Køkkenruller og andet snyd

Jeg har tidligere flere gange skrevet om, at konkurrencesamfundet blot betyder, at vi alle indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produk­ter, vi kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, vi kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Forleden fandt jeg en gammel, kun halvt brugt køkkenrulle ude i baggangen og studsede med det samme over, at pa­pirkvaliteten på den gamle rulle føltes tyk og lækker, og at hullet midt i rullen tilsyneladende var meget mindre end på de nyeste køkkenruller, jeg havde købt.

Så jeg målte, og violá! – Den nyeste køkkenrulle havde lige lagt en cen­timeter luft til paprullen i midten! Fra knap 5 til mere end 6 cm’s luft! – Jeg gad ikke veje papiret, men tro mig, papiret på de nyeste ruller er så tyndt, at man bruger dobbelt så meget … Det er vel snyd?

Det samme gør sig gældende med wc-papir, hvor paprullehullet i midten også er vokset, selve rullen er løsere viklet, og hvor man under normal brug ofte næsten må tømme hele rullen for ikke at komme til at stikke fingrene igennem.

Vi har alle for længst opdaget, at kaffeposen ikke længere indeholder 500, men kun 400 g.

Og at smørpakken er skrumpet til kun 200 g.

Det samme gør sig formentlig gældende for mange andre dagligvarer: De bliver ud­vandede, udtyndede, forringede, og vi bliver snydt, så van­det driver, men i løbet af kort tid vænner vi os til det.

Det eneste, der ikke går nedad som mængde og kvalitet, er priserne, der kun er steget og steget i løbet af de senere år …

En anden måde at snyde på, ud over på vægten, er de falske reklamer. Danish Crown er lige blevet dømt for ’greenwashing’, fordi de påstod deres svinekød langt grøn­nere og mere klimavenligt, end det rent fak­tisk er.

Danske kyllingeproducenter postulerer frækt, at deres 20.000 hurtigtvoksende kyllinger løber frit rundt ude i grønt græs og bliver håndfodret af producenternes velklædte og helt renskurede børn.

https://blog.loneandrup.dk/category/landbrug/page/2/

Og Arla storsnyder efter min erfaring! Også de måtte pille klima­anprisningerne af deres kartoner:

Skummetmælken var hverken CO₂-neutral eller klimakompenseret!

Men hvad med denne karton, som min mand kom hjem med i går i den tro, at det var økologisk mælk:

I stedet for det røde Ø-mærke foroven bærer kartonen et lignende, men hjemmelavet og intetsigende ‘Dansk mælk’-mærke. – Som om man nogensinde ville tro, at mælken kom fra Japan! Og påskriften: ‘Omtanke for dyr og klima’ og anden fantasifuld ordskvalder leder tanken hen på et produkt, der virkelig tager dyrevelfærd og klima alvorligt.

Et idylliserende skønmaleri! – Et stykke grafisk svin­del med konventionelle køer på græs, vindmølle, skovkant og solnedgang … BVADDR!

Danske konventionelle køer har ikke været på græs siden 1970’erne:

Jeg køber normalt kun Arla-produkter, når der absolut ikke er andet at få, og fremover vil vi begge være endog meget mere på vagt.

Hvis vi alle var lidt mere kritiske forbrugere, kunne vi måske stoppe snyderiet.

Vinduespudsere

’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige pro­duk­ter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.’

Vinduespudserne i mit område er gode eksempler på, hvordan de sidste 50 års konkurrence på pris og kvalitet har udhulet begreber som pålidelighed, kunde­venlighed, omhyggelighed og fairness.

På bare ét kalenderår har jeg truffet aftale med fire vinduespudserfirmaer, for derefter at måtte fyre de tre efter et par måneder.

Den første vinduespudser var sådan set rar, men hans folk var enten gamle hashhoveder eller meget unge og uvillige til at arbejde. De kørte op foran vo­res hus, sad i deres bil og snak­kede i mobiltelefon, hvor­efter de smed en faktura i min postkasse og kørte igen. Eller de gik i gang med at pudse, dvs. at sprøjte vand på ruderne, men de havde så travlt med mo­bilsamtaler imens – skældte højrøstet ud på mor eller kæresten – at de sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, så de alle havde brede kanter be­lagt med gam­melt skidt og snavs. Da han tilmed pludselig hævede prisen til næsten det dobbelte, måtte vores aftale ophøre.

