonomisk nedtur er årsager til drab i den nærmeste familie’.

Er der ikke noget kønsbias her? – Med ’vi’ mener de ’mænd’, ikke?

● Folk er travlt beskæftiget med at forfatte autohagiografier på Wikipedia, Facebook, hjemmesider o.l.

● Det er ikke noget under, at kvinderne i dag sidder på de fleste videregående uddannelser, medicin, teologi m.m., og klarer sig bedre end drengene. Kvinder er udviklingsmæssigt NØDT til at være mange gange kvikkere end drenge, ellers bliver de ofre: – De bliver lokket, voldført, bortført, voldta­get, slået, mishandlet, myrdet, slavegjort, hånet, nedgjort, objektgjort, gramset på, overfaldet, eller de sidder alene tilbage med ansvaret for småbørn, eller de skal, som fx i Indien, udsættes for angreb fra en hadefuld sviger­familie. Heldigvis har det vist sig, at det ikke er svært at være klogere end drenge, man skal bare lige have nogle basale menneskerettigheder først, lære at læse og skrive og have adgang til at bestemme over sig selv og sin egen krop og adgang til skoler, uddannelser og arbejdspladser. Klø på kvinder!

● Der er i dag en enorm fordummelse af det offentlige rum. Debatter, artikler, oplysning, politik formidles på et selvindlysende og fjollet niveau, som om vi alle sammen havde mobilbefængte teenagehjerner. – Skulle vi ikke lige hæve niveauet et par kilometer?

● Først i en sen alder gik kostens betydning for ens velbefindende op for mig … Jeg kan nu glæde mig over, at jeg sikkert er sund og rask, når jeg dør.

● De nye ’borgerforslag’ er stort set noget pjat! Forbyd dit og forbyd dat! – Hvad er forslagsstillerne? Tankepolitiet? Hvorfor ikke lade medmennesker leve, som de nu engang har lyst til? Hvor er toleran­cen? Venligheden? – Jeg vil sige, som Lukas Graham gjorde: Hvorfor kan de ikke bare være stille? – Holde sig hjemme og passe deres eget? – Men faktisk viderefører de blot den linje, som den nuvæ­rende Løkke Rasmussen-regering har indstiftet: At man skal blande sig i, hvordan kvinder går klædt, at de skal tvangsaflevere deres små børn til statsdrevne, dårligt bemandede vuggestuer, og at man i det hele taget skal blande sig i andre folks liv ned i mindste detalje.

● Hver eneste generation lægger ud med at ville genopfinde verden på ny, at ville gøre alting helt anderledes, end deres forældre gjorde, og det er det, der bringer verden videre. – Men de alleraller­fleste ender med at gøre, præcis som deres forældre. For hvad handler det i det hele taget om? – At finde sin plads i verden, finde en mage, få et par børn og hjælpe dem lidt på vej, inden man dør …

● Mange mænd føler inderst inde, at de har ret til alle kvinder. Som Trump, som alle de gamle vam­melmåse, og som Jørgen Leth gav udtryk for i sin bog ’Det uperfekte menneske’, opfatter mænd sig instinktivt som født med en naturgiven adgang til alt i verden, bl.a. kvinder, og alt kommer dem ved. – Derfor er det helt naturligt for dem at vurdere kvinders udseende med fx ’Tab 10 kg!’ eller ’Hende gad jeg sgu’ ikke/godt knalde!’ – Hun er jo hans potentielle ejendom. – Også politik, samfunds­forhold, musik og alt muligt andet føler mænd sig som naturlige ejere af med ret til at have afgjorte meninger om. – Sådan er kvinder ikke. De tror ikke, at de kan få den smukkeste mand i lokalet uden at arbejde med sig selv og fortjene ham. De tror heller ikke, at de har naturgiven adgang til at mene noget om alt. Når de tiltager sig denne adgang, bliver de opfattet som ukvindelige, vrede, hysteriske, gamle, sure kællinger, bitch’er … For kvinder gælder stadig ’Hold kæft og vær smuk’, som Vita Ander­sens bog fra 1978 hed.

● Vi kan have en sort amerikansk præsident, for han var halvt hvid og havde en mor og en mormor, der elskede ham, og som gav ham tonsvis af selvtillid med på vejen. Vi kan også have en psykopat, der ovenikøbet er idiot, som præsident. Men vi kan IKKE have en kvinde. Der går grænsen. Man kan li­gefrem se på Hillary Clinton, at hun forsøger at række ud efter noget, der ikke naturligt er hendes.

