Sommerferieoplevelser

Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.

Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.

Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommer­ferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vin­ter­ferien og rejser efter det.

Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.

Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, tema­parker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.

Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.

Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mø­des i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, lege­huse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.

Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkus­prinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne ud­leve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.

Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.

Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.

Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dy­ret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.

– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.

Nethandel & kommunikation

En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.

Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.

En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.

Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.

Men derefter går det galt for de fleste:

Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyheds­mails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.

Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.

Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.

Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, el­ler hvor man nu får sine pakker leveret.

Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?

Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?

Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …

Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.

Kvalitet

Ville det ikke være dejligt, hvis man kunne købe de fleste af sine fornødenheder på nettet? Hvis man kunne stole på, at der bestod en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet, og blot kunne sidde i ro og mag derhjemme og be­stille?  – Til leve­ring næste dag ved hoveddøren?

Jeg er ikke den store shopper, normalt sker mine besøg i supermarkedet som en jægersoldat på mis­sion: Hurtigt ind og hurtigt ud igen.  Supermarkeder og indkøbscentre er, kun overgået af lufthavne og venteværelser i sundhedssektoren, efter min mening noget nær de værste steder at op­holde sig med al deres kunstige atmosfære, statiske elektricitet, lys, lyde og dufte og køer af mere eller mindre desperate mennesker og deres hylende børn på jagt efter ting og sager.

Men jeg kan også godt lide at vælge de ting, jeg skal have ind i mit hus. Så jeg gennemfører øvelsen ca. en gang pr. uge.

Engang før nettet handlede vi i en nærliggende, økologisk gårdbutik. En dag bad vi om et stykke ost, og indehaveren gav os et slimet og lugtende hjørnestykke, der overvejende bestod af skorpe. Det blev kasseret, straks vi kom hjem og pakkede det ud. Og vi handlede der aldrig igen.

Indehaveren havde en lille butik, hvor hun skiltede med kvalitet, hvilket afspejlede sig i priserne. Men for at spare nogle få kroner og slippe af med en dårlig vare, mistede hun sine kunder. Kunder, der ville have været trofaste og anbefale hende til alle, de kendte. Nu blev historien til vennerne en an­den, og butikken eksisterer ikke i dag.

Det samme er ved at ske for netbutikkerne, fornemmer jeg. Man får ikke længere kvalitet for pen­gene. Produceres der overhovedet kvalitetsvarer i dag? Det kan formentlig ikke betale sig.

Dagligvarer købt på nettet kan være helt anderledes, når de når frem, end de flotte billeder viste. Og hvis man tror, at en høj pris betyder udsøgte varer, tager man fejl. – Jeg får mælk, der nærmer sig udløbsdatoen, an­løben chokolade, stødt og mishandlet frugt og grønt og en masse squash, roer og kålrabi, som jeg ikke har nogen brug for.

Et par halvdyre opbevaringsspande til dyrefoder viste sig, da de ankom, at være af tyndt, uholdbart plastic, og de var ikke engang lufttætte.

Fuglefoderet var fuldt af melmøllarver og deres ækle spind.

Her senest var det et par bukser og to bluser fra en stor, anerkendt netbutik. Det var simple beklæd­ningsstykker til hverdagsbrug, og de var nedsat fra 700 og 800 til 400 kr. pr. stk., så jeg havde en vis forventning om nogenlunde pasform og holdbar kva­litet, men modtog tyndt, krøllet og dårligt syet plastictøj, som ikke burde koste over 100 kr., og som ikke kunne bruges til noget som helst. Ikke en­gang hjemme i haven.

Naturligvis returnerede jeg det hele med det samme. Og nu skal jeg ud og køre, ud og kigge, under­søge og beføle mine varer, før jeg køber noget igen.