Den næste vinduespudser i rækken var politiker i en nordjysk kommune og gjorde et godt og ansvarligt indtryk, men akkurat det samme gentog sig: Hans ugidelige medarbejdere gad ikke gøre arbejdet, selv om en grundig skylning af mine vinduer ville være hurtigere end at sjaske rundt om huset og sjuske, mens man snakkede i telefon. Da jeg ringede for at fortælle om manglerne, fnes ejeren af firmaet upassende og beklagede, at han ikke længere kunne have mig som kunde.

Derefter fandt jeg en yngre, meget foretagsom mand, som straks fortalte, at han havde mange andre jern i ilden, ejendomme, udlejningssommerhuse m.m., og at vinduespudsning faktisk ikke var hverken vigtigt eller nødvendigt for ham. Det fremgik da også med al tydelig­hed: De fleste af hans medarbej­dere var af udenlandsk herkomst og særdeles venlige og tjenstvillige, de for­søgte virkelig at gøre deres arbejde ordentligt. Men de var så overbebyrdede, at de ikke kunne overholde aftalerne og måtte melde afbud, eller de blev sendt ud til os sent om af­tenen, trætte og udslidte, eller på andre besyn­derlige tidspunkter, fx i week­en­den, og det gjorde ondt at se de udmattede folk forsøge at gøre alting så godt som muligt. – Også de kom i skyn­dingen til at springe vinduer over, og da jeg med­delte ejeren det, fik jeg hurtigt ankla­gende beskeder tilbage: Der var ikke fri adgang til mine vinduer … Jo, der var. De vinduer var ikke en del af aftalen … Jo, de var.

Denne seneste var mere end dobbelt så dyr som de andre vinduespudsere, jeg havde truffet aftale med, så jeg havde forventet god service og grundighed, som lovet. Efter at have klaget over manglende udført arbejde modtog jeg et par vrede beskeder fra ejeren og opsagde der­efter vores aftale. – Man skal ikke finde sig i at blive skældt ud, når en vinduespudser glemmer at pudse ens vinduer. Regningerne glemte han aldrig. Og jeg måtte hyppigt vægre mig mod forslag om meget kostbar fliserens eller andre tjenester, som jeg hverken var inter­esseret i eller havde bedt om.

Nu er jeg så på nummer fire vinduespudser i år. En tilsyneladende rar og pligt­opfyldende mand – hvorfor er det aldrig kvinder? – der selv arbejder i sit eget firma. Nu må vi se …

Måske er mit problem, at branchen lever af fup, at de ikke altid pudser vindu­erne, og at jeg kun opdager det, fordi jeg normalt er hjemme om dagen og kan holde øje? Skræmmende!

Faktisk en forretningsplan, der, som en snerydder vi engang (ikke) havde, ten­derer den rene svindel.

https://blog.loneandrup.dk/2011/09/05/snerydningsbluf-115/

Har du tjekket din vinduespudser for nylig?

Hjem-IS / Fråst

’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produk­ter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.’

Som eksempel vil jeg gerne fremhæve ’Hjem-IS’ i anledning af, at den kendte, lyseblå isbil med klokken nu skifter navn til ’Fråst’ – ja, det lyder grimt! – Og vil sælge frosne pizzaer, itali­ensk mad, bl.a. pastaretten carbonara til 70 kr.!, vege­tarretter og is på én gang – ja, det lyder ulækkert!

https://frastfoods.com/da-dk/om-fraast

I fattigfirserne var jeg arbejdsløs, enlig mor, og den eneste luksus, jeg undte mig, når pen­gene rakte var – udover en daglig avis, kaffe og smøger – den gode flødeis med små, halve chokoladekugler fra Hjem-IS.

Når klokken ringede ude foran husene, stormede vi til, børnene fik deres fore­trukne børneis, og jeg fik min dåse med køer, blå himmel, grønt græs og vel­smagende is med god choko­lade.

