Efter 60 års intenst samliv med hunde er jeg nu overbevist om, at hunde spiser græs, når de har dårlig mave. – Ikke pga. af vitaminmangel, for at få fiber, af kedsomhed, pga. neurotiske lidelser eller andet, som folk har gættet på. Men fordi de føler et ubehag i maven, som udløser trang til græsspisning.
Græsstråene lægger sig om fx skarpe knoglestumper i mavesækken, pakker dem ind og sikrer sikker passage enten op igen via spiserøret eller hele vejen igennem tarmsystemet og ud på sædvanlig vis.
Når mine hunde springer morgenmaden over, og deres maver rumler hørligt, går de ud i haven og finder totter af langt græs, river græsstrå løs og sluger dem. Kun langt græs duer. Dvs. at de ikke går og græsser af græsplænen.
Jeg tror, at hundene har arvet denne tilbøjelighed fra deres forfædre, ulvene, som jo har måttet spise lidt af hvert for at overleve. Også ben, tænder, knogler, hud og hår af store og små dyr.
Hvis mine hunde har fået kødben, så kaster de ofte små bensplinter omviklet med græsstrå og lidt mavesyre op nogle timer efter, når mavesækken i øvrigt er tom. – De virker ikke syge. Det er bare en refleks, at de skiller sig af med de skarpe stumper, så tarmsystemet ikke bliver beskadiget.
Mine hunde har været vant til at få ben, okseben, svineben og lammeben, ikke fjerkræ, fra de var ganske små. Helst selvfølgelig de gode afrundede lårbensknogler, som ikke splintrer, når de gnaver. Men mine hunde har fået de ben, vi nu havde, hvis vi havde fået en lammeryg, ribbenssteg, suppe eller andet, som gav rester, der kunne være af interesse for hunden. – Og selvfølgelig er hundene altid under opsyn, både mens de spiser og senere. Typisk får de benene efter aftensmaden og sover – som mine hunde altid har gjort – i soveværelset hos os om natten, så vi vågner, hvis der er problemer.
Når hundene er vant til at håndtere ben, oplever vi aldrig problemer, ud over at de spiser græs og kaster benstumperne op på den ovenfor beskrevne, rutinemæssige måde. Og de har godt af kalken, senerne og den gode beskæftigelse med at gnave, som også medvirker til at holde tænderne rene, helt naturligt og uden udgifter, hvis man alligevel har kogt suppe på et ben.
Græsstråene tjener til at beskytte fordøjelsessystemet, så hundene kan kaste spidse eller skarpe eller på andre måder skadelige fødeemner op eller transportere dem videre i fordøjelsessystemet, uden at de gør skade på hundens indre organer.
Alt dette er indlejret i hunde (og måske ulve) som instinkter. De aner ikke, hvorfor de spiser græs, de bare gør det, når de fornemmer ubehag.
Mine hunde spiser også græs, selv om de ikke har fået kødben. Men kun, hvis de har spist et eller andet dårligt eller har fået en infektion, der får maven til at rumle, så hunden mister appetitten i øvrigt og kun vil æde græs. – Derimod har jeg endnu aldrig observeret mine hunde æde græs, hvis de ikke har fået ben eller ikke har maveproblemer. Hvis alt er normalt, og de har spist deres sædvanlige måltider med god appetit, spiser de ikke græs.
Hundene har altså tilsyneladende et instinkt, der siger: Maveproblemer = spis græs!
Så hvis din hund spiser græs meget hyppigt, skulle du måske holde øje med dens mavefunktion, med dens spisevaner – der er ting, hundemaver bare ikke tåler – få den undersøgt, prøve et andet foder eller give den et par gode kødben.