Nede på apoteket skulle jeg have to, små urinprøveglas, som den unge dame lagde frem til mig på disken. Da jeg havde betalt, stod jeg og ventede på, at hun skulle komme dem i en pose, så de pinligt rene prøveglas ikke blev snavsede nede i mit gamle indkøbsnet sammen med alt det andet, jeg skulle have fragtet hjem. Men hun gjorde ikke mine til at gøre noget, så jeg måtte spørge, om hun ikke havde en pose eller sådan noget? I gamle dage havde apotekerne sådan nogle små papirsposer, de lige puttede ens ting i. – Joh, det havde hun skam, men så skulle jeg bøde en krone oveni … Jeg går ikke rundt med løse kroner i lommen, og jeg havde lige pakket Dankortet og kvitteringen ned i pungen ned i indkøbsnettet, så jeg gad ikke gentage proceduren. Men måske bestiller jeg prøveglas på nettet næste gang. Eller tager en rulle fryseposer med, når jeg skal på apoteket.

Når vi nu er i gang med at snakke om kvalitet, så er det ikke kun i handlen med fysiske varer, at der er sket et voldsomt skred i løbet af de seneste 10 – 20 år.

Hvad mener I fx om postvæsenet? (Min mor har endnu ikke fået det julekort, jeg puttede i en rød postkasse d. 14. december sidste år.)

Og serviceniveauet i fysiske butikker? På caféer og restauranter? For ikke at nævne supportere af alle slags, unge mennesker, der er ansat til at holde folk væk fra telefoner og mailbokse?

Telefonsluser med endeløse båndsløjfer, dåsemusik og gå væk-beskedder? – ‘Du er nu nummer … 42 … i køen … Ved du, at du kan bruge vores hjemmeside?’ – er en oplysning, man hyppigt får, når man netop har fået besked på at ringe …

Og har I prøvet at få fat i en læge for nylig? Været på sygehuset? Ventet i timevis i kolde kælderrum på en ti minutters forhastet samtale? Hvor man på forhånd får 22 siders instrukser, forholdsregler og skemaer, der skal udfyldes, hvorefter man opdager, at ingen gider kigge på det. – Er det virkelig nødvendigt at skrive ud til folk, at de skal vaske sig inden en undersøgelse? Og ville de mennesker, der kunne finde på at gå til en undersøgelse uden at vaske sig, sidde og omhyggeligt gennemlæse 22 siders instrukser med lille skrift og udfylde flere siders skemaer med oplysninger, der sikkert står i ens journal i forvejen?

Manglen på kvalitet gennemsyrer ikke blot vores fysiske verdens mange produkter, men har sneget sig helt ind i de allermest følsomme, menneskelige relationer.

Kontaktlim

Så er der endnu en ting i huset, der skal lynfikses, og jeg griber efter tuben i værktøjsskuffen.

Omkring 1960 kom min far hjem fra købestævnet i Fredericia og fortalte begejstret om kontaktlim. Det var en lim, der var så stærk, at de havde limet en stol op på væggen, fortalte han, og så satte de en granvoksen mand op på stolen – Og den holdt!

Min far var imponeret.

Siden indgik kontaktlim, sammen med ståltråd, en lommelygte, hobbykniv, tang, hammer, sav, skruetrækker, gaffatape, små, blå søm, kramper og skruer, en træblyant og almindelig trælim i både hans og senere min udrustning, og der er ikke meget, vi ikke kunne/kan klare i en ruf.

Laver de grin med os?

Politiken Plus tilbyder abonnenterne en dims, der kan udskære et blødkogt æg og strø salt på det … til 203 kr.

Hvor skulle man få brug for sådan én? Ved morgenbordet med utidige unger? Og på hvilken måde er denne dims bedre end bagsiden af en teske og de fingre, man normalt har lige ved hånden?

Den skal fremstilles af – formentlig – gode råvarer, forsendes, vaskes op, opbevares på den i forvejen begrænsede køkkenskuffeplads, og man skal huske at tage den med ind til morgenmaden eller frokosten.

Skal den også med i sommerhuset? Skal alle familiens medlemmer og evt. gæster have hver sin?

Hvis vi havde et departement for inderligt overflødige produkter – og det burde vi have med de miljømæssige udfordringer, vi står over for – ville Politikens ‘Æggeskærer med indbygget saltstrøer’ stå allerøverst på deres liste.

Forfejlet markedsføring

For tiden får jeg i min mailboks hver dag omkring ti af disse tilbud om selskab af unge damer:

‘Leder du efter hot piger og kvinder?