Her i sommer skulle jeg gøre forsøget igen. Stoppede isbilen i forbifarten og fik den nu op­daterede dåse med ’flødeis’, Dannevang:

ADDR! Efter en smagsprøve blev resten smidt ud.

Ikke blot var dåsens design moderniseret, også indholdet. I stedet for rigtig flødeis med store chokoladestykker af god kvalitet, var isen noget udvandet pjask tilsat alskens moderne kemi og små splitter af voksagtig ’chokolade’, som ikke bidrog med noget som helst udover en fedtet klistret fornemmelse i munden.

I løbet af 40 år i et globalt konkurrencestyret marked er kvalitet og smag for­ringet i en grad, så det færdige produkt er uspiseligt for folk med smagsløg og hukommelse. – Og jeg er bange for, at forandringen er sket så langsomt og grad­vist, at de nye generationer tror, at flødeis og chokolade skal smage sådan. – Billig er isen jo heller ikke, så man kan undre sig over forret­ningsgrundlaget.

Her i huset fortsætter vi med den hjemmelavede is lidt endnu. Med enkle råva­rer er flødeis lige så let at fremstille hjemme i køkkenet som en delikat spa­ghetti carbonara.

Gammeldags potteplanter

Vi kan købe så mange eksotiske vækster, og det gør vi. Brug og smid væk-planter til bede, potter og krukker er et stort marked i dag.

Vi kan fylde huset med citrustræer og smukke bladplanter eller planter, der blomstrer hele året. Men det ender som oftest med, at der står vantrivelige og døende vækster i krogene. For vi køber planter efter deres dekorative effekt og kender ikke deres behov, som sjældent er at stå udtørret i halvmørke ved et par og tyve grader året rundt i samme jord. Så de ryger som oftest hurtigt ud igen.

De fleste planter har brug for LYS – VAND – NÆRING og NY JORD hvert an­det eller tredje år.

Appelsinblomster

Citrus har det bedst, når de står ude om sommeren og kan overvintre tørt og lyst ved ca. 5°. Det er vanskeligt at skaffe dem disse forhold, og min erfaring er, at de ALTID er inficeret med klistrede skjoldlus, som måske først ses tyde­ligt efter et par år, som er ækle at se på, som spreder sig til alle andre planter, og som man aldrig, aldrig nogensinde kommer af med igen.

De fleste af de smukkeste bladplanter, som man kan købe allevegne i dag, er planter opfor­meret fra regnskovens underskov, dvs. at de klarer halvmørke fint, men ikke tør stueluft, og de skal derfor regelmæssigt vandes og pistes med regnvand eller kogt vand for at holde sig pæne.

Nogle få, smukke planter har vist sig robuste og overlever stueopholdet i åre­vis, hvilket har gjort dem til sikre og populære valg, fx agaver, visse kaktus­sorter, duftranke, monstera, oli­ven, stuebirk og stuefigen.

Knap to meter høj stuebirk

De planter, der har holdt i mit hjem i tyve år eller længere, er alle sammen – opdagede jeg – gode gammeldags husmorpotteplanter. Nøjsomme planter. Planter, der var nemme at op­formere, og hvis aflæggere cirkulerede blandt kvinderne. Planter, der overvintrede fint i en kølig og fugtig vindueskarm i et lavloftet, dårligt opvarmet bondehus. Der blot skulle pusles lidt om dem med ny jord og lidt gødning om foråret. Der skulle vandes ugentligt i de lyse må­neder. Så stod de til gengæld smukt med masser af blomster og var husets pryd.

Man kendte en god husmor på hendes pelargonier. – Hun havde altid nye pelargonier på vej, så hun kunne forære nygifte eller tilflyttere en eller to af sine smukke, hvide, lyserøde, mørkerøde eller fligede, selvdyrkede sorter.

Pelargonie

Og hun havde duftgeranier, en slags luftfrisker – ’Ryst geranien, Marie, jeg ser at præsten er på vej’, og altid en gammel, skattet myrte, nedarvet i familien, hvis spinkle, velduftende grene var symbol på renhed og skulle pryde brude­sløret hver gang, der var bryllup.