● At blive tynd og blond er det letteste i verden: Man lukker munden og farver håret. Så er man tynd og blond på tre måneder. – Det er meget, meget sværere at blive et godt og indsigtsfuldt menneske. Det ta­ger et livs studier og eftertænksomhed.

● De daglige resultater af DR’s udflytning af ’Vejret’ til Århus minder næsten skræmmende om noget lokal-tv, vi havde i forvejen … alt for bøvede, tilsyneladende uuddannede, men voldsomt selvimpone­rede unge mennesker i hjemmesyet tøj …

Tre slags mennesker

Cirkus Miehes gamle vinterkvarter i Rold.

Der findes tre slags mennesker. Dybt nede er vi alle bønder, fiskere eller nomader.

Jeg er bonde. Genetisk og psykisk er jeg jordbruger. Jeg foretrækker grøn frodighed og ferskvand. Jeg bruger det meste af min tid på at holde ’familien’ og ’dyrene’ og ‘gården’ og ’staldene’ og ’markerne’ og ’kålhaven’ i fin stand. Jeg vander potteplanter, luger jordbærbedet, slår græsset, maler vinduerne, laver mad og holder rent, og jeg går ikke i seng, før jeg har gået en runde og set, at alle er mætte og glade, hunden er gået til ro, lågerne er lukkede, og haven ligger velpasset hen i skumringen. – Af og til tager jeg en tur til ’købstaden’, gør mine indkøb, ser noget nyt og møder andre mennesker. Men så gælder det om at komme hurtigt hjem til bedriften igen, for man er jo uundværlig derhjemme i hus og have, ikke?

Min veninde er fisker. Trangen til at se hav ligger dybt i hende. Og det er mærkeligt, for hun er et overklassebarn fra det indre af landet og har aldrig hverken sejlet eller fisket i virkeligheden. Der skal bare være hav i nærheden af hende. Hun skal mærke vinden, sandet, saltet, skumsprøjtet, lyset over bølgerne og det skiftende vejr. Det er ikke nok for hende med et par uger i sommerhus. Hun skal bo, så hun kan se og mærke havet hver eneste dag. Så hun kan følge med vind og vejr og årstiderne på den store, ofte oprørte flade, og hun tager gerne på langtur. Så længe det involverer noget saltvand, føler hun sig hjemme og godt tilpas overalt.

Og så er der mine venner nomaderne. De har et vinterkvarter i parcelhuset, hvor de hytter sig fra oktober til maj, og et sommerhus, hvor de bor i sommerhalvåret. Som en omrejsende cirkus- eller tivoli-familie, der flytter i vognene og drager landet rundt i de lyse og varme måneder. Nogle mennesker har teltet, autocamperen, hytten, kolonihaven, sommerhuset i Norge, Sverige, Spanien, Sydfrankrig eller andre steder, hvor de engang kom og følte sig hjemme. De følger formentlig imaginære dyreflokke fra boplads til boplads. Om sommeren bor vi her, hvor der er fri adgang til østers, fisk og fede svømmefugle. Om vinteren bor vi mere beskyttet her, hvor vildsvin og rådyr fouragerer. Nomader passer kun nødtørftigt haverne omkring deres skiftende bosteder. Havebrug har ikke deres interesse. Det er selve den årstidsbestemte flytning og de nye, gammelkendte omgivelser begge steder, der er formålet.

Til sidst skal jeg lige nævne flokmenneskene. De kan være alle slags, men mest er de udadvendte, der altid snarere orienterer sig efter fællesskaberne i storbyerne, end de lytter til deres egen, indre stemme. Som en del af store flokke trives de i bevidstheden om, at de ikke går glip af rørelser, som mange andre også deltager i, og de føler sig bekræftede der ved, at de ligner alle andre og indretter sig på samme, ’unikke’ måde, som alle andre, og derfor ikke kan være helt galt på den.

Alle slags mennesker har en masse efterrationaliseringer parat, hvis man skulle spørge dem om deres livsvalg. Men min erfaring er, at ingen af valgene er valg; det er dispositioner, en forkærlighed, der ligger dem dybt i blodet, nedarvet fra de tusindvis af generationer, der er gået forud.