Vil du have sex i aften, og nyt fisse hver dag?

Her kan du finde enhver pige til sex! De ønsker alle at kneppe.

Vær ikke genert, kom og vælg!

For eksempel, lige nu er disse piger fra DIN BY klar til at kneppe. Vil du have andre? Kom til vores hjemmeside!’

Hjemmesiden hører til på en tidligere Sovjetunionen-adresse, og jeg har aldrig vovet at klikke.

Hvis jeg, i stedet for at være en ældre dame, havde været en ældre herre, er der også mails med gode tilbud om støtte til samværet med de førnævnte unge damer:

‘SPECIAL SALE TODAY:

V!agra Price $0.83

C!alis Price $1.69

V!agra Professional Price $0.78

C!alis Super Active + Price $2.81

Levitra|Price $1.97

Payment: VISA,MasterCard,E-check’

Der er også den grimme, som kan se mig, selvom min computer ikke er udstyret med kamera:

‘Hej, kære bruger af xxx.dk

Vi har installeret en RAT-software i din enhed
For øjeblikket er din email-konto også hacket.

Har du ændret dit kodeord? Det gør du godt!
Men min software genkender enhver sådan handling. Jeg opdaterer adgangskoder!
Jeg er altid et skridt foran ….

Så … Jeg har hentet alle fortrolige oplysninger fra dit system, og jeg har fået flere beviser.
Det mest interessante øjeblik, jeg har opdaget, er videooptegnelser, hvor du onanerer.

Jeg sendte EternalBlue Exploit modifikation på porno site, og så installerede du min ondsindede kode (trojan) på dit operativsystem.
Når du klikede på knappen Play på pornovideoer, blev min trojan hentet og installeret på din enhed.
Efter installationen optager dit forreste kamera video hver gang du onanerer. Desuden er softwaren synkroniseret med den video, du vælger.

I øjeblikket har min virus gemt alle dine kontaktoplysninger fra sociale netværk og e-mail-adresser.
Hvis du har brug for at slette alle dine indsamlede data, send mig 500€ i BTC (crypto currency).

Dette er min Bitcoin tegnebog: 1FwUDRvYrJ7yfjYWkM1JchBuFZNZ3pYcjQ
Du har 48 timer efter at have læst dette brev.

Efter din transaktion vil jeg slette alle dine data.
Ellers sender jeg videoer med dine erotiske spil til alle dine kolleger, venner og familie !!!

P. S. Jeg beder dig – ikke at besvare dette brev, fordi afsenderens adresse er falsk, bare for at holde mig inkognito.

Og hidtil vær forsigtig!
Besøg kun sikre websteder!
Hej hej…’

Det er lykkedes mig at være på nettet i 20 år eller mere uden nogensinde at være stødt på porno.

– Hvordan får man stoppet ondsindet, udenlandsk spam? Det ved jeg ikke. Jeg har omhyggeligt mærket hver og én som junk, men de kommer alligevel igen.

Det holder formentlig kun op, hvis ingen hopper på det … Mænd må være instinktdrevne og meget, meget enfoldige …

Overkommunikation

Man kan snart ikke købe en bønne, uden at almindelige firmaer beder én om at bedømme alt muligt i forbindelse med banale transaktioner.

I uger efter får man opfordringer til at vurdere, og påmindelsesmails eller sms’er, hvis man ikke reagerer. Det er en pest!

I virkeligheden er de ikke interesserede i mig. Det er robotter, der står bag udsendelsen, og de samler blot dokumentation i store mængder, så de kan reagere på tendenser, hvis de skønner, at der er behov.

Og de spilder deres kunders tid!

En lille pakke leveret af DAO resulterede i fire – fem mails og sms’er sluttende med denne:

’Hej Lone.

Vi var forbi med en pakke til dig i går.

Håber vi gjorde det godt og at du evt. vil give os karakter på Trustpilot: http://dk.trustpilot.com/evaluate/dao.as?a=00057126960499890630&b=bWFpbEBsb25IYW5kcnVwLmRr&c=Lone+Andrup&e=ccd6d22eeb42439cf373de7187304930e5792f9

Vi glæder os til at komme forbi igen … smiley

Hilsen

DAO 365’

Absurd, ikke? – Er vi pludselig blevet kælne slyngveninder, der ‘glæder os til at komme forbi igen’, fordi et pakkefirma skal levere en pakke? Har de leveret pakken eller ej? Det må være succeskriteriet. Spar mig for føleriet!