Myrte

Og måske en af de attråværdige, blomstrende kaktus, som kunne klare mos­ten, fik store blomster hver eneste sommer og satte rigeligt med småkaktus, så hun kunne forsyne hele nabolaget.

Den gammeldags kaktus springer ud en lys sommeraften

Med centralvarmens indtog i hjemmene for ca. 100 år siden kunne vi have andre, robuste planter, der krævede over 15° for at kunne overvintre i god form, det kunne være de mere sarte kaktus, klivia, svigermors skarpe tunge, pur­purblad og væddeløbere.

Klivia blomstrer i juni og juli måned

Op igennem det 20. århundrede gik der mode i stueplanterne. Man kunne fæstne den lille guldranke med knappenåle til tapetet og strække grenene langt omkring i stuen. Man kunne udfylde en kedelig krog bag en lænestol med en storbladet figen eller en monstera. Man kunne samle på kaktus og sukkulenter, som skulle være nemme at passe. Eller man kunne dele ud af sit overskud af klivia, pilea eller husfred til de andre mødre i børnehaven.

Væddeløber

Der går meget energi til produktion og transport af potteplanter, og de er som oftest gen­nemsprøjtede med skadedyrsmidler o.l., så vi ville gøre miljøet en stor tjeneste, hvis vi igen ville gå tilbage til de holdbare, let formerbare, nøjsomme, hjemmelavede potteplanter.

Svigermors skarpe tunge

Det er de nævnte, pelargonie, geranium, kaktus, sukkulenter, pilea, myrte, stuefigen, stuebirk, monstera, voksblad, duftranke, væddeløber, purpurblad o.a.

Purpurblad

Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet marts 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

Taknemmelig eller flov?

Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:

Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, me­get mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.

Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.

Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugt­skålen midt på spi­sebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.

Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, ar­bejds-, senge- og hygge­pladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og nabo­ernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.

Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middel­alder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leve­forholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!

Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke læn­gere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.

Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vo­res boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og in­sekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nød­vendige, menneskeligheden og den fælles klodes overlevelse, over styr i vores jagt på ma­teriel overflod.

Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.

Farve og talkum i medicin

Medicin- OG fødevareindustrien er løbet løbsk

Jeg blev behandlet med antibiotika, Dalacin, og opdagede, fordi jeg er intole­rant over for visse farvestoffer, at tilsætningsstoffer i kapslerne i sig selv kunne være syg­doms­fremkaldende. Ud over laktose, som mange ikke tå­ler, in­deholder selve kapselma­te­rialet blandt meget andet Titandioxid E 171, som nu er forbudt i EU* for sin giftighed.

Hvorfor skal medicinpiller/kapsler være røde, gule, grønne, blå eller lilla? Hvis farverne risikerer at gøre yderligere skade? Vi er vel ikke legesyge børn, der skal gø­res glade med friske farver, når vi er syge?

Heller ikke de såkaldte ‘naturidentiske’ farvestoffer er sikre. Jeg tåler fx ikke koncentreret gulerods-, rødbede-, paprika- og chilifarver, alle E-numrene 100, 160, 161 og 162, som man efterhånden putter i alting: is, brød, slik, ost, kager, æg …. foruden invertsukker, som ikke en kat aner, hvad er.

Dalacin 300 mg indeholder et antibiotikapulver tilsat talkum – som, man nu ved, ofte indeholder asbest, foruden andre tilsæt­ningsstoffer, og selve kapslen er farvet med:

  • Erythrosin  E127
  • Indigotin (indigocarmin)  E132
  • Jernoxider og jernhydroxider  E172
  • Titandioxid  E171

Mængderne er formentlig små, men det ene med det an­det. I løbet af et langt liv ud­sættes vi for så meget, at det til sidst summer op, og vi kender ikke ska­devirkningerne ved stoffernes eventuelle inter­aktioner i kroppen.

Og hvorfor giver man i det hele taget farvestoffer, talkum o.a. til syge menne­sker? Og hvorfor kommer man så mange uspiselige ingredienser i mad og me­dicin?

Industrien har givetvis et hav af forklaringer, der alle har at gøre med hold­bar­hed, kon­sistens, emballage, transport, såkaldt ’forbrugervenlighed’ m.m., men de burde bare holde op.

