’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Vinduespudserne i mit område er gode eksempler på, hvordan de sidste 50 års konkurrence på pris og kvalitet har udhulet begreber som pålidelighed, kundevenlighed, omhyggelighed og fairness.
På bare ét kalenderår har jeg truffet aftale med fire vinduespudserfirmaer, for derefter at måtte fyre de tre efter et par måneder.
Den første vinduespudser var sådan set rar, men hans folk var enten gamle hashhoveder eller meget unge og uvillige til at arbejde. De kørte op foran vores hus, sad i deres bil og snakkede i mobiltelefon, hvorefter de smed en faktura i min postkasse og kørte igen. Eller de gik i gang med at pudse, dvs. at sprøjte vand på ruderne, men de havde så travlt med mobilsamtaler imens – skældte højrøstet ud på mor eller kæresten – at de sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, så de alle havde brede kanter belagt med gammelt skidt og snavs. Da han tilmed pludselig hævede prisen til næsten det dobbelte, måtte vores aftale ophøre.
Den næste vinduespudser i rækken var politiker i en nordjysk kommune og gjorde et godt og ansvarligt indtryk, men akkurat det samme gentog sig: Hans ugidelige medarbejdere gad ikke gøre arbejdet, selv om en grundig skylning af mine vinduer ville være hurtigere end at sjaske rundt om huset og sjuske, mens man snakkede i telefon. Da jeg ringede for at fortælle om manglerne, fnes ejeren af firmaet upassende og beklagede, at han ikke længere kunne have mig som kunde.
Derefter fandt jeg en yngre, meget foretagsom mand, som straks fortalte, at han havde mange andre jern i ilden, ejendomme, udlejningssommerhuse m.m., og at vinduespudsning faktisk ikke var hverken vigtigt eller nødvendigt for ham. Det fremgik da også med al tydelighed: De fleste af hans medarbejdere var af udenlandsk herkomst og særdeles venlige og tjenstvillige, de forsøgte virkelig at gøre deres arbejde ordentligt. Men de var så overbebyrdede, at de ikke kunne overholde aftalerne og måtte melde afbud, eller de blev sendt ud til os sent om aftenen, trætte og udslidte, eller på andre besynderlige tidspunkter, fx i weekenden, og det gjorde ondt at se de udmattede folk forsøge at gøre alting så godt som muligt. – Også de kom i skyndingen til at springe vinduer over, og da jeg meddelte ejeren det, fik jeg hurtigt anklagende beskeder tilbage: Der var ikke fri adgang til mine vinduer … Jo, der var. De vinduer var ikke en del af aftalen … Jo, de var.
Denne seneste var mere end dobbelt så dyr som de andre vinduespudsere, jeg havde truffet aftale med, så jeg havde forventet god service og grundighed, som lovet. Efter at have klaget over manglende udført arbejde modtog jeg et par vrede beskeder fra ejeren og opsagde derefter vores aftale. – Man skal ikke finde sig i at blive skældt ud, når en vinduespudser glemmer at pudse ens vinduer. Regningerne glemte han aldrig. Og jeg måtte hyppigt vægre mig mod forslag om meget kostbar fliserens eller andre tjenester, som jeg hverken var interesseret i eller havde bedt om.
Nu er jeg så på nummer fire vinduespudser i år. En tilsyneladende rar og pligtopfyldende mand – hvorfor er det aldrig kvinder? – der selv arbejder i sit eget firma. Nu må vi se …
Måske er mit problem, at branchen lever af fup, at de ikke altid pudser vinduerne, og at jeg kun opdager det, fordi jeg normalt er hjemme om dagen og kan holde øje? Skræmmende!
Faktisk en forretningsplan, der, som en snerydder vi engang (ikke) havde, tenderer den rene svindel.
https://blog.loneandrup.dk/2011/09/05/snerydningsbluf-115/
Har du tjekket din vinduespudser for nylig?