– skrev de, men Netflix-teamet bad ikke om årsagen til, at vi afmeldte vores abonnement; i så fald kunne de måske have lært noget.
Begrundelsen kommer i stedet her:
Der er så meget slam på Netflix, så mange dårlige film, dårlige dokumentarer og dårlige hjemmelavede serier, at man føler sig snavset, hvis man selv eller ens børn har været på Netflix en time eller to.
De gode film er få og gamle, normalt har man allerede set dem, når de kommer på Netflix, og hvis man aldrig har hørt om dem, er de efter vores erfaring ikke værd at se.
På Netflix kunne vi se ’Downton Abbey’ i sin helhed, når det passede os, og ’House of Cards’, men den første er næsten lige så kulørt, som den sidste. – Ikke noget man får det godt af at se, og vi venter os ikke nye filmiske oplevelser af evt. yderligere sæsoner med Kevin Spacey og hans iskolde filmkone.
Børnetegnefilmene er affekterede og skingrende. Et rent ud sagt uhyggeligt artificielt univers at udsætte børn for.
Det er ikke så anstrengende at se en film eller en serie, som at læse en bog. Og vi holder meget af at se store episke serier sammen, ’Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’Breaking Bad’ har givet os mange gode timer og en fælles referenceramme. Men hvis man skal sidde og spænde af forargelse over dårlig kvalitet, over tåkrummende pinligheder, over amerikansk pubertær antihumor, over dårligt skuespil og manglende tankeindhold, så er det til sammenligning langt mere afslappende at hygge sig med en ordentlig murstensudgave af fx ’Krig og fred’ i skødet.
Netflix har udviklet sig fra at være en god idé til at blive en mørk kriblekrablende krypt, hvori man nedstyrter én- eller tostjernede, allerede døde eller døende, underlødige film og egenproducerede serier.