* https://www.indlaegssedler.dk/indlaegssedler/indlaegsseddel/42367

Dalacin C indeholder: Aktivt stof: Clindamycin 300 mg som clindamycin­hydrochlorid.

Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, vegetabilsk magnesiumstearat, majssti­velse, talcum, titandioxid (E171), indigotin I (E132), erythrosin (E127)
Gelatinekapsel: Sort trykblæk; sort jernoxid (E172).

Ifølge Dansk Erhverv er det dog stadig tilladt at sælge allerede producerede varer, så vi har, trods EU-forbud, ingen garanti for, at vi ikke også næste gang, vi bliver syge, bli­ver forgiftet af en tankeløst grå­dig medicinalindustri. – Og hvad gør alle de andre farvestoffer, Eryt­hrosin E127, Indigo­tin (indigocarmin) E132, Jernoxider og jernhydroxider E172 i vores kroppe?

https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyhe­der/nyheder/2022/februar/forbud-mod-ti­tandioxid-e-171-i-fodevarer/

Ikke-mad

Ingredienser: Vand, HVEDEPROTEIN (13%) (konserveringsmiddel (SULFIT)), panering (11%) (cornflakes, majsmel, majs­stivelse, rismel, kartoffelstivelse, sukker, salt, bambusfibre, druesukker, bage­pulver), rapsolie, gule ærter (9%) *, ærteprotein (5%) *, stabilisator (metylcellulose, carrage­enan, kaliumklorid), favabønneprotein, suk­ker, salt, konserveringsmidler (natriumdiacetat, kaliumsorbat), naturlige aromaer, løg, majsstivelse, aroma, kartoffelfibre, hvidløg, sort pe­ber, grøntsagsbouillon. *Svensk råvare.

Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrage­enan, kali­umklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?

I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.

Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsæt­ningsstofferne, kan vi ikke? [1]

Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.

Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at de­res vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]

Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncen­trerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sund­hed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.

Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bli­ver slået un­der lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slag­terier i fx Polen.

Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauran­ter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.

Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdræt­tede og fodrede laks i store havanlæg og giver dem farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efter­komme forbrugernes ønsker.

Det samme sker herhjemme i de store æggeproduktioner, hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]

Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige mad­varer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:

Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandsskab?

Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-advarer-de-nye-kostraad-ikke-tydeligere-mod-ultraforarbejdet-mad/

[2] https://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html

[3] https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9445822/Malkekoen-har-mistet-evnen-til-at-gr%C3%A6sse-%E2%80%93-og-det-er-et-problem-for-den-gr%C3%B8nne-omstilling

[4] Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.

Se evt. også: https://www.dsm.com/anh/news/feed-talks/articles/eggyolk-pigmentation-guidelines.html

[5] Karotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder giver de A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for karotenoider, A-vitamin og betakaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira eller æg, når hønerne har fået karotenoider i foderet. I mange år holdt vi selv havehøns, og de gik frit omkring, ‘slog’ græsset for os og spiste, hvad de nu kunne finde derudover, og deres gode æg med mørkegule blommer gav mig aldrig symptomer … Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.

Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:

E-100 Curcumin (gurkemejefarve)

E-160a Beta-caroten

E-160b Annattoekstrakt

E-160c Paprikaoleoresin

E-160d Lycopen

E-160e Beta-apo-8´-carotenal

E-160f Beta-apo-8´carotensyreethylester

E-161b Lutein

E-161g Canthaxanthin

E-162 Rødbede-ekstrakt (Rødbedefarve, Betaniner)

Ingredienser: Pasteuriseret KOMÆLK, salt, mælkesyrekultur, mikrobiel osteløbe, konserveringsmiddel E251, farvestof E160a.

Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betakaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes.

Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke uspiseligt kemi:

‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær,
vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E
472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER,
majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A.
Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).

leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’

STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!

Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:

Hvad laver rødbedefarve i kød?

OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?

Se evt. også: https://blog.loneandrup.dk/2018/09/18/allergisk-ojenreaktion-fremkaldt-af-koncentreret-gulerodssaft-364/