Det er flere år siden, jeg holdt op med at ’evaluere’ firmaer. Hvis der er noget galt med deres service, skal de nok høre fra mig. Hvis alt er OK, bruger jeg dem igen. Sådan er det. – Der er ingen grund til at spilde hinandens tid yderligere.

Hvis jeg køber en leverpostej i Brugsen, evaluerer jeg heller ikke. Det giver jo sig selv.

Evaluering af alt muligt er en sygdom, der har bredt sig uhæmmet, og det er på tide at stoppe.

Til gengæld oplever jeg hyppigt, at hvis jeg klager over produkter eller service, der IKKE fungerer, så får jeg besynderlige ikke-svar fra unge mailbestyrere, Emil, Simon, Bettina eller Frederikke, der, ligesom DAO’s sms-forfatter heller ikke kan læse eller skrive dansk, og som fylder deres kommunikation til forbrugerne med smileys og bliver tøsefornærmede, hvis jeg skriver tilbage, at de:

1. Ikke har løst mit problem og 2. Deres produkt stadig ikke er tilfredsstillende.

Så de VIL ikke have feedback. De vil blot engagere et par skolelever til at sidde og slå skuffede kunders berettigede klagemails tilbage, og så i øvrigt tigge om uærlige smileys …

Reklamer lige ned i lommen

Det forekommer mig, at det elektroniske reklamehelvede nu har overskredet en ny grænse, og det bør ikke gå upåtalt hen.

Pludselig en dag var forsidebillederne af de kære børnebørn på min mobil skiftet ud med klamme reklamer for Booking.com.

Kamera, læseprogram, ur, kalender, vejret, fotos, aviser, kontaktlister, sms’er, kort, mobilbank osv. – Lige­som man ville indrette sit skrivebord.

Når så telefonen AF SIG SELV skifter ens forsidebillede ud med annoncer, bliver man først for­skrækket, så føler man sig overtrådt, og så bliver man vred. – Det er en utilstedelig indtrængen i folks privatsfære – Man må jo heller ikke liste sig ind og klæbe reklamer op på folks husmure. På deres vægge eller opslags­tavler.

Jeg skrev omgående til Booking.com, som vi har benyttet i mange år, men hvis app jeg nogle uger i forvejen havde slettet fra min mobil pga. dårlige oplevelser.

En tøsefornærmet ’supporter’ fra Booking.com benægtede ethvert kendskab til hændelserne i en mail fyldt med manglende logik, stave- og sprogfejl:

’Kære gæst,

Tak fordi du kontakter Booking.com Kundeservice.

Vi er kede af du er utilfreds med Booking.com.

Vi kan forsikre dig om at vi ikke prøver at invaderer dit privatliv på denne måde. Vi kan ikke for­tælle hvordan det er sket, da vi ikke kender til nogen måder hvorpå at en reklame fra Booking.com decideret er på din startskærm uden at du er på internettet.

Vi kan ikke sætte reklamer ind på den måde.

Det er selvfølgelig dit valg at fravælge os og vil respekterer at du gør dette.

Hav en rigtig god dag.

Du er velkommen til at kontakte os hvis du har yderligere spørgsmål.

Med venlig hilsen,

Catrine F.

Booking.com Customer Service Team

Da jeg sendte hende billederne som bevis, hørte jeg ikke mere.

Huaweis forstående supporter, derimod, svarede omgående, at de pludseligt opduk­kede rekla­mer var et mysterium for ham, at han ville forfølge sagen til sine overordnede, og i mellemtiden anviste han mig fire måder, hvorpå jeg kunne spærre min telefon for uønskede fo­tos.

Har Huawei interesse i at reklamere for Booking.com uden en eller anden form for af­tale, der indebærer en fordel?

Det hele er også et mysterium for mig. Og Booking.com har endegyldigt tabt en